Lampe; lampestander

lamp'-stand (nir, ner, lappidh, fønikisk lampadh, hvoraf lampas; luchnos bruges også): Ner eller nir betyder egentlig "lys" eller "en lysgivende ting", altså "lampe", og sådan gengives det i Revised Version (British and American), men ofte "candle" i King James Version. Brugen af ordet i forbindelse med tabernaklet og templet (2 Mos 25,37; 2 Krøn 4,20), hvor olie blev brugt til belysning (2 Mos 35,14; 3 Mos 24,2), viser, at dette er dets rette betydning. Lappidh betyder egentlig "en fakkel" og gengives derfor almindeligvis sådan i Revised Version (British and American), men "lampe" i Es 62,1, hvor det bruges som et billede. King James Version gengiver det sædvanligvis med "lamp", men med "torch" i Nah 2,3 f; Zak 12,6. I Job 12,5 gengiver Revised Version (British and American) det med "for misfortune", idet den opfatter det som sammensat af substantivet pidh og præpositionen l-. Lampas på græsk svarer til det, men luchnos gengives også i Revised Version (British and American) med "lamp", mens King James Version har "candle", som i Matt 5,15 og tilsvarende steder i de andre evangelier.

1. Former og historie:

Lamper var i brug i meget fjerne tider, skønt vi kun har få hentydninger til dem i Egyptens tidlige historie. Der er tegn på, at de blev brugt der. Nicher til lamper findes i gravene ved Tell el-Amarna (Archaeological Survey of Egypt, Tell el-Amarna Letters, Part IV, 14). Lampestandere er også afbildet (ibid., Part III, 7). Fakler blev naturligvis brugt før lamper og nævnes i 1 Mos (15,17 Revised Version (British and American)), men lerlamper blev brugt i Kanaan af amoritterne, før israelitterne tog landet i besiddelse. Udgravningerne i Israels land har frembragt tusinder af eksemplarer og har gjort det muligt for os at følge udviklingen fra omkring 2000 f.Kr. og frem. De undersøgelser, der blev udført ved Lakish (Tell Hesy) og Gezer (Tell Jezer) af fondet for udforskning af Israels land, har givet rigeligt materiale til formålet, og de talrige eksempler fra grave over hele Israels land og Syrien har leveret en stor variation af former.

2. Billedlig brug:

"Lampe" bruges i betydningen en vejleder i Sl 119,105; Ordsp 6,23, og om ånden, som kaldes Jahves lampe i mennesket (Ordsp 20,27), og det betegner naturligvis ofte selve lyset. Det bruges også om den søn, som skal efterfølge og repræsentere sin far (1 Kong 15,4), og det anvendes måske i denne betydning i udtrykket: "De ugudeliges lampe skal slukkes" (Job 21,17; Ordsp 13,9; og måske Job 18,6).

Den tidlige kana'anæiske eller amoritiske lampe var en lav, underkoplignende skål med rundet bund og lodret rand, let tilspidset eller knebet sammen på den ene side, hvor vægens tændte ende blev anbragt. Denne form fortsatte ind i jødisk tid, men blev gradvis ændret, indtil tuden blev dannet ved, at randen på siderne blev trukket sammen og dannede en smal, åben kanal, mens resten af randen blev rullet udad og fladet ud, og bunden også blev gjort flad. Dette var det tidlige hebraiske mønster og holdt sig i århundreder. Den åbne skål blev gradvis lukket til, først ved tuden, hvor randen på den ene side blev lagt ind over den anden, og til sidst blev hele overfladen lukket med kun en åbning i midten til at modtage olien, samtidig med at tuden blev forlænget. Denne forvandling ses i lamper fra seleukidetiden, eller fra omkring 300 f.Kr. Disse lamper har som regel en cirkulær fod og undertiden et hul i den ene side til en snor. Den næste udvikling var en cirkulær skål med en noget kortere tud, undertiden kun en udbuling i randen, så åbningen til vægen ligger i randen, mens påfyldningsåbningen er ganske lille i bunden af en underkoplignende fordybning i skålens midte. Undertiden er der fastgjort et løkkeformet håndtag på siden modsat tuden. Nogle gange er håndtaget vandret, men som regel lodret. Denne form kaldes romersk, og skålen er ofte udsmykket med mytologiske menneske- eller dyrefigurer (fig. 5). Andre former er aflange og har talrige vægehuller (fig. 6). De mytologiske og dyreformede motiver blev forkastet af jøderne som stridende mod deres traditioner, og de lavede lamper med forskellige andre mønstre på skålen, såsom vinblade, bægre, slyngornamenter osv. (fig. 7-11). Et meget markant jødisk motiv er den syvarmede lysestage (2 Mos 25,32) fra templet (fig. 12). Lamperne i lignelsen om de ti jomfruer lignede sandsynligvis disse (Matt 25,1). Den seneste form af lerlampen var det, der kaldes byzantinsk; dens skål har en stor åbning i midten og bliver gradvis smallere frem mod tuden (fig. 13). De er almindeligvis udsmykket med en palmegren mellem den centrale åbning og vægehullet eller med et kors. Undertiden er der en indskrift på kanten (fig. 13). Ordene på denne lyder: Phos ku(riou) pheni pasin kale, "Herrens lys skinner for alle (smukt?)." Andre lyder: "Herren er mit lys"; "smukt lys" osv. Disse indskrifter fastslår perioden som kristen. I romersk tid, og også tidligere, blev bronze meget brugt til de finere lamper, ofte med låg over åbningen og undertiden med kæde og ring til ophængning. Der forekommer meget kunstfærdige mønstre i dette materiale.

Disse terrakottalamper findes i grave og begravelsessteder overalt i Israels land og Syrien, og de blev tydeligvis lagt der i forbindelse med begravelsesritualerne. Meget få findes i kana'anæiske grave, men de bliver talrige i senere tider og især i de tidlige kristne århundreder. Symbolikken i deres brug til begravelsesformål fremgår af de ovennævnte indskrifter (se PEFS, 1904, 326 ff.; Explorations in Palestine, af Bliss, Maclister og Wunsch, 4to, udgivet af Palestine Exploration Fund). Disse lamper blev brugt af landets bønder ned til nyere tid, da petroleum afløste olivenolie som belysning. Forfatteren har set lamper fra den jødiske og romerske periode med overfladen sværtet af nylig brug. Olivenolie blev almindeligvis brugt, men også terebintolie (Thomson, LB, III, 472).

H. Poster