Lænder

loinz (chalats, Aramaic charats, mothen, kecel, yarekh; osphus): Denne variation af hebraiske synonymer synes at blive brugt temmelig i flæng om lænderne, skønt der er ikke ringe forskel på disse ords sekundære betydninger. De repræsenterer forskellige måder at udtrykke lænderne på som sædet for styrke og kraft (Job 40,16, hebraisk mothen, her brugt om Behemot), midtpunktet for avlekraften, den del af kroppen som ombindes med bælte, og som anses for særlig nødvendig at dække, selv under primitive livsvilkår (Job 31,20), og hvor smertefuld sygdom mest effektivt gør et menneske uskikket til arbejde og krigsførelse.

Jakob får det guddommelige løfte, at »konger skal udgå af hans lænder« (chalats, 1 Mos 35,11), og vi læser om 66 sjæle »som udgik af hans lænder« (yarekh), og som drog til Egypten (1 Mos 46,26). Brevet til Hebræerne taler om levitterne som nogle, der er udgået af Abrahams lænder (Hebr 7,5).

Som sædet for styrke (sammenlign BEN; LÅR) ombindes lænderne med bælter af læder (2 Kong 1,8; Matt 3,4), eller stof, ofte smukt broderet (2 Mos 28,39), eller af kostbart materiale (2 Mos 39,29; Jer 13,1). Omgjordede lænder er et tegn på parathed til tjeneste eller anstrengelse (2 Mos 12,11; 1 Kong 18,46; 2 Kong 4,29; Job 38,3; Ordsp 31,17; Luk 12,35; 1 Pet 1,13). Om Gud siges det, at »han løser kongers bånd og binder et bælte om deres lænder«, dvs. styrker dem (Job 12,18). På lænderne bæres sværdet (2 Sam 20,8). Det er et tegn på sorg at ombinde lænderne med sæk (1 Kong 20,32; Es 32,11; Jer 48,37; Am 8,10; se også den første Elephantine-papyrus, l. 20). Et menneske, hvis styrke ligger i dets tilknytning til sandheden, med andre ord er trofast, omtales som en, der har sine lænder omgjordet med sandhed (Ef 6,14). Således beskrives Messias: »Retfærdighed skal være bæltet om hans liv, og trofasthed bæltet om hans lænder« (Es 11,5). En af de mest primitive klædedragter bestod af et fåreskind bundet om lænderne (Job 31,20).

Tilstanden af uegnethed til tjeneste beskrives ved, at lænderne (kecel) er fyldt med brand (Sl 38,7, KJV »afskyelig sygdom«), eller at »en tung byrde« er lagt på »lænderne« (mothen, Sl 66,11). Således får lænderne til »bestandig at ryste« (Sl 69,23), »leddene i lænderne« (charats) løsnes (Dan 5,6), og »lænderne er fyldt med angst« (Es 21,3). Det er meget sandsynligt, at der oprindelig sigtes til en invaliderende lumbago eller smertefulde lidelser i galden eller blæren (sten osv.), men meget snart bliver udtrykket blot billedligt for at udtrykke personlig hjælpeløshed, især den som kun kan stole på bistand og hjælp fra Gud.

H. L. E. Luering