Menneskesønnen

(ho huios tou anthropou) :

1. Brug i Det Nye Testamente: Jesu selvbetegnelse

2. Spørgsmål om betydningen

I. TITLENS KILDE

1. Udtrykket i Det Gamle Testamente--Salmerne, Ezekiel, Daniel

2. "Menneskesønnen" i Daniel 7--nytestamentlige hentydninger

3. Udtryk for den messianske idé

4. Efterkanonisk litteratur: Enoks Bog

II. HVORFOR JESUS GJORDE BRUG AF TITLEN

1. Bevidsthed om at være Messias

2. Halvt skjulte, men halvt åbenbarede hans hemmelighed

3. Udtryk for identifikation med mennesker i medfølelse, vilkår og bestemmelse

4. Spekulationer (Lietzmann, Wellhausen osv.) om aramæisk betydning: Disse afvises (Dalman osv.)

LITTERATUR

1. Brug i Det Nye Testamente: Jesu selvbetegnelse:

Dette er Jesu foretrukne selvbetegnelse i evangelierne. Hos Matthæus forekommer den over 30 gange, hos Markus 15 gange, hos Lukas 25 gange og hos Johannes et dusin gange. Den forekommer altid i Jesu egen mund, undtagen én gang, da de omkringstående spørger, hvad han mener med titlen (Joh 12,34). Uden for evangelierne forekommer den kun én gang i Apostlenes Gerninger, i Stefanus' tale (ApG 7,56), og to gange i Johannes' Åbenbaring (1,13; 14,14).

2. Spørgsmål om betydningen:

Ved første øjekast synes det at være en så passende betegnelse for det menneskelige element i vor Herres person, idet det guddommelige element tilsvarende betegnes med "Guds Søn", at man antog, at dette var dets betydning, sådan som det stadig er for almindelige mennesker i dag. Så længe man gik ud fra, at betydningen kunne udledes blot ved at se på ordene, som de står, og gætte, hvad de måtte betyde, var dette i det væsentlige alles opfattelse, selv om denne almindelige forståelse gik i to retninger--nogle lagde især mærke til de højere og mere ideale elementer i forestillingen, mens andre fremhævede det ringe og smertefulde i menneskelivets lod; og begge kunne henvise til tekster til støtte for deres syn. Således kunne opfattelsen "at Kristus med dette udtryk fremstillede sig selv som slægtens hoved, forbillede og ideal" (Stanton, The Jewish and the Christian Messiah) henvise til et udsagn som: "Menneskesønnen er herre også over sabbatten" (Mark 2,28); mens den ydmygere opfattelse kunne citere et udsagn som: "Rævene har huler, og himlens fugle har reder; men Menneskesønnen har ikke det sted, hvor han kan lægge sit hoved" (Matt 8,20).

Den mere videnskabelige undersøgelse af udtrykket begyndte imidlertid, da man for det første spurgte, hvilken kilde Jesus hentede denne titel fra, og for det andet hvorfor han gjorde brug af den.

I. Titlens kilde.

1. Udtrykket i Det Gamle Testamente--Salmerne, Ezekiel, Daniel:

At udtrykket ikke var en opfindelse af Jesus selv, er klart, fordi det ofte forekommer i Det Gamle Testamente.

Således bruges det i Sl 8,4 som en parallel til "menneske" i de parallelle linjer:

"Hvad er et menneske, at du husker på ham?

Og en menneskesøn, at du besøger ham?"

Dette sted er undertiden blevet betragtet som den kilde, hvorfra Jesus lånte titlen; og der kunne siges meget for dette, eftersom salmen er en uforlignelig fremstilling både af menneskenaturens ringhed og dens ophøjethed. Men der er et andet sted i Salmerne, hvorfra det på ingen måde er utroligt, at den kan være afledt: i Sl 80,17 forekommer ordene:

"Lad din hånd være over manden ved din højre hånd,

Over menneskesønnen, som du gjorde stærk for dig selv."

Dette er en appel, i en tid med national tilbagegang, om at en helt må rejses op for at forløse Israel; og det kunne meget vel have tændt gnisten af messiansk bevidsthed i den unge Jesu hjerte.

Der er en bog i Det Gamle Testamente, hvor udtrykket "menneskesønnen" forekommer ikke færre end 90 gange. Det er Ezekiels Bog, hvor det altid anvendes om profeten selv og betegner hans profetiske mission. Med Nosgens ord (Christus der Menschenund Gotlessohn): "Det udtrykker kontrasten mellem, hvad Ezekiel er i sig selv, og hvad Gud vil gøre ud af ham, og det får hans mission til at fremstå for ham ikke som hans egen, men som Guds værk, og løfter ham således op, hver gang kødet truer med at blive mat og svigte." Således var der før Jesus fra Nazaret én, der bar titlen, i det mindste i visse øjeblikke af sit liv; og efter Ezekiel fremstod endnu en hebraisk profet, som har nedskrevet, at han blev tiltalt fra samme høje sted med de samme ord; for i Dan 8,17 står der skrevet: "Så kom han hen nær ved det sted, hvor jeg stod; og da han kom, blev jeg skrækslagen og faldt på mit ansigt; men han sagde til mig: Forstå, menneskesøn"--ord, som derefter efterfølges af noget, der skulle løfte Guds skælvende tjeners ånd. Weizsacker og andre har fremsat den tanke, at Jesus kan have lånt udtrykket fra Ezekiel og Daniel for at udtrykke sin bevidsthed om at tilhøre den samme profetiske linje.

2. "Menneskesønnen" i Daniel 7--nytestamentlige hentydninger:

Der findes imidlertid i den samme Daniels Bog endnu en forekomst af udtrykket, i en helt anden betydning, som forskningen mere og mere retter opmærksomheden mod. I 7,3 ff., i et af de apokalyptiske syner, som er almindelige hos denne profet, ser man fire dyr stige op af havet — det første en løve med ørnevinger, det andet en bjørn, det tredje en leopard med fire hoveder og det fjerde et frygteligt uhyre med ti hoveder. Disse dyr hersker over jorden; men til sidst tages riget fra dem og gives til en femte hersker, som beskrives således: “Jeg så i nattesynerne, og se, med himlens skyer kom én, der lignede en menneskesøn, og han kom helt hen til den gamle af dage, og de førte ham frem for ham. Og der blev givet ham herredømme og herlighed og et rige, for at alle folk, nationer og tungemål skulle tjene ham; hans herredømme er et evigt herredømme, som ikke skal forgå, og hans rige et, som ikke skal ødelægges” (Dan 7,13; Dan 7,14). Sammenlign med disse ord fra Daniel Jesu ord til ypperstepræsten under hans rettergang: “Fra nu af skal I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme på himlens skyer” (Matt 26,64), og ekkoet af ordene fra Det Gamle Testamente kan ikke tages fejl af. Lige så tydeligt er det i den store tale i Matt 24,30: “Da skal Menneskesønnens tegn vise sig i himlen; og da skal alle jordens stammer sørge, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med kraft og stor herlighed.”

3. Udtryk for den messianske idé:

Jesu brug af denne selvbetegnelse er særlig hyppig og slående i afsnit, der henviser til hans fremtidige komme til dom, hvor der nødvendigvis er en vis lighed med den apokalyptiske scene hos Daniel. I sådanne udsagn kommer Jesu messianske bevidsthed stærkest til udtryk; og afsnittet hos Daniel er også åbenlyst messiansk. I en anden betydelig række afsnit, hvor dette udtryk bruges af Jesus, henviser det til hans lidelser og død; men den antagelse, som lettest forklarer også disse, er, at de ligeledes er messianske; Jesus taler om de vilkår, han må underkaste sig på grund af sit kald. Selv de mere ophøjede afsnit, der udtrykker idealitet, forklares bedst på samme måde. Kort sagt forstås ethvert afsnit, hvor udtrykket forekommer, bedst ud fra dette synspunkt, mens ikke så få, set fra ethvert andet synspunkt, virker besværlige og malplacerede. Hvor lidt stemmer for eksempel den tanke, at udtrykket betegner ringhed eller broderskab med den lidende menneskehed, med indledningen til domsscenen i Matt 25,31: “Men når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han sidde på sin herligheds trone”!

4. Efterkanonisk litteratur: Enoks Bog:

Menneskesønnen, eller rettere “én, der lignede en menneskesøn”, som nævnes hos Daniel, er i første række det hebraiske folk, sådan som det udtrykkeligt bemærkes i selve profetien; men Jesus må have betragtet sig selv som repræsentant for Guds folk, på samme måde som den regerende konge i Det Gamle Testamente i almindelighed blev betragtet som nationens repræsentant. Men det spørgsmål er blevet rejst, om denne overførsel af titlen fra et kollektivt legeme til en enkeltperson kan være blevet formidlet for ham gennem efterkanonisk religiøs litteratur eller gennem udbredelsen blandt folket af forestillinger, der var opstået gennem denne litteratur. I Enoks Bog forekommer der talrige henvisninger til menneskesønnen, som har en bemærkelsesværdig lighed med nogle af Jesu udsagn. Den datering, der sædvanligvis gives dette skrift, er omkring 200 år f.Kr.; og hvis disse afsnit i det faktisk fandtes så tidligt som dette, ville bogen næsten måtte regnes med til de kanoniske skrifter, skønt den af andre grunde langt fra er værdig til en sådan ære. Hele opbygningen af Enoks Bog er så løs og forvirret, at den altid må have indbudt til interpolation; og interpolationer i den anerkendes som talrige. Sandsynligheden er derfor, at de afsnit, der henviser til menneskesønnen, er af senere dato og af kristen oprindelse.

II. Hvorfor Jesus gjorde brug af titlen.

Konklusionen om, at denne titel ikke udtrykker Jesu personlige egenskaber som menneske, men hans funktioner som Messias, kan være skuffende; men der er en måde at genvinde det, der synes at være gået tabt, på, for vi må nu spørge, af hvilke grunde han gjorde brug af dette udtryk.

1. Bevidstheden om at være Messias:

Den første grund er naturligvis, at det hos Daniel udtrykte messiasværdighed, og at Jesus var bevidst om at være Messias. I Det Gamle Testamente plejede han alle sine dage at læse sin egen historie. Han bevægede sig gennem alle de hellige bøger og fandt i dem henvisninger til sin egen person og gerning. Med profetisk blik trængte han ind i Skriftens hemmeligheder og fremdrog fra både de mindst kendte og de bedst kendte dele af de gamle orakler betydninger, som nu er åbenbare for alle bibellæsere, men som han var den første til at opdage. Fra afsnittet hos Daniel, eller fra et andet afsnit i Det Gamle Testamente, hvor udtrykket “menneskesønnen” forekommer, lyste et vink frem for ham, mens han læste eller hørte; og antydningen voksede i hans grundende sind, indtil den formede sig til det passende og tilfredsstillende udtryk for én side af hans selvbevidsthed.

2. Halvt skjulte, men halvt åbenbarede hans hemmelighed:

En anden grund til, at han valgte dette som sin foretrukne selvbetegnelse, kan have været, at den halvt skjulte og halvt åbenbarede hans hemmelighed. De direkte navne for Messias var han sædvanligvis tilbageholdende med at bruge, uden tvivl først og fremmest fordi hans samtidige ikke var forberedt på en åben erklæring om ham selv i denne skikkelse; men på alle stadier af sin tjeneste kaldte han uden tøven sig selv Menneskesønnen. Slutningen synes at være, at mens udtrykket sagde meget for ham selv og må have betydet mere og mere for dem, der var umiddelbart knyttet til ham, formidlede det ikke et messiansk krav til offentlighedens øre. Hermed stemmer godt den forvirring, som de, der lyttede til ham, engang gav udtryk for, da de spurgte: "Hvem er denne Menneskesøn?" (Joh 12,34); ligesom det også forklarer Jesu spørgsmål til de Tolv ved Cæsarea Filippi: "Hvem siger mennesker, at Menneskesønnen er?" eller, som det står i randnoten, "at jeg, Menneskesønnen, er?" (Matt 16,13). At han var Menneskesønnen, betød tydeligvis ikke for alle, at han gjorde krav på at være Messias.

3. Udtryk for identifikation med mennesker i medfølelse, vilkår og skæbne:

Men når vi prøver at forstå, af hvilke grunde Jesus kan have udvalgt dette navn blandt alle dem, der bød sig til for ham i hans fortrolige og kærlige gennemgang af Det Gamle Testamente, er det vanskeligt at modstå den opfattelse, at en tredje og den vigtigste grund var, at det gav udtryk for hans følelse af forbindelse med alle mennesker i medfølelse, vilkår og skæbne. Han følte sig identificeret med alle som deres bror, deres medlidende, deres repræsentant og forkæmper; og i visse henseender var det dybeste ord, han nogensinde udtalte: "For Menneskesønnen kom heller ikke for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv som løsesum for mange" (Mark 10,45 parallel).

4. Spekulationer (Lietzmann, Wellhausen osv.) om aramæisk betydning: Disse afvises (Dalman osv.):

I 1896 vakte Hans Lietzmann, en ung tysk forsker, opsigt i den lærde verden med en spekulation om "Menneskesønnen". Ud fra den antagelse, at aramæisk var det sprog, Jesus talte, hævdede han, at Jesus ikke kunne have anvendt den messianske titel om sig selv, fordi der ikke findes noget tilsvarende på aramæisk. Det eneste udtryk, der nærmer sig det, er barnash, som betyder noget meget ubestemt, som "hvem som helst" eller "Everyman" (i betydningen fra det gamle moralitetsspil med denne titel). Mange antog, at Lietzmann argumenterede for, at Jesus havde kaldt sig selv Hvem som helst eller Everyman; men det var ikke hans hensigt. Han forsøgte at bevise, at den messianske titel var blevet anvendt om Jesus i Lilleasien i første halvdel af det 2. århundrede, og at evangelierne var blevet revideret, så den blev indsat i stedet for første persons pronomen. Men han formåede ikke at vise, hvordan håndskrifterne kunne være blevet ændret så universelt, at der ikke blev efterladt spor af denne operation, eller hvordan udtrykket, hvis Det Nye Testamentes tekst dengang var i en så flydende tilstand, at den kunne tillade en sådan erstatning, ikke skulle være strømmet over i andre bøger end evangelierne. Selv om hypotesen har fået bred opmærksomhed ved delvis at være blevet overtaget af Wellhausen, hvis synspunkt findes i Skizzen und Vorarbeiten, VI, og på s. 66 i hans kommentar til Markus, kan den regnes blandt de spøgelser, der viser sig for en time på lærdommens scene, tiltrækker sig opmærksomhed og beundring, men ikke har nogen varig forbindelse med virkelighedens verden. Dalman, den førende autoritet på aramæisk, benægter det grundlag, som både Lietzmanns og Wellhausens synspunkter hviler på, og hævder, at hvis den messianske titel havde eksisteret, ville det aramæiske sprog have været fuldt ud i stand til at udtrykke den. Og i 1911 indrømmede Wellhausen selv udtrykkeligt dette (Einleitung in die drei eraten Evangelien(2), 130).

LITTERATUR.

Se bøgerne om nytestamentlig teologi af Weiss, Beyschlag, Holtzmann, Feine, Schlatter, Weinel, Stevens, Sheldon; og om Jesu lære af Wentit, Bruce, Dalman; Abbott, The Son of Man, 1910; meget udførlig bibliografi i Stalker, The Teaching of Jesus concerning Himself.

James Stalker