Palmetræ

pam'-tre (tamar, det samme som aramæisk og etiopisk, men på arabisk = "daddel"; phoinix (2 Mos 15,27; 3 Mos 23,40; 4 Mos 33,9; 5 Mos 34,3; Dom 1,16; Dom 3,13; 2 Krøn 28,15; Neh 8,15; Sl 92,12; Højs 7,7; Joel 1,12); tomer, Debora "boede under palmetræet" (Dom 4,5); "De er som et palmetræ (randnote "søjle"), drejet arbejde" (Jer 10,5); timorah (kun i flertal), palmetræet som arkitektonisk element (1 Kong 6,29; 1 Kong 6,32; 1 Kong 6,35; 1 Kong 7,36; 2 Krøn 3,5; Ez 40,16); græsk kun Siraks Bog 50,12; Joh 12,13; Åb 7,9):

1. Palmetræer:

Palmen, Phoenix dactylifera (naturlig orden Palmeae), arabisk nakhl, er et træ, som fra de tidligste tider har været forbundet med de semitiske folk. I Arabien afhænger selve menneskets eksistens i høj grad af dens tilstedeværelse, og mange autoriteter mener, at dette har været dens oprindelige hjemsted. Det er kun naturligt, at et sådant træ både dér og i Assyrien i de tidligste tidsaldre skulle have været helligt. I Israels land forekommer palmebladet som ornament på keramik så langt tilbage som 1800 f.Kr. (jf. PEF, Gezer Mere., II, 172). I Egypten udgør den høje palmestamme et stadigt træk i tidlig arkitektur, og blandt hebræerne blev den i vid udstrækning brugt som udsmykning af templet (1 Kong 6,29; 1 Kong 6,32; 1 Kong 6,35; 1 Kong 7,36; 2 Krøn 3,5). Den er et symbol på skønhed (Højs 7,7) og på den retfærdige mand:

"Den retfærdige skal blomstre som palmetræet:

Han skal vokse som en ceder på Libanon.

De er plantet i Jahves hus;

De skal blomstre i vor Guds forgårde.

De skal stadig bære frugt i alderdommen;

De skal være fulde af saft og grønne" (Sl 92,12-14).

Palmetræet eller palmegrenen bruges i vid udstrækning på jødisk møntprægning og optræder mest iøjnefaldende som et symbol på landet på Vespasians berømte Judea Capta-mønter. Et par århundreder eller deromkring senere udgør den et fremtrædende arkitektonisk træk i udsmykningen af de galilæiske synagoger, f.eks. ved Tell Chum (Kapernaum). Metoden med kunstig befrugtning af de pistillate (hunlige) blomster ved hjælp af de staminante (hanlige) blomster synes at have været kendt i de tidligste historiske tider. På nogle af de tidlige assyriske skulpturer er vingede skikkelser afbildet, mens de ryster en klase af hanblomster over hunblomsten med samme formål, som folk i det moderne Gaza stiger op ad de høje stammer på de frugtbærende palmer og binder en klase af de pollenbærende hanblomster blandt hunblomsterne.

2. Deres gamle rigdom i Israels land:

I Israels land i dag er palmen meget forsømt; der er få lunde undtagen langs kysten, f.eks. ved Akkabugten, Jaffa og Gaza; enkeltstående palmer forekommer over hele landet i moskeers forgårde (jf. Sl 92,13) og ved huse, selv i bjergene. Engang blomstrede palmer på Oliebjerget (Neh 8,15), og Jeriko var længe kendt som "palmetræernes by" (5 Mos 34,3; Dom 1,16; Dom 3,13; 2 Krøn 28,15; Josefus BJ, IV, viii, 2-3), men i dag er de eneste palmer få og små; under sit navn Hasason-Tamar (2 Krøn 20,2) synes En-Gedi at have været lige så meget et sted med palmer i gamle dage, som vi ved, at det var i senere historie. En by ved navn Tamar ("daddelpalme") synes også at have ligget et sted nær Det Døde Havs sydvestlige hjørne (Ez 47,19; Ez 48,28). I dag vidner de talrige saltindkapslede stubbe af vilde palmetræer, som skylles op langs alle Det Døde Havs bredder, om disse træers eksistens i nyere tid i nogle af de dybe dale omkring det.

3. Palmegrene:

Palmegrene har symbolsk været forbundet med flere forskellige ideer. En palmegren bruges i Es 9,14; Es 19,15 til at betegne "hovedet", det højeste blandt folket, som modsætning til sivet, "halen", eller det ringeste blandt folket. Palmegrene synes fra tidlige tider at have været forbundet med glæde. På den første dag af løvhyttefesten fik hebræerne befaling om at tage grene af palmer sammen med andre træer og glæde sig for Guds ansigt (3 Mos 23,40; jf. Neh 8,15; 2 Makk 10,7). Palmegrenen udgør stadig hovedbestanddelen af den lulabh, som enhver from jøde dagligt bærer til synagogen under festen. Senere blev den forbundet med tanken om triumf og sejr. Simon Makkabæeren gik ind i Akra i Jerusalem efter dens erobring, "med taksigelse og palmegrene og med harper og cymbler og med violer og hymner og sange, fordi en stor fjende var blevet ødelagt ud af Israel" (1 Makk 13,51 King James Version; jf. 2 Makk 10,7). Den samme tanke kommer frem i brugen af palmegrene hos de folkeskarer, der ledsagede Jesus til Jerusalem (Joh 12,13), og også i synet af den "store skare, som ingen kunne tælle .... stående foran .... Lammet, klædt i hvide klæder og med palmer i deres hænder" (Åb 7,9). I dag bæres palmer i ethvert muslimsk begravelsesoptog og lægges på den nyanlagte grav.

Se også TAMAR som egennavn.

E. W. G. Masterman