Den nye pagt

(berith chadhashah, Jer 31,31; he diatheke kaine, Hebr 8,8; Hebr 8,13, osv., eller nea, Hebr 12,24: det førstnævnte græske adjektiv har betydningen "ny" primært med henvisning til kvalitet, det sidstnævnte betydningen "ung", "ny", primært med henvisning til tid):

1. Modsætningen mellem "ny" og "gammel"--Udtrykket "pagt"

2. Kristi brug ved den sidste nadver

3. Forholdet til 2 Mosebog 24

4. Brug i Hebræerbrevet

5. Den nye pagts mellemmand

6. "Arv" og "testamente"

7. Forholdet til Jeremias 31,31-34

8. Til Ezekiel

9. Modsætningen mellem gammel og ny i 2 Korintherbrev 3

1. Modsætningen mellem "ny" og "gammel"--Udtrykket "pagt":

Udtrykket "ny" pagt forudsætter nødvendigvis en "gammel" pagt, og vi mindes om, at Guds handlemåde med sit folk i verdenshistoriens forskellige husholdninger har været formet som pagt. De hellige skrifter holder med deres mest velkendte titel denne tanke frem for os: Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente eller den nye pagt; de skrifter, der blev frembragt inden for den jødiske "kirke", er den gamle pagts skrifter eller hellige skrifter, og de, der blev frembragt inden for den kristne kirke, er den nye pagts skrifter. Det alternative navn "testamente"--som via latin er kommet ind i vores engelske betegnelse som gengivelse af det hebraiske berith og det græske diatheke, der begge betyder en højtidelig bestemmelse, overenskomst eller kontrakt--antyder disponering af ejendom i et sidste viljesdokument eller testamente; men selv om ordet diatheke kan bære den betydning, gør det hebraiske berith det ikke. Og da den græske sprogbrug i Det Nye Testamente synes særligt styret af Det Gamle Testamentes sprogbrug, og tanken bevæger sig på et tilsvarende plan, er det bedre at holde sig til udtrykket "pagt". Det ene sted, som synes at tale for "testamente"-ideen, er Hebr 9,16; Hebr 9,17 (revisorerne, som alle andre steder har ændret King James Version's "testamente" til "pagt", har ladet det stå i disse to vers), men det kan diskuteres, om ikke også her den bedre gengivelse ville være "pagt" (se nedenfor). I den umiddelbare sammenhæng er "pagt" i hvert fald den korrekte oversættelse, og indrømmet: Hvis "testamente" får lov at stå, er det en anvendelse ved overgang fra den oprindelige tanke om en højtidelig overenskomst til den sekundære tanke om en testamentarisk disposition. De teologiske udtryk "gerningspagt" og "nådepagt" forekommer ikke i Skriften, selv om de ideer, som udtrykkene dækker, især det sidstnævnte, let kan findes dér. Den "nye pagt", der her tales om, svarer i praksis til nådepagten, oprettet mellem Gud og hans forløste folk; den hviler igen på den evige genløsningspagt, der er indgået mellem Faderen og Sønnen, og som, selv om den ikke betegnes så udtrykkeligt, antydes klart nok af mange skriftsteder.

2. Kristi brug ved den sidste nadver:

Når vi ser nærmere på sagen, må vi bemærke Kristi ord ved indstiftelsen af nadveren. Hos alle de tre synoptikere, såvel som i Paulus' beretning (Matt 26,28; Mark 14,24; Luk 22,20; 1 Kor 11,25), forekommer "pagt". Matthæus og Markus: "mit blod, den (nye) pagts blod"; Lukas og Paulus: "den nye pagt i mit blod". Revisorerne har, i overensstemmelse med den kritiske tekst, udeladt "ny" hos Matthæus og Markus, men selv hvis det ikke hører til i det oprindelige håndskrift, er det underforstået, og der behøver næppe være tvivl om, at Jesus brugte det. Den gamle pagt var så velkendt for disse jødiske disciple, at det at tale om pagten på denne eftertrykkelige måde, åbenbart med henvisning til noget andet end den gamle mosaiske pagt, i virkeligheden var at kalde den en "ny" pagt. Udtrykket ser under alle omstændigheder tilbage til den gamle og markerer modsætningen; men i modsætningen er der også lighedspunkter.

3. Forholdet til 2 Mosebog 24:

Det er særdeles betydningsfuldt, at Kristus her forbinder den "nye" pagt med sit "blod". Vi tænker straks, sådan som disciplene uden tvivl også ville tænke, på den handling, der beskrives i 2 Mos 24,7, da Moses "tog pagtens bog og læste den for folket", de "ord", som angav Guds forpligtelse over for sit folk og det, han krævede af dem; "og de sagde: Alt, hvad Jahve har talt, vil vi gøre, og vi vil være lydige," hvorved de påtog sig deres del af kontrakten. Så kommer stadfæstelsen. "Moses tog blodet (hvoraf halvdelen allerede var blevet stænket på alteret), og stænkede det på folket og sagde: Se, dette er pagtens blod, den pagt, som Jahve har sluttet med jer på grundlag af alle disse ord" (vers 8). Blodet var offerblod, blodet fra de dyr, der blev ofret som brændofre og takofre (2 Mos 24,5; 2 Mos 24,6). Den ene halvdel af blodet, der stænkes på alteret, taler om offeret, der bringes til Gud; den anden halvdel, der stænkes på folket, om virkningen af det samme offer, anvendt på folket, og således bliver pagtsforholdet fuldt ud tilvejebragt. Ved at tale om sit blod i denne sammenhæng angiver Kristus klart, at hans død var et offer, og at hans folk gennem dette offer ville blive bragt ind i et nyt pagtsforhold med Gud. Hans offer er antageligt for Gud, og dets virkning skal anvendes på de troende--sådan sikres alle den nye pagts velsignelser for dem; blodet "udgydes for jer" (Luk 22,20). Han nævner specifikt én stor velsignelse i den nye pagt, syndernes tilgivelse--"som udgydes for mange til syndernes forladelse" (Matt 26,28).

4. Brug i Hebræerbrevet:

Denne store tanke tages op i Hebræerbrevet og udfoldes fuldt ud. Forfatteren fremdrager fuldt ud kontrasten mellem den nye pagt og den gamle ved at lægge vægt på fuldkommenheden i Kristi soning i modsætning til de materielle og forbilledlige ofre (Hebr 9,11-23). Han var "en ypperstepræst for de kommende gode ting", forbundet med "det større og mere fuldkomne tabernakel". Han gik ind i den himmelske helligdom "ved sit eget blod", ikke ved "bukkes og kalves", og ved dette fuldkomne offer har han sikret "evig forløsning" i modsætning til den midlertidige udfrielse i den gamle husholdning. Blodet fra disse forbilledlige ofre skaffede ceremoniel renselse; hvor meget mere skal da ikke Kristi blod kunne rense samvittigheden "fra døde gerninger til at tjene den levende Gud"--det blod, som er så meget højere i værdi end blodet fra de midlertidige ofre, men dog ligner det ved at være offerblod. Det er blodet fra ham, "som ved den evige Ånd bar sig selv frem som et lydefrit offer for Gud". Det er i visse kredse nu om dage på mode at sige, at det ikke er Kristi blod, men hans ånd af selvopofrelse for andre, der giver korset dets frelsende kraft, og dette vers anføres undertiden for at vise, at kraften ligger i den fuldkomne viljes overgivelse, mens blodets udgydelse blot er en tilfældighed. Men dette er ikke Det Nye Testamentes forfatteres opfattelse. Blodsudgydelsen er for dem en nødvendighed. Selvfølgelig er det ikke det naturlige, materielle blod eller selve handlingen at udgyde det, der frelser. Blodet er livet. Blodet er livets symbol; det udgydte blod er symbolet på liv, der udøses--på den straf, der bæres; og selv om der må lægges stor vægt, sådan som det gøres i dette vers, på Kristi fuldkomne overgivelse af sin hellige vilje til Gud, findes sagens kerne dog i den kendsgerning, at han villigt udholdt syndens frygtelige følger og som et virkeligt sonoffer udgød sit dyrebare blod til syndernes forladelse.

5. Den nye pagts formidler:

På grundlag af dette udgydte blod er han, som forfatteren videre hævder, "formidler for en ny pagt, for at, da en død har fundet sted til forløsning fra overtrædelserne under den første pagt, de kaldede kan få løftet om den evige arv" (Hebr 9,15). Således opfylder Kristus forbilledet på dobbelt måde: Han er det offer, som pagten bygger på, og hvis blod stadfæster den, og han er også, ligesom Moses, pagtens formidler. Kristi død sikrer ikke blot tilgivelse for dem, der føres ind under den nye pagt, men den var også til forløsning fra overtrædelserne under den første pagt; dette indebærer, at alle ofrene fik deres værdi ved at være forbilleder på Kristus, og at den tilgivelse, som Guds folk i tidligere dage nød, blev skænket i kraft af det store offer, der skulle bringes i tidens fylde.

6. "Arv" og "testamente":

Ikke alene kommer velsignelsen af fuldkommen tilgivelse gennem den nye pagt, men også løftet om den "evige arv" i modsætning til den jordiske arv, som Israel fik under den gamle pagt. Omtalen af arven anses for at berettige, at ordet i det næste vers tages som "testamente", idet forfatteren går over til tanken om en testamentarisk disposition, som først får kraft efter testators død. Der er utvivlsomt god grund til analogien, og alle frelsens velsignelser, som kommer til den troende, kan betragtes som testamenteret af Frelseren i hans død og tilfalder os, fordi han er død. I den forstand må det stiltiende forudsættes, at testator lever igen for at være sin egen eksekutor og sætte os i besiddelse af velsignelserne. Alligevel mener vi, at der er meget, der taler for at fastholde betydningen "pagt" også her og forstå sætningen, som ordret gengivet lyder: "en pagt er i kraft (eller fast) over de døde", sådan at pagten grundlægges på offerets grundlag, idet dette offer repræsenterer pagtsslutterens død. Hentydningen kan yderligere forklares ved en henvisning til 1 Mos 15,9; 1 Mos 15,10; 1 Mos 15,17, som almindeligvis er blevet betragtet som en illustration af den gamle semitiske måde at slutte en pagt på: Offerdyrene blev delt, og parterne gik mellem stykkerne, hvilket indebar, at de fortjente døden, hvis de brød forpligtelsen. Det tekniske hebraiske udtryk for at slutte en pagt er "at skære en pagt".

Der er et interessant sted hos Herodot iii. 8 om en arabisk skik, som synes beslægtet med den gamle hebraiske praksis. "Araberne overholder tilsagn lige så religiøst som noget folk; og de giver dem på følgende måde: Når nogen ønsker at give deres troskab i pant, står en tredje person mellem de to parter og laver med en skarp sten et snit i håndfladen, nærmest de længste fingre, på begge de kontraherende; derefter tager han noget fnug fra hver af deres klæder og smører syv sten, der er anbragt mellem ham og blodet; og mens han gør dette, påkalder han Bacchus og Urania. Når denne ceremoni er fuldført, binder den person, der giver sin troskab i pant, sine venner som garanter over for den fremmede, eller borgeren, hvis aftalen indgås med en borger; og vennerne anser sig også for forpligtede til at overholde forpligtelsen"--Carys oversættelse.

Uanset den særlige anvendelse af ordet i 1 Mos 15,17 er den centrale tanke i passagen, at død, blodsudgydelse, er nødvendig for pagtens oprettelse, og derfor bekræfter han, at den første pagt ikke blev indviet uden blod, og som bevis citerer han det allerede anførte sted fra 2 Mos 24 og konkluderer, at "uden blodsudgydelse er der ingen tilgivelse" (Hebr 9,22).

Se pagten i Det Nye Testamente.

7. Forhold til Jeremias 31,31-34:

Denne nye pagt, som blev oprettet af Kristus, blev forudsagt af profeten Jeremias, som bruger netop ordet "ny pagt" i sin beskrivelse af den, og meget sandsynligt havde Kristus denne beskrivelse i tanke, da han brugte udtrykket, og han mente, at hans disciple skulle forstå, at den profetiske fortolkning ville blive virkeliggjort i ham. Der er ingen tvivl om, at forfatteren til Hebr havde dette sted i tanke, for han har ledt frem til den foregående udtalelse ved udtrykkeligt at citere hele udsagnet i Jer 31,31-34. Han havde i Jer 7 talt om modsætningen mellem Kristi præstedømme "efter Melkisedeks orden" (vers 11) og det ufuldkomne aronitiske præstedømme, og han betegner Jesus som "garanten for en bedre pagt" (vers 22). Derefter erklærer han i Jer 8, idet han fremhæver tanken om Kristi himmelske ypperstepræstedømmes overlegenhed, at Kristus er "mellemmand for en bedre pagt, som er blevet stadfæstet på bedre løfter" (vers 6). Den første pagt, siger han, var ikke uden fejl; ellers ville der ikke have været behov for en anden. Men fejlen lå ikke i pagten, men i folket, som ikke holdt den, skønt der måske også antydes, at en ydre pålæggelse af love ikke kunne være nok til at sikre sand lydighed. "For idet han finder fejl hos dem, siger han: Se, dage kommer, siger Herren, da jeg vil slutte en ny pagt med Israels hus og med Judas hus." Hele afsnittet (Jer 8-12) ville lønne et omhyggeligt studium, men vi behøver kun at bemærke, at der ikke alene lægges vægt på pagtens store velsignelser, fuldkommen tilgivelse og kundskabens fylde, men at der, som selve pagtens væsen--det, der tjener til at skelne den fra den gamle pagt og straks vise dens overlegenhed og garantere dens varighed--findes denne vidunderlige bestemmelse: "Jeg vil lægge mine love i deres sind, og på deres hjerte vil jeg også skrive dem; og jeg vil være en Gud for dem, og de skal være et folk for mig." Dette viser straks den nye pagts åndelige karakter. Dens krav gives ikke blot i form af ydre regler, men den levende Ånd tager hjertet i eje; loven bliver et indre, herskende princip, og således sikres sand lydighed.

8. Til Ezekiel:

Ezekiel havde talt med samme virkning, skønt ordet "ny pagt" ikke bruges i afsnittet, Ez 36,27: "Jeg vil lægge min Ånd i jer og få jer til at vandre efter mine vedtægter, og I skal holde mine retsregler og gøre dem." I kapitel 37 taler Ezekiel igen om de store velsignelser, som Guds folk skal nyde, herunder renselse, vandring efter Guds vedtægter, anerkendelse som Guds folk osv., og han siger udtrykkeligt om denne velsignelsens tidsalder: "Jeg vil slutte en fredspagt med dem; det skal være en evig pagt med dem" (vers 26). Andre vigtige forvarsler om den nye pagt findes i Es 54,10; Es 55,3; Es 59,21; Es 61,8; Hos 2,18-23; Mal 3,1-4. Vi kan med rette undre os over disse profeters åndelige indsigt, og det er umuligt at tilskrive deres forudsigelser naturligt geni; de kan kun forklares ved guddommelig inspiration.

Hebræerbrevets forfatter vender igen og igen tilbage til dette tema om den "nye pagt"; i Hebr 10,16; Hebr 10,17 citerer han Jeremias' ord, som allerede er citeret, om at skrive loven i deres sind og ikke mere huske deres synder. I Hebr 12,24 taler han om "Jesus, mellemmand for en ny pagt," og "bestænkelsens blod," hvor han igen forbinder "blodet" med "pagten," og til sidst, i Hebr 13,20, beder han om de helliges fuldkommengørelse gennem "en evig pagts blod."

9. Modsætningen mellem gammelt og nyt i 2 Korintherbrev 3:

I 2 Kor 2 har Paulus en interessant og lærerig modsætning mellem den gamle pagt og den nye. Han begynder den med at sige, at "vor duelighed er fra Gud, som også gjorde os duelige som tjenere for en ny pagt; ikke bogstavens, men Åndens: for bogstaven dræber, men Ånden giver liv" (2 Kor 3,5; 2 Kor 3,6). "Bogstaven" er lovens bogstav, den gamle pagts bogstav, som kun kunne bringe fordømmelse, men ånden, som kendetegner den nye pagt, giver liv, skriver loven på hjertet. Han fortsætter med at tale om den gamle som denne "dødens tjeneste," som ikke desto mindre "kom med herlighed" (2 Kor 3,7), og han henviser især til loven; men den nye pagt er "Åndens tjeneste," "retfærdighedens tjeneste" (2 Kor 3,8; 2 Kor 3,9), og den har en langt større herlighed end den gamle. Budskabet i denne "nye pagt" er "Kristi evangelium." Den nye pagts herlighed er samlet i Kristus; den stråler ud fra ham. Den gamle ordnings herlighed blev genspejlet på Moses' ansigt, men denne herlighed var forbigående, og det samme var den fysiske manifestation (2 Kor 3,13). Synet af Moses' strålende ansigt fyldte Israels folk med ærefrygt, og de ærede ham som en leder, der var særligt begunstiget af Gud (2 Kor 3,7-13). Når han havde overbragt sit budskab, dækkede han sit ansigt til, og således kunne folket ikke se, at gløden ikke varede ved; hver gang han gik ind i det guddommelige nærvær, tog han sløret af, og på ny blev hans ansigt oplyst af herligheden, og når han kom ud med sporene af denne herlighed hvilende på sit ansigt, overbragte han sit budskab til folket og dækkede igen sit ansigt til (jf. 2 Mos 34,29-35), og således blev den gamle ordnings forgængelighed og dunkelhed symboliseret. I herlig modsætning til denne symbolske dunkelhed bruger evangeliets, den nye pagts, tjenere stor frimodighed i talen; sløret fjernes i Kristus (2 Kor 3,12 ff). Den herlighed, som kommer gennem ham, er vedvarende og frygter ikke at forsvinde.

Archibald McCaig