Mørke talemaader

(Ordsp 1,6; Sl 78,2; singularis, Sl 49,4; Sl 49,5; chidhoth, singularis chidhah, andre steder gengivet som "gåde", "ordsprog"): I forordet til det kanoniske Ordsprogs Bog omfatter den almindelige betegnelse "ordsprog" også "et ordsprog (mashal) og en billede (eller en fortolkning, melitsah), de vises ord (singularis dabhar) og deres mørke talemaader (eller gåder)".

Ordsproget er enten et populært udtryk (jf. 1 Sam 10,12; "de gamles ordsprog" 24,13 (14)), eller en etisk visdomssentens frembragt på de vise mænds (chakhamim) befaling. Af sidstnævnte art er Visdommens litteraturs sententiøse maximer (hovedsageligt Ordsprog, men også Job, Prædikatoren, og blandt de ukanoniske skrifter, Ecclesiasticus). De kendetegnes ved et verdsligt præg; visdom blomstrede desuden blandt Israels naboer; således i Edom og andre steder.

Uanset hvornår samlingen kendt som "Salomos ordsprog" stammer fra, eksisterede de vise mænd i Israel på meget tidlige tider; profeterne omtaler dem. Men det hebraiske mashal er undertiden af mere udarbejdet karakter, svarende til vores "glemsler"; ofte går en streng af hån gennem dem, og de spillede en vigtig rolle i værkere rettet mod andre folkeslag (jf. {{4Mos.21.27}}). Profeterne er glade for at anvende denne litterær produktionsform; i deres hænder bliver mashalen til en figurativ eller allegorisk tale (jf. Ez 21,5 flg (8 flg)). Mashalen i betydningen et didaktisk digt forekommer også i Psalmerne (Sl 49 og 78). Derfor er "ordsprog" og "billede" eller "ordsprog" og "mørk talemåde" udskiftelige betegnelser. Den "mørke talemåde" er den populære "gåde" (jf. {{Dommer 14}}) ophøjet til en udarbejdet produktions værdighed.

Det er kort sagt en allegorisk sætning, der kræver fortolkning. Både profeter og psalmister benytter sig heraf. Guds ord kommer til profeten i form af en syner (jf. Amos' eller Jeremias' synsfølger), dvs. sandheden fremtræder for dem i form af en lignelse. For den fuldkomne profet af Mosetypen kommer åbenbaringen direkte i form af den nøgne sandhed uden mellemkomst af billedsprog eller uklare ytringer, der kræver forklaring (jf. {{4Mos.12}}). På samme måde skelner Paulus (1Kor 1) mellem den barnlige måde at tale om åndelige ting på og en voksens måde: "For nu ser vi gennem en spejl, mørkelt (græsk: i en gåde); men da skal vi se ansigt til ansigt." Rabbinerne siger, at mens alle andre profeter så Gud og det guddommelige i et dunkeilt spejl, så Moses det i et poleret, klart spejl. Både Paulus og rabbinerne mærker forskellen mellem meddelbar og umiddelbar skuen, åbenbaringen, som kræver mørkt billedligt sprog som formidler, og den klare opfattelse, som er den direkte sandhed.

Max L. Margolis