Paulinsk teologi

pol'-in:

I. FORBEREDELSEN

1. Farisæeren

2. Saul og synden

3. Den tidlige kristendom

II. OMVENDELSEN

1. Kristus

2. Ånden

3. Unio Mystica

4. Frelse

5. Retfærdiggørelse

III. VIDERE UDVIKLINGER

1. Lovens ophævelse

2. Hedninger

3. Forløsning

4. Forsoning

5. Moralsk eksempel

6. Lovens funktion

IV. SÆRLIGE EMNER

1. Kirken

2. Sakramenterne

I. Forberedelsen.

For at forstå udviklingen af Paulus' teologiske system er det nødvendigt at begynde med hans tro som farisæer. Det fulde omfang af denne tro kan ganske vist ikke nu fastslås, for farisæismen var snarere en leveregel end et system af dogmer, og der fandtes stor meningsforskel blandt farisæerne. Alligevel var der almindelig enighed om visse brede principper, mens nogle af Paulus' egne udsagn sætter os i stand til at angive hans tro endnu mere præcist.

1. Farisæeren:

Farisæeren Saul troede, at Gud var én, skaberen af alle ting. I sit forhold til sin verden var han transcendent, og han styrede den normalt gennem sine engle. Visse af disse englelige herskere havde været utro mod deres betroede opgave og havde frembragt ondt, skønt Gud stadig tillod dem at herske for en tid (Kol 2,15; sammenlign Enok 89,65). Og det onde var kommet ind i menneskeheden gennem det første menneskes overtrædelse (Rom 5,12; sammenlign 2 Esdras 7,118). For at lede mennesker bort fra dette onde gav Gud sin lov, som var en fuldkommen åbenbaring af pligten (Rom 7,12), og denne lov blev belyst af fædrenes traditioner, som farisæerne følte var en integreret del af selve loven. Gud var barmhjertig og ville tilgive den, der forbrød sig mod loven, hvis han fuldstændigt forbedrede sine veje. Men en ufuldkommen omvendelse gav intet sikkert håb om tilgivelse. Til nogle få særligt begunstigede personer havde Gud givet sin Ånds hjælp, men dette var ikke for det almindelige menneske. Det store flertal af menneskeheden (sammenlign 2 Esdras 7,49-57), inklusive alle hedninger, havde intet håb om frelse. I løbet af meget kort tid ville verdens gang blive afsluttet. Hos Gud, fra før skabelsens begyndelse, fandtes et himmelsk væsen, Menneskesønnen fra Dan 7,13, og han skulle snart åbenbares. (At Saul fastholdt den transcendentale messianske lære, kan der ikke tvivles om.) Da verden var uigenkaldeligt ond, ville denne Messias snart vise sig, lade de døde opstå, holde den sidste dom og bringe “det Jerusalem, som er oventil” (Gal 4,26) ned fra himlen; dér skulle de retfærdige tilbringe en salig evighed.

Se farisæere; Messias; parusien.

2. Saul og synden:

Rom 7,7-25 kaster yderligere lys over Sauls personlige tro. Det Gamle Testamente lovede tilgivelse til synderen, som forbedrede sine veje, men Sauls skarpe moralske sans lærte ham, at han aldrig kunne forvente fuldkomment at forbedre sine veje. Det 10. bud var anstødsstenen. Synder i gerning og ord kunne måske overvindes, men synder i form af onde begær blev hos ham, trods hans fulde kendskab til loven, som stemplede dem som syndige. Ja, de syntes snarere at blive stimuleret end undertrykt af de guddommelige bud imod dem. Med den bedste vilje i verden mislykkedes Sauls bestræbelser på fuldkommen retfærdighed hele tiden og gav intet løfte om nogensinde at lykkes. Han fandt sig selv hindret af noget, som han kom til at indse var indgroet i selve hans natur, og som han aldrig kunne befri sig fra. Menneskenaturen, som den er, kødet (ikke “legemets materiale”), rummer en plet, som gør fuldkommen forbedring umulig (Rom 7,18; sammenlign Rom 8,3 osv.). Derfor, eftersom loven ikke kender nogen tilgivelse for den ufuldkomment forbedrede, følte Saul, at hans fremtid var helt mørk. Det, han længtes efter, var et løfte om tilgivelse trods fortsat synd, og det udelukkede loven. (Enhver forestilling om, at tempelofrene ville bringe tilgivelse, havde for længst været forældet i dannet jødedom.)

Der er al mulig grund til at antage, at Sauls erfaring ikke var enestående i denne periode. Der er i de senere år skrevet meget om jødernes tillid til Guds barmhjertighed, og der anføres rigelige citater fra Talmud til støtte for dette. Men de bevarede dele af litteraturen fra Daniel-Akiba-perioden (165 f.Kr.-135 e.Kr.) giver et andet indtryk, for den er overvejende en litteratur af bodsbønner og syndsbekendelser, af pessimisme med hensyn til verden, nationen og én selv. Særligt i 2 Esdras findes en nær parallel til Sauls erfaring, og 2 Esdras 7 (naturligvis ikke i King James Version) er en af de bedste kommentarer, der nogensinde er skrevet til Rom 7.

3. Den tidlige kristendom:

Saul må være kommet i kontakt med kristendommen meget snart efter pinsedagen, senest. Et personligt kendskab til Kristus er på ingen måde umuligt, uanset betydningen af 2 Kor 5,16. Men ingen i Jerusalem, mindst af alt en mand som Saul, kunne have undgået meget tidligt at erfare, at der var et nyt “parti” i jødedommen. I hans øjne ville dette “parti” have omtrent følgende udseende: Her var en flok mænd, som forkyndte, at den Messias, som alle ventede, skulle være den Jesus, der for nylig var blevet korsfæstet. Ham prædikede disciplene som opstået, opfaret og siddende ved Guds højre hånd. De hævdede, at han havde sendt Åndens eftertragtede gave over alle sine efterfølgere, og de frembragte mirakler som bevis for deres påstand. En nærmere undersøgelse ville vise, at Jesu død blev tolket ud fra Es 53 som en løsesum for nationen. Den, der spurgte, ville også erfare, at Jesus havde givet en lære, som uophørligt og ubønhørligt fandt fejl hos farisæerne. Desuden havde han fejet fædrenes tradition til side som værdiløs og havde givet loven en drastisk nytolkning på grundlag af evige åndelige kendsgerninger.

Denne inderlighed må have tiltalt Saulus, og han må have misundt disciplenes glade begejstring. Men for ham var farisæismen guddommelig, og han befandt sig i en åndelig tilstand, der ikke tillod nogen kompromiser. Desuden forbandede loven (Gal 3,13; jf. 5 Mos 21,23) enhver, der var blevet hængt på et træ, og det nye parti hævdede himmelsk messiasværdighed for en mand, der havde mødt denne skæbne. Systemet vakte Saulus' brændende had; han udpegede sig selv (måske tilskyndet af sin moralske desperation) til at udrydde den nye religion, og i forfølgelsen af sin mission drog han af sted til Damaskus.

Saulus må i denne periode med modstand have opnået et rimeligt kendskab til Kristi lære. Han kunne bestemt ikke være begyndt at forfølge troen uden at lære, hvad den var, og i de uundgåelige drøftelser med sine ofre må han have lært endnu mere, selv imod sin vilje. Dette overses ofte.

II. Omvendelsen.

1. Kristus:

Det umiddelbare indhold af Paulus' omvendelse var erkendelsen af, at den himmelske Messias virkelig var Jesus fra Nazaret. Dette var ganske enkelt urkirkens tro og var den sandhed, som Kristus var død for (Mark 14,62). Men den indebar meget. Den gjorde Kristus til Guds Søn (Rom 8,32; Gal 4,4 osv.), "førstefødt af (dvs. "tidligere end") hele skabningen" (Kol 1,15), "eksisterende i Guds skikkelse" (Fil 2,6) og "rig" (2 Kor 8,9). I Messias er "alle visdommens og kundskabens skatte skjult" (Kol 2,3), for at blive åbenbaret ved tidens ende, når Messias skal vise sig som alles dommer (2 Kor 5,10 osv.) og forårsage de dødes opstandelse (1 Kor 15,45 osv.). Alt dette var givet ved Paulus' tidligere overbevisninger og var blevet gjort krav på af Kristus for hans eget vedkommende. At denne Messias var blevet menneske, var en kendsgerning fra den nære fortid (menneskevordelsens virkelighed var ikke noget problem i denne periode). Som Messias var hans syndfrihed uomtvistet, mens kendsgerningerne i hans liv også beviste denne syndfrihed. Hans undervisning var helt bindende (1 Kor 7,10; 1 Kor 7,11; at den, der skrev disse ord, skulle have sparet nogen anstrengelse for at lære læren fuldt ud, er udelukket). Omvendelseserfaringen var tilstrækkeligt bevis for opstandelsen, selv om Paulus i missionsøjemed også brugte andre vidnesbyrd (1 Kor 15,1-11).

Troen på denne Messias bragte den umiskendelige erfaring af Helligånden (Rom 8,2; Gal 3,2 osv.; jf. ApG 9,17), hvilket viste Kristi herredømme (1 Kor 12,3; jf. ApG 2,33). Derfor er "enhver mands hoved Kristus" (1 Kor 11,3; jf. Kol 1,18; Ef 1,22; Ef 4,15), med fuldstændig kontrol over fremtiden (1 Kor 15,25), og alle retfærdige mennesker er hans tjenere ("slaver," Rom 1,1 osv.). Til ham kan mennesker rette deres bønner (2 Kor 12,8; 1 Kor 1,2 osv.; jf. ApG 14,23).

Yderligere eftertanke føjede mere til begreberne. Eftersom Kristi herredømme var absolut, måtte alle fjendtlige væseners magt også være blevet brudt (Rom 8,38; Fil 2,9-11; Kol 2,15; Ef 1,21-23 osv.). Det væsen, der havde en sådan betydning for nutiden og fremtiden, kunne ikke have været uden betydning for fortiden. "I alle ting" måtte han have haft "forrangen" (Kol 1,18). Det var ham, der tjente israelitterne ved udvandringen (1 Kor 10,4; 1 Kor 10,9). Ja, han var ikke blot "før alle ting" (Kol 1,17), men "alle ting er blevet skabt gennem ham" (Kol 1,16). Begreberne Visdom og Logos kan have hjulpet Paulus til at nå disse konklusioner, som i deres udtrykkelige formulering er et fremskridt i forhold til Kristi egne ord. Men konklusionerne var uundgåelige.

At indpasse disse data fra den religiøse kendsgerning i den metafysiske lære om Gud var et problem, der optog kirken i de følgende fire århundreder. Efter endeløse forsøg viste den eneste konklusion sig at være den, som Paulus allerede var nået til i Rom 9,5 (jf. Tit 2,13, English Revised Version, American Revised Version randnote), nemlig at Kristus er Gud. Ganske vist reserverer Paulus' terminologi, overført fra hans førkristne dage, andre steder "Gud" for Faderen (og jf. 1 Kor 15,28). Men denne teologis faktum tillader kun den konklusion, der behørigt blev draget.

2. Ånden:

En anden kendsgerning, som omvendelsen direkte gav, var Åndens nærvær, hvor den faktiske erfaring overgik alt, man havde drømt om. Først og fremmest blev Åndens virke genkendt i levende overnaturlige virkninger (Rom 15,19; 1 Kor 12,5-11 osv.; jf. 2 Kor 12,12; ApG 2,4), men Paulus må i begyndelsen have kendt Åndens nærvær gennem den frelsesvished, der blev givet ham, et begreb, som han aldrig bliver træt af at udtrykke (Rom 8,16; Rom 8,23; Gal 4,6 osv.). Åndens gerning med at frembringe hellighed i sjælen behøver ingen kommentar (se Helligånden; helliggørelse), men det er karakteristisk for Paulus, at det er denne del af Åndens virksomhed, snarere end de mirakuløse virkninger, han lægger vægten på. "Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred" osv. (Gal 5,22); de største mirakler uden kærlighed er mere end unyttige (1 Kor 13,1-3); i sådanne udsagn rørte Paulus ved dybderne i Kristi reneste lære. Ganske vist forekommer ordet "Ånd" ikke ofte på Kristi læber i de synoptiske evangelier, men der er den samme forestilling om et liv, der udgår fra et rent centrum (Matt 6,22; Matt 7,17 osv.) i fuldstændig afhængighed af Gud.

Yderligere eftertanke og iagttagelse lærte Paulus noget af den største betydning for kristen teologi. I bønnen fremstod Ånden som adskilt fra Faderen såvel som fra Sønnen (Rom 8,26; jf. 1 Kor 2,10), hvilket giver tre udtryk, der tilsammen udtrykker Guddommens fylde (2 Kor 13,14; Ef 1,3; Ef 1,6; Ef 1,13 osv.), uden at noget fjerde udtryk nogensinde på lignende måde forbindes med dem.

Se Treenighed.

3. Unio Mystica:

Den guddommelige iboen, som frembringes af Ånden, omtales uden forskel som Åndens iboen, eller Kristi Ånds iboen, eller Kristus selv som iboende (alle tre udtryk i Rom 8,9-11; jf. 1 Kor 2,12; Gal 4,6; Ef 3,17 osv.). Variationerne skyldes dels den gamle terminologis utilstrækkelighed (sådan 2 Kor 3,17), dels emnets natur. Skel, der drages mellem treenighedens personers virken i sjælen, kan aldrig være meget mere end verbale, og udtrykkene kan frit bruges om hinanden. Under alle omstændigheder er Kristus ved Ånden i den troende (Rom 8,10; Gal 2,20; Gal 4,19; Ef 3,17), eller, hvad der er det samme, den troende er i Kristus (Rom 6,11; Rom 8,1; Rom 16,7 osv.). "Vi er blevet forenet med ham" (Rom 6,5, sumphutoi, "vokset sammen med") i en forening, der én gang for alle er blevet virkeliggjort (Gal 3,27), og som dog altid skal gøres mere inderlig (Rom 13,14). Den forening, der således er fuldbragt, gør mennesket til "en ny skabning" (2 Kor 5,17).

4. Frelsen:

Paulus så nu i sig selv en dobbelt personlighed. Hans tidligere natur, det gamle menneske, bestod stadig med sine impulser, sin udsathed for fristelse og sin træghed. "Kødet" eksisterede stadig (Gal 5,17; Rom 8,12; Rom 13,14; Ef 4,22; Fil 3,12 osv.). På den anden side var det, der i ham kæmpede imod denne tidligere natur, intet mindre end hele Kristi kraft, og dets endelige sejr kunne ikke et øjeblik være usikker (Rom 6,12; Rom 8,2; Rom 8,10; Gal 5,16 osv.). Ja, det er muligt at tale om den troende som helt igennem åndelig (Rom 6,11; Rom 6,22; Rom 8,9 osv.), som allerede i riget (Kol 1,13), som allerede siddende i de himmelske steder (Ef 2,6). Paulus havde naturligvis en alt for skarp sans for virkeligheden til at betragte troende som fuldstændig syndfri (Fil 3,12 osv.), og hans sider er fulde af irettesættelser og formaninger. Men den nuværende eksistens af rester af synd rummede ingen endelig rædsel, for den endelige sejr over synden var sikker, selv om den ikke skulle blive fuldkommen før den sidste dag, da Guds kraft skulle forløse selv det nuværende fysiske legeme (Rom 8,11; Fil 3,21 osv.).

Som det første menneske, der tilhørte den højere orden, og som det punkt, hvorfra slægten kunne begynde på ny, kunne Kristus med rette kaldes en ny Adam (1 Kor 15,45-49; jf. Rom 5,12-21). Hvis 1 Kor 15,46 har nogen forbindelse med Filons lære om de to Adam'er, er det en polemik imod den. En sådan polemik ville ikke være usandsynlig.

5. Retfærdiggørelse:

En højst usædvanlig kendsgerning for den tidligere farisæer var, at denne erfaring var blevet vundet uden bevidst anstrengelse og endda imod bevidst anstrengelse (Fil 3,7). Efter år med frugtesløs stræben havde en enkelt handling af selvhengivelse bragt ham en vished, som han havde opgivet håbet om nogensinde at nå. Og denne handling af selvhengivelse er, hvad Paulus mener med "tro", "tro uden gerninger". Denne tro er naturligvis næsten alt andet i verden end blot en intellektuel anerkendelse af en kendsgerning (Jak 2,19), og den er en handling af hele mennesket, for sammensat til enkel analyse. Den finder dog sit fuldkomne udtryk i Kristi henvisning til at `modtage Guds rige som et lille barn' (Mark 10,15). Ved en handling af enkel overgivelse fandt Paulus sig ikke længere i frygt for sine synder; han havde fred med Gud og var fortrøstningsfuld med hensyn til sin fremtid; med ét ord: "retfærdiggjort". I én forstand var "gerninger" ganske vist stadig involveret, for uden de tidligere kampe ville resultatet aldrig være nået. Et ønske, hvor ufuldkomment det end er, om at gøre det rette er en nødvendig forberedelse til retfærdiggørelsen, og ordet har ingen mening for et menneske, der er tilfreds med at være sunket ned i fuldstændig selviskhed (Rom 6,2; Rom 3,8 osv.). Dette ønske om at gøre det rette, som Paulus altid forudsætter, og det indhold, der gives "troen", er tilstrækkelige værn mod antinomisme. Men den nåde, der gives, står på ingen måde i forhold til tidligere anstrengelser, og den vokser heller ikke ud af dem. Den er en enkel gave fra Gud (Rom 6,23).

III. Videre udviklinger.

1. Lovens afskaffelse:

Paulus' antagelse af de kendsgerninger, som hans omvendelse gav ham (og de umiddelbare konklusioner, der fulgte af dem), indebar naturligt en nyordning og omformning af de øvrige dele af hans tro. Processen må have optaget nogen tid, hvis den overhovedet nogensinde blev fuldendt i hans levetid, og den må i væsentlig grad være blevet påvirket af hans stridigheder med hans tidligere trosfæller og med meget mange kristne.

Grundlæggende var problemet om loven. Loven var fuldkommen klar: Den — og kun den — der opfyldte den, skulle leve. Men livet blev fundet ved tro på Kristus, mens loven ikke blev opfyldt. Der kunne ikke være tale om et kompromis mellem de to positioner; de var ganske enkelt uforenelige (Rom 10,5; Gal 2,16; Gal 3,11; Fil 3,7). Kun én konklusion var mulig: "Kristus er lovens ende til retfærdighed for enhver, som tror" (Rom 10,4). For så vidt angik den troende, var loven borte. To vældige resultater fulgte. Det ene var den enorme forenkling af det, vi kalder "kristen etik", som nu skulle bestemmes af de bredeste almene principper om ret og uret og ikke længere af en udførlig legalistisk fortolkning af Guds bud (Rom 13,8-10; Gal 5,22 osv.; jf. Mark 12,29-31). Ganske vist kunne budene citeres som praktiske udtryk for moralsk pligt (Ef 6,2; 1 Kor 9,9 osv.; jf. Mark 10,19), men de er bindende, fordi de er rette, ikke fordi de er bud (Kol 2,16). Derfor forsøger Paulus i sine moralske anvisninger altid at få det involverede princip frem, og Rom 14 og 1 Kor 1 er mesterværker i behandlingen af konkrete problemer efter denne metode.

2. Hedninger:

Det andet resultat af lovens ophævelse var overvældende. Hedninger havde lige så meget ret til Kristus som jøderne, bortset måske fra den æresforrang (Rom 3,2 osv.), som de sidstnævnte besad. Det er fuldt ud tænkeligt, sådan som ApG 22,21 antyder, at Paulus' aktive accept af dette resultat længe blev forsinket og først blev nået efter svære kampe. Kendsgerningen var fuldstændig revolutionerende, og skønt den var forudsagt i Det Gamle Testamente (Rom 9,25), forblev "Messias blandt jer hedninger" den skjulte hemmelighed, som Gud først havde åbenbaret i de sidste dage (Kol 1,26; Ef 3,3-6 osv.). Apostlens kampe til forsvar for dette princip er den mest velkendte del af hans virke.

3. Forløsning:

Denne bevidsthed om befrielse fra loven kom til Paulus på en anden måde. Loven var bestemt for mennesker i denne verden, men foreningen med Kristus havde løftet ham ud af denne verden og dermed taget ham bort fra lovens herredømme. I brevene kommer denne kendsgerning til udtryk i en udførligt begrundet form. Da Kristi natur nu er en levende del af vores natur, er hans død og opstandelse også kendsgerninger i vores fortid. "I døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud" (Kol 3,3). Men "loven har herredømme over et menneske" kun "så længe det lever" (Rom 7,1). "Derfor, mine brødre, blev også I gjort døde for loven ved Kristi legeme" (Rom 7,4). Sammenlign Kol 2,11-13; Kol 2,20, hvor det samme argument bruges til at vise, at rituel overholdelse ikke længere er nødvendig. I Rom 6,1-14 føres dette argument frem til en praktisk formaning. Gennem Kristi død, som er vores død (6,4), bliver vi, ligesom han, sat i en højere verden (6,5), hvor synden har mistet sin magt (6,7), en verden, hvor vi ikke længere er under lov (6,14). Derfor bliver den mest intense moralske anstrengelse vores pligt (6,13; sammenlign 2 Kor 5,14 f).

4. Forsoning:

Denne frigørelse fra loven løser imidlertid ikke hele problemet. Ondskab, nutidig og fortidig, er en kendsgerning, med eller uden lov (om Rom 4,15 b; 5,13b; se kommentarerne), og en Guds overbærenhed, som blot "går forbi" synder, er ødelæggende for mennesket såvel som i strid med Guds retfærdige natur (Rom 3,25). Hvor utilstrækkelige man end følte, at de gammeltestamentlige ofre havde været (og måske derfor Paulus' undgåelse af de levitiske termer undtagen i Ef 5,2), tilbød de dog den eneste mulige hjælp til behandlingen af dette yderst sammensatte problem. Skylden for vores synder bliver "dækket" ved Kristi død (1 Kor 15,3, hvor denne sandhed er blandt dem, der blev overleveret til de omvendte "først og fremmest"; Rom 3,25; Rom 4,25; Rom 5,6 osv.). Denne del af sin teologi efterlader Paulus i en ufuldstændig form. Han var vant til, ligesom enhver anden mand på hans tid, hvad enten jøde eller hedning, naturligt at tænke i offerbegreber, og hverken han eller hans omvendte var sig nogen vanskelighed bevidst. Heller ikke teologien siden hans tid har været i stand til at bidrage meget til at føre løsningen af problemet videre. De skæbnesvangre følger af uhæmmet ondskab, dens inddragelse af de uskyldige sammen med de skyldige, og værdien af stedfortrædende lidelse er enkle kendsgerninger i vores erfaring, som trodser vores forsøg på at reducere dem til intellektuelle formler. I Paulus' tilfælde skal det bemærkes, at han ser tilskyndelsen som kommende fra Gud (Rom 3,25; Rom 5,8; Rom 8,32 osv.) på grund af hans kærlighed til mennesket, således at en "gave-formildelse" af en vred guddom er en teori, der er den nøjagtige modsætning til den paulinske. Desuden er Kristi død ikke blot en kendsgerning i fortiden, men gennem den "mystiske forening" indarbejdes den i enhver troendes liv.

Videre udviklinger af denne lære om Kristi død finder i den den fuldstændige tilintetgørelse af alt, hvad der var tilbage af loven (Kol 2,14), især som skellet mellem jøde og hedning (Ef 2,15). Udstrækningen af dødens virkninger til den usete verden (Kol 2,15; sammenlign Gal 4,9; Ef 4,8) var naturligvis selvfølgelig.

5. Moralsk eksempel:

Der appelleres ofte til Kristi død som noget, der frembringer en subjektiv moralsk kraft i den troende (sammenlign Rom 8,3; Gal 2,20; Ef 5,2; Ef 5,25; Fil 2,5 osv.), mens tanken måske i nogen grad er til stede endog i Rom 3,26. Fra et andet synspunkt er korset som belæring om de verdslige tings tomhed et yndet emne hos Paulus (1 Kor 1,22-25; 2 Kor 13,4; Gal 5,11; Gal 6,14 osv.). Disse aspekter kræver ingen forklaring.

Der er følgelig i Paulus' syn på Kristi død mindst tre særskilte linjer: den "mystiske", den "juridiske" og den "etiske". Men denne sondring er i vid udstrækning kun genetisk og logisk, og linjerne har tendens til at smelte sammen i alle mulige kombinationer. Derfor er det ofte et umuligt eksegetisk problem at afgøre, hvilken der er mest fremtrædende i et givet afsnit (f.eks. 2 Kor 5,14 f).

6. Lovens funktion:

Med hensyn til loven stod der endnu et spørgsmål tilbage, som havde stor betydning i Paulus' stridigheder. Hvis loven var ubrugelig til frelse, hvorfor blev den da overhovedet givet? Paulus svarer, at den stadig havde sit formål. For at opnå retfærdighed må man ønske den, og dette ønske lærte loven (Rom 7,12; Rom 7,16; Rom 2,18), selv om den ikke havde nogen kraft til at hjælpe med opfyldelsen. Således gav loven kundskab om synd (Rom 3,20; Rom 7,7). Men Paulus tøvede ikke med at gå videre end dette. Da han af egen erfaring kendte den psykologiske sandhed, at et forbud faktisk kan stimulere ønsket om at overtræde det, viste han, at loven faktisk havde til formål at bringe alt det slumrende onde i os frem, for at nåden kunne behandle det virksomt (Rom 5,20; Rom 7,8; Rom 7,25; jf. 1 Kor 15,56). Således blev loven vores paidagogos »for at føre os til Kristus« (Gal 3,24; se SCHOOLMASTER) og kom ind »ved siden af« (Rom 5,20), dvs. som noget, der ikke var en primær del af Guds plan. Ja, dette kunne vises ud fra loven selv, som beviste, at tro var den primære frelsesmetode (Rom 4; jf. Gal 3,17), og som faktisk profeterede sin egen ophævelse (Gal 4,21-31). Med denne konklusion, som må have krævet megen tid at udarbejde, var Paulus' omvending af sin tidligere farisæiske position fuldendt.

IV. Særlige emner.

1. Kirken:

Ligesom Kristus er det centrale element i den troendes liv, har alle troende dette element fælles og er således forenet med hinanden (Rom 12,5). Dette er grundlaget for den paulinske lære om kirken. Brugen af ordet »kirke« til at betegne hele fællesskabet af troende nås først i de senere breve (Kol 1,18; Fil 3,6; Ef 1,22 osv.)--før den tid står ordet i flertal, når det beskriver mere end en lokal menighed (2 Thess 1,4; 1 Kor 7,17; Rom 16,16 osv.)--men tanken er til stede fra begyndelsen. Ja, de eneste betegnelser i jødedommen, som overhovedet var dækkende, var »folket« eller »Israel«. Paulus bruger den sidste betegnelse (Gal 6,16) og udtrykker sig ganske konstant på en måde, der minder om Det Gamle Testamentes billeder for folket (fx jf. Ef 5,25 med Hos 2,19 f), og der behøvedes tid for at give ekklesia (egentlig »forsamling«) det nye indhold.

Kirken består af alle, som har bekendt troen på Kristus, og dens medlemmers frelse tager Paulus i almindelighed for givet (1 Thess 1,4; Rom 1,7; 1 Kor 1,8 osv.), selv i tilfældet med den, der levede i blodskam, i 1 Kor 5,5 (jf. 3,15; 11,32). Ganske vist gør 1 Kor 5,11-13 det klart, at udelukkelse af grove syndere var blevet fundet nødvendig, og man kan tvivle på, om Paulus nærede stort håb for de »falske brødre« i 2 Kor 11,26; Gal 2,4 (jf. 1 Kor 3,17 osv.). Men i det store og hele nærer Paulus' optimisme kun ringe tvivl om, at hvert medlem af kirken står i det rette forhold til Gud. Disse medlemmer danner gennem deres forening med Kristus en samlet, social organisme med størst mulig solidaritet (1 Kor 12,26 osv.) og har det størst mulige ansvar over for hinanden (Rom 14,15; 1 Kor 8,11; 2 Kor 8,13-15; Gal 6,2; Ef 4,25; Kol 1,24 osv.). De er fuldstændig adskilt fra verden omkring dem (2 Kor 6,14-18; 1 Kor 5,12 osv.), skønt de er i stadig kontakt med den (1 Kor 5,10; 1 Kor 10,27 osv.). Det var endog ønskeligt, under datidens forhold, at kirken skulle have sine egne domstole, ligesom jøderne i hedningebyerne (1 Kor 6,5). Kirkens ret til at tugte sine medlemmer tages for givet (1 Kor 1; 2 Kor 2,5-11). Ifølge ApG 14,23 foretog Paulus selv udnævnelser af kirkelige embedsmænd, men brevene som helhed ville antyde, at denne praksis ikke strakte sig ud over Lilleasien. For yderligere detaljer se CHURCH GOVERNMENT; MINISTRY. En almindelig lydighed mod Paulus' egen autoritet forudsættes overalt.

Kirken er naturligvis genstand for Kristi helliggørende kraft (Ef 5,25-30) og er så nært forenet med ham, at den omtales som hans »legeme« (1 Kor 12,27; Kol 1,18; Ef 1,23 osv.) eller som Kristi »fylde«, udvidelsen af hans personlighed ud i verden (Ef 1,22). Som sådan har dens medlemmer ikke blot deres pligt over for hinanden, men også ansvaret for at bringe Kristi budskab ud i verden (Fil 2,15, og forudsat overalt). Og Gud skal »have herligheden i kirken og i Kristus Jesus gennem alle slægter i evighedernes evighed« (Ef 3,21).

2. Sakramenterne:

Da foreningen med Kristi død er noget mere end et subjektivt indtryk, som denne døds kendsgerning gør på sindet, forklares henvisningerne til foreningen med døden, som fuldbyrdes i dåben i Rom 6,1-7 og Kol 2,11 f, ikke ved at antage, at de beskriver en blot dramatisk ceremoni. Det er ikke blevet påvist, at Paulus virkelig var påvirket af mysteriereligionernes begreber. Men hans læsere var bestemt påvirket sådan og havde en tendens til at danne sig meget materialistiske opfattelser af de kristne sakramenter (1 Kor 10,5; 1 Kor 15,29). Og historisk eksegese er forpligtet til at forstå Paulus' sprog på den måde, som han vidste, at hans læsere med sikkerhed ville forstå det på, og ingen almindelig hedningekristen læser på Paulus' tid ville have set en rent "symbolsk" betydning i nogen af dåbspassagerne. Filon ville have gjort det, men ikke den slags mennesker, som Paulus havde at gøre med. På tilsvarende måde, med hensyn til Herrens nadver, lærer Paulus i 1 Kor 10,20, at det gennem deltagelse i et sakralt måltid er muligt at blive bragt i objektive relationer til dæmoner, som man er helt uvidende om. I dette lys er det vanskeligt at undgå den konklusion, at den troende gennem deltagelse i Herrens nadver objektivt bringes ind i fællesskab med Herren (1 Kor 10,16), et fællesskab, som vil virke til skade for den troende, hvis han nærmer sig det på uværdig vis (1 Kor 11,29-32): dvs. den forening med Kristus, som er centrum i Paulus' teologi, lærer han normalt etableres gennem dåben. Og i Herrens nadver styrkes denne forening yderligere. At tro fra den troendes side er en uundværlig forudsætning for sakramenternes virkning, behøver næppe at siges.

Se desuden GOD; PAROUSIA; PRAYER; PREDESTINATION; PROPITIATION osv.

LITTERATUR.

Se under PAUL.

Burton Scott Easton