Guds lam

(ho amnos tou theou): Dette er en titel, som Johannes Døber særligt gav vor Herre (Joh 1,29-36): »Se, Guds lam, som tager verdens synd bort!« I De Tolv Patriarkers Testamente, en apokryf bog, sandsynligvis fra det 2. århundrede, finder vi udtrykket brugt om Messias: »Ær Juda og Levi, for fra dem skal Guds lam opstå for jer og frelse alle folkeslag ved nåde.« Men udtrykket synes ikke at have været i almindelig brug, før det fik sin tydeligt kristne betydning. Det er almindeligvis blevet forstået som en henvisning til det profetiske sprog i Jer 11,19 og Es 53,7.

1. Udtrykkets offerbetydning:

Det er dog langt mere sandsynligt, at udtrykkets egentlige kilde skal findes i den vigtige plads, som »lammet« indtager i ofrene, især i Præsteskriftets lovgivning. Her fandtes lammet i det daglige morgen- og aftenoffer. Hvor velkendt dette måtte være for Døberen, som var medlem af en præsteslægt! På sabbatten blev antallet af ofre fordoblet, og ved nogle af de store højtider blev et endnu større antal lagt på alteret (se 2 Mos 29,38; 4 Mos 28,3; 4 Mos 28,9; 4 Mos 28,13). Påskelammet ville også indtage en stor plads i en from israelits bevidsthed, og da påsken ikke var langt borte, er det meget muligt, at Johannes kan have hentydet til dette såvel som til andre foreslåede forestillinger, der var knyttet til lammet. Udtrykkets offerbetydning synes langt mere sandsynlig end en blot sammenligning mellem vor Herres karakter og sagtmodighed og mildhed, sådan som profeternes ord kunne antyde, skønt disse rummer langt mere end blot en henvisning til karakter (se nedenfor). At dette blev den klart afgrænsede opfattelse i den apostolske lære, fremgår af steder hos Paulus og Peter (1 Kor 5,7; 1 Pet 1,18). I Johannes’ Åbenbaring forekommer henvisningen til Lammet 27 gange. Ordet, der bruges her, adskiller sig fra det i Johannesevangeliet. Evangeliets amnos er i Åbenbaringen blevet til arnion, en diminutivform, som antyder hengivenhed. Det er det ord, vor Herre brugte i sin irettesættelse og tilgivelse af Peter (Joh 21,15), og det er derfor på en særlig måde berørt af en tilføjet betydning af bevægende ømhed. Westcott henviser i sin kommentar til Joh 1,29 til den formodning, at der kan have været flokke af lam, som gik forbi på vej til Jerusalem for at blive brugt ved højtiden. Det er muligt, men fantasifuldt. Anvendt om Kristus antyder udtrykket bestemt vor Herres naturs og gernings sagtmodighed og mildhed, men Johannes kunne ikke have brugt det, uden at det indeholdt en eller anden henvisning til den plads, lammet havde i den jødiske kultus.

2. Forskellige forståelser:

Betydningen af Døberens ord er blevet forstået på forskellige måder. Origenes, Kyrillos og Chrysostomos blandt de gamle, og Lücke, DeWette, Meyer, Ewald og Alford blandt de moderne, henfører det til Es 53,7; Grotius, Bengel og Hengstenberg til påskelammet; Baumgarten-Crusius m.fl. til syndofferet; Lange fremhæver stærkt indflydelsen fra stedet i Es 53 og henviser til Johannes’ beskrivelse af sin egen mission under indflydelse af anden del af Esajas, hvori han støttes af Schaff. Betydningen af Esajas-tanken findes i Matt 8,17; ApG 8,32; 1 Pet 2,22-25.

3. Sådan som det fremstilles af Esajas:

Det skal bemærkes, at Septuaginta i Es 53,7 oversætter det hebraiske ord for får (seh) med det græske ord for lam. I 53,10 siges profetens »lidende« at have gjort »sin sjæl til et offer for synd«, og i 53,4 hedder det: »han har båret vore sorger«, hvor det at bære indebærer forestillingen om syndoffer og, som besiddende retfærdiggørende kraft, tanken om at »tage bort«. Johannes bruger ganske vist ikke Septuagintas ord (pherein), men (airein), og nogle har hævdet, at dette blot betyder »skaffe af vejen« eller »bære« eller »udholde«. Men dette mister ganske sikkert den antydning, der ligger i det tilknyttede udtryk »lam«, som Johannes ikke kunne have anvendt uden en vis henvisning til dets offermæssige og derfor sonende kraft. Det, Lange kalder en »kim-opfattelse« af soning, må bestemt have været i Døberens sind, især når vi erindrer Esajas-stederne, selv om der måske ikke har været nogen fuldstændig dogmatisk forestilling om det fulde forhold mellem Kristi død og en verdens frelse. Selv tanken om at bære syndens forbandelse kan ikke udelukkes, for det var umuligt for en israelit som Johannes, og især med hans omgivelser, at have glemt påskelammets betydning, både i dets minde om dommen over Egypten og om Israels udfrielse. Trods enhver bestræbelse på at tage de dybere betydninger ud af denne slående vending, betydninger som sandsynligvis indebærer en kombination af alle de ovenfor beskrevne kilder, må den altid forblive en af de rigeste miner for evangelisk tanke. I læren om soningen indtager den en stilling, der svarer til Herrens korte ord: »Gud er ånd« (Joh 4,24), i forhold til læren om Gud.

Lammet bestemmes som »Guds«, det vil sige som tilvejebragt af Gud. Se Joh 53; Åb 5,6; Åb 13,8. Dets eftertrykkelige og bestemte embede angives ved den bestemte artikel, og hvad enten vi henfører forestillingen til et bestemt offer eller til et lams almindelige plads i offerinstitutionen, antyder de alle, idet de er bestemt af og særligt sat til side for Gud, vor Herres nære forhold til det guddommelige væsen og især til hans sonende offer.

L. D. Bevan