Mølle; møllesten

mil, mil'-ston (recheh; mulos, mulon): De to mest primitive metoder til at male korn var

(1) ved at støde det i en morter, og

(2) ved at gnide det mellem to sten.

I 4 Mos 11,8 nævnes begge metoder som brugt til at gøre mannaen mere egnet til madlavning. Talrige eksempler på både mølle og morter er blevet fundet i gamle udgravninger. Bliss og Macalister har i deres udgravninger i Gezer og andre steder fundet eksemplarer af det, der kaldes en sadelkværn eller mølle, som består af to sten. Den »nedre« sten, altid lavet af hård lava eller basalt fra Hauran-distriktet, var en stor, tung plade, der varierede i længde fra 1 1/2 fod til 2 3/4 fod og i bredde fra 10 tommer til 1 1/3 fod. Dens øverste overflade var let udhulet, hvilket fik den til at ligne en saddel en smule og kan have givet anledning til betegnelsen »ridende møllesten«, som hebræerne brugte om den øverste sten, der hvilede på den (Dom 9,53). Den »øverste sten« eller »rytter« var meget mindre, 4 tommer til 8 tommer lang og 2 3/4 tommer til 6 tommer bred, og havde skiftende former. Den kunne gribes med begge hænder og gnides frem og tilbage over den nedre sten på omtrent samme måde, som tøj skrubbes på et vaskebræt. En sådan sten kunne bruges som våben (Dom 9,53; 2 Sam 11,21) eller gives som pant (5 Mos 24,6).

Macalister går så langt som til at sige, at »den roterende håndkværn i den form, der bruges i nutidens Israels land og i fjerne europæiske egne, såsom Hebriderne, er ganske ukendt gennem hele historien, helt ned til Kristi tid« (Excavations at Gezer). Den samme forfatter beskriver dog nogle møller, der hører til de 3. og 4. semitiske perioder, og som ligner den nuværende roterende kværn meget, bortset fra at de er mindre (4 tommer til 6 tommer i diameter) og uden nogen anordning til et drejehåndtag. Schumacher beskriver disse som farvekværne. De eneste gennemborede øvre møllesten, der er fundet i udgravningerne ved Gezer, hører til den tidlige arabiske periode.

Hvis de ovenstående påstande kan bekræftes, må vi ændre noget på det velkendte billede af de to kvinder ved møllen (Matt 24,41), som almindeligvis illustreres med fotografier af de møller, der endnu bruges i nutidens Israels land. Disse består af to stenskiver, hver 18 tommer til 20 tommer i diameter, sædvanligvis lavet af basalt fra Hauran. Den øverste er gennemboret i midten, så den kan rotere på en trætap, der er fastgjort i den nedre sten, og nær omkredsen af den øverste sten er der fastgjort et træhåndtag til at dreje den med. Kornet, der skal males, hældes i det centrale hul i den øverste sten og arbejder sig gradvis ned mellem stenene. Efterhånden som kornet bliver malet til mel, slynges det ud mellem stenene og ned på et klæde eller en skind, der er lagt under møllen. For at gøre melet fint males det igen og sigtes. Større sten, 4 fod til 5 fod i diameter, der arbejder efter håndkværnens princip, bruges stadig til at male sesamfrø. Disse drejes af æsler eller muldyr. En anden form for mølle, som der muligvis hentydes til i Matt 18,6; Mark 9,42; Åb 18,21; Åb 18,22, bestod af en kegleformet nedre sten, som en anden sten, som en udhulet gangspilshætte, »red« på. Den øverste sten blev sandsynligvis drejet med håndspager på omtrent samme måde, som et gammeldags skibsgangspil blev drejet. Det materiale, der skulle males, blev hældt i den øverste kegle, som dannede tragten, og derfra blev det ført til maleoverfladerne mellem »rytteren« og den nedre sten. Denne form for mølle må have været kendt i senbibelsk tid, fordi der er fundet mange eksempler på den øverste sten, som stammer fra den græsk-romerske periode. Man kan se en i museet ved Syrian Protestant College i Beirut. En anden stor ligger blandt ruinerne i Petra osv. I Matt 18,6; Mark 9,42 beskrives møllen som en mulos onikos, bogstaveligt: en mølle drejet af et æsel, altså en stor møllesten. Det er slet ikke usandsynligt, at forfatterne har forvekslet betydningen af onos (chamor), et udtryk der almindeligvis anvendes om den øverste møllesten i en håndkværn, idet de i stedet mente, at det henviste til dyret, der drejede møllen. Denne forklaring ville gøre Kristi fordømmelsesord mere anvendelige. Den øverste møllesten fra en håndkværn ville være mere end tilstrækkelig til at sænke den fordømte, og straffen ville være lettere at udføre. Om få år vil håndkværne være forsvundet fra de syriske husholdninger, for de mere moderne kornmøller, der drives af vand eller anden motorkraft, fortrænger dem hurtigt.

Se CRAFTS, II, 8.

Billedligt:

(1) Om fasthed og uforfærdet mod (Job 41,24). »Hjertet hos varmblodede dyr er tilbøjeligt til pludselige sammentrækninger og udvidelser, som frembringer hurtige vekslinger af sanseindtryk; sådan er det ikke med de store saurieres hjerte« (Canon Cook, på stedet).

(2) At »male de fattiges ansigt« (Es 3,15) er grusomt at undertrykke og plage dem.

(3) At lyden af møllestenen ophørte, var et tegn på ødelæggelse (Jer 25,10; Åb 18,22).

James A. Patch