Mønter

koinz: Der var ingen mønter i brug i Israels land før efter fangenskabet. Det er ikke helt sikkert, om guld og sølv før den tid blev opdelt i stykker af en bestemt vægt til brug som penge eller ej, men egentlig møntprægning kan der ikke være tale om før den persiske periode. Dareios I tilskrives æren for at have indført et møntsystem i sit rige, og hans mønter var de første, der kom i brug blandt jøderne, skønt det synes sandsynligt, at der blev præget mønter i Lydien på Krøsus' tid, han som var samtidig med Kyros den Store. Disse mønter var uden tvivl det forbillede, som Dareios byggede sit system på, og de kan i nogen grad have været i omløb i Babylonien før jødernes hjemkomst. De eneste mønter, der nævnes i Det Gamle Testamente, er darikerne (se Darik), og disse kun i Revised Version (britisk og amerikansk), idet ordet "dram" bruges i King James Version (Ezra 2,69; Ezra 8,27; Neh 7,70-72). Jøderne havde ingen egne mønter før makkabæernes tid, som prægede mønter efter at have vundet deres uafhængighed omkring 143-141 f.Kr. Disse konger prægede sølv og kobber, eller i det mindste det sidste (se Penge), i værdier af sekel og brøkdele af sekelen, indtil dynastiet blev styrtet af romerne. Andre mønter var bestemt i omløb i samme periode, især mønter fra Alexander og hans efterfølgere, ptolemæerne i Egypten og seleukiderne i Syrien, som begge havde herredømme over landet før makkabæernes fremkomst. Foruden disse mønter var der udmøntninger fra nogle af de fønikiske byer, som fik lov til at præge mønter af perserne og seleukiderne. Mønterne fra Tyrus og Sidon, både sølv og kobber, må have været i vid udbredelse i Israels land på grund af de nære handelsforbindelser mellem jøderne og fønikerne (for eksempler, se under Penge). Efter romernes komme blev den lokale møntprægning hovedsagelig begrænset til rækken af kobbermønter, såsom de småmønter der nævnes i Det Nye Testamente, mens sølvdenarerne for det meste blev præget i Rom, men cirkulerede overalt, hvor romerne kom. Herodernes og prokuratorernes mønter er talrige, men alle af kobber, eftersom romerne ikke tillod de jødiske herskere at præge hverken sølv- eller guldmønter. På tidspunktet for det første oprør (66-70 e.Kr.) prægede den jødiske leder Simon igen sekler, eller, som nogle numismatikere mener, var han den første til at gøre det. Men denne serie var kortvarig og varede kun mellem 3 og 4 år, da Jerusalem blev indtaget af Titus i 70 e.Kr., og dette gjorde ende på den jødiske stats eksistens. Der var endnu en kort periode med jødisk møntprægning under det andet oprør, i Hadrians regeringstid, da Simon Bar Kokhba prægede mønter med hebraiske indskrifter, som viser hans uafhængighed af romersk styre. De var både af sølv og kobber og udgør den sidste serie af strengt jødiske mønter (se Penge). Efter dette var de mønter, der blev præget i Judæa, romerske, eftersom Jerusalem blev gjort til en romersk koloni.

H. Porter