Menneske

Hebr. ‘Adam, brugt som egennavn for det første menneske. Navnet er afledt af et ord, der betyder “at være rød”, og således blev det første menneske kaldt Adam, fordi han blev formet af den røde jord. Det er også det generelle navn for menneskeslægten (1 Mos 1,26, 27; 5,2; 8,21; 5 Mos 8,3). Dets ækvivalenter er det latinske homo og det græske anthropos (Matt 5,13, 16). Det betegner også manden i modsætning til kvinden (1 Mos 3,12; Matt 19,10).

Hebr. ‘ish, ligesom det latinske vir og det græske aner, betegner egentlig en mand i modsætning til en kvinde (1 Sam 17,33; Matt 14,21); en ægtemand (1 Mos 3,16; Hos 2,16); et menneske med henblik på fremragende mentale egenskaber.

Hebr. ‘enosh, mennesket som dødeligt, forbigående, forgængeligt (2 Krøn 14,11; Es 8,1; Job 15,14; Sl 8,4; 9,19, 20; 103,15). Det anvendes om kvinder (Jos 8,25).

Hebr. geber, mand med henblik på hans styrke, til forskel fra kvinder (5 Mos 22,5) og fra børn (2 Mos 12,37); en ægtemand (Ordsp 6,34).

Hebr. methim, mennesker som dødelige (Es 41,14), og i modsætning til kvinder og børn (5 Mos 3,6; Job 11,3; Es 3,25).

Mennesket blev skabt ved Guds umiddelbare hånd og er som art forskelligt fra alle andre skabninger (1 Mos 1,26, 27; 2,7). Dets sammensatte natur består af to elementer, to adskilte substanser, nemlig legeme og sjæl (1 Mos 2,7; Præd 12,7; 2 Kor 5,1-8).

De ord, der oversættes “ånd” og “sjæl” i 1 Thess 5,23, Hebr 4,12, bruges sædvanligvis i flæng (Matt 10,28; 16,26; 1 Pet 1,22). “Ånden” (gr. pneuma) er sjælen som fornuftig; “sjælen” (gr. psuche) er den samme, betragtet som legemets besjælende og livgivende princip.

Mennesket blev skabt i Guds lighed med hensyn til sin naturs fuldkommenhed, i kundskab (Kol 3,10), retfærdighed og hellighed (Ef 4,24), og som havende herredømme over alle de lavere skabninger (1 Mos 1,28). I sin oprindelige tilstand havde det Guds lov skrevet på sit hjerte og havde magt til at adlyde den, men var dog i stand til at være ulydigt, idet det var overladt til sin egen viljes frihed. Det blev skabt med hellige tilbøjeligheder, der drev det til hellige handlinger; men det var fejlbarligt og faldt fra sin retskaffenhed (3,1-6).