Menneske; nyt

(neos anthropos eller kainos anthropos): Almindeligt beskrevet er det »nye menneske« mennesket, sådan som det bliver under Helligåndens forvandlende kraft, i modsætning til mennesket, sådan som det er af natur. Udtrykket har (1) sin bibelske og (2) sin teologiske betydning.

I. Bibelsk betydning.

Der er fire bibelske modsætninger, som må betragtes som modparter:

(1) det »gamle menneske« (palaios anthropos) og det »nye menneske« (neos anthropos eller kainos anthropos);

(2) det »ydre menneske« (exoanthropos) og det »indre menneske« (esoanthropos);

(3) det »kødelige menneske« (sarkikos anthropos) og det »åndelige menneske« (pneumatikos anthropos);

(4) det »naturlige menneske« (psuchikos anthropos) og det »åndelige menneske« (pneunatikos anthropos).

Dette er ikke fire forskellige slags mennesker, men fire forskellige slags menneske. Tag disse modsætningspar op i omvendt rækkefølge, så vi kan nå frem til en klar og virkningsfuld forståelse af, hvad den bibelske forfatter mener med det »nye menneske«.

1. Det åndelige menneske:

Det »åndelige menneske« er en betegnelse, der gives i modsætning til det »kødelige menneske« og til det »naturlige menneske« (Rom 8,1-14; 1 Kor 2,15; 1 Kor 3,1; 1 Kor 3,3; 1 Kor 3,4; 1 Kor 2,14; 1 Kor 3,11; 1 Kor 14,37; 1 Kor 15,46; Gal 6,1; Ef 2,3). Alle tre udtryk er personifikationer af menneskenaturen. Det »kødelige menneske« er menneskenaturen set som styret og behersket af sanselige lyster og kødelige begær – som drevet af de impulser, der har nær forbindelse med legemlige tilbøjeligheder. Det »naturlige menneske« er menneskenaturen styret og behersket af uhelliget fornuft – de højere kræfter i sjælen, som endnu ikke er påvirket af guddommelig nåde. Det »åndelige menneske« er den samme menneskenatur, efter at den er blevet grebet, gennemtrængt og bestemt af Helligånden. Ordet »åndelig« bruges undertiden i poetisk og idealistisk betydning, som når vi taler om skønhedens åndelighed; undertiden i metafysisk betydning, som når vi taler om sjælens åndelighed; men i sin fremherskende bibelske og evangeliske betydning er det et tillægsord, hvis substantiviske form er Helligånden. Det åndelige liv er det liv, som Helligånden er ophavsmand til og bevarer; og det »åndelige menneske« er den natur eller karakter i mennesket, som Helligånden frembringer, bevarer, bestemmer, tugter, helliger og herliggør.

2. Det indre menneske:

Det »indre menneske« er en betegnelse for menneskenaturen, betragtet som indvendigt og centralt genfødt, i modsætning til det »ydre menneske« (2 Kor 4,16; Rom 7,22; Ef 3,16). Se MENNESKE, YDRE. Dette udtryk betegner hele menneskenaturen, forstået som påvirket indefra – i aktivitetens skjulte, indre og sande kilder – af Guds Helligånd. En sådan forandring – genfødelse – er ikke overfladisk, men en forandring i det indre, centrale selv; ikke blot en ydre forbedring, men en indre forvandling. Nåden virker ikke fra livets omkreds mod centrum, men fra centrum mod omkredsen. Resultatet er et menneske, der er fornyet i sine »indre dele«, forandret i hjertets dynamiske centrum.

3. Det nye menneske:

Det »nye menneske« er en betegnelse, der fremkommer ved den modsatte tanke om det »gamle menneske« (Rom 6,6; Ef 4,22; Kol 3,9; Ef 2,15; Ef 4,24; Kol 3,10). Det »gamle« er »fordærvet« og udtrykker sig i onde »gerninger«; det »nye« besidder »Guds billede« og er kendetegnet ved »kundskab«, »retfærdighed« og »hellighed«. Der er to græske ord for »ny« – neos og kainos. Det første betyder ny i betydningen ung, ligesom det nyfødte barn er noget ungt; det sidste betyder »ny« i betydningen fornyet, som når det hus, der er blevet genopbygget, kaldes et nyt hus. Det omvendte menneske er »nyt« (neo-anthropos) i den forstand, at det er et »spædbarn i Kristus«, og »nyt« (kaino-anthropos) i den forstand, at dets moralske natur er fornyet og bygget op på ny.

I Det Nye Testamente bruges der 5 forskellige verber til at udtrykke den handling, der udføres, når det »gamle menneske« gøres til et »nyt menneske«.

(1) I Ef 2,10 og 4,24 siges det at være »skabt« (ktizo), og i 2 Kor 5,17 kaldes resultatet en »ny skabning« (kaine kisis), en fornyet skabning. Ud af det »gamle menneske« har Helligånden skabt det »nye menneske«.

(2) I 1 Pet 1,3; 1 Pet 1,13 og andre steder siges det at være »født igen« (anagennao), og resultatet er et »spædbarn i Kristus« (1 Kor 3,1). Det »gamle menneske« bliver således til det »nye menneske« ved en åndelig avling: dets faderskab tilskrives Helligånden.

(3) I Ef 2,5 og andre steder siges det at være ‘gjort levende’ (zoopoieo), og resultatet fremstilles som en skabning, der er blevet gjort »levende fra de døde« (Rom 6,13). Det »gamle menneske«, som er ‘dødt i overtrædelser og synder’ (Ef 2,1), bringes frem fra sin syndgrav ved en åndelig opstandelse.

(4) I Ef 4,23 fremstilles det som gjort »ungt« (ananeoo), og resultatet er et Åndens barn ved begyndelsen af dets religiøse erfaring. Det »gamle menneske«, hvis historie går tilbage til faldet i Eden, er ved Ånden blevet et ungt menneske i Kristus Jesus.

(5) I 2 Kor 4,16 og i Rom 12,2 siges det at være ‘fornyet’ (anakainoo). Det »gamle menneske« fornyes til det »nye menneske«. Syndig menneskenatur tages af Ånden og støbes moralsk om.

II. Teologisk betydning.

Det "nye menneske" er det omvendte, genfødte menneske. Udtrykket har sin betydning for den store teologiske lære om genfødelsen, sådan som den udfolder sig i helliggørelsens brede værk. Er synderen død? Genfødelse er et nyt liv. Findes hellighed ikke i ham? Genfødelse er en ny skabelse. Er han født i synd? Genfødelse er en ny fødsel. Er han bestemt af sin faldne, fordærvede natur? Genfødelse er en åndelig bestemmelse. Er han underlagt kødelige begær? Genfødelse er et helligt begær. Tænkes han som det gamle syndige menneske? Genfødelse er et nyt menneske. Er det syndige sind blindt? Genfødelse er en ny forståelse. Er hjertet af sten? Genfødelse er et hjerte af kød. Er samvittigheden brændemærket? Genfødelse er en god samvittighed. Er viljen afmægtig? Genfødelse er en ny afmægtiggørelse. Det genfødte menneske er et menneske med en ny styrende grundholdning – et "nyt menneske", et "indre menneske", et "åndeligt menneske".

(1) Det "nye menneske" – det genfødte menneske – er ikke en teologisk transsubstantiation:

Et væsen, hvis substans på overnaturlig vis er blevet omdannet til en anden slags substans.

(2) Det er ikke en videnskabelig transmutation:

En art af én slags, som naturligt har udviklet sig til en art af en anden slags.

(3) Det er ikke en metafysisk rekonstruktion:

Et væsen med en ny mental udrustning.

(4) Det er en evangelisk omvendt:

Et "gammelt menneske" med en ny herskende moralsk grundholdning, et "ydre menneske" med en ny indre fons et origo for det moralske liv; et "naturligt menneske" med et nyt, fornyet åndeligt hjerte.

Se Menneske, naturligt; genfødelse.

Robert Alexander Webb