Mælk

Hebraisk halabh, “ny mælk”, mælk i frisk tilstand (Dom 4,19). Den nævnes ofte i forbindelse med honning (2 Mos 3,8; 13,5; Jos 5,6; Es 7,15, 22; Jer 11,5). Får (5 Mos 32,14), geder (Ordsp 27,27) og kameler (1 Mos 32,15), såvel som køer, giver deres mælk til menneskers brug. Mælk bruges billedligt som tegn på overflod (1 Mos 49,12; Ez 25,4; Joel 3,18). Den er også et symbol på lærens begyndelsesgrunde (1 Kor 3,2; Hebr 5,12, 13) og på Guds uforfalskede ord (1 Pet 2,2).

Heb. hem’ah, altid gengivet “smør” i KJV. Det betyder “smør”, men endnu oftere “fløde”, eller måske, som nogle mener, “koaguleret mælk”, sådan som den Abraham satte frem for englene (1 Mos 18,8), og som Jael gav til Sisera (Dom 5,25). I denne tilstand blev mælk brugt af rejsende (2 Sam 17,29). Hvis den blev opbevaret længe nok, fik den en let berusende eller søvndyssende virkning.

Dette hebraiske ord bruges også undertiden om mælk i almindelighed (5 Mos 32,14; Job 20,17).