Pinsen

Dvs. “halvtredsindstyvende”, findes kun i Det Nye Testamente (ApG 2,1; 20,16; 1 Kor 16,8). Festen med dette navn omtales først i 2 Mos 23,16 som “høstfesten” og igen i 2 Mos 34,22 som “førstegrødens dag” (4 Mos 28,26). Fra den sekstende dag i måneden nisan (den anden dag i påsken) skulle man regne syv fulde uger, dvs. niogfyrre dage, og denne fest blev holdt på den halvtredsindstyvende dag. Måden, den skulle fejres på, beskrives i 3 Mos 23,15-19; 4 Mos 28,27-29. Ud over de ofre, der var foreskrevet til anledningen, skulle enhver bringe Herren sin “gave som frivilligt offer” (5 Mos 16,9-11). Formålet med denne fest var at mindes, at kornhøsten var afsluttet. Dens særlige kendetegn var ofringen af “to syrede brød”, bagt af det nye korn fra den afsluttede høst, som sammen med to lam blev svinget for Herrens ansigt som et takoffer.

Pinsedagen er kendt i den kristne kirke som den dag, hvor Ånden kom ned over apostlene, og hvor så mange tusinder blev omvendt i Jerusalem under Peters forkyndelse (ApG 2).