Paulus' Første Brev til Thessalonikerne

thes-a-lo'-ni-anz

I. BREVETS BETYDNING

II. OMSTÆNDIGHEDERNE VED MENIGHEDENS GRUNDLÆGGELSE

1. Lukas' beretning i Apostlenes Gerninger

2. Bekræftelse af Lukas' beretning i brevet

III. FORHOLDENE I MENIGHEDEN I THESSALONIKA, SOM DE FREMGÅR AF BREVET

IV. ANALYSE WIENER, PENTATEUKENS OPRINDELSE BREVET

1. Paulus' tidligere og nuværende forhold til thessalonikerne og hans kærlighed til dem

2. Formaninger imod last, og trøst og advarsel med henblik på Kristi komme

V. BREVETS LÆREMÆSSIGE IMPLIKATIONER

VI. BREVETS ÅBENBARINGER AF PAULUS' KENDETEGN

LITTERATUR

I. Brevets betydning.

Brevet er særlig vigtigt som vidne om indholdet af det tidligste evangelium på grund af dets datering og dets næsten uimodsagte ægthed. Ifølge Harnack blev det skrevet i år 48 e.Kr.; ifølge Zahn i år 53. Det er sandsynligt, at disse to dateringer repræsenterer de yderste grænser. Vi er således berettigede til med sikkerhed at sige, at vi har et dokument foran os, som ikke kan være skrevet mere end 24 år, og meget let kan være skrevet kun 19 år, efter vor Herres himmelfart. Dette er en kendsgerning af stor interesse i lyset af påstanden om, at Jesus i de fire evangelier er et produkt af fromme sjæles legendeskabende tilbøjelighed i den sidste del af det 1. århundrede. Når vi husker, at Paulus blev omvendt mere end 14 år før brevene blev skrevet, og at han fortæller os, at hans omvendelse var af en så overvældende karakter, at den drev ham ind på en lige kurs, som han aldrig afveg fra, og når vi bemærker, at Peter og Johannes ved slutningen af 14 år, efter fuldt ud at have hørt det evangelium, han prædikede, ikke havde nogen rettelser at komme med (Gal 1,11-2, især 2,6-10), ser vi, at det syn på Kristus og hans budskab, som gives i dette brev, kan føres tilbage til selve nærværet hos Jesu mest fortrolige venner. Hermed menes ikke, at Paulus' ord eller formerne i hans undervisning er gengivelser af ting, Jesus sagde i sit køds dage, men snarere at den opfattelse, som i brevet er legemliggjort om Kristi person og om hans forhold til Faderen, og også om hans forhold til menigheden og til menneskets skæbne, er rodfæstet i Kristi egen selvåbenbaring.

II. Omstændighederne ved menighedens grundlæggelse.

1. Lukas' beretning i Apostlenes Gerninger:

Om menighedens grundlæggelse har vi to informationskilder, Apostlenes Gerninger og selve brevet. Lukas' beretning findes i ApG 17. Her får vi at vide, at Paulus, efter at have forladt Filippi, indledte sin næste belejring mod den forskansede hedenskab i det store handelscentrum Thessalonika. Han gik først ind i jødernes synagoger, og i tre sabbatsdage førte han samtaler med dem ud fra Skrifterne. Nogle af dem, fortæller Lukas, »blev overbevist og sluttede sig til Paulus og Silas; og af de gudfrygtige grækere en stor mængde, og af de fornemme kvinder ikke få.« Dette vakte helt naturligt misundelse hos jøderne, som oplevede, at de mistede den sociale prestige, der kom af at have et stort antal grækere, deriblandt nogle af de fornemme, som søgte til dem for at få undervisning. Derfor samlede de en pøbelhob af byens værste mænd og førte menighedens ledende medlemmer frem for magistraten. Disse brødre, Jason og visse andre, som synes at have været mænd med nogen ejendom, blev tvunget til at stille sikkerhed for at bevare freden, og den stærke stemning imod Paulus gjorde det nødvendigt for ham, både af hensyn til disse brødre og for sin personlige sikkerheds skyld, at flygte fra byen.

2. Bekræftelse af Lukas' beretning i brevet:

Den historiske pålidelighed af Lukas' fortælling om menighedens grundlæggelse støttes stærkt af brevets tekst. Paulus bemærker for eksempel, at arbejdet i Thessalonika begyndte, efter at de var blevet skammeligt behandlet i Filippi (1 Thess 2,2). Han vidner også i det samme vers om den kamp, midt i hvilken menigheden i Thessalonika blev grundlagt (se også 1 Thess 2,14). Paulus' formaning om at hilse alle brødrene med et helligt kys, hans højtidelige besværgelse om, at dette brev skulle læses for alle brødrene (1 Thess 5,26; 1 Thess 5,27), og hans formaning om ikke at ringeagte profetisk tale (1 Thess 5,20) stemmer overens med Lukas' beretning om de meget forskellige sociale elementer, som menigheden blev dannet af: forskelligheder, der meget let ville give anledning til en tilbøjelighed hos de mere aristokratiske til at forsømme de hjertelige hilsener til de fattigere medlemmer og til at foragte deres klodsede vidnesbyrd om Guds nåde, som var kommet til dem (ApG 17,4).

Paulus fortæller os, at han blev nødt til at arbejde for sit daglige brød i Thessalonika (1 Thess 2,9). Lukas nævner ikke dette, men han fortæller os om hans arbejde som teltmager i den næste by, hvor han gjorde et betydeligt ophold (ApG 18,1-3), og således gør hver udtalelse den anden sandsynlig.

Måske er den tydeligste bekræftelse af Apostlenes Gerninger, som vi har i brevet, dog den almindelige overensstemmelse mellem dets åbenbaring af Paulus' karakter og den, vi finder i Apostlenes Gerninger. Erindringerne om Paulus' arbejde blandt dem (1 Thess 2,1-12) svarer for eksempel på en markant måde, i indhold om end ikke i stil og ordforråd, til Lukas' gengivelse af Paulus' redegørelse for metoden og ånden i hans arbejde i Efesos (ApG 20,17-35). Dette er dog kun én af mange overensstemmelser, som kunne påpeges, og som straks vil være tydelige for enhver, der vil læse brevet og derefter gennemgå Apostlenes Gerninger 13-28.

Det kan synes irrelevant på denne måde at fremhæve den historiske pålidelighed af Apostlenes Gerninger i en artikel om Thessalonikerbrevene, men brevets vidnesbyrd om evangeliernes og Apostlenes Gerningers historiske pålidelighed er for øjeblikket en af dets vigtigste funktioner.

III. Forholdene i menigheden i Thessalonika, som de fremgår af brevet.

Et nytestamentligt brev ligner i høj grad en læges recept. Det forholder sig til den umiddelbare situation hos den person, det er rettet til. Hvis vi studerer det, kan vi med stor nøjagtighed slutte os til tendenserne, gode eller dårlige, i menigheden. Hvilken åbenbaring af forholdene i Thessalonika gives der i Første Brev? Det er tydeligt, at forholdene i det store og hele står meget godt, især når man tager i betragtning, at de fleste af medlemmerne kun havde været ude af hedenskabet i få måneder. De var så bemærkelsesværdigt hengivne til Gud, at de var kendt over hele Makedonien som forbilleder for menigheden (1 Thess 1,7). Især blomstrede den kristne nådegave, hjertelig velvilje mod alle troende, blandt dem: en nåde, som de uden tvivl havde god lejlighed til at udøve i denne store handelsby, hvortil kristne fra alle egne ville komme i forretningsærinder, og hvor der ville være stadige krav til deres gæstfrihed (1 Thess 4,9-10).

Der var dog skygger i billedet. Nogle personer hviskede mørke mistanker mod Paulus. Måske var de, som Zahn foreslår, de vantro ægtemænd til de rige kvinder, der var blevet medlemmer af menigheden. Det var som svar på denne kritik, at han følte sig kaldet til at sige, at han ikke var en fanatiker eller en moralsk spedalsk, heller ikke en bedrager (1 Thess 2,3). Når han så omhyggeligt minder dem om, at han aldrig blev fundet iført en kappe af begærlighed, men tværtimod gik så langt som til at arbejde nat og dag, for at han ikke skulle være nogen af dem til byrde (1 Thess 2,9), kan vi være sikre på, at de kristne hørte stadige hånlige bemærkninger om deres pengegridske lærer, som allerede havde gennemført sin plan hos filipperne så vellykket, at de to gange havde sendt ham et bidrag (Fil 4,16). Paulus' særlige følsomhed på dette punkt i Korinth (1 Kor 9,14; 1 Kor 9,15) var muligvis delvis et resultat af hans umiddelbart forudgående erfaringer i Thessalonika.

Man spørger sig selv, om Grækenland ikke på denne tid var særligt plaget af omvandrende filosoffer og religiøse lærere, som klarede sig, så godt de kunne, og levede af de uforstandiges godtroenhed.

Paulus' iver efter at forsikre dem om sit intense ønske om at se dem, og hans beretning om sine gentagne forsøg på at komme til dem (1 Thess 2,17-20), viser også ganske tydeligt, at hans fravær havde givet anledning til mistanken om, at han var bange for at komme tilbage, eller faktisk helt ligeglad med at besøge dem igen. "Vi ville gerne være kommet til jer," siger han, "jeg, Paulus, både én og to gange; men Satan hindrede os."

Nogle sagde også, at Paulus var en smigrer (1 Thess 2,5), som søgte at gennemføre uværdige mål på denne måde. Denne hån ville i sandhed, efter oplæsningen af brevet, falde ganske naturligt for det overfladiske sind. Paulus' forbløffende evne til at idealisere sine omvendte og se dem i lyset af deres gode hensigter og af deres sinds overordnede mål og retning ligger helt uden for en flad og sarkastisk sjæls forståelse.

Mere end dette kan vi se tydelige beviser på, at menigheden var i fare for den kroniske hedenske last: ukyskhed (1 Thess 4,3-8). Også de ydmyge medlemmer var især i fare for at blive berusede af det nye intellektuelle og åndelige liv, som de var blevet indført i ved evangeliet, og de brugte deres tid i religiøse møder til forsømmelse af deres daglige arbejde (1 Thess 4,10-12). Desuden sørgede nogle, som havde mistet venner siden deres dåb, af frygt for, at disse, som var faldet i søvn, ikke ville få del i den fælles herlighed ved Kristi andet komme (1 Thess 4,13-18). Dette er et ejendommeligt bevis på umodenheden i deres syn på Kristus, som om en fysisk hændelse kunne skille fra hans kærlighed og omsorg. Der var ligeledes, som antydet ovenfor, den stadigt nærværende fare for sociale kliker blandt medlemmerne (1 Thess 5,13; 1 Thess 5,15; 1 Thess 5,20; 1 Thess 5,26; 1 Thess 5,27). Det er ind i denne tingenes tilstand, at Paulus udøser dette forbløffende livfulde og menneskelige brev.

IV. Analyse af brevet.

Brevet kan opdeles på flere måder. Måske er en lige så enkel måde som nogen den, der adskiller det i to hoveddele.

For det første: Paulus' tidligere og nuværende forhold til thessalonikerne og hans kærlighed til dem (1 Thess 1,1-3):

1. Paulus' tidligere og nuværende forhold til thessalonikerne og hans kærlighed til dem:

(1) Hilsen og taksigelse (1 Thess 1,1-10).

(2) Paulus minder dem om karakteren af sit liv og sin tjeneste blandt dem (1 Thess 2,1-12).

(3) Thessalonikernes lidelser er de samme som dem, deres jødiske brødre har udholdt (1 Thess 2,13-16).

(4) Paulus' bestræbelser på at se dem (1 Thess 2,17-20).

(5) Paulus' afkald på sin elskede medarbejder for at få at vide, hvordan det stod til med menigheden i Thessalonika, og hans glæde over de gode nyheder, som Timotheus bragte (1 Thess 3,1-13).

For det andet: formaninger imod last samt trøst og advarsel med henblik på Kristi komme (1 Thess 4,1-5,28):

2. Formaninger imod last samt trøst og advarsel med henblik på Kristi komme:

(1) Imod grov last (1 Thess 4,1-8).

(2) Imod lediggang (1 Thess 4,9-12).

(3) Om dem, der er faldet i søvn (1 Thess 4,13-18).

(4) Om den sande måde at våge for Kommet på (1 Thess 5,1-11).

(5) Forskellige formaninger (1 Thess 5,12-28).

V. Brevets læremæssige implikationer.

Brevet til thessalonikerne er ikke et læremæssigt brev. Paulus' store lære om frelse ved tro alene, uden lovens gerninger, er ikke skarpt defineret eller nøgternt formuleret, og læren om Kristi kors som det centrale i kristendommen er her snarere forudsat end indskærpet. Næsten den eneste læremæssige udtalelse er den, som forsikrer dem om, at de af deres antal, som var sovet hen, på ingen måde ville blive udelukket fra belønningerne og herlighederne ved Kristi andet komme (1 Thess 4,13-18). Men selv om Paulus' vigtigste læremæssige standpunkter ikke udfoldes eller endog fremsættes i brevet, kan man trygt sige, at brevet næppe kunne være skrevet af en, som benægtede disse lærepunkter. Og det forhold, at vi ved, at Paulus kort før eller kort efter skrev Brevet til Galaterne, og det forhold, at han så bestemt beskriver sin holdning netop på dette tidspunkt til forkyndelsen af Kristi kors i sine erindringer i 1 Korintherbrev (se især 1 Kor 2,1-5), viser, hvor tåbeligt det er at antage, at en forfatter endnu ikke er nået frem til et standpunkt, fordi han ikke hele tiden trænger det på i alt, hvad han skriver.

Brevet bærer imidlertid rigeligt vidnesbyrd om, at denne samtidige med Jesus i Jesu liv, karakter og opstandelse havde set det, som fik ham til at ophøje ham til guddommelig ære, at nævne ham i samme åndedrag som Gud Fader og at forvente hans andet komme i herlighed som den begivenhed, der ville afgøre alle menneskers skæbne og være historiens endelige mål. Som sådan er brevet, hvis ægthed nu praktisk talt er ubestridt, et stærkt bevis for, at Jesus var en personlighed lige så usædvanlig som Jesus i de tre første evangelier. Og selv Kristus i det fjerde evangelium er næppe mere ophøjet end han, som nu sammen med Gud Fader udgør den åndelige atmosfære, hvori kristne lever (1 Thess 1,1), og som på den sidste dag skal stige ned fra himlen med et råb og med en ærkeengels røst og Guds basun og få de døde i Kristus til at opstå af deres grave for at bo for evigt hos ham selv (1 Thess 4,16; 1 Thess 4,17).

VI. Brevets åbenbaringer af Paulus' karaktertræk.

Vi lægger i brevet mærke til Paulus' yderste taktfuldhed. Han har nogle klare og ydmygende advarsler at give, men han lader dem i hvert tilfælde gå forud af en kærlig anerkendelse af brødrenes gode egenskaber. Før han advarer mod grov last, forklarer han, at han blot tilskynder dem til at fortsætte på den gode vej, de er på. Før han opfordrer dem til at gå i arbejde, anerkender han hjerteligt den kærlighed, som har fået dem til så længe og så ofte at blive hængende ved de fælles mødesteder. Og når han i forbindelse med sine formaninger om det andet komme hentyder til drukkenskabens last, idealiserer han dem først som lysets og dagens sønner, for hvem de berusede orgier hos dem, der er "af natten", naturligvis ville være utænkelige. Således leder han dem ved en slags åndelig påvirkning ind på den rette vej.

LITTERATUR.

Biskop Alexander, the Speaker's Commentary (udgivet i Amerika under titlen, The Bible Comm., og indbundet med særdeles fremragende kommentarer til alle de paulinske breve), New York, Scribners; Milligan, The Epistles to the Thessalonians (den græske tekst med indledning og noter), London, Macmillan; Moffatt, The Expositor's Greek Test. (indbundet med kommentarer af forskellige forfattere til Pastoralbrevene, Filemon, Hebræerbrevet og Jakobsbrevet), New York, Dodd, Mead and Co.; Frame, ICC, New York, Scribners; Stevens, An American Commentary on the New Testament, Philadelphia, American Baptist Publication Society; Adeney, The New Century Bible, "1 and 2 Thessalonians" og "Galatians," New York, Henry Frowde; Findlay, "The Epistles to the Thessalonians," Cambridge Bible for Schools and Colleges, New York, Putnams; James Denney, "The Epistles to the Thessalonians," Expositor's Bible, New York, Doran; de to sidstnævnte anbefales især som billige, populære og dog videnskabelige kommentarer. Cambridge Bible er en vers-for-vers-kommentar, og professor Denneys behandling af "Thess" i Expositor's Bible er et af de mest levende og kraftfulde stykker homiletisk udlægning, som nærværende forfatter kender.

Rollin Hough Walker