Lam

Hebr. kebes, et hanlam fra det første til det tredje år. Det blev ofret dagligt ved morgen- og aftenofferet (2 Mos 29,38-42), på sabbatsdagen (4 Mos 28,9), ved nymånefesten (28,11), ved trompetfesten (29,2), ved løvhyttefesten (13-40), ved pinsen (3 Mos 23,18-20) og ved påsken (2 Mos 12,5), samt ved mange andre lejligheder (1 Krøn 29,21; 2 Krøn 29,21; 3 Mos 9,3; 14,10-25).

Hebr. taleh, et ungt dielam (1 Sam 7,9; Es 65,25). I Skriftens symbolske sprog er lammet billedet på mildhed og uskyld (Es 11,6; 65,25; Luk 10,3; Joh 21,15).

Lammet var et symbol på Kristus (1 Mos 4,4; 2 Mos 12,3; 29,38; Es 16,1; 53,7; Joh 1,36; Åb 13,8).

Kristus kaldes Guds lam (Joh 1,29, 36), som det store offer, som de tidligere ofre kun var forbilleder på (4 Mos 6,12; 3 Mos 14,12-17; Es 53,7; 1 Kor 5,7).