Patriarkerne før syndfloden

an-te-di-lu'-vi-an pa'-tri-arks.

1. De ti patriarker før syndfloden:

Ti patriarker, som levede før syndfloden, opregnes i den genealogiske tavle i 1 Mos 5, sammen med en angivelse af hver enkelts alder ved sønnens fødsel, antallet af år der var tilbage for ham indtil døden, og summen af begge perioder, eller hele længden af hans liv. Den første halvdel af listen, fra Adam til og med Mahalalel, sammen med Enok og Noa, er den samme i de tre tekster, bortset fra at Septuaginta har 100 år mere i den første kolonne i hvert tilfælde undtagen Noas, og 100 år mindre i den anden kolonne. Se Det Gamle Testamentes kronologi.

2. Afvigelser mellem de tre tekster:

Afvigelse findes kun i tilfældet Jered, Metusalem og Lemek. Selv her angives Jereds og Metusalems levetid på samme måde i den hebraiske tekst og Septuaginta; og den repræsenterer sandsynligvis kildens læsemåde, især da de forskellige oplysninger i den samaritanske tekst bærer præg af tilpasning til en teori. Det sædvanlige overskud på 100 år i Septuaginta i forhold til de andre tekster for patriarkens alder ved sønnens fødsel, og de forskelligt afvigende oplysninger om Jereds, Metusalems og Lemeks samlede alder, er derfor de forhold, som venter på en forklaring.

Den hebraiske teksts generelle overlegenhed i Pentateuken som helhed i forhold til den samaritanske tekst og Septuaginta betvivles ikke længere af bibelforskere. Men om denne overlegenhed gælder i netop dette afsnit, har givet anledning til lang og alvorlig drøftelse. Keil og Delitzsch fastholder i deres kommentarer til Første Mosebog, Preuss (Zeitrechnung der Septuaginta, 1859, 30ff), Noldeke (Untersuchung zur Kritik des Altes Testament, 1869, 112) og Eduard Konig (ZKW, 1883, 281 ff) de hebraiske oplysningers oprindelighed. Bertheau (Jahrbucher fur deutsche Theologie, XXIII, 657 ff) og Dillmann tillægger de samaritanske tal i 1 Mos 5 tidligere autoritet, men de hebraiske tal i 1 Mos 11. Klostermann argumenterer for Septuagintas oprindelighed (Pentateuch, Neue Folge, 1907, 37- 39).

3. Afvigelserne er ikke tilfældige:

Alle er enige om, at afvigelserne mellem teksterne hovedsagelig ikke skyldes tilfældig forvanskning, men systematisk ændring. Derfor påhviler der undersøgeren to opgaver, nemlig

(1) at fjerne tilfældige forvanskninger fra de numeriske oplysninger i de enkelte tekster og

(2) at opdage et princip, som ligger til grund for og forklarer ejendommelighederne i hver enkelt eller i to af de tre sæt oplysninger.

4. Forskellige forklaringer:

Ud fra den fortolkning, at navnene betegner enkeltpersoner, og at ingen led er udeladt i slægtsregisteret, lagde læsere af Septuaginta mærke til, at Metusalem ifølge dens oplysninger overlevede syndfloden, og for at undgå denne uoverensstemmelse ændrede en skriver de 167 år, der blev tilskrevet hans alder ved sønnens fødsel, til 187 år. Denne læsemåde fandtes tidligt og blev fulgt af Josefus. Med samme opfattelse af slægtsregisteret lagde samaritanerne mærke til, at tre mænd efter deres oplysninger, Jered, Metusalem og Lemek, overlevede syndfloden. For at rette den tilsyneladende fejl, uden at pille ved disse tre mænds alder ved faderskabet, blev deres levetid reduceret tilstrækkeligt til, at de kunne dø i syndflodens år.

Hvis den hebraiske tekst i sin nuværende form ikke er oprindelig og skal rettes efter den samaritanske tekst og Septuaginta, lå den samme vanskelighed i den. For måske at overvinde denne vanskelighed blev 100 år lånt fra de år, der forløb mellem faderskab og død, og lagt til de tre mænds alder på det tidspunkt, da de avlede en søn. Dette afhjælpede sagen, hvad Jered angik, og måske også i Lemeks tilfælde, og lån af yderligere 20 år bragte også Metusalem i orden. Hvis det oprindelige tal for Lemek var 53 i den hebraiske tekst, som i den samaritanske, var det nødvendigt at øge tiden mellem Metusalems fødsel og syndfloden med ikke 20, men 49 år. Disse 49 år kunne ikke lægges direkte til hverken Metusalems eller Lemeks alder ved avlingen af en søn uden at få denne alder til at overstige 200 år og dermed komme ud af proportion; og derfor blev de 49 år fordelt.

Den forskel på et århundrede i den alder, der tilskrives patriarkerne ved sønnens fødsel, og som i de fleste tilfælde adskiller oplysningerne i den hebraiske tekst fra Septuaginta og ligeledes fra samaritaneren i flere tilfælde, i 1 Mos 5 og regelmæssigt indtil Nahor i 1 Mos 11,10-26, forklares almindeligvis på følgende måde eller på en lignende måde: nemlig at når nogen af disse langlivede patriarker viste sig at være optegnet som havende avlet en søn i en yngre alder end 150 år, tilføjede oversætterne af Septuaginta 100 år; på den anden side strøg samaritaneren 100 år, når det var nødvendigt, for at ingen undtagen Noa skulle være optegnet som nående en alder af 150 år, før han trådte ind i faderskabet, og tilføjede 100 år, når optegnelsen lod en patriark blive far til en søn, før han endog havde nået 50 år. En anden forklaring er imidlertid blevet forsøgt, og grunden til den konstante afvigelse søges i hensigten om at konstruere en kunstig kronologi; for når man tolker navnene som betegnende enkeltpersoner og slægtstavlen som forløbende fra far til søn uden afbrydelse, en metode der blev anvendt så tidligt som i det 1. århundrede af den kristne æra (Ant., I, iii, 3), var den tid, der forløb mellem menneskets skabelse og syndfloden, 1.656 år ifølge den hebraiske tekst, 1.307 ifølge den samaritanske tekst og 2.242 ifølge Septuaginta; og talrige forsøg er blevet gjort på at bringe den ene eller den anden af disse summer i aritmetisk forbindelse med en eller anden tænkelig større kronologisk plan. En oversigt over disse studier gives af Delitzsch (Neuer Commentar uber die Genesis, 136-39), Dillmann (Genesis, 6te Aufl, 111-13) og senest af Skinner (Critical and Exegetical Commentary on Genesis, 135, 136, 234). De forskellige forklaringer, der tilbydes, varierer naturligt i sandsynlighed; men alle har den fælles fejl, at de mangler tvingende kraft på kritiske punkter og et eller andet sted gør vold på oplysningerne.

5. Forholdet mellem kainitternes og setitternes slægtstavler:

I 1 Mos 4 findes der to særskilte slægtstavler, den ene gennem Kain og den anden gennem Set. Siden Hupfeld har de repræsentative kritikere, som opdeler Genesis, i almindelighed nået den konklusion, at begge disse slægtstavler fandtes i J's grunddokument eller i en gammel recension af det (Wellhausen, Composition des Hexateuchs 3, 8-14; Delitzsch, Neuer Commentar, etc., 126; Kautzsch und Socin; Dillmann, Genesis 6, 104, 116; Budde, Urgeschichte, 182, 527-31; Driver, Introduction 10, 14, 21; Strack, Genesis 2, 23; Gunkel, Genesis, 49; Skinner, Genesis, 2, 14, 99 (4); Stade betragter derimod 1 Mos 4,25; 1 Mos 4,26; 1 Mos 5,29 som en redaktørs sammenstilling, ZATW, XIV, 281). I 1 Mos 5 findes der også en slægtstavle gennem Set til Noa.

6. Ligheder og forskelle i de to lister:

Ved at fjerne 1 Mos 4,25; 1 Mos 4,26 fra deres nuværende placering og anbringe dem før 4,1 eller, som Guthe gør, før 4,17; og ved at udskære ordet "Eva" fra 4,1 og forstå "manden" (ha-'adham) som Enosh; og ved at udskære fra 4,25 ordene "igen", "en anden" og "i stedet for Abel, for Kain slog ham ihjel"; og ved at indføre ordene "og Lemek avlede" før "en søn" i 1 Mos 5,28; 1 Mos 5,29 og indsætte dette materiale mellem 1 Mos 4,18 og 4,19 eller efter 4,24: da reduceres de to slægtstavler i kapitel 4 til én og er, hvad navnene angår, blevet næsten identiske med den setitiske slægtstavle, der findes i 1 Mos 5. Faktisk har lighederne mellem de seks navne i 4,17.18 og seks i kapitel 5 fra begyndelsen været grundlaget for ethvert forsøg på at identificere de to slægtstavler (Buttmann, Mythologus, 170-72). Fremgangsmåden er voldsom (se indvendinger, Skinner, Genesis, 99). Det er også en alvorlig indvending, at rekonstruktionsarbejdet er blevet udført uden tanke på den mulige betydning, som stammeteorien om slægtstavlerne kan have for dette problem.

Det er vigtigt at bemærke, at antallet af led i de to slægtstavler kan indikere, at Jabal, Jubal og Tubal-Kain, som markerer stadier i en udviklende kultur, levede flere generationer før Noa. Det var en gammel semitisk tro, at civilisationen var langt fremskreden før syndfloden og blev videreført i sine forskellige former af de overlevende (Berosus; og inskription 13, col. i. 18 i Lehmanns Shamash-shumukin). Til sammenligningens skyld stilles de seks led i kainitternes genealogiske kæde dog side om side med setitternes for bedre at afsløre lighederne og forskellene

Af disse navne forekommer to, Enok og Lemek, i hver slægtstavle, skønt Enok ikke indtager den samme plads i begge lister. Kenan er let afledt af samme rod som Kain. I stedet for `Irad kan den oprindelige hebraiske tekst have været `Idad, sådan som den blev læst af Septuaginta, Codex Alexandrinus og Lucian. Men hvis `Irad accepteres som oprindeligt, kan `Irad og Jared tænkes at være blevet forvansket i den mundtlige tradition; men som de står, er de radikalt forskellige, og man kunne lige så godt sammenligne Prussia og Russia, Swede og Swiss, Austria og Australia. Methushael skrives i Septuaginta nøjagtigt som Methuselah; men begge navne er fuldt bevidnet af tekstvidnesbyrd og er gode semitiske navne. Methushael er særlig af god babylonisk form og betyder "Guds mand"; arkaisk på hebraisk eller med præg af den nordlige dialekt, men ganske forståeligt for israelitten.

7. Behovet for forsigtighed:

Ligheden mellem de seks fortløbende navne i de to lister er ganske vist slående, men forskellene er også store; og hvor klogt det er at være forsigtig med at afsige dom, antydes og understreges ved en sammenligning af to lister fra Israels folks senere historie. De tolv konger i Juda sammenlignet med deres nitten samtidige i Nordriget Israel viser næsten lige så mange ligheder som de ti kainitter med de tolv setitter, når Adam som fælles stamfader ikke regnes med. De to rækker begynder med Rehabeam og Jeroboam, navne der udvendigt ligner hinanden lige så meget som `Irad og Jared. Ahazja af Israel var næsten samtidig med Ahazja af Juda; Joram sad på Judas trone, mens Joram herskede over Israel, Joash af Judas regering overlappede Joash af Israels, og Joahaz af Israel gik omkring et halvt århundrede forud for Akaz, eller, sådan som hans navn optræder i assyriske indskrifter, Joahaz af Juda. Hvis der kan være to samtidige dynastier med disse sammenfald, kunne der sandelig også være to slægter før syndfloden med en tilsvarende navnelighed. Dertil kommer, at de materielle forskelle mellem Kains og Sets linjer er store. Kain er Adams søn; hvorimod Kenan er tredje led, idet han nedstammer gennem Set og Enosh. De to Enok'er synes ikke at have andet til fælles end navnet (1 Mos 4,17; 1 Mos 4,18; 1 Mos 5,22; 1 Mos 5,23). De to Lemek'ers karakter er helt forskellig, sådan som det fremgår af deres taler (1 Mos 4,19; 1 Mos 4,23; 1 Mos 5,28; 1 Mos 5,29). Kains linje endte med Lemek og hans fire børn, hvoraf de tre sønner blev bemærkelsesværdige i civilisationens annaler; hvorimod Sets linje fortsatte gennem Noa, syndflodens helt, og hans tre sønner, som kun var kendt som folkeslags forfædre. Desuden blev de to linjer, selv når man ser bort fra det afsnit af Første Mosebog, som tillægges Præstekoden (P), skelnet fra hinanden, og de fleste af de karakteristiske forskelle mellem dem blev klart fremlagt i den ældste form af den hebraiske tradition, sådan som den faktisk kendes (Green, Unity of Genesis, 43-49; Delitzsch, Neuer Commentar, osv., 126, 127, 132, 140; Strack, Genesis 2, 22, 23, afsnit III).

Fortællingens rækkefølge i Første Mosebog er også betydningsfuld. Den viser forfatterens opfattelse af en dyb forskel mellem de to slægter. Beretningen om Kain og hans efterkommere afsluttes, i overensstemmelse med fast skik i Første Mosebog, før Sets linje, i hvilken Abraham til sidst trådte frem, tages op og dens historie nedskrives (Green, Unity of Genesis, 49; Delitzsch, Neuer Commentar, osv., 126). Således fortælles på hvert trin i historien sidegrenens historie, før skæbnen for løftets direkte linje gengives.

8. Fortegnelsen i 1 Mos 5 og Berosus' liste over konger før syndfloden:

Berosus, en præst ved Marduks tempel i Babylon omkring 300 f.Kr., fortæller i anden bog af sin historie om kaldæernes ti konger, som regerede før syndfloden. Han siger, at den første konge var Aloros fra (byen) Babylon, en kaldæer. (Han udsendte en beretning om sig selv, at Gud havde udpeget ham til folkets hyrde.) Han regerede i ti sar. (En sar er seksogtredive hundrede år.)

Og derefter Alaparos (hans søn regerede i tre sar).

Og (efter ham) Amelon (en kaldæer), som var fra (byen) Pautibibla (regerede i tretten sar).

Dernæst Ammenon kaldæeren (fra Pautibibla regerede i tolv sar).

Dernæst Megalaros fra byen Pautibibla, og han regerede i atten sar.

Og efter ham regerede Daonos hyrden fra Pautibibla i ti sar.

Dernæst regerede Euedorachos fra Pautibibla i atten sar.

Dernæst regerede Amempsinos, en kaldæer fra Laraucha; og han, den ottende, var konge i ti sar.

Næst regerede Otiartes, en kaldæer fra Laraucha; og han (den niende) var konge i otte sar.

Og (til allersidst), efter Otiartes' død, regerede hans søn Xisouthros i atten sar. I hans tid indtraf den store syndflod. Således er kongerne, når de lægges sammen, ti; og sar'erne er hundrede og tyve (eller fire hundrede og toogtredive tusind år, der når frem til syndfloden1).

(NOTE: 1Syncellus citerer Alexander Polyhistor. 2Syncellus citerer Apollodorus. 3Syncellus citerer Abydenus. 4Syncellus citerer Abydenus om syndfloden. 5Eusebius, Armenian Chronicle, citerer Alexander Polyhistor. 6Eusebius, Armenian Chronicle, citerer Abydenus. Kongenavnene er overleveret med væsentlig ensartethed, bortset fra det tredje, femte, syvende og niende. Amelon (2) gengives som Amillaros (3) og Almelon (5, 6); Megalaros (2, 3) optræder også som Amegalarus (5, 6); Euedorachos (2) som Eudoreschos (3), Edoranchus (5) og Edoreschus (6); og Ardates (1) som Otiartes (2, 5). For tekster og læsemåder se Richter, Berosi Chaldaeorum Historiae, 52-56; Migne, Patrologia Graeca, XIX, "Eusebii Chronicorum," Lib. I, kap. i og vi, s. 106, 121; Schoene, Eusebii Chronicorum, Lib. I, s. 7, 31.)

Den oprindelige babyloniske form af syv af disse ti navne er blevet fastslået med en rimelig grad af sikkerhed. Alaparos er efter al sandsynlighed en afskriverfejl for det græske Adaparos (Hommel, PSBA, XV, 243 ff; Zimmern, KAT3, 530 ff) og repræsenterer derfor Adapa, måske efterfulgt af endnu et element, der begynder med bogstavet "r"; Amelon og Ammenon svarer til de babyloniske substantiver amelu (Delitzsch Wo lag das Paradies? S 149; Hommel, PSBA, XV, 243 ff; Zimmern, KAT3, 530 ff), menneske, og ummanu (Hommel, PSBA, XV, 243 ff; Zimmern, KAT3, 530 ff), håndværker; Euedorachos er Enmeduranki (udtalt Evveduranki) (Zimmern, KAT3, 530 ff); Amempsinos er sandsynligvis Amelu-Sin (Delitzsch, Wo lag das Paradies? 149; Hommel, PSBA, XV, 243 ff; Zimmern, KAT3, 530 ff), månegudens tjener; Otiartes, en fejllæsning af det græske Opartes, er Ubara-Tutu (Delitzsch, Wo lag das Paradues? 149; Hommel, PSBA, XV, 243 ff; Zimmern, KAT3, 530 ff), som betyder Marduks tjener; og Xisouthros er Chasis-atra (Haupt, KAT2, 503; Zimmern, KAT3, 530 ff), svarende til Atra-chasis, et tilnavn givet til syndflodens helt.

Flere af disse navne er velkendte i babylonisk litteratur: Adapa var et menneske, en vismand, en troldmand, som ikke opnåede udødelighed. Han var tjener ved Eas tempel i byen Eridu, tilberedte brød og vand til helligdommen og forsynede den med fisk. Måske var det hans forbindelse med templet, der førte til, at han blev kaldt Eas søn og beskrevet som skabt eller bygget af Ea (Schrader, Keilinschriftliche Bibliothek, VI, 91-101). På samme måde kalder kong Esarhaddon sig Beltis’ trofaste søn, barn; og Ashurbanipal hævder, at han blev skabt eller bygget af guderne Ashur og Sin i sin mors liv (sammenlign Adam, Guds søn, Luk 3,38). Enmeduranki, hvis navn er blevet tolket som muligvis betydende ypperstepræst for Duranki, mødestedet mellem himmel og jord, var konge i Sippar, en by hvis skytsguddom var solguden Shamash. Han var en bemærkelsesværdig vismand, som, ser det ud til, havde ry for at være blevet optaget af guderne Shamash og Ramman i deres fællesskab og gjort bekendt med himlens og jordens hemmeligheder (KAT3, 530 f). Ligesom præsterne hos hebræerne nedstammede fra Aron, blev Enmeduranki hos babylonierne anset for at være stamfader til troldmændene og spåmændene eller grundlæggeren af deres lav. Amel-Sin nævnes andetsteds som den vise fra Ur (KAT3, 537). I den babyloniske beretning om syndfloden tiltales helten som søn af Ubara-Tutu. Det er værd at nævne, at der opstod legender om syndflodens helt, ligesom der siden er opstået legender om andre historiske personer; og han optræder endda, ligesom nogle gamle konger, med determinativet for gud foran sit navn. Også Adapa, som blev regnet blandt troldmændene, fik tidligt en plads i fortællingen.

9. Overensstemmelser:

Det første navn i Berosus’ liste er Aloros. Professor Hommel vil forstå den oprindelige babyloniske form som Aruru, en gudinde. Identifikationen er mildest talt usikker; og det var tydeligvis ikke den babyloniske præsts opfattelse, for den lader hans kongerække begynde med en gudinde. Han burde have kaldt Aloros en dronning. Professor Hommel betragter også Adapa som en guddom, i modstrid med selve fortællingens udsagn; han fastholder således, at den anden babyloniske konge ligesom den første var et guddommeligt væsen. Ved en sådan tolkning er de babyloniske og hebræiske lister ikke identiske, for den hebræiske slægtsliste begynder med Adam, et menneske. Med det tredje navn begynder der imidlertid at vise sig visse bemærkelsesværdige overensstemmelser. Den tredje babyloniske konge er Amelu, menneske, og den tredje patriark er Enosh, som også betyder menneske; den fjerde konge er Ummanu, håndværker, og den fjerde patriark er Kenan, et navn afledt af en rod, der betyder at forme eller fremstille. Den syvende konge er Enmeduranki, som tilsyneladende havde ry for at være blevet kaldt af guderne Shamash og Ramman ind i deres fællesskab og gjort bekendt med himlens og jordens hemmeligheder; og den syvende patriark var Enok, som vandrede med Gud (ligesom Noa, 1 Mos 6,9; se KAT3, 540). Den tiende konge var, ligesom den tiende patriark, syndflodens helt. Disse fakta kan tolkes på to måder: enten er de to kataloger grundlæggende forskellige, udarbejdet til forskellige formål, men fordi de omhandler fremtrædende personer, der hører til samme historiske periode og samme land, krydser de hinanden på forskellige punkter og kulminerer i samme person (som slægtslisterne i Matt 1 og Luk 3 gør); eller også vil de to kataloger, når de uforklarede navne i begge lister engang er endeligt tolket, vise sig at repræsentere den samme tradition.

10. Forskelle:

Der findes forskelle mellem katalogerne, som i nogle tilfælde kan være mere tilsyneladende end virkelige.

(1) I den babyloniske liste hævdes regeringens nedarvning fra far til søn kun i to tilfælde, nemlig fra den første konge til den anden og fra den niende til den tiende. Den hebræiske liste hævder derimod slægtskab, hvor fjernt det end måtte være, mellem de efterfølgende led. Alligevel er de to optegnelser i denne henseende helt forenelige med hinanden ud fra den teori (se nedenfor), at den hebræiske slægtsliste blev forkortet ved udeladelser for kun at nævne ti slægtled.

(2) Hver af de ti patriarker tillægges et langt liv; hver af de ti konger har en langt længere regeringstid. Kontrasten er dobbelt: mellem antallet af år i de tilsvarende tilfælde og mellem livslængde og regeringstid. Men i stedet for at denne forskel skulle vise, at de to rækker ikke er identiske, kan den, når den semitiske tradition kendes fuldt ud, vise sig at give forklaringen på den livsvarighed, som tillægges patriarkerne.

(3) Der er intet aritmetisk forhold mellem de årstal, der er knyttet til de tilsvarende navne i de to lister. Og tallenes symmetri i Bah-overleveringen er åben for mistanke om at være kunstig. Antallet af konger er ti; summen af deres samlede regeringstider er et hundrede og tyve sarer, et multiplum af ti og af grundtallet i det babyloniske duodecimale system. Der er tre regeringstider på ti sarer hver, og tre på hinanden følgende regeringstider, som tilsammen, 3 plus 13 plus 12, udgør ti og atten sarer. Tager man regeringstiderne i den rækkefølge, hvori de forekommer, får man som deres varighed rækken 10, 18 plus 10, 18, 10, 18, 10, 8 og 18 (Davis, Genesis and Semitic Tradition, 96-100; Strack, Genesis 2, 24).

11. Tolkningen af slægtsregisteret i 1 Mos 5:

Tre forklaringer på slægtsregisteret i 1 Mos 5 kan nævnes.

(1) En tolkning, som var udbredt på Josefus' tid (Ant., I, iii, 4) og blev antaget af ærkebiskop Usher i 1650 i hans forsøg på at fastsætte tidspunkterne for de begivenheder, der er nedskrevet i Skrifterne, forudsætter en ubrudt afstamning fra far til søn gennem ti generationer, fra Adam til Noa. Efter denne teori måles tiden fra menneskets skabelse til syndfloden ved summen af de år, der tillægges patriarkerne ved sønnens og efterfølgerens fødsel, sammen med Noas alder, da han gik ind i arken; således at alle årene fra Adams skabelse til syndfloden var 1.656 år.

Disse patriarkers usædvanligt lange levetid forklares ud fra syndens kendte fysiske virkninger. Synd frembringer sygdom og død. Mennesket var endnu ikke langt fjernet fra sin syndfri tilstand. Den fysiske balance mellem det syndfri menneske og mennesket som synder var endnu ikke nået (jf. Delitzsch, Genesis 3, 139; se Ant, I, iii, 9). Men når alt kommer til alt, er vi da virkelig berettigede til at antage, at den hebraiske forfatter til disse slægtsregistre havde til hensigt at opbygge en kronologi for perioden? Han anvender dem aldrig selv på den måde. Han lægger ingen steder disse tal sammen. Ingen kronologisk angivelse udledes af dem. Der findes intet sted i Skriften nogen beregning af den tid, der forløb fra skabelsen eller fra syndfloden, sådan som der gør fra nedstigningen til Egypten til udgangen (2 Mos 12,40), eller fra udgangen til tempelbyggeriet (1 Kong 6,1; Green, Bibliotheca Sacra, 1890, 296).

(2) En anden fortolkningsmetode antager, at led i slægtsregisteret med vilje er udeladt, for at netop ti skulle nævnes. Den bygger på de fænomener, som andre hebraiske slægtsregistre fremviser. Matthæus har for eksempel skitseret Kristi slægt fra Abraham.

Historien deler sig naturligt i tre afsnit, og for at give opstillingen symmetri nævner Matthæus to gange syv generationer i hver afdeling, idet han i ét tilfælde udelader tre berømte konger af Juda og siger: »Joram avlede Uzzija.« Ligesom Joram siges at have avlet Uzzija, sin sønnesøns søn, sådan kan Enok siges at have avlet Metusalem, selv om denne kan have været Enoks oldebarn eller en fjernere efterkommer.

Første Mosebog er af sin forfatter delt i ti afsnit, hvert indledt med den samme formel (1 Mos 2,4; 1 Mos 5,1; 1 Mos 6,9, osv.). I perioden fra menneskets skabelse til Abrahams fødsel var historiens krise syndfloden. To gange ti generationer nævnes i det symmetriske register, ti før syndfloden, fra Adam til Noa, og ti efter syndfloden, fra Sem til Abraham; og den sidstnævnte periode deles på sin side i to lige store dele, og fem generationer nævnes for tiden indtil, og fem for tiden efter, Pelegs fødsel, i hvis dage »jorden blev delt« (1 Mos 11,10-26; 1 Mos 10,25; jf. måske 1 Mos 11,1-9).

Ud fra denne opfattelse af tavlerne, som er fuldt berettiget, findes der intet grundlag i slægtsregisteret fra Adam til Noa for at beregne kronologi. Tavlen blev udformet med et andet formål, og årene er noteret af en anden grund end kronologi (Green, Bibliotheca Sacra, 1890, 285-303; Warfield, Princeton Theological Review, 1911, 2-11; jf. Dillmann, Genesis 6, 106 »dritte Absicht«). Den lange levetid forklares, som den gør i Ushers tolkning af oplysningerne (se ovenfor).

(3) En tredje fortolkningsmetode forstår patriarknavnet som betegnelse for individet og hans familie omtalt kollektivt. Personen og stammen danner ét begreb. Også denne metode stemmer med de fænomener, som hebraiske slægtsregistre fremviser. Således føder Ketura Jokshan til Abraham, og Jokshan avlede Saba og Dedan, stammer og de lande, de beboede (1 Mos 25,1-5). Misrajim, som Egypten blev kaldt af hebræerne, avlede lydierne og andre gamle folk (1 Mos 10,13); og Kanaan avlede byen Sidon og så berømte stammer som jebusitterne og amoritterne (1 Mos 10,15-18). På tilsvarende måde regnes lande som Medien, Ionien (Javan), Tubal og Meshek, og folkeslag betegnet med hedningeadjektiver i flertal, som Kittim og Dodanim, som sønner af Jafet; og Etiopien, Egypten, Punt og Kanaan samt områder i Arabien som Saba og Havila opføres som efterkommere af Kam (1 Mos 10,2-7). Desuden betegner Israel uden for slægtsregistre, i almindelig sprogbrug, både en mand og den stamme, der nedstammede fra ham; David både kongen af det navn og det dynasti, han grundlagde (1 Kong 12,16; jf. Jer 30,9); Nebajot både et folk og dets fyrste (1 Mos 25,13; 1 Mos 25,16; 1 Mos 28,9).

Nogle gange får familien navn efter sin stamfader eller et senere ledende medlem; nogle gange gives navnet på stammen eller på det land, den bor i, til dens øverste repræsentant, ligesom mennesker i dag stadig tiltales med deres familienavn, og adelige kaldes ved navnet på deres hertugdømme eller grevskab. Det er derfor helt i overensstemmelse med skik og brug, at Noa for eksempel kan betegne både helten fra syndfloden og den familie, han tilhørte. Den lange levetid er den periode, hvor familien havde fremtrædende stilling og lederskab; alderen ved sønnens fødsel er det tidspunkt i familiehistorien, hvor en ny familie opstod, som til sidst overtog den dominerende position. Hvis ingen led er udeladt ved opstillingen af slægtsregistret, måles perioden fra menneskets skabelse til syndfloden ved summen af Adams og hans efterfølgeres aldre frem til Noa samt 600 år af Noas liv, i alt 8.225 år. Således opstod Sets familie, da Adam var 130 år gammel (1 Mos 5,3). Adam og hans direkte linje stod i spidsen for begivenhederne i 930 år

(5), da de blev afløst af Sets familie. I Set, 105 år efter at den havde opnået førerstillingen, tog Enoshs familie sin begyndelse

(6). Set blev, efter at have stået i spidsen for begivenhederne i 912 år

(8), efterfulgt af Enoshs familie i verdensåret 1842. Og så videre.

John D. Davis