Pinsen

pen'-te-kost:

1. I Det Gamle Testamente:

Som navnet angiver (pentekoste), blev denne anden af de store jødiske nationale højtider fejret på den 50. dag, eller 7 uger, efter påskefesten, og derfor blev den i Det Gamle Testamente kaldt "ugefesten". Den nævnes kun én gang i Det Gamle Testamentes historiske bøger (2 Krøn 8,12; 2 Krøn 8,13), men af denne henvisning er det tydeligt, at Israels folk på Salomos tid var fuldt fortrolige med den: "idet han ofrede efter Moses' bud, på sabbatterne, ved nymånerne og ved de fastsatte højtider, tre gange om året: ved de usyrede brøds fest, ved ugefesten og ved løvhyttefesten." Kravene ved de tre store højtider var altså på dette tidspunkt velkendte, og deres autoritet var grundet i Moseloven og uanfægtet. Højtiden og dens ritual blev nøje beskrevet i denne lov. Hver mand i Israel skulle den dag træde frem for Herren ved helligdommen (2 Mos 34,22; 2 Mos 34,23). Den var den første af Israels to landbrugsfester og betød afslutningen på byghøsten (3 Mos 23,15; 3 Mos 23,16; 5 Mos 16,9; 5 Mos 16,10), som var begyndt ved svingningen af det første modne neg af førstegrøden (3 Mos 23,11). Pinsen, eller ugefesten, faldt derfor på den 50. dag efter denne begivenhed. Hveden var da også næsten overalt høstet (2 Mos 23,16; 2 Mos 34,22; 4 Mos 28,26), og højtiden havde i almindelighed karakter af en høstafslutningsfest. Dagen blev holdt som en sabbatsdag; alt arbejde blev indstillet, og folket trådte frem for Jahve for at udtrykke deres taknemmelighed (3 Mos 23,21; 4 Mos 28,26). Dagens centrale træk var frembærelsen af to brød af syrnet, saltet brød for Herren (3 Mos 23,17; 3 Mos 23,20; 2 Mos 34,22; 4 Mos 28,26; 5 Mos 16,10). Størrelsen på hvert brød var fastsat ved lov. Det skulle indeholde en tiendedel efa, omtrent tre og en halv quart, af det fineste hvedemel fra den nye høst (3 Mos 23,17). Senere jødiske forfattere er meget udførlige i deres beskrivelse af tilberedningen af disse to brød (Josefus, Ant, III, x, 6). Ifølge Mishna (Menachoth, xi.4) var brødets længde 7 håndsbredder, dets bredde 4 og dets tykkelse 7 fingre. 3 Mos 23,18 beskriver de ekstra ofre, som krævedes ved denne lejlighed. Det var en glædesfest, en frydens dag. Frivillige gaver skulle bringes til Herren (5 Mos 16,10), og den skulle være kendetegnet af en gavmild ånd over for levitten, den fremmede samt faderløse og enker (5 Mos 16,11; 5 Mos 16,14). Måske har buddet imod at efterhøste på markerne forbindelse med denne skik (3 Mos 23,22).

Det Gamle Testamente giver den ikke den historiske betydning, som senere jødiske forfattere har tillagt den. Israelitterne blev formanet til at huske deres trældom på den dag og til på ny at vie sig til Herren (5 Mos 16,12), men den mindes endnu ikke lovgivningen ved Sinai eller den nationale tilværelses fødsel i Det Gamle Testamentes opfattelse (2 Mos 19). Filon, Josefus og den tidligere Talmud kender alle ikke denne nye betydning, som dagen fik i senere jødisk historie. Den stammede fra den store jødiske rabbiner Maimonides og er blevet overtaget af kristne forfattere. Således er der opstået en opfattelse af den jødiske pinse, som er helt fremmed for den gamle institutions sigte.

2. I Det Nye Testamente:

Den gamle jødiske højtid fik en ny betydning for den kristne kirke ved den lovede udgydelse af Helligånden (Joh 16,7; Joh 16,13). Begivenhederne på denne mindeværdige dag i kristendommens historie fortælles på en forunderligt levende og dramatisk måde i Apostlenes Gerninger. Den gamle gengivelse af sumplerousthai (ApG 2,1) med "var fuldt kommet" blev af Lightfoot (Her. Heb.) forstået sådan, at den kristne pinse ikke faldt sammen med den jødiske, ligesom Kristi sidste måltid med sine disciple blev anset for ikke at være faldet sammen med den jødiske påske den 14. nisan. Den enes betydning for den anden er åbenlys; de står og falder sammen. Revised Version (British and American) oversætter det omstridte ord ganske enkelt med "var nu kommet". Meyer behandler i sin kommentar til Apostlenes Gerninger dette spørgsmål udførligt. Den gamle kirkes tradition placerede den første kristne pinse på en søndag. Ifølge Johannes faldt påsken det år på fredag, den 14. nisan (18,28). Men ifølge Matthæus, Markus og Lukas faldt påsken det år på torsdag, den 14. nisan, og derfor faldt pinsen på lørdag. Karaitterne forklarede shabbath i 3 Mos 23,15 som en henvisning til sabbatten i påskeugen og fejrede derfor altid pinse om søndagen. Men det er meget usikkert, om skikken fandtes på Kristi tid; desuden ville det være umuligt at bevise, at disciplene fulgte denne skik, selv om det kunne bevises, at den fandtes. Meyer følger den johannæiske tidsberegning og siger åbent, at de andre evangelister tog fejl i deres beregning. Ingen forhastet afgørelse er mulig, og det er kun redeligt at indrømme, at vi her står over for et af de vanskeligste problemer i harmoniseringen af evangelierne.

Se Det Nye Testamentes kronologi.

Begivenhederne på den første pinsedag efter Kristi opstandelse udskilte den som en kristen højtid og gav den, sammen med mindet om opstandelsen, en ny betydning. Vi vil ikke her gå ind på en drøftelse af betydningen af begivenhederne på pinsedagen, som beskrives i ApG 2. Det drøftes i artiklen under TONGUES (se denne). Lutheranerne hævder, i deres bestræbelse på at bevise Ordets iboende kraft, at »de virkninger, der da viste sig, skyldtes den guddommelige kraft, som lå i Kristi ord; og at de havde modstået denne kraft indtil pinsedagen og da gav efter for dens indflydelse.« Dette er med rette blevet kaldt »en utrolig hypotese« (Hodge, Systematic Theology, III, 484). Helligånden steg ned som svar på den herliggjorte Herres udtrykkelige løfte, og disciplene havde ventet i bøn på dets opfyldelse (ApG 1,4; ApG 1,14). Ånden kom over dem som »en kraft fra det høje«. Gud Helligånden beviste på pinsedagen sin personlige eksistens, og apostlenes forstand, hjerter og liv blev på den dag mirakuløst forandret. Ved den dag blev de udrustet til det krævende arbejde, der lå foran dem. Der er nogen meningsforskel om, hvilken betydning pinsen har for kirken som institution. Den næsten universelle opfattelse blandt teologer og eksegeter er denne: at pinsen markerer grundlæggelsen af den kristne kirke som institution. Denne dag siges at markere skillelinjen mellem Herrens tjeneste og Åndens tjeneste. De senere nederlandske teologer har fremsat den tanke, at kirkens oprindelse som institution skal findes i oprettelsen af apostolatet, i udvælgelsen af De Tolv. Dr. A. Kuyper hævder, at kirken som institution blev grundlagt, da Mesteren udvalgte De Tolv, og at disse mænd blev »gjort egnede til deres kald ved Helligåndens kraft«. Han skelner mellem kirkens institution og kirkens konstitution. Dr. H. Bavinck siger: »Kristus samler en kirke omkring sig, styrer den direkte, så længe han er på jorden, og udpeger tolv apostle, som senere skal være hans vidner. Apostolatets indstiftelse er et særligt stærkt bevis på den institutionelle karakter, som Kristus gav sin kirke på jorden« (Geref. Dogm., IV, 64).

Hvad vi end måtte mene om denne sag, står den kendsgerning fast, at pinsen fuldstændigt forandrede apostlene, og at udrustningen med Helligånden satte dem i stand til at blive vidner om Kristi opstandelse som det grundlæggende faktum i den historiske kristendom og til at udbrede kirken efter Kristi befaling. Hieronymus har et særligt elegant afsnit, hvor pinsen sammenlignes med begyndelsen på det jødiske nationale liv på Sinaj bjerg (Ad Tabiol, section 7): »Dér er Sinaj, her Zion; dér det skælvende bjerg, her det skælvende hus; dér det flammende bjerg, her de flammende tunger; dér de larmende tordenskrald, her lydene af mange tungemål; dér vædderhornets klang, her evangelietrompetens toner.« Dette levende afsnit viser den nære analogi mellem den jødiske og den kristne pinse.

3. Senere kristen fejring:

I den postapostolske kristne kirke hørte pinsen til det såkaldte »Semestre Domini«, til forskel fra »Semestre Ecclesiae«, de kirkelige højtider i egentlig forstand. Endnu var der intet spor af julen, som begyndte at dukke op omkring 360 e.Kr. Påsken, begyndelsen på pinseperioden, afsluttede »Quadragesima«, eller »fasten«, hvis hele periode havde været præget af selvfornægtelse og ydmygelse. Derimod var hele pinseperioden, den såkaldte »Quinquagesima«, præget af glæde, dagligt nadverfællesskab, fravær af faster, stående bøn osv. Kristi himmelfartsdag, periodens 40. dag, indledte højdepunktet af denne glæde, som brød frem i sin fulde styrke på pinsedagen. Den blev højt værdsat af kirkefædrene. Chrysostomos kalder den »højtidsdagenes metropol« (De Pentec., Hom. ii); Gregor af Nazianz kalder den »Åndens dag« (De Pentec., Orat. 44). Alle kirkefædrene lovpriser den. For de forstod fuldt ud, sammen med kirken gennem tiderne, at på den dag begyndte Åndens husholdning, en husholdning med større privilegier og en videre horisont og større kraft, end der hidtil var blevet skænket den levende Guds kirke. Højtids-»oktaverne«, som i overensstemmelse med jødisk skik helligede en hel uge til fejring af højtiden, gav fra det 8. århundrede plads for en todages højtid, en skik der stadig bevares af den romerske kirke og sådanne protestantiske samfund, som følger kirkeåret. Skikken med at klæde sig i hvidt og søge dåb på pinsedagen gav den navnet »Whitsunday«, som den folkeligt er kendt under over hele verden.

Henry E. Dosker