Pagtens ark

kuv'-e-nant ('aron ha-berith):

I. Det Gamle Testamentes udsagn om pagtens ark.

1. Pentateuken:

I 2 Mos 25,10 ff. får Moses befaling om at bygge en ark af akacietræ. I denne ark skulle lovens tavler lægges, som Gud skulle til at give Moses. Oven på arken, sandsynligvis ikke som et låg, men over låget, skulle kapporeth, i Det Nye Testamente to hilasterion (Hebr 9,5), anbringes; det var en guldplade, hvorpå to keruber, med løftede vinger og vendt mod hinanden, dækkede arken. Fra stedet mellem de to keruber lover Gud at tale til Moses, så ofte han vil give ham befalinger vedrørende israelitterne.

Den del af Pentateuken, hvori dette er optegnet, er taget fra den såkaldte Præstekodeks (P). Elohistens (E) og jahvistens (Jahwist) beretninger om dette emne mangler; men begge disse kilder beretter om den vigtige rolle, som arken spillede ved Israels indgang i Kanaan, og også disse dokumenter må have indeholdt oplysningen om, at folket havde modtaget denne ark. Det kan videre med sikkerhed siges om Elohisten, og med nogen sandsynlighed om Jahvisten, i hvilken del af disse dokumenter disse beretninger fandtes. For Elohisten beretter i 2 Mos 33,6, at israelitterne, for at vise deres anger over guldkalven, på Guds befaling havde lagt deres smykker fra sig. I 33,7-10 følger der en meddelelse om oprejsningen af det hellige telt; men dette forklares kun ved, at der mellem 33,6 og 7 må have stået en beretning om oprejsningen af pagtens ark, som Pentateukens R (da han tidligere allerede havde gjort brug af Præstekodeksens langt mere udførlige beretning) var nødt til at udelade.

Men at Elohisten på dette sted må have berettet ikke blot om oprejsningen af det hellige telt, men også om bygningen af pagtens ark, er i sig selv sandsynligt og kan også sluttes deraf, at ifølge Deuteronomisten, hvis sammensætning også er betinget af Elohistens og Jahvistens, blev arken bygget ved denne lejlighed. Vi slutter videre, at det ikke så meget var tabernaklet, der kunne tjene som trøst for folket, noget de på den tid havde brug for, men snarere arken, som skulle symbolisere for dem, at Gud var på vandring med dem. Hos Jahvisten finder vi ganske vist ikke på dette sted nogen meddelelse om denne hellige bygning, men vi finder meddelelsen om, at israelitterne af sorg over den dårlige nyhed, Moses bragte, lagde deres smykker fra sig.

For 2 Mos 33,4 er taget fra Jahvisten, eftersom Elohisten indeholder befaling om at lægge smykkerne fra sig senere og derfor ikke kan have skrevet 33,4. Nu er det en berettiget formodning, at Jahvisten også har berettet, hvilken brug der blev gjort af de smykker, som var blevet lagt fra sig; og da denne forfatter, ligesom det er tilfældet med Elohisten, et eller andet sted må have indeholdt en beretning om bygningen af arken, må han bestemt have givet den netop på dette sted. Den tilsvarende beretning hos Deuteronomisten findes i 5 Mos 10,1-5. Følgelig berettede altså alle de fire pentateukiske dokumenter, at Moses havde bygget arken ved Sinaj. Deuteronomisten siger, ligesom Præstekodeksen (P), at den blev bygget af akacietræ. I den elohistiske fortælling nævnes emnet igen i 4 Mos 10,33 ff., hvor vi læser, at arken var gået foran folket, da de brød op og drog fra Sinaj. Også på dette sted findes de ord, som Moses plejede at sige, når arken satte sig i bevægelse, og når den nåede frem til en rasteplads.

2. Josva:

Ifølge fortællingen i Jos 3 medvirkede arken ved overgangen over Jordan på den måde, at flodens vand ophørte med at strømme videre, så snart fødderne på de præster, der bar arken, trådte ud i vandet, og at det stod stille ovenfor, indtil disse præster, efter at folket var gået over, igen forlod flodlejet med arken. I beretningen om den højtidelige march rundt om Jeriko, som ifølge Jos 6 fik byens mure til at falde, betragtes det at bære arken rundt om byen som et væsentligt træk i 6,4.7.11. I kapitel 7 fortælles det, at Josva efter hærens nederlag foran Aj klagede og bad foran arken. I kapitel 8 nævnes dette i forbindelse med Ebals bjerg.

3. Andre historiske bøger:

På Elis tid stod arken i helligdommen i Shilo (1 Sam 3,3). Herfra blev den taget, efter at Israel var blevet besejret af filistrene ved Eben-Ezer, for at sikre folket Jahves hjælp; men i stedet faldt arken i filistrenes hænder (1 Sam 1). Men de forskellige ulykker, som nu ramte filistrene, fik dem til at betragte besiddelsen af arken som en ulykke (1 Sam 1), og de sendte den tilbage til Israel (1 Sam 1). Den blev først bragt til Bet-Shemesh i Judas stamme, nær filistrenes grænser, og kort efter til Kirjat-Jearim, ca. 7,5 miles (ca. 12 km) nordvest for Jerusalem. Der blev arken i mange år i huset hos en mand ved navn Abinadab, hvis søn var dens vogter (1 Sam 7,1), indtil David bragte den til Zions bjerg, efter at han havde oprettet sin lejr og sit hof dér. Han anbragte den dér i et telt, der var gjort klar til den (1 Sam 2; 1 Sam 1; 1 Sam 15). På Davids tid blev arken igen taget med i kamp (2 Sam 11,11). Da David flygtede for Absalom, ville præsterne ledsage ham med arken, men han sendte den tilbage (2 Sam 15,24). David havde også haft til hensigt at bygge et tempel, hvor arken skulle finde sin plads, eftersom den før dette altid havde haft sit hvilested i et telt. Men Gud forbød dette gennem Natan, fordi han var villig til at bygge et hus for David, men ikke ville, at David skulle bygge et for ham (2 Sam 2). Salomo byggede derefter templet og anbragte pagtens ark i dette tempels Allerhelligste, hvor den blev stillet under vingerne på to mægtige kerubfigurer (2 Sam 1; 2 Sam 2).

4. Profetiske og poetiske bøger:

Jeremias siger i passagen 3,16, som bestemt blev skrevet efter Jerusalems ødelæggelse, at i det fremtidige nye Jerusalem vil ingen længere bekymre sig om Jahves pagts ark, og ingen vil igen bygge en sådan. I den eftereksilske Sl 132 (vers 8) bønfaldes Jahve om, sammen med arken, symbolet på hans almægtige nærvær, også at tage den helligdom i besiddelse, som er blevet opført for ham; digteren beskriver sig selv og dem, der synger denne salme, som deltagere i Davids hjembringelse af arken. Der nævnes ikke mere om pagtens ark i Psalteren eller de profetiske bøger.

5. Det Nye Testamente:

I Det Nye Testamente nævnes pagtens ark kun i Hebr 9,4 i beskrivelsen af Salomos tempel.

II. Pagtens arks form.

Ifølge udsagnene i Præsteskriftet (P) var pagtens ark en kiste lavet af akacietræ, 2 1/2 alen (omtrent lig med 4 fod, ca. 1,2 m) lang, 1 1/2 alen bred og 1 1/2 høj. At den var lavet af akacietræ, siges også af Deuteronomisten i 5 Mos 10,3. Ifølge P var den beklædt med guld både indvendigt og udvendigt og var prydet med en guldliste, der løb hele vejen rundt om den. Ved dens fire fødder blev der sat ringe, som de guldbeklædte bærestænger blev stukket igennem. Disse stænger nævnes også i 1 Kong 8,7; 1 Kong 8,8; 2 Krøn 5,8; 2 Krøn 5,9, og der nævnes ofte dem, der bar arken (2 Sam 6,13; 2 Sam 15,24). Rigtigheden af disse udsagn kan ikke bevises, men der er dog ingen grund til at betvivle dem. Snarere kunne vi have grund til at tøve med at holde fast ved den opfattelse, at der på den gamle ark virkelig fandtes en gylden kapporeth, men kun fordi besiddelsen af sådanne værdigenstande og brugen af dem til et sådant formål i gammel tid ville være tvivlsom. Men på grundlag af sådanne grunde kunne vi højst betvivle, om låget med dets keruber bestod af massivt guld. At keruberne var fæstnet til eller over arken, er slet ikke usandsynligt.

At Salomo anbragte arken i Allerhelligste mellem to massive kerubfigurer (1 Kong 6,19; 1 Kong 6,23; 1 Kong 8,6), beviser ikke, at der ikke var kerubfigurer på selve arken, eller endog at disse kerubfigurer, som ifølge 2 Mos 25,19 fandtes på arken, ikke var andet end figurerne fra Salomos dage, i fantasien overført tilbage til en tidligere periode (Vatke, Biblische Theologie, 1835, 333; Popper, Der biblische Bericht uber die Stiftshutte, 1862). I nyere tid er den opfattelse blevet fastholdt, at arken i virkeligheden slet ikke var en ark, men en tom trone. Det var Reichel, i hans værk Vorhellenische Gotterkulte, der først gav udtryk for denne opfattelse, og derefter Meinhold, Die Lade Jahwes, Tubingen, 1910, og Theologische Studien und Kritiken, 1901, 593-617, som udviklede denne opfattelse på følgende måde. Det hævdes, at på Moses' tid blev en tronlignende klippe ved Sinaj bjerg betragtet som Jahves sæde, og da israelitterne drog bort fra Sinaj, lavede de en transportabel trone til sig selv, og Jahve blev betragtet som synligt tronende på denne og som den, der fulgte sit folk. I hovedsagen blev den samme opfattelse hævdet af Martin Dibellius (Die Lade Jahwes, Gottingen, 1906; Hermann Gunkel, Die Lade Jahwes ein Thronsitz, genoptrykt fra Zeitschrift fur Missionskunde und Religionswissenschaft, Heidelberg, 1906).

Anledningen til denne opfattelse blev givet ved den kendsgerning, at der blandt perserne og andre folk fandtes tomme gudetroner, som blev båret eller trukket omkring i processioner. Grundene til at finde en sådan tom trone i pagtens ark findes især i dette, at de steder i Det Gamle Testamente, hvor det ser ud til, at Guds nærvær gøres betinget af arkens nærvær (jf. 4 Mos 14,42-44), kan forklares, hvis arken betragtes som Jahves trone. Imidlertid findes tomme gudetroner kun blandt de ariske folk, og alle de steder i Det Gamle Testamente, som henviser til arken, kan let forklares uden en sådan antagelse. Denne opfattelse må afvises især af den grund, at arken i Det Gamle Testamente altid beskrives som en ark og aldrig som en trone eller et sæde; og fordi det er fuldstændig umuligt at se, hvilken grund der i en senere periode skulle have været til at sige, at den var en ark, hvis den oprindelig havde været en trone. Dibelius og Gunkel henviser også særligt til dette, at Jahve flere steder, hvoraf 1 Sam 4,4; 2 Sam 6,2 er de ældste, siges at trone på keruberne. Men dette beviser intet, for han kaldes ikke »han, som troner på arken«, og keruberne og arken er to forskellige ting, selv om der var keruber på arkens låg. Jf. Buddes gendrivelse af Meinhold og Dibelius (ZATW, 1901, 193-200, og Theol. Studien und Kritiken, 1906, 489-507).

III. Pagtens arks indhold.

Ifølge Præsteskriftet udgjorde lovens to tavler arkens indhold. I 2 Mos 25,16; 2 Mos 40,20, ligesom også i 5 Mos 10,5 og desuden i 1 Kong 8,9, har vi det samme vidnesbyrd. Flertallet af de moderne kritikere betragter dette som en uhistorisk påstand, først udtænkt af den såkaldte »deuteronomistiske skole«. Deres grunde til dette er følgende:

(1) Kritikerne benægter, at eksistensen af de mosaiske lovtavler er en historisk kendsgerning;

(2) Kritikerne erklærer, at hvis disse tavler virkelig havde været i israelitternes besiddelse, ville de ikke have været så tåbelige at lægge dem i en kasse, som det var forbudt at åbne;

(3) Kritikerne erklærer, at de opfattelser, man i gamle tider havde af arkens betydning, ikke kan forenes med tavlernes tilstedeværelse i arken.

Men vi svarer: (1) at de to lovtavlers faktiske eksistens benægtes uden tilstrækkelige grunde; at de ti hovedformler i Dekalogen, sådan som de gives i 2 Mos 20 og 5 Mos 5, stammer fra Moses, må fastholdes, og at det er forkert, at der ifølge 2 Mos 34 var skrevet ti andre bud på disse tavler. Lovene i 2 Mos 34,17-26 erklæres dér slet ikke for at være de ti ord, som Gud havde til hensigt at skrive på tavlerne. Men hvis Moses havde forberedt tavlerne til buddene, så er det

(2) kun sandsynligt, at han lod fremstille en passende kiste til deres bevarelse og deres transport gennem ørkenen. Nu kunne man mene, at opfattelsen af, at arken var så hellig, at man ikke vovede at åbne den, først var opstået efter Moses' tid. Det er dog lige så let muligt, at Moses allerede havde tillagt tavlerne i arken den betydning, som den forseglede og omhyggeligt bevarede kopi af en forretningsaftale ville have, og som kun skal åbnes i nødstilfælde (Jer 32,11-14). Et sådant nødstilfælde indtraf aldrig senere, fordi israelitterne aldrig var i tvivl om, hvad der stod skrevet på disse tavler. På en ordret læsning lagde man i gamle tider ingen vægt.

(3) Hvad angår arkens betydning efter den vurdering, man tillagde den i Israels tidlige periode, skal vi senere se, at traditionerne om tavlerne stemmer fuldt ud med denne betydning.

Blandt de moderne kritikere, som har forkastet denne tradition, har nogle ment, at arken var tom, og at israelitterne troede, at Jahve boede i den (Guthe, Geschichte des Volkes Israel, 39), eller at den tomme kiste var en slags fetich (Schwally, Semitische Kriegsaltertumer, 1901, I, 10). Som regel mener de, at et stenbillede af Jahve eller to sten var blevet lagt i arken, muligvis meteorsten, hvori man mente, at en guddommelig kraft boede (Stade, Geschichte Israels, I, 458); eller muligvis sten, som i et eller andet slag var blevet slynget af sted, og ved hvilke en sejr var blevet vundet (Couard, ZATW, XII, 76); eller muligvis var det de sten, som ved forbundet mellem de stammer, der boede omkring Sinaj bjerg, først blev rejst som vidnesbyrd om denne pagt (Kraetzschmar, Die Bundesvorstellung im Alten Testament, 216). Af disse opfattelser fortjener kun den, der hævder, at arken indeholdt meteorsten, nogen opmærksomhed, fordi det ganske vist kunne tænkes muligt, at Israel på deres vandring gennem ørkenen ville have taget sådanne sten med sig, som de kunne have betragtet som pant på det guddommelige nærvær, faldet ned fra himlen, og kunne have bevaret dem i en hellig ark. Men det er umuligt at vise, at denne opfattelse er sandsynlig, for slet ikke at tale om at bevise, at den er rigtig. Den eneste bevarede tradition siger, at arken indeholdt lovens tavler, og dette er den eneste opfattelse, der harmonerer med det, vi må tænke om hele Moses' værk. Endelig må vi igen huske, at det er sandsynligt, at Elohisten og Jahvisten, som begge taler om arken og også om lovens tavler, i de dele af disse dokumenter, som ikke er bevaret, også berettede, at tavlerne blev lagt i arken.

IV. Pagtens arks navne.

Navnet "Jahves pagts ark" fandtes oprindelig ikke overalt, hvor det nu står, men mange steder blev ordene "pagts" tilføjet senere. Udtrykket "pagtens ark" findes dog i den ældste kilde til Samuelsbogen (2 Sam 15,24), og i 1 Kong 3,15 i den gamle kilde til Salomos historie, som den deuteronomistiske forfatter til Kongebogen benyttede; i 1 Kong 8,1, en meget gammel beretning om templets opførelse; og der er ingen gode grunde til at drage ægtheden af udtrykket "pagtens ark" i disse passager i tvivl. Desuden findes udtrykket i Fjerde Mosebog og Josvabogen i en række passager (4 Mos 10,33; 4 Mos 14,44; Jos 3,3; Jos 3,6; Jos 3,8; Jos 4,9; Jos 4,18; Jos 6,6; Jos 6,8), som efter al sandsynlighed hører til Elohistens dokument. Det ser ud til, at Elohisten betegner arken som "Guds pagts ark" eller kortere som "pagtens ark", medmindre han i en sammenhængende fortælling blot skriver "arken", mens hovedbetegnelsen hos Jahvisten var "Jahves ark, hele jordens Herres ark" (jf. Lotz, Die Bundeslade, 1901, 30-36).

Heraf må vi slutte, at betegnelsen "Jahves pagts ark" må gå tilbage til meget gammel tid, og vi må afvise den opfattelse, at dette udtryk trådte i stedet for udtrykket "Jahves ark" som følge af en ændring i synet på arken, fremkaldt gennem Femte Mosebog. Ja, da navnet "pagtens ark", som det fremgår af Elohisten, ingen steder var mere i brug end i Efraim, hvor man ikke besad arken og derfor ville have haft mindst anledning til at indføre et nyt navn for den, kan det antages, at navnet opstod i den ældste tid, nemlig Moses' tid. Det andet udtryk, "Jahves ark", kan være lige så gammelt og behøver ikke at være en forkortelse af det andet. Det var muligt at betegne arken som "Jahves ark", fordi den var en helligdom, der tilhørte Jahve; og det var også muligt at kalde den "Jahves pagts ark", fordi den var et mindesmærke og et vidnesbyrd om den pagt, som Jahve havde sluttet med Israel. Derfor er det ikke korrekt at oversætte udtrykket 'aron berith Yahweh med "Jahves lovs ark", som om det svarede til "arken, der tjente som sted til opbevaring af pagtens lov". For berith betyder ikke "lov", selv om det under visse omstændigheder var muligt billedligt og synekdokisk at kalde en pagt "lov" og loven "pagten"; og når 1 Kong 8,21 taler om "arken, hvori Jahves pagt er", viser de næste ord, "som han sluttede med vore fædre", at pagt her ikke betyder "lov", men snarere pagtsforholdet, som i en vis forstand er legemliggjort i tavlerne.

I P kaldes arken også "vidnesbyrdets ark", og dette betyder heller ikke "lovens ark". For det var ikke allerede i P, men først i senere dokumenter, at ordet `edhuth fik betydningen "lov" (Lotz, Die Bundeslade, 40). Med "vidnesbyrd" mener P De Ti Ord, gennem hvis forkyndelse den sande Gud har givet vidnesbyrd om sit virkelige væsen. Men dér, hvor dette vidnesbyrd findes indgraveret med Guds egen håndskrift på stentavlerne, netop dér er også det sted, hvor han selv skal betragtes som lokalt nærværende.

V. Pagtens arks historie.

Ifølge den tradition, der findes i Pentateuken, blev den hellige ark bygget ved Sinaj bjerg og blev ført med israelitterne til Kanaan. Dette må anerkendes som fuldstændig korrekt. Den antagelse er ubegrundet, at den var et skrin, som israelitterne havde overtaget fra kana'anæerne. Dette synspunkt gendrives af den høje agtelse, som arken på Elis tid nød i hele Israel (1 Kong 1; 1 Kong 22); og især af den kendsgerning, at arken på den tid blev betragtet som ejendom for den Gud, der havde ført Israel ud af Egypten, og som derfor gennem denne ark havde ladet kana'anæerne blive besejret (1 Sam 4,8; 1 Sam 6,6; 2 Sam 7,6; 1 Kong 12,28). Den opfattelse, at arken var et gammelt palladium for Efraims stamme eller for Josefs efterkommere og først på et senere tidspunkt blev anerkendt af hele Israel (Stade, Geschichte des Volkes Israel, I, 458), er heller ikke holdbar, for vi hører intet om, at Josefs efterkommere tog sig mere af arken end de andre stammer gjorde. På Elis tid stod arken i helligdommen i Shilo.

Da Israel var blevet besejret af filistrene, blev arken hentet fra Shilo, for at Jahve skulle hjælpe sit folk. Men trods dette sejrede filistrene alligevel og erobrede arken (1 Sam 1). Men de mange ulykker, der ramte dem, fik dem til at mene, at besiddelsen af arken var ødelæggende for dem, og de sendte den tilbage (1 Sam 1). Arken kom først til Bet-Shemesh i Judas stamme og derefter til Kirjat-Jearim (eller Ba'ale-Juda, 2 Sam 6,2), omkring 7,5 miles nordvest for Jerusalem. Der blev arken i mange år, indtil David, efter at han havde taget Zions bjerg i besiddelse, førte den dertil (2 Sam 2) og anbragte den i et telt. Salomo førte den ind i det Allerhelligste i templet (1 Kong 8,3-8), hvor den efter al sandsynlighed blev stående indtil Jerusalems ødelæggelse ved Nebukadnesar; for Jer 3,16 viser, at israelitterne følte, at de var i besiddelse af arken indtil denne tid.

VI. Arkens betydning.

Ifølge mange forskere var arken oprindelig en krigshelligdom. Til støtte for dette kan man anføre, at Israel tog den med ind i deres lejr, for at de kunne få Jahves hjælp i kampen mod filistrene (1 Sam 1); og desuden at arken også på Davids tid igen blev taget med i kamp (2 Sam 11,11; jf. Sl 24); bemærk også Moses' ord, som han udtalte, når arken blev løftet op for at bæres: "Rejs dig, Jahve, og lad dine fjender spredes" (4 Mos 10,35). Men intet af det, vi ved eller formoder om arkens form og indhold, peger på, at den oprindelig havde et militært formål; og i de andre udsagn, som findes andetsteds om arken, tillægges den en langt mere almen betydning. Den betydning, arken havde for israelitterne i forbindelse med deres krige, er kun en følge af dens betydning som symbol på Jahves nærvær; han var slet ikke en krigsgud, men når hans folk blev tvunget til at kæmpe, var han deres hjælper i striden.

Et symbol på det guddommelige nærvær:

At arken var bestemt til at være et symbol på Guds nærvær midt iblandt hans folk, er Det Gamle Testamentes almindelige lære. Ifølge Elohisten blev arken lavet for at tjene som en trøst for folket i dette, at de skulle forlade det bjerg, hvor Gud havde ladet dem erfare sit nærvær (2 Mos 30,6). Ifølge Præsteskriftet (P) havde Gud til hensigt at tale med Moses fra stedet mellem keruberne på arken. Ifølge Dom 2,1 ff. talte Jahves engel i Betel (Bokim) med irettesættelse og formaning til folket, efter at pagtens ark var blevet bragt til dette sted; for sammenligningen af 4 Mos 10,33 ff. og 2 Mos 23,20 ff. viser, at Dom 2,1 skal forstås som omtale af arkens overførsel til Betel. Da Israel på Elis tid blev overvundet af filistrene, sendte israelitterne bud efter arken, for at Jahve skulle komme ind i Israels lejr, og filistrene troede også, at dette var tilfældet (1 Sam 4,3). Efter at arken var kommet til Bet-Shemesh, og en pest var brudt ud dér, ønskede folket ikke at beholde arken, fordi ingen kunne leve i Jahves, denne hellige Guds, nærvær (1 Sam 6,20); og Jeremias siger (3,16.17), at en pagtens ark ikke igen ville blive lavet efter Israels genoprettelse, men at Jerusalem da ville blive kaldt "Jahves trone", dvs. den ville så åbenlyst være Guds by, at den ville garantere Guds nærvær mindst lige så meget, som arken tidligere gjorde.

I gamle tider forekom disse ting folket mere realistiske, end de gør for os; og når arken blev betragtet som den synlige fremstilling af Jahves nærvær og som en garanti for hans nærvær, mente man, at der fandtes en tæt materiel forbindelse mellem arken og Jahve, i kraft af hvilken guddommelige kræfter også blev anset for at være til stede i arken. Folkene i Bet-Shemesh var ikke villige til længere at beholde arken iblandt sig, fordi de ikke kunne leve i dens nære nærvær. Davids dans foran arken betragtes af ham og af begivenhedens fortæller som en dans foran Herren (2 Sam 6,5; 2 Sam 6,14; 2 Sam 6,21), og i 2 Sam 7,5 ff. siger Gud gennem Natan, at han havde vandret omkring i et telt, siden han havde ført israelitterne ud af Egypten. Men den opfattelse, som nogle af de moderne kritikere har gjort sig til talsmænd for, nemlig at israelitterne skulle have ment, at arken var Jahves bolig eller tronsæde, er ikke desto mindre ikke korrekt. Denne mening kan ikke forenes med den kendsgerning, at der i kilderne, som stammer fra de samme gamle tider, nævnes, at han bor mange steder i Kanaan og uden for Kanaan, så tanken om, at hans nærvær eller endog han selv er begrænset til arken, er umulig.

Moses' udsagn: "Rejs dig, Jahve, og lad dine fjender spredes" (4 Mos 10,35), er ikke en befaling rettet til dem, der bærer arken, om at løfte den op og derved løfte Jahve op til rejsen, men er et krav rettet til Jahve om, i overensstemmelse med hans løfte, at gå foran Israel, sådan som arken gør. Ifølge 1 Sam 4,3 sagde israelitterne ikke: "Vi vil gå hen og hente Jahve," men: "Vi vil gå hen og hente Jahves ark, så han kan komme ind iblandt os." De ønskede altså kun at få ham til at komme ved at hente arken. Det samme siger filistrenes præster og spåmænd også: "Tillad ikke, at israelitternes Guds ark drager bort uden at sende en gave med," men de taler ikke sådan om Jahve. At Samuel, som sov nær arken, da han blev tiltalt af Jahve, i begyndelsen slet ikke tænkte, at det var Jahve, der talte til ham, beviser, at den opfattelse ikke var fremherskende på den tid, at han var i arken eller havde sit sæde på den. Det gamle Israel var følgelig tydeligvis overbevist om, at arken var nært forbundet med Jahve, at noget af hans kraft var iboende i arken; derfor var den følelse fremherskende, at når de var nær arken, var de på en særlig måde i Herrens nærvær og nærhed.

Men dette er noget helt andet end den opfattelse, at arken var Jahves sæde eller bolig. Selv om de gamle israelitter, på grund af de antikke tænkemåders råhed, ikke var bevidste om, hvor stor denne forskel var, er der ingen tvivl om, at forskellen blev fornemmet. At arken blev bygget for at legemliggøre Guds nærvær blandt hans folk, fremgår lige så klart af Elohistens udsagn, og sandsynligvis også af Jahvistens, som af Præsteskriftets (P); og hvis disse derfor har betragtet lovens tavler som arkens indhold, så er dette i fuld harmoni med deres syn på dette formål, og også vi må holde fast ved det samme syn. For hvad kunne have været bedre egnet til at gøre det redskab, der repræsenterer Guds nærvær, mere passende til dette end stentavlerne med De Ti Ord, gennem hvilke Jahve havde gjort sin etiske karakter kendt for sit folk? Netop af denne grund måtte det være en ark. Ordene på disse tavler var en slags åndeligt portræt af Israels Gud, som ikke kunne afbildes i legemlig form. I denne form har ingen i det gamle Israel formuleret denne tanke, men at tanken var til stede, er sikkert.

Wilhelm Lotz