Mønt

Før eksilet havde jøderne ingen regelmæssigt prægede penge. De brugte uprægede sekel- eller talentstykker af sølv, som de vejede af (1 Mos 23,16; 2 Mos 38,24; 2 Sam 18,12). Sandsynligvis kan de sølvbarrer, der blev brugt på Abrahams tid, have haft en fast vægt, som på en eller anden måde var angivet på dem. De “sølvstykker,” som Abimelek betalte til Abraham (1 Mos 20,16), og også dem, som Josef blev solgt for (37,28), var sandsynligvis i form af ringe. Sekelen var den almindelige standard for vægt og værdi blandt hebræerne ned til fangenskabets tid. Kun én gang nævnes en sekel guld (1 Krøn 21,25). De “seks tusind i guld,” som nævnes i handelen mellem Na’aman og Gehazi (2 Kong 5,5), var sandsynligvis så mange sekel guld. Det “pengestykke,” som nævnes i Job 42,11; 1 Mos 33,19 (randnote, “lam”), var det hebraiske kesitah, sandsynligvis et upræget stykke sølv af en bestemt vægt i form af et får eller lam, eller måske med et sådant præg på sig. Det samme hebraiske ord bruges i Jos 24,32, som Wickliffe gengiver “an hundred yonge scheep.”