Føde

Oprindeligt gav Skaberen mennesket den planteverden, det kunne bruge som føde (1 Mos 1,29), med den nævnte undtagelse (2,17). Brugen af animalsk føde var sandsynligvis ikke ukendt for dem, der levede før syndfloden. Der gives dog en tydelig lov om emnet til Noa efter syndfloden (1 Mos 9,2-5). Forskellige fødevarer, der blev brugt i patriarktiden, nævnes i 1 Mos 18,6-8; 25,34; 27,3, 4; 43,11. Om israelitternes føde i Egypten, se 2 Mos 16,3; 4 Mos 11,5. I ørkenen blev deres almindelige føde tilvejebragt på underfuld måde i mannaen. De havde også vagtler (2 Mos 16,11-13; 4 Mos 11,31).

I Mose lov findes der særlige bestemmelser om de dyr, der måtte bruges til føde (3 Mos 11; 5 Mos 14,3-21). Jøderne fik også forbud mod at bruge noget som føde, der var blevet indviet til afguder (2 Mos 34,15), eller dyr, der var døde af sygdom eller var blevet sønderrevet af vilde dyr (2 Mos 22,31; 3 Mos 22,8). (Se også om andre begrænsninger 2 Mos 23,19; 29,13-22; 3 Mos 3,4-9; 9,18, 19; 22,8; 5 Mos 14,21.) Men ud over disse begrænsninger havde de en stor gave fra Gud (5 Mos 14,26; 32,13, 14).

Føde blev tilberedt på forskellige måder. Kornsorterne blev undertiden spist uden nogen tilberedning (3 Mos 23,14; 5 Mos 23,25; 2 Kong 4,42). Grøntsager blev kogt (1 Mos 25,30, 34; 2 Kong 4,38, 39), og på samme måde blev også andre fødevarer gjort klar til brug (1 Mos 27,4; Ordsp 23,3; Ez 24,10; Luk 24,42; Joh 21,9). Føde blev også tilberedt ved stegning (2 Mos 12,8; 3 Mos 2,14).