Peka

1. Tronbestigelse:

Søn af Remalja og Israels 18. konge. Peka myrdede sin forgænger, Pekaja, og greb magtens tøjler (2 Kong 15,25). Hans tilranelse af tronen siges at have fundet sted i Uzzijas 52. år, og hans regering at have varet i 20 år (2 Kong 15,27). Hans tronbestigelse kan derfor sættes til 748 f.Kr. (andre kronologier placerer den senere og lader regeringen vare kun få år).

Peka kom på tronen med den beslutning at hjælpe med at danne et forbund for at modstå Assyriens fremrykning mod vest. Mindet om nederlaget til Assyrien i slaget ved Karkar i 753, mere end 100 år tidligere, var aldrig døet bort.

2. Assyriens holdning:

Tiglat-Pileser III var nu hersker over Assyrien og havde i på hinanden følgende felttog siden 745 vist sig som en uimodståelig erobrer. Hans lyst til kamp var endnu ikke tilfredsstillet, og turen var ved at komme til Filisterlandet og Syrien. I 735 var en koalition, som Peka var et fremtrædende medlem af, ved at blive dannet for at standse hans videre fremrykning. Den omfattede fyrsterne af Comagene, Gebal, Hamat, Arvad, Ammon, Moab, Edom, Gaza, Samaria, Syrien og nogle mindre magthavere; listen er taget fra en fortegnelse over de underlagte fyrster, som mødte ved et hof og betalte tribut efter Damaskus' fald. Akaz mødte ligeledes som frivillig tributpligtig for at vise Tiglat-Pileser ære (2 Kong 16,10).

3. Juda genstridigt:

Mens de allieredes planer var under udformning, stødte man på en hindring, som viste sig uoverstigelig for diplomatiets kunstgreb. Det var Akaz' afslag; han sad da på Davids trone og ville ikke slutte sig til forbundet. Da argumenter og trusler ikke formåede at bevæge ham, greb man til magt, og tropperne fra Samaria og Damaskus rykkede mod Jerusalem (2 Kong 16,5). Stor ængstelse greb folk ved nyheden om deres nærmen, som det ses i 7. og 8. kapitel af Esajas. De allierede havde for øje at fratage Akaz hans krone og give den til en af deres egne, en søn af Tabeel. Esajas selv var hovedstøtten i modstanden mod deres planer. Den politik, han efter guddommelig anvisning talte for, var fuldstændig neutralitet. Dette fremførte han med brændende alvor, men kun med delvis succes. Esajas havde (sandsynligvis) holdt Akaz tilbage fra at slutte sig til koalitionen, men kunne ikke forhindre ham i at sende et gesandtskab, belæsset med gaver til Tiglat-Pileser, for at sikre hans indgriben. Da nyheden kom om, at assyreren var på march, foretog man et hastigt tilbagetog fra Jerusalem, og slaget faldt kort efter, hvor Esajas havde forudsagt det, over Resin og Peka og deres riger.

4. Krønikebøgerne som supplement til Kongebøgerne:

Den stærkt knappe måde, hvorpå Kongebøgernes forfatter behandler de senere herskere i Nordriget, bliver i Pekas tilfælde suppleret i Krønikebøgerne med yderligere oplysninger om dette felttog af de allierede. Krønikeskriveren siger, at »en stor mængde fanger« blev ført til Damaskus og mange andre til Samaria. Det har været landsmænd og -kvinder fra Judas ydre egne, som blev hærget. De, der blev ført til Samaria, blev dog på profeten Odeds råd sendt uskadt tilbage til Jeriko (2 Krøn 28,5-15).

5. Damaskus' fald; det nordlige og østlige Israels land løbes over ende:

Sendebuddene fra Jerusalem til Nineve synes at være nået frem, da Tiglat-Pilesers hær allerede var klar til at marchere. Da assyrernes bevægelser blev fremskyndet, faldt de over Damaskus, før de allieredes sammenslutning var gennemført. Resin blev besejret i et afgørende slag og søgte tilflugt i sin hovedstad, som blev tæt indesluttet. En anden del af invasionshæren rykkede ned over de øvre egne af Syrien og Samaria. Alvorlig modstand mod Østens erfarne tropper kunne næppe ydes, og by efter by faldt. En liste over de egne og byer, der blev løbet over ende, gives i 2 Kong 15,29. Den omfatter Gilead hinsides Jordan--allerede delvis affolket (1 Krøn 5,26); Naftalis stammeområde, som lå vest for Galilæas søer og Merom, og hele Galilæa, så langt mod syd som Esdraelonsletten og Jizre'eldalen. Byer, der nævnes særskilt, er Ijjon (nu `Ayun), Abel-Bet-Ma'aka (nu `Abi), Janoa (nu Yanun), Kedesh (nu Kados) og Hasor (nu Hadireh).

6. Deportation af indbyggerne:

Disse steder og områder blev ikke blot angrebet og plyndret. Deres indbyggere blev med ubeskriveligt tab og lidelse ført bort til bestemte egne i Assyrien, angivet som Hala, Habor, Hara og begge sider af floden Gozan, en biflod til Eufrat. Omplantningen af disse stammer til et hjem hinsides den store flod var et nyt eksperiment i politisk geografi, udtænkt med det formål at sammensvejse hele Vestasien til ét rige. Det var et arbejde af umådelig vanskelighed og må have lagt beslag på ressourcerne selv hos en så stor organisator som Tiglat-Pileser. De soldater, der havde sejret i felten, blev naturligvis sat til at eskortere de mange tusinder af fanger til deres nye opholdssteder. Omtrent to tredjedele af det samaritanske rige, omfattende Samarias egne, de to Galilæaer og området hinsides Jordan, blev således berøvet sine indbyggere.

7. Pekas død:

Efterladt med kun en tredjedel af sit rige--ydmyget, men stadig trodsig--var Peka nødvendigvis upopulær hos sine undersåtter. I denne yderste nød--da invasionsbølgen fra nord havde udtømt sig--indtraf den sædvanlige løsning, og der blev dannet en sammensværgelse, som skulle sikre mordet på Peka, og morderen skulle indtage hans plads som Assyriens satrap. Et redskab blev fundet i Hoseas person, som Tiglat-Pileser hævder at have indsat på tronen. Den bibelske beretning gør ikke mere end at optegne det faktum, at »Hosea, Elas søn, dannede en sammensværgelse mod Peka, Remaljas søn, og slog ham og dræbte ham og blev konge i hans sted« (2 Kong 15,30). Den dato, der gives for denne handling, er Jotams 20. år. Da Jotams regering kun varede 16 år, er dette tal tydeligvis en fejl.

8. Henvisninger hos Esajas:

For første gang nævner historikeren ikke en israelitisk konges religiøse adfærd. Emnet var ikke værd at omtale. Den anden afdeling af Esajas' profetier (Es 7,1-10) hører til Akaz' regeringstid og dermed til Pekas tid; begge nævnes i den. Peka nævnes i Es 7,1 og omtales ofte, i dette og det næste kapitel, som "Remaljas søn." Hans tab af landområderne Zebulun og Naftali omtales i 9,1 og efterfølges af en profeti om deres fremtidige herlighed som Menneskesønnens jordiske hjem. Ordlyden i Es 9,14 viser, at det blev skrevet før Samarias fald, og ordlyden i Es 10,9-11 viser, at både Damaskus og Samaria var faldet, og at man ventede, at Jerusalem skulle følge efter. Denne afdeling af Esajas kan således regnes med til litteraturen fra Pekas tid.

W. Shaw Caldecott