Paulus' Andet Brev til Thessalonikerne

I. BETYDNINGEN AF AT STUDERE 1 THESSALONIKERBREV OG 2 THESSALONIKERBREV SAMMEN

II. ÆGTHED

1. Argumenter imod paulinsk forfatterskab

2. Argumenter for paulinsk forfatterskab

III. LOVLØSHEDENS MENNESKE

1. Primær henvisning

2. Den blivende værdi af læren om lovløshedens menneske

V. PAULUS' FORMANING TIL STILLE ARBEJDSOMHED

LITTERATUR

I. Betydningen af at studere 1 Thessalonikerbrev og 2 Thessalonikerbrev sammen.

De, der fastholder brevets paulinske forfatterskab, er enige om at henføre det til et tidspunkt kun kort efter affattelsen af det første brev. Det er ganske enkelt en anden ordination til det samme tilfælde, givet efter at man havde opdaget, at visse bestemte, genstridige symptomer ikke havde givet efter for den første behandling. 2 Thess bør studeres i forbindelse med 1 Thessalonikerbrev, fordi det kun er ud fra en forståelse af det første brev og den situation, det åbenbarede, at man fuldt ud kan fatte betydningen af det andet. Og mere end det: løsningen på problemet om, hvorvidt Paulus skrev det andet brev, afhænger ligeledes i høj grad af vores kendskab til det første. Det ville for eksempel være langt vanskeligere at tro, at Paulus havde skrevet 2 Thessalonikerbrev, hvis vi ikke vidste, at han, før han skrev det, havde brugt de milde og taktfulde behandlingsmetoder, som vi finder i det første brev. Det er, som hvis man trådte ind i et sygeværelse, hvor lægen tyer til nogle ret kraftige midler over for en patient. Man er bedre rustet til at bedømme behandlingens visdom, hvis man kender sygdomsforløbet og opdager, at lægen allerede uden held har prøvet mildere metoder.

II. Ægthed.

1. Argumenter imod paulinsk forfatterskab:

Den forskellige behandling af emnet Kristi genkomst, den forskellige følelsesmæssige tone og de forskellige forhold mellem Paulus og menigheden, som forudsættes i det første og det andet brev, har været blandt de årsager, der har ført til gentagne spørgsmål om det paulinske forfatterskab til 2 Thessalonikerbrev. Forskere hævder for det første, at læren om Kristi komme, som vi finder i det andet brev, ikke blot er formuleret anderledes, men står i modstrid med den i det første. Vi får fra det første brev det indtryk, at Herrens dag er nær. Den vil komme som en tyv om natten (1 Thess 5,2), og en af hoveddelene af den kristne pligt er at vente (1 Thess 1,9; 1 Thess 1,10). I det andet brev advarer forfatteren derimod kraftigt mod enhver indflydelse, der vil bedrage dem til at tro, at Herrens dag er nær, fordi den ikke vil komme, »uden at frafaldet først kommer, og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, han som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller dyrkes« (2 Thess 2,1-4).

Igen er det også meget tydeligt, siger kritikerne, at der findes et andet forhold mellem forfatteren og menigheden i Thessalonika. I det første brev overtaler han mildt; i det andet brev befaler han (1 Thess 4,1; 1 Thess 4,2; 1 Thess 4,9-12; 1 Thess 5,1-11; 2 Thess 2,1-4; 2 Thess 3,6; 2 Thess 3,12-14). Desuden er hele det andet brevs følelsesmæssige tone forskellig fra det førstes. Det første brev er en sand geyser af glad, taknemmelig hengivenhed og ømhed. Det andet brev, skønt det også indeholder udtryk for den varmeste hengivenhed og værdsættelse, er ganske tydeligt ikke skrevet under det samme pres af øm følelse. Her, siger kritikerne, er der et lavere inspirationsplan. Her er Paulus' ord og vendinger og tydelige efterligninger af Paulus' måde at skrive på, men her er der meget eftertrykkeligt ikke højvandet af Paulus' inspiration. Desuden er det dystre syn af kampen mellem lovløshedens menneske og den tilbagevendende Messias i det andet brev forskelligt i form og farve fra alt, hvad vi ellers finder hos Paulus. Disse og andre overvejelser har fået mange til at antage, at brevet blev skrevet af en anden hånd end hedningeapostlens.

2. Argumenter for paulinsk forfatterskab:

Hypotesen om, at Paulus ikke var brevets forfatter, fjerner ganske vist visse vanskeligheder, men rejser mange flere. En redegørelse for disse vanskeligheder vil vi ikke gå ind på her, men henvise læseren til en kort og lærd fremstilling af dem i Peakes Critical Introduction to the New Testament, 12-16 (New York, Scribners, 1910).

Der er følgelig i dag en tydelig tendens blandt alle forskere, også dem i de mere radikale lejre, til at vende tilbage til den traditionelle opfattelse af forfatterskabet. Følgende er nogle af de positive argumenter for ægtheden:

Hvad angår de modsatrettede syn på Kristi komme i de to breve, skal det bemærkes, at nøjagtig den samme overfladiske modsigelse forekommer i vor Herres egen undervisning om dette samme emne (Matt 24,6; Matt 24,23; Matt 24,24; Matt 24,25; Matt 24,26; Luk 12,35; Luk 12,40). Jesus formaner sine disciple til at våge, for Menneskesønnen kommer i en time, de ikke tænker sig, og dog advarer han dem samtidig og i samme sammenhæng om, at når de ser visse tegn, skal de ikke blive urolige, for enden er endnu ikke kommet. Paulus, som grublede over emnet efter at have skrevet det første brev, kunne let være kommet til stærkt at se skjoldets anden side. Apostlen byggede sin teologi på den overlevering, der var kommet fra Jesus, sådan som den blev tolket gennem dens praktiske virkninger på hans omvendte, og hans sind var hurtigt til at modvirke enhver fare, der skyldtes overbetoning eller forkerte slutninger. Han var langtfra så ivrig efter en konsekvent formuleret lære, som han var efter en lære, der fremmede åndeligt liv og handlekraft. Under de voldsomme forfølgelser i begyndelsen af bevægelsen i Thessalonika var der behov for at fremhæve trøsten i tanken om Kristi snarlige komme; men så snart læren blev brugt som undskyldning for usund religiøs ophidselse, måtte disciplenes tanker rettes mod mere prosaiske og mindre ophidsende sider af virkeligheden.

At Paulus indtager en bydende og kategorisk holdning i det andet brev, som vi ikke finder fremført så tydeligt i det første, indrømmes gerne. Hvorfor skulle det første brev ikke have haft sin tilsigtede virkning på menigheden i Thessalonika som helhed? Og hvis Paulus fik besked om, at hans nådige og taktfulde budskab havde ført de dominerende elementer i menigheden til overbevisning, men at visse grupper var fortsat med at være fanatiske og uordentlige, kan vi let se, hvordan han, med menighedens hovedstrøm bag sig, ville have vovet at bruge mere drastiske metoder over for de skyldige medlemmer.

Det indrømmes også gerne, at det andet brev ikke er så tiltalende og hjertevarmende som det første. Det blev tydeligvis ikke skrevet i en stemning af så høj følelsesmæssig opløftelse. Men spørgsmålet kan rejses, om den lokkende, kærlige tone i det første brev ville have været passende i behandlingen af de dovne og fanatiske elementer i menigheden, efter at de var blevet ved med at se bort fra hans milde og venlige formaninger. Jesu strenge ord til farisæerne i Matt 23 er ikke så inspirerende som Joh 14, men de var de ord, og de eneste ord, der var behov for på det tidspunkt. "Lad ikke jeres hjerte foruroliges" ville ikke være inspireret, hvis det blev sagt til hyklere. Desuden er vi ikke kaldet til at antage, at Paulus til enhver tid levede i den samme stemning af følelsesmæssig ophøjelse. Ja, hans breve er fulde af udsagn om, at dette ikke var tilfældet (2 Kor 1,8; 1 Thess 3,9), og det er urimeligt at forvente, at han altid skulle skrive i samme toneart. Det må dog tilføjes, at antydningen af, at det andet brev er strengt, let kan drives for vidt. Hvis Første Thessalonikerbrev ikke lå foran os, ville det være ømheden i Paulus' behandling af menigheden, der ville gøre størst indtryk på os.

Harnack har for nylig føjet vægten af sin autoritet til argumentet for brevets paulinske forfatterskab. Han mener, at der var to adskilte samfund i Thessalonika, det ene måske samlet i det jødiske kvarter og hovedsagelig bestående af jødekristne, og det andet bestående af grækere, der samledes i en anden del af byen. Ud over sandsynligheden for, at dette ville være tilfældet, en sandsynlighed der udspringer af de meget forskellige samfundsklasser, som menigheden blev dannet af (ApG 17,4), og af byens størrelse, peger han på besværgelsen i det første brev (1 Thess 5,27) om, at dette brev skulle læses op for alle brødrene, som et bevis på, at der fandtes en kreds i menigheden, der mødtes for sig selv, og som let kunne være blevet forsømt af resten, ligesom grækerne i Jerusalem blev forsømt ved den daglige uddeling (ApG 6,1). Han mener, at det andet brev sandsynligvis var rettet til det jødiske element i kirken.

Det skal også bemærkes, at professor Moffatt (Introduction to the Literature of the New Testament, 76 ff), som betvivler ægtheden af næsten alle de bøger i Det Nye Testamente, som nogen ansete forskere nu angriber, ikke finder nogen tilstrækkelig grund til at betvivle Paulus' forfatterskab til Andet Thessalonikerbrev.

III. Syndens menneske.

1. Primær henvisning:

Spørgsmålet om, hvem eller hvad Paulus henviser til i 2 Thess 2,1-12, når han taler om syndens menneske, hvis åbenbarelse skal gå forud for Kristi endelige tilsynekomst, har delt forskere gennem alle de kristne århundreder. (For en god drøftelse af fortolkningshistorien til dette vanskelige afsnit, se Findlay, "I and II Thessalonians," Cambridge Bible, 170-80.) Grunden til, at hver tidsalder har haft sin nye fortolkning, der identificerede syndens menneske med de gudsbespottelige onde magter, som da var mest aktive, er den kendsgerning, at profetien endnu aldrig har fundet sin fuldstændige opfyldelse. Syndens menneske er aldrig blevet fuldt åbenbaret, og Kristus har aldrig endeligt tilintetgjort ham.

Men Paulus siger, at lovløshedens hemmelighed allerede er virksom (2 Thess 2,7), og han siger til menigheden, at den tilbageholdende indflydelse, som for øjeblikket holdt den i ave, er noget, som »I ved« (2 Thess 2,6). Det er da klart, at den onde magt og det, der holdt den i ave, var forhold, som både Paulus og hans læsere var ganske fortrolige med. Vi må derfor give profetien en henvisning til det 1. århundrede. Alternativet ligger sandsynligvis mellem at gøre lovløshedens hemmelighed til den romerske kejsers tilbøjelighed til at fremstille sig selv som en inkarnation af guddommen og tvinge alle mennesker til at tilbede ham, en tendens, som dengang blev holdt i ave af Claudius, men som snart brød ud under Caligula (se Peakes ovenfor anførte Introduction); eller på den anden side at gøre lovløshedens hemmelighed til en særlig manifestation af dæmonisk ondskab, som skulle bryde frem fra den forfølgende jødiske verden, og som dengang blev holdt i ave af den romerske regerings tilbageholdende magt.

Til fordel for at gøre en gudsbespottelig romersk kejser til syndens menneske kan man anføre den kendsgerning, at det var dette krav fra kejseren om tilbedelse, der bragte sagen til en krise i den romerske verden og vendte Romerrigets frygtelige maskineri mod kristendommen. Og man kan hævde, at det næppe er sandsynligt, at den midlertidige beskyttelse, Paulus modtog fra den romerske regering, hindrede ham i at se, at dens ånd var sådan, at den til sidst måtte stille sig op imod kristendommen. Man kan også, når man argumenterer for en romersk reference for syndens menneske, bemærke den billedlige og gådefulde måde, hvorpå Paulus omtaler den modsatte magt, en tilbageholdenhed, som ville være nødvendig af forsigtighedsgrunde (sammenlign Mark 13,14, og også de kryptogrammer, som forfatteren til Johannes' Åbenbaring bruger, når han henviser til Rom). Paulus har intet af dette forbehold, når han omtaler den forfølgende jødiske verden, som »ikke behager Gud og er imod alle mennesker« (1 Thess 2,15). Og i betragtning af, at jøderne var ilde sete i Romerriget, sådan som det bevises af Claudius' dengang nyligt udstedte dekret, der befalede alle jøder at forlade Rom (ApG 18,2), og af den kendsgerning, at det på den tid hjalp med at piske en folkemængde op til raseri mod en mand, hvis man udråbte ham som jøde (ApG 16,20; ApG 19,34), synes det næppe sandsynligt, at Paulus ville forvente, at det listige og tiltrækkende bedrag, som skulle forføre verden, skulle komme fra Jerusalem; og især synes dette usandsynligt i betragtning af, at Paulus synes at kende vor Herres profeti om Jerusalems hurtige ødelæggelse, sådan som det fremgår af hans udsagn i 1 Thess 2,16, at vreden er kommet over dem til det yderste.

På den anden side støttes det dog, at gøre syndens menneske til en person eller en indflydelse, der kommer fra jødedommen, af den kendsgerning, at han skal sidde i Guds tempel og fremstille sig selv som Gud (1 Thess 2,4), og af den kendsgerning, at den naturlige straf for forkastelsen af deres Messias var, at jøderne skulle blive ført til at antage en falsk Messias. Da de havde modsat sig ham, som kom i Faderens navn, var de dømt til at antage en, der kom i sit eget navn. Igen, og langt vigtigere end dette, er den kendsgerning, at det næsten gennem hele Paulus' liv var Romerriget, der beskyttede ham, og de vantro jøder, der udgjorde den ondskabsfulde, snedige og stærke modstand mod hans arbejde og mod hans menigheders velfærd og fred; og han kunne meget vel have følt, at den endelige inkarnation af det onde skulle komme fra den kilde, som havde korsfæstet Kristus, og som hidtil havde været det vigtigste redskab i modstanden mod evangeliet. Desuden synes denne forventning om, at en hemmelighedsfuld ondskabens magt skulle opstå ud af den jødiske verden, at være i harmoni med resten af Det Nye Testamente (Matt 24,5; Matt 24,23; Matt 24,24; Åb 11,3; Åb 11,1; Åb 11,8). Det er derfor det andet alternativ, som denne forfatter, om end med betænkeligheder, vælger.

Man kan indvende, at dette ikke kan være den sande fortolkning, eftersom den ikke blev opfyldt, men at det tværtimod var Rom, der blev evangeliets mest frygtindgydende fjende. Men denne type indvending, hvis den accepteres som gyldig, sætter i praksis en stopper for alle forsøg på en historisk fortolkning af profeti. Den ville tvinge os til at benægte, at Det Gamle Testamentes profetier, som normalt opfattes som henvisende til Kristus, overhovedet henviste til ham, fordi de tydeligvis ikke bogstaveligt blev opfyldt på den tid og på den måde, som profeterne forventede, at de skulle opfyldes. Den ville næsten tvinge os til at benægte, at Johannes Døber henviste til Kristus, da han forkyndte ankomsten af den, som skulle brænde avnerne op med uudslukkelig ild, fordi Jesus, som evangelierne fortæller os, ikke opfyldte denne profeti på den måde, Johannes forventede (Luk 7,19).

Se MAN OF SIN.

2. Den varige værdi af læren om syndens menneske:

Selv om Paulus' forudsigelse om syndens menneske ikke blev opfyldt bogstaveligt, har hans lære alligevel en varig betydning. Det er altid sandt i enhver kamp for det gode, at Menneskesønnen ikke kommer, før frafaldet kommer, og syndens menneske åbenbares. Først kommer den friske bølge af begejstring og løftet om en hurtig sejr for Himmeriget, men snart kommer reaktionen og modstandens genfødsel i en ny og overvældende kraft. Kampen gælder liv og død. Og da ser mennesker over kampens røg tegnet på Menneskesønnens komme med kraft og stor herlighed; overbevisningen skyller ind over dem, at det, Kristus står for, trods alt er i universets centrum og må sejre, og mennesker begynder at anerkende Kristi principper, som om de var naturlov. Denne handling og modreaktion, efterfulgt af endelig sejr, finder sted i praktisk talt alle religiøse og reformerende bevægelser, som indebærer samfundets sociale genopbygning efter Rigets principper. Det er overordentlig vigtigt, at mennesker befries fra overfladisk optimisme. Og dette brev yder sit bidrag til dette gode formål.

IV. Paulus' formaning til stille flid.

Formaningen om, at brødrene skal arbejde i stilhed og tjene deres eget brød (2 Thess 3,12), er fuld af interesse for dem, der studerer de første kristnes psykologiske udvikling under indflydelse af den store mentale stimulans, som kom til dem fra evangeliet. Nogle var så ophidsede over den nye værdighed, de havde fået som medlemmer af det kristne fællesskab, og over de nye håb, der var blevet tændt i deres sind, at de anså sig for hævet over den lave nødvendighed af legemligt arbejde. Dette er ikke et sjældent fænomen blandt nye omvendte til kristendommen i hedenske lande. Paulus ville ikke vide af det. Heldigvis kunne han pege på sit eget eksempel. Han arbejdede ikke blot iblandt dem for at tjene til sit eget underhold, men han arbejdede, indtil musklerne smertede, og kroppen gjorde oprør (2 Thess 3,8).

Paulus så, at evangeliet især skulle udbredes ved dets strålende virkninger på livet hos alle samfundsklasser, og han indså, at næsten kirkens første pligt var at være respekteret. Derfor formaner han ikke blot de enkelte medlemmer til selvstændighed, men han fastslår det princip, at ingen økonomisk snylter må tåles i kirken. »Hvis nogen ikke vil arbejde, skal han heller ikke spise« (2 Thess 3,10). Dette udgør et vigtigt supplement til Jesu lære (Matt 5,42): »Giv til den, der beder dig, og vend dig ikke bort fra den, der vil låne af dig.« LITTERATUR.

Se under Første Thessalonikerbrev.

Rollin Hough Walker