Kvinde

woom'-an ('ishshah, "en kvinde" (femininum af 'ish, "en mand"]; gune, "en kvinde" "hustru"):

I. I SKABELSESPLANEN

II. I GAMMELTESTAMENTLIG TID

1. Kvinders fremtrædende plads

2. Social lighed

3. Ægteskabslove

4. Arv

5. Huslige pligter

6. Klædedragt og smykker

7. Religiøs hengivenhed og tjeneste

(1) i afgudsdyrkelse og falsk religion

(2) i åndelig religion

III. DEN MELLEMTESTAMENTLIGE TID

IV. I NYTESTAMENTLIG TID

1. Maria og Elisabeth

2. Jesus og kvinder

3. I den tidlige kirke

4. Officiel tjeneste

5. Enker

6. Diakonisser

IV. SENERE TIDER

1. Forandringer i karakter og vilkår

2. Bemærkelsesværdige eksempler på kristen kvindelighed

3. Kvinden i det 20. århundrede

Den generiske betegnelse "menneske" omfatter kvinden. I skabelsesberetningen (1 Mos 1,26; 1 Mos 1,27) er Adam en kollektiv betegnelse for menneskeheden. Det kan betegne et menneskeligt væsen, mandligt eller kvindeligt, eller hele menneskeheden. "Gud sagde: Lad os skabe mennesket .... og lad dem" (1 Mos 1,26), hvor det sidste ord "dem" definerer "mennesket" i den foregående sætning. Således også i 1 Mos 1,27: "i Guds billede skabte han ham; som mand og kvinde skabte han dem," hvor "dem" er synonymt med "ham."

Se også ADAM; ANTHROPOLOGY.

I. I skabelsesplanen.

Hvilken tolkning den nyeste forskning end måtte give af fortællingen om kvindens dannelse af mandens ribben (1 Mos 2,21-24), peger afsnittet på den dybeste måde på hendes livs uadskillelige enhed og fællesskab med hans. Langt mere end blot at være en assistent, en "hjælper" (`ezer "hjælp" "hjælper" 1 Mos 2,18), er hun mandens modstykke, nødvendig for hans væsens fuldendelse. Uden hende er han ikke menneske i dette ords generiske fylde. Skabelsens prioritet kan pege på lederskab, men ikke, sådan som teologer så ensartet har hævdet, på overlegenhed. Afhængighed viser forskel i funktion, ikke underlegenhed. Menneskelige værdier vurderes ud fra det mentale og åndelige. Mand og kvinde er udrustet til lighed og er gensidigt afhængige af hinanden. Fysisk styrke og tapperhed kan ikke vurderes i samme kategori som moralsk mod og evnen til at udholde mishandling, sorg og smerte; og i disse sidstnævnte egenskaber har kvinden altid vist sig overlegen. Mandens historiske behandling af kvinden, som skyldes hans indbildskhed, uvidenhed eller moralske forvanskning, har taget hendes underlegenhed for givet og har således gjort den nødvendig ved hendes trældom og nedværdigelse. Fortællingen om syndefaldet (1 Mos 3) tillægger kvinden en overlegenhed i indflydelse, for gennem hendes stærkere personlighed blev manden ført til ulydighed mod Guds befaling. Hendes straf for et sådant skæbnesvangert lederskab var, at hendes mand skulle "herske over" hende (1 Mos 3,16), ikke på grund af nogen iboende overlegenhed hos ham, men på grund af hendes tab af anseelse og magt gennem synden. Ved denne handling forspildte hun den respekt og tillid, som gav hende ret til lige stor indflydelse i familiens anliggender. Hendes befrielse fra underkastelsens forbandelse skulle komme gennem moderskabets smertelige lidelse, for, som Paulus udtrykker det, "hun skal frelses (fra straffen for sin overtrædelse) gennem sin barnefødsel" (1 Tim 2,15).

Synden, både hos mand og kvinde, har overalt været årsagen til kvindens nedværdigelse. Hele historien må tolkes i lyset af mandens deraf følgende fejlagtige vurdering af hendes evner, værdi og rette plads. De gamle hebræere mistede aldrig helt lyset fra deres oprindelige åbenbaring og satte, mere end nogen anden orientalsk race, kvinden højt i agtelse, ære og hengivenhed. Kristendommen fuldendte arbejdet med at genoprette hende til lige muligheder og lige plads. Hvor dens lære og ånd råder, bliver hun sin mands elskede ledsager, fortrolige og rådgiver.

II. I gammeltestamentlig tid.

1. Kvinders fremtrædende plads:

Under det hebraiske system stod kvindens stilling i skarp kontrast til hendes status i de omgivende hedenske folk. Hendes friheder var større, hendes arbejdsområder mere varierede og betydningsfulde, hendes sociale stilling mere respekteret og myndig. Den guddommelige lov, der blev givet på Sinaj (2 Mos 20,12), krævede, at børn skulle ære moderen på lige fod med faderen. En lignende agtelse blev vist hende i patriarkernes tid. Sara havde en stilling af gunst og myndighed i Abrahams husstand. Rebekka var ikke mindre indflydelsesrig end Isak og var tydeligvis den stærkere personlighed. Den »smukke« Rakel (1 Mos 29,17) vandt hos Jakob en kærlighed, som anerkendte hende som en ligeværdig i familielivets fællesskab og rådslagninger. Mange hebraiske kvinder nåede frem til høj anseelse og nationalt lederskab. Mirjam og Debora var hver især profetinde og digterinde. Den første ledte grupper af kvinder i triumferende sang og procession, da de fejrede fjenders nederlag (2 Mos 15,20); den anden blev gennem sin dominerende personlighed og profetiske kraft i praksis folkets dommer og førte hære til sejr. Hendes hærfører, Barak, nægtede at rykke frem mod Sisera uden hendes nærvær og myndige indflydelse (Dom 4,8). Hendes sejrssang viser den intellektuelle begavelse og dannelse hos hendes køn i denne urolige og formende epoke (Dom 5). Ingen i Israel overgik Hanna, Samuels mor, i forstand, skønhed og glødende religiøs hengivenhed. Hendes åndelige ophøjethed og poetiske gave fandt udtryk i et af de ypperste eksempler på tidlig hebraisk lyrik (1 Sam 2,1-10). Andre kvinder, som var fremtrædende som profetinder, var: Hulda, hvis råd blev søgt af ypperstepræst og konge (2 Krøn 34,22; jf. 2 Kong 22,14); Noadja (Neh 6,14); Anna (Luk 2,36). Den magt, som en kvinde kunne opnå i Israel, illustreres i den onde, ubarmhjertige, morderiske og afgudsdyrkende Jezabels karriere; hun kaldte sig selv profetinde (Åb 2,20). Vidnesbyrd om kvindens høje stilling i Juda og Israels kongeriger ses i den indflydelse, hun udøvede som kongemoder (1 Kong 15,13) og som dronning (2 Kong 8,18); i den smukke ære, kong Salomo viste sin mor, Batseba (1 Kong 2,19); i profeten Elisas sønlige hengivenhed (1 Kong 19,20); i den stadige omtale af moderens navn i de på hinanden følgende kongers biografier, hvilket gør det tydeligt, at hun blev anset for den vigtige og bestemmende faktor i sine kongelige sønners liv. Hendes undervisning og myndighed var så betydelig, at den fandt anerkendelse i folkets ordsprog: »din mors lov« (Ordsp 1,8; Ordsp 6,20) måtte ikke forlades, mens foragt for den fortjente Guds forbandelse (Ordsp 19,26; Ordsp 20,20; Ordsp 30,11; Ordsp 30,17).

2. Social lighed:

Yderligere vidnesbyrd om kvindens sociale ligestilling kommer af den kendsgerning, at mænd og kvinder holdt festmåltid sammen uden begrænsning. Kvinder deltog i de hellige måltider og de store årlige fester (5 Mos 16,11; 5 Mos 16,14); i bryllupsfester (Joh 2,1-3); i fællesskabet ved familiemåltidet (Joh 12,3). De kunne, som Sara gjorde ved Egyptens hof, vise sig uden slør (1 Mos 12,11; 1 Mos 12,14). Rebekka (1 Mos 24,16; jf. 24,65), Rakel (1 Mos 29,11) og Hanna (1 Sam 1,13) viste sig offentligt og over for bejlere med utildækket ansigt. Det afsondrende slør blev indført i muhammedanske og andre orientalske lande gennem Koranens indflydelse. Skikken var af ikke-jødisk oprindelse, og monumenterne gør det tydeligt, at den i tidlig tid ikke var gængs i Assyrien og Egypten. Selv Grækenland og Rom, på tidspunktet for deres højeste kultur, stod langt under den hebraiske opfattelse af kvindens fremragende værd. De største hellenistiske filosoffer erklærede, at det radikalt ville bringe staten i uorden, hvis hustruer krævede lighed med deres mænd. Aristoteles betragtede kvinder som ringere væsener, mellem frie mænd og slaver. Sokrates og Demosthenes vurderede dem på lignende måde lavt. Platon gik ind for hustruernes fællesskab. I det væsentlige de samme synspunkter var fremherskende i Rom. Fremtrædende mænd som Metullus og Care anbefalede ægteskab kun som en offentlig pligt. Kurtisanen blev vist større ære end hustruen. Kyskhed og blufærdighed, den hebraiske kvindeligheds udsøgte arv, var fremmede for den græske moralopfattelse og forsvandt fra Rom, da græsk kultur og letsind trængte ind. Grækerne gjorde den skamløse Fryne til model for gudinden Afrodite og løftede deres hænder mod offentlige prostituerede, når de bad i deres templer. Under hedensk kultur og hedensk mørke var kvinden overalt underlagt ringere og nedværdigende vilkår. Hvert fald i hendes status i det hebraiske samfund skyldtes indtrængen af fremmed indflydelse. Forfaldene i hebraisk moral, især ved Salomos hof og hos de efterfølgende konger, skete ved, at man overtog afgudsdyrkende og hedenske skikke fra omgivende folkeslag (1 Kong 11,1-8).

3. Ægteskabslove:

Bibelen giver ingen godkendelse af dobbelte eller flerdobbelte ægteskaber. Fortællingen i 1 Mos 2,18-24 viser, at monogami var det guddommelige ideal for mennesket. Det moralske forfald i slægterne før syndfloden synes hovedsagelig at have skyldtes den voksende tilsidesættelse af ægteskabets hellighed. Lemeks antagelse af to hustruer (1 Mos 4,19) er det første nedskrevne brud på det guddommelige ideal. På Noas tid var polygami udartet til promiskuøse ægteskaber mellem forskellige slægter af den mest incestuøse og ulovlige art (1 Mos 6,1-4; se SONS OF GOD). Den efterfølgende beretning tilskriver ægteskabelig utroskab og fordærv synden og bekræfter, at slægtens ødelæggelse ved syndfloden og omstyrtelsen af Sodoma og Gomorra var Guds særlige dom over menneskets umoral. Patriarkernes dobbelte ægteskaber skyldtes hovedsagelig ønsket om børn og skal ikke føres tilbage til guddommeligt samtykke eller godkendelse. Moselovens bestemmelser om kyskhed beskyttede ægteskabets hellighed (se MARRIAGE) og viste en højere agtelse for kvinden end den, der rådede blandt hedningefolk eller andre semitiske folk (3 Mos 18,6-20). De søgte at værne hende mod de sanselige vederstyggeligheder, der var udbredt blandt egypterne og kana'anæerne (3 Mos 18). Konger fik forbud mod at “tage mange hustruer” (5 Mos 17,17). Konkubinat i Israel var en indførsel fra hedenskabet.

Skilsmisse var oprindelig tænkt som en beskyttelse af ægteskabets hellighed ved at sætte overtræderen og hans moralske forseelse uden for loven. Dens frie udvidelse til at omfatte enhver ægteskabelig ulyksalighed mødte Jesu strenge irettesættelse; han erklærede, at den i bedste fald var en indrømmelse til menneskelig svaghed og hjertets hårdhed og kun burde gives i tilfælde af utroskab (Matt 5,32).

Se DIVORCE.

Hebraiske kvinder fik en frihed til at vælge ægtemand, som ikke var kendt andetsteds i Østen (1 Mos 24,58). Jødisk tradition erklærer, at en pige over 12 1/2 år havde ret til at give sig selv i ægteskab. Løfter aflagt af en datter, mens hun var mindreårig, kunne annulleres af faderen (4 Mos 30,3-5) eller af ægtemanden (4 Mos 30,6-16). Når civil lov gav en indrømmelse til skikkene hos de omgivende folk, som når den gav faderen magt til at sælge en datter som træl, søgte den at omgærde hende med al mulig beskyttelse (5 Mos 22,16).

4. Arv:

Moseloven foreskrev, at faderens ejendom, hvis der ikke var sønner, skulle overgå til døtrene (4 Mos 27,1-8). De fik dog ikke lov til at fremmedgøre familiearven ved at gifte sig uden for deres egen stamme (4 Mos 36,6-9). Sådanne ægteskaber uden for stammen var kun tilladelige, når manden tog hustruens familienavn (Neh 7,63). Ugifte døtre, som der ikke var sørget for i faderens testamente, skulle forsørges af den ældste søn (1 Mos 31,14; 1 Mos 31,15). Brudens medgift ved ægteskabet var tænkt som en erstatning for hendes andel i familiens ejendom. I rabbinsk lov, et århundrede eller mere før Kristus, tog den form af en bosætning til fordel for hustruen og blev betragtet som obligatorisk. Forsørgelsen af kvinden under den gamle Moselov stod ikke tilbage for hendes stilling under engelsk lov vedrørende jordejendomme.

5. Huslige pligter:

Blandt hebræerne forvaltede kvinden hjemmets anliggender med en frihed og ledelse, som var ukendt hos andre orientalske folk. Hendes huslige pligter var mere selvstændige, varierede og ærefulde. Hun var ikke sin mands slave eller tjenestepige. Hendes arbejde udendørs var passende, sundt og omfattende. Hun vogtede ofte hjordene (1 Mos 29,6; 2 Mos 2,16); spandt ulden og lavede familiens tøj (2 Mos 35,26; Ordsp 31,19; 1 Sam 2,19); bidrog ved sin vævning og sit håndarbejde til dens indtægt og underhold (Ordsp 31,14; Ordsp 31,24) og til velgørenhed (ApG 9,39). Kvinder malede kornet (Matt 24,41); tilberedte måltiderne (1 Mos 18,6; 2 Sam 13,8; Joh 12,2); indbød og modtog gæster (Dom 4,18; 1 Sam 25,18; 2 Kong 4,8-10); hentede vand til husholdningen (1 Sam 9,11; Joh 4,7), til gæster og endog til deres kameler (1 Mos 24,15-20). Hebraiske kvinder nød en frihed, som tåler en gunstig sammenligning med de større friheder, der blev givet dem i den kristne tidsalder.

6. Klædedragt og smykker:

At kvinder holdt af udsmykning og pragt i oldtiden som i moderne tid, fremgår klart af den irettesættelse, profeten gav dem for deres hovmod og overdrevne pynt (Es 3,16). Han byder dem at “tage sløret af, løfte slæbet,” så de bedre kan “male mel” og tage sig af hjemmets andre kvindelige pligter (Es 47,2). Disse profetiske irettesættelser angiver ikke nødvendigvis almindelige forhold, men særlige tendenser til ødselhed og overdrivelse. Kvinders almindelige klædedragt var beskeden og enkel og bestod af løse, flagrende klæder, svarende til dem, mænd bar, og stadig i brug blandt orientalere, især kappe, sjal og slør (Ruth 3,15; Es 3,22; Es 3,23). Sløret blev dog ikke båret til afsondring, som blandt muslimerne. Hebraiske kvinders omfattende garderobe og smykker antydes af kataloget i Es 3,18-24: fodringe, pandebånd, halvmåner, hængesmykker, armbånd, slør, hovedpynt, fodkæder, skærf, parfumeflasker, amuletter, ringe, næsesmykker, festdragter, kapper, sjaler, tasker, håndspejle, fint linned, turbaner, slør. Denne udsmyknings udførlighed kaster lys over apostlen Peters råd til kristne kvinder om ikke at gøre deres prydelse udvendig, f.eks. hårfletning, brug af guldsmykker og iførelse af prangende klæder, men snarere til en sagtmodig og stille ånds klædning (1 Pet 3,3; 1 Pet 3,4).

7. Religiøs hengivenhed og tjeneste:

De bebrejdelser, der er blevet rettet mod kvinden for hendes ledende rolle i den første overtrædelse (1 Mos 3,6; 1 Mos 3,13; 1 Mos 3,16; 2 Kor 11,3; 1 Tim 2,14), angiver ikke hendes retmæssige og senere plads i menneskehedens religiøse liv. Som hustru, mor og søster har hun i særlig grad været from og åndelig. Historien optegner dog sørgelige og markante undtagelser fra denne regel.

(1) I afgudsdyrkelse og falsk religion

Ofte fandt kvindens religiøse intensitet udtryk i afgudsdyrkelse og i hedenskabets grove kulter. At hun overalt deltog frit i sit folks religiøse ritualer og skikke, fremgår af den kendsgerning, at kvinder ofte var præstinder og ofte blev guddommeliggjort. De andre semitiske religioner havde kvindelige guddomme, der svarede til Grækenlands og Roms gudinder. I dyrkelsen af Ishtar i Babylon var kvinder knyttet til tempeldyrkelsens umoralske ritualer. Kvinderne fra de hedenske folk i Salomos harem (1 Kong 11,1) vendte den vise konges hjerte til uforklarlig dårskab i dyrkelsen af sidoniernes gudinde Astarte og af Kemosh og Molok, henholdsvis Moabs og Ammons “vederstyggelighed” (1 Kong 11,5-8). Den skæbnesvangre fortryllerske Ma’aka fordærvede moralsk sin mands, sin søns og sin sønnesøns regeringer, indtil Asa, den sidstnævnte, afsatte hende som dronning og ødelagde det obskøne billede af Ashera, som hun havde opstillet (1 Kong 15,13). Som “dronningemoder” (gebhirah, “leder”) svarede hun til den tyrkiske Sultana Valide.

Ba’alsdyrkelsen blev indført i Israel af Jezabel (1 Kong 16,31; 1 Kong 16,32; 1 Kong 18,19; 2 Kong 9,22) og i Juda af hendes datter Atalja (2 Krøn 22,3; 2 Krøn 24,7). Kvinders fremtrædende rolle i afgudsdyrkelse og i fremmede religioners vederstyggeligheder antydes i profeternes skrifter (Jer 7,18; Ez 8,14). Deres onde indflydelse viste sig i troldkvinden og heksen, som blev dømt til døden af Moseloven (2 Mos 22,18), men som alligevel fortsatte gennem hele folkets historie. Selv konger rådførte sig med dem (1 Sam 28,7-14). Judas og Israels forfald og undergang må i vid udstrækning tilskrives den skadelige virkning, som onde, verdslige og afgudsdyrkende kvinder havde på deres religiøse liv.

(2) I åndelig religion

Den lyse side af hebraisk historie står som en inspirerende kontrast til dette mørke billede. Før den kristne tidsalder pryder ingen mere strålende navne historiens sider end de fromme og fremtrædende hebraiske kvinder. Jokebed, Moses’ mor, efterlod et religiøst præg på ham, som var så livskraftigt og varigt, at det beskyttede ham gennem ungdom og tidlig manddom mod de tillokkende fordærvelser ved Faraos egyptiske hof (2 Mos 2,1-10; Hebr 11,23-26). I Rut, den omvendte moabitiske kvinde, Davids og Jesu kongelige stammoder, har vi et uovertruffent eksempel på barnlig fromhed, moralsk skønhed og selvopofrende religiøs hengivenhed (Ruth 1,15-18). Hannas bønner og fromhed, som fik virkning i hendes søn Samuels åndelige kraft, gennemtrængte, rensede og levendegjorde hele folkets religiøse liv. Litteraturen rummer ingen finere hyldest til kvindens hjemlige dyder og åndelige egenskaber end det smukke digt, som kong Lemuel tilegnede sin begavede mor (Ordsp 31).

Kvinder såvel som mænd påtog sig nasiræerens selvfornægtende løfte (4 Mos 6,2) og deltog i at bringe ofre, som ved Manoas hustrus løfte og offer (Dom 13,13; Dom 13,14); de fik åbenbaringer af Gud, f.eks. Hagar (1 Mos 16,7; 1 Mos 21,17), Sara (1 Mos 18,9; 1 Mos 18,10) og Manoas hustru (Dom 13,3-5; Dom 13,9); de fik endog lov til at “gøre tjeneste” ved helligdommens dør (2 Mos 38,8; 1 Sam 2,22); de udførte iøjnefaldende tjeneste i nationale religiøse sange og danse (2 Mos 15,20; Dom 11,34; 1 Sam 18,6; 1 Sam 18,7); i templets store kor og omkvæd og processioner (Sl 68,25; Ezra 2,65; Neh 7,67); i religiøs sørgen (Jer 9,17-20; Mark 5,38). De deltog på lige fod med mænd i de store religiøse fester, sådan som det fremgår af loven, der krævede deres tilstedeværelse (5 Mos 12,18).

III. Den mellemtestamentlige tid.

De kvinder, der skildres i jødernes apokryfe litteratur, viser alle de forskellige karaktertræk ved deres køn, som er så iøjnefaldende i Det Gamle Testamentes historie: hengiven fromhed, brændende fædrelandskærlighed, poetisk glød, politisk intrige, verdslig ambition og undertiden en mærkelig kombination af disse modstridende moralske egenskaber. Hvad enten skildringerne er fiktive, bygger på fakta eller er historiske, er de tro mod kvindelivet i den tid.

Anna er et smukt eksempel på ægteskabelig hengivenhed. Ved sin tro og sit hårde slid forsørgede hun sin mand, Tobit, efter at han havde mistet sin ejendom og var blevet blind, indtil både syn og velstand blev genoprettet (Tobit 1,9; 2,1-14).

Edna, Raguels hustru fra Ekbatana og Saras mor, gjorde sin moderlige kærlighed og fromhed tydelig i den velsignelse, hun udtalte over Tobias i anledning af hans ægteskab med hendes datter, som hidtil havde været forbandet på bryllupsnatten ved syv på hinanden følgende ægtemænds død (Tobit 7; 10,12).

Sara, som var uskyldig i deres død, der var blevet forårsaget af den onde ånd Asmodeus, fik til sidst sin tros belønning i glæderne ved et lykkeligt ægteskab (Tobit 10,10; 14,13).

Judit, en rig ung enke, fejret i hebraisk overlevering som sit folks frelser, var from og brændende fædrelandskærlig. Da Nebukadnesar sendte sin hærfører Holofernes med en hær på 132.000 mand for at undertvinge jøderne, følte hun sig kaldet af Gud til at være deres befrier. Da hun besøgte Holofernes, betog hun ham i den grad med sin skønhed og sine gaver, at han holdt et gæstebud til hendes ære. Mens han var overmåde beruset af vinen fra sin egen gavmildhed, halshuggede hun ham i hans telt. Assyrerne, lammede ved tabet af deres leder, blev let et bytte for Israels hære. Judit fejrer sin sejr i en sang, der i sin triumferende glæde, fædrelandskærlige glød og religiøse iver er beslægtet med Mirjams og Deboras gamle sange (Judit 16,1-17).

Susanna legemliggør idealet om kvindelig dyd. Som datter af retfærdige forældre, godt undervist i den hellige lov, og som hustru til en rig og agtværdig mand ved navn Joakim, var hun rigt velsignet i stilling og person. Usædvanlig beskeden, from og tillige meget smuk tiltrak hun sig opmærksomhed fra to ældste, som også var dommere, og som ofte benyttede lejligheden til at besøge Joakims hus. Hun afviste deres tilnærmelser, og da de falsk anklagede hende for den synd, som hun så vellykket havde modstået, undslap hun den dom, der blev rejst mod hende, ved Daniels skarpsindige kløgt. Som følge deraf blev hans ry og hendes uskyld vidt kendt.

Se SUSANNA, THE HISTORY OF.

Kleopatra, fuld af nedarvet intrigemageri, har indflydelse i kongers råd. Hun giftede sig gentagne gange for politisk magts skyld; myrdede sin ældste søn Seleukos, som hun havde med Demetrios, og døde til sidst af den gift, hun havde tiltænkt sin yngre søn, Antiokos VIII. Hendes skæbnesvangre indflydelse er et slående eksempel på en forvansket brug af kvindens magt (1 Makk 10,58; Josefus, Ant, XIII, iv, 1; ix, 3).

IV. På Det Nye Testamentes tid.

1. Maria og Elisabeth:

En ny tidsalder oprandt for kvinden med kristendommens komme. Den ære, der blev vist Maria som Jesu mor, løftede hende op fra hendes "ringe stand", fik senere slægter til at kalde hende salig (Luk 1,48), og bragte sin velsignelse videre til kvinder i alle efterfølgende tider. Lukas' beretning om fødselen (Luk 1; Luk 2) har omgivet moderskabet med en ny helligheds glorie, givet menneskeheden en mere ophøjet forestilling om kvindens karakter og mission og gjort verdenslitteraturen til bærer af den samme høje ærbødighed og respekt. De to husholdninger blev ført sammen i Elisabeths og Marias personer: den første som mor til Johannes Døber, den sidste i den gamle profetrække; den anden som mor til den længe ventede Messias. Begge er strålende eksempler på et kvindeliv ledet og fyldt af Ånden. Beretningen om Marias intellektuelle gaver, åndelige ophøjethed, renhed og skønhed i karakteren og hendes opdragelse af sit guddommelige barn har været et uvurderligt bidrag til kvindens verdensomspændende frigørelse og til familielivets løftelse og forædling. Hendes poetiske inspiration, åndelige glød og ophøjede taknemmelighed som den ventende mor til Messias skylder den universelle kirke sin tidligste og mest majestætiske hymne, Magnificat. I hende var hendes folks religiøse lære, profetiske håb og ædleste idealer sammenfattet. Jesu ærbødighed for kvinden og den nye respekt for hende, som hans lære skabte, var på den menneskelige side velbegrundet i hans egen mors egenskaber. Det forhold, at han selv blev født af en kvinde, er blevet nævnt til hendes ros i kristenhedens økumeniske trosbekendelser.

2. Jesus og kvinder:

Fra begyndelsen tog kvinder imod hans lære og var hengivne over for hans person. Lazarus' søstre, Maria og Martha, gjorde deres hjem i Betania til hans kæreste jordiske tilflugtssted og hvilested. Kvinder fra alle samfundslag fandt i ham en velgører og ven, noget hidtil ukendt i hele deres køns historie. De fulgte ham sammen med de Tolv på hans prædikerejser fra by til by; nogle, som Maria Magdalene, var taknemmelige, fordi de var blevet helbredt for deres moralske svagheder (Luk 8,2); andre, som Johanna, Kuzas' hustru, og Susanna, for at sørge for hans behov (Luk 8,3). Selv dem, der var udstødt af samfundet, anerkendte han på grundlag af udødelige værdier og genindsatte i et kvindeliv præget af dyd og kristen hengivenhed (Luk 7,37-50). Mødre havde grund til at glæde sig over, at han velsignede deres børn (Mark 10,13-16), og over at han oprejste deres døde (Luk 7,12-15). Kvinder fulgte ham på hans sidste rejse fra Galilæa til Jerusalem; de tjente ham på vejen til Golgata (Matt 27,55; Matt 27,56); var vidner til hans korsfæstelse (Luk 23,49); fulgte hans legeme til graven (Matt 27,61; Luk 23,55); tilberedte krydderier og salver til hans begravelse (Luk 23,56); var de første ved graven om morgenen for hans opstandelse (Matt 28,1; Mark 16,1; Luk 24,1; Joh 20,1); og var de første, som den opstandne Herre viste sig for (Matt 28,9; Mark 16,9; Joh 20,14). Blandt dem, der således var trofaste og begunstigede, var Maria Magdalene, Maria, mor til Jakob og Joses, Salome (Matt 27,56), Johanna og andre unavngivne kvinder (Luk 24,10). Kvinder fik den ære at være de første til at forkynde opstandelsens kendsgerning for de udvalgte disciple (Luk 24,9; Luk 24,10; Luk 24,22). De, herunder Jesu mor, var blandt de 120, som holdt ud i bøn i salen ovenpå og modtog pinse-udrustningen (ApG 1,14); de var blandt de første kristne omvendte (ApG 8,12); de led på lige fod med mænd under kirkens tidlige forfølgelser (ApG 9,2). Den nye tros jødiske fjender søgte deres hjælp og indflydelse i de forfølgelser, der blev rejst mod Paulus og Barnabas (ApG 13,50); mens kvinder af tilsvarende rang blandt grækerne blev brændende og forstandige troende (ApG 17,12). Kvinders trofasthed mod Jesus under hans treårige tjeneste og ved korset og graven er et billede på deres åndelige hengivenhed i kirkens aktiviteter og foretagender i det 20. århundrede.

3. I den tidlige kirke:

Kvinder var fra begyndelsen fremtrædende i den tidlige kirkes aktiviteter. Deres tro og bønner var med til at gøre pinsen mulig (ApG 1,14). De udmærkede sig, som i tilfældet med Dorkas, ved barmhjertighed og gode gerninger (ApG 9,36); de var førende i bøn, ligesom Maria, Johannes' mor, der samlede disciplene i sit hjem for at bede om Peters befrielse (ApG 12,12). Priskilla er lige så begavet som sin mand som udlægger af "Guds vej" og som lærer for Apollos (ApG 18,26), og som Paulus' "medarbejder i Kristus" (Rom 16,3). Filips døtre var profetinder (ApG 21,8; ApG 21,9). Den første omvendte i Europa var en kvinde, Lydia fra Thyatira, hvis gæstfrihed gav Paulus et hjem og den spæde kirke et mødested (ApG 16,14). Kvinder modtog, lige så sandt som mænd, kristendommens karismatiske gaver. De apostolske hilsener i brevene giver dem en æresplads. Kirken i Rom synes at have været velsignet med et anseligt antal begavede og indviede kvinder, eftersom Paulus i de afsluttende hilsener i sine breve sender hilsener til mindst otte, som var fremtrædende i kristen virksomhed: Føbe, Priska, Maria, "som har arbejdet meget for jer," Tryfæna og Tryfosa, Persis, Julia og Nereus' søster (Rom 16,1; Rom 16,3; Rom 16,6; Rom 16,12; Rom 16,15). Ingen kvinder følte den store apostel sig dybere i gæld til end Lois og Eunike, Timotheus' mormor og mor, hvis "oprigtige tro" og uophørlige undervisning fra de hellige Skrifter (2 Tim 1,5; 2 Tim 3,14; 2 Tim 3,15) gav ham det mest "elskede barn" og den mest elskede medarbejder i hans tjeneste. Deres navne har stået tydeligt frem i den kristne historie for moderlig kærlighed, åndelig hengivenhed og trofasthed i undervisningen i Guds ord.

Se også CLAUDIA.

4. Officiel tjeneste:

Fra begyndelsen havde kvinder officielle stillinger med indflydelse i kirken. Føbe (Rom 16,1) var tydeligvis en diakonisse, som Paulus kalder "en tjener for menigheden," "en hjælper for mange" og også for ham selv. De kvinder, som "arbejdede sammen med mig i evangeliet" (Fil 4,3), deltog uden tvivl sammen med ham i forkyndelsen. Senere brugte apostlen sin myndighed til at tilbagekalde dette privilegium, muligvis fordi nogle kvinder havde været anstødeligt pågående ved at "tiltage sig myndighed over manden" (1 Tim 2,12 King James Version). Selv om han bygger sit argument for, at kvinden skal tie i den offentlige gudstjeneste, på Adams forrang i skabelsen og hendes forrang i overtrædelsen (1 Tim 2,13; 1 Tim 2,14), bekræfter moderne forskning uden tøven, at hans forbud kun gjaldt de særlige forhold i hans egen tid. Hendes dannelse, ynde, lærdom, evne, religiøse hengivenhed og åndelige udrustning gør det klart, at hun ofte lige så sandt som manden er kaldet af Gud til offentlig tale og undervisning. Det fremgår af Det Nye Testamente og af de apostolske fædres skrifter, at kvinder gennem to kirkelige ordninger fik tildelt officielle opgaver i den tidlige kirkes ledelse og tjeneste.

5. Enker:

Deres eksistens som en særskilt stand antydes i 1 Tim 5,9; 1 Tim 5,10, hvor Paulus giver Timotheus anvisninger om betingelserne for deres optagelse. Ingen enke skulle "optages" (katalego, "katalogiseres," "registreres") under 60 år eller hvis hun havde været gift mere end én gang. Hun måtte være "kendt for gode gerninger"; en mor, som havde "opdraget børn"; gæstfri, som havde "vist gæstfrihed mod fremmede"; kristuslignende i kærlig tjeneste, som havde "vasket de helliges fødder." Chrysostomos og Tertullian nævner denne stand. Den bandt sine medlemmer til tjeneste for Gud for livet og tildelte dem kirkelige opgaver, f.eks. tilsynet med de øvrige kvinder og omsorgen for de enker og forældreløse, som blev forsørget på offentlig bekostning. Dean Alford (se kommentaren på det anførte sted) siger, at de "var viet til livsvarigt enkestand, klædt i en vestis vidualis ("enkeklæder") og ordineret ved håndspålæggelse. Denne institution blev afskaffet ved den ellevte kanon fra kirkemødet i Laodikea."

Andre særlige opgaver, som nævnes af kirkefædrene, omfattede bøn og faste, besøg hos syge, undervisning af kvinder, forberedelse af dem til dåb, bistand ved forvaltningen af dette sakramente og at bringe dem nadveren. Embedets åndelige karakter antydes ved, at dets indehaver forskelligt betegnes som "kirkens forbeder"; "dørvogteren" ved offentlig gudstjeneste; "Guds alter."

Se WIDOW.

6. Diakonisser:

Mange af disse pligter blev i det 3. århundrede overført til diakonisserne, en orden som i nyere historie er blevet genoprettet i sin oprindelige betydning og virkningskraft. De kvinder, der allerede er henvist til i Rom 16,1; Rom 16,6; Rom 16,12, hørte åbenbart til denne orden, idet betegnelsen diakonos specifikt anvendes om Føbe, en diakonisse ved menigheden i Kenkreæ. Kvinderne i 1 Tim 3,11, som skulle tjene "på samme måde" som "diakonerne" i 3,10, havde formodentlig dette embede, ligesom også de "gamle kvinder" i Tit 2,3 (= "presbytere" (femininum), presbuterai, 1 Tim 5,2). Jomfruer såvel som enker blev valgt til dette embede, og alderen for valgbarhed blev ændret fra 60 til 40 år af koncilet i Chalkedon. Ordenen blev ophævet i den latinske kirke i det 6. århundrede og i den græske kirke i det 12. på grund af visse misbrug, som efterhånden blev udbredte. På grund af dens usædvanlige betydning og værdi er den imidlertid blevet genindført af næsten alle grene af den moderne kirke, idet metodisterne især fremhæver dens åndelige effektivitet. Særlige uddannelsesskoler og undervisningsforløb forbereder nu kandidater til dette embede. Allerede så tidligt som under den puritanske reformation i England anerkendte kongregationalisterne denne orden af kvindelige medarbejdere i deres kirkeordning. Den åndelige værdi af kvindens tjeneste i kirkens lægmandsarbejde og officielle arbejde ses af hendes lederskab i alle grene af kirkelig og missionerende virksomhed. Denne moderne vurdering af hendes evner og plads reviderer hele menneskehedens historiske opfattelse og holdning.

Se DEACONESS.

V. Senere tider.

1. Forandringer i karakter og vilkår:

Tertullian nævner den beskedne klædedragt, som kristne kvinder bar (De Cult. Fem. ii.11), som et tegn på deres bevidsthed om deres nye åndelige rigdom og værdighed. De havde ikke længere brug for den tidligere pragt i ydre udsmykning, fordi de var klædt i skønheden og enkelheden fra en Kristuslignende karakter. De byttede hedenskabets templer, teatre og fester ud med hjemmet, arbejdede med deres hænder, tog sig af deres mænd og børn, udøvede venligt kristen gæstfrihed, nærede deres åndelige liv i kirkens gudstjeneste, tjeneste og sakramenter og i kærlige tjenester for de syge. Deres beskedenhed og enkelhed var en irettesættelse af og en reaktion mod hedenskabets skamløse udskejelser og umoral. At de var blandt de mest iøjnefaldende eksempler på kristendommens forvandlende kraft, fremgår af beundringen og forbløffelsen hos hedningen Libanius, som udbrød: "Hvilke kvinder disse kristne har!"

Kvindens sociale og juridiske status blev straks forbedret, da kristendommen vandt anerkendelse i riget. Hendes ejendomsrettigheder som hustru blev fastslået ved lov, og hendes mand blev gjort ansvarlig for anklage om ægteskabelig utroskab. Hendes underlegenhed, underkastelse og trældom blandt alle ikke-jødiske og ikke-kristne folk, gamle som moderne, er den strengest mulige anklage mod mandens intelligens og dyd. Naturlig klogskab burde have opdaget nødvendigheden af et dannet og ædelt moderskab for at frembringe en høj form for mandighed. Folkeslag, der lægger ødelæggende begrænsninger på kvinden, dømmer sig selv til vedvarende underlegenhed, afmagt og endeligt sammenbrud. Islams tilbagegang og Tyrkiets sammenbrud som verdensmagt er sene, slående illustrationer af denne grundlæggende sandhed.

2. Bemærkelsesværdige eksempler på kristen kvindelighed:

Kvindens aktivitet i den tidlige kirke nåede sit højdepunkt i det 4. århundrede. Den type kvindelig karakter, som kristendommen frembragte i denne tid, ses af så bemærkelsesværdige eksempler som Eramelia og Macrina, Basileios' mor og søster; Anthusa, Nonna, Monica, henholdsvis mødre til Chrysostomos, Gregor af Nazianz og Augustin. Ligesom Hieronymus' og Ambrosius' mødre kastede de glans over kvindeligheden i de tidlige kristne århundreder ved deres dannelse og fremragende fromhed. Som forsvarere af troen står kvinder side om side med Ignatius og Polykarp i deres evne til at møde døden og udholde forfølgelsens kvaler. Martyrlisten oplyses af den uovertrufne renhed, uforfærdede heltemod og uovervindelige tro hos sådanne kristne unge kvinder som Blandina, Potamiaena, Perpetua og Felicitas, der i deres troskab mod Kristus ikke veg tilbage for de mest djævelske pinsler, som det hedenske Roms djævelske grusomhed og had opfandt.

I de følgende århundreders voksende mørke holdt kvinder, som mødre, lærere og abbedisser, den kristne tros og intelligens' lys brændende i middelalderens Europa. Mødrene til Bernhard og Peter den Ærværdige vidner om den bevarende og skabende kraft i deres hengivenhed og tro. Ophøjelsen af Jomfrumoderen, skønt en alvorlig fejltagelse og en forvanskning af kristendommen ved at sætte hende i stedet for det sande mål for tilbedelsen, tjente ikke desto mindre, i modsætning til hedensk kultur, til at gøre den højeste type kvindelighed til middelalderens ideal for storhed. Menneskehedens fulde herlighed var repræsenteret i hende. Hun blev universelt dominerende i religionen. Europas bedste kongelige blev omvendt gennem hendes indflydelse. Polen og Rusland blev føjet til den europæiske kristenhed, da deres herskere antog deres kristne hustruers tro. Clotildes omvendelse af Klodevig gjorde Frankrig kristent. Berthas ægteskab, en anden kristen prinsesse fra Frankrig, med Ethelbert indførte romersk kristendom i England, som blev den etablerede religion, da Edwin til gengæld blev omvendt gennem sin kristne hustrus indflydelse. Processen kulminerede i det 19. århundrede i Victorias lange, velstående, fredelige, kristne regeringstid, Englands ædleste regent.

3. Kvinden i det 20. århundrede:

De første årtier af det 20. århundrede er vidne til en bevægelse blandt kvinder, som er et af de mest bemærkelsesværdige fænomener i menneskehedens historie. Den er verdensomspændende og spontan og sigter mod intet mindre end kvindens universelle uddannelse og myndiggørelse. Dette nye ideal, som har sit udspring i Jesu lære om menneskesjælens værdi, gennemtrænger hvert lag af samfundet og alle racer og religioner. Kvindens ønske om udvikling og selvudtryk, og endnu bedre om tjeneste, har givet anledning til uddannelsesmæssige, sociale, velgørende og missionerende organisationer og institutioner med international rækkevidde og indflydelse. I løbet af 75 år efter at Mary Lyon indledte kvindens højere uddannelse ved Mt. Holyoke College i 1837, var 60.000 kvinder studerende ved universiteter og colleges i USA; næsten 40.000 ved Ruslands universiteter; og et stadigt voksende tilsvarende antal ved enhver højere læreanstalt for kvinder i verden; 30.000 underviste i Japans grundskoler og højere skoler. Selv muslimske ledere indrømmede, at den historiske underkastelse af kvinden under uvidenhed, mindreværd og trældom var den fatale fejl i deres religion og sociale system. Det slående mirakel indtraf, da Tyrkiet og Kina åbnede de hidtil permanent lukkede døre til uddannelse og sociale muligheder for hende.

Denne universelle bevægelse for kvindens oplysning og frigørelse er på betydningsfuld måde samtidig med den verdensomspændende udbredelse og fremgang for den kristne mission. Den frihed, hvormed Kristus satte os fri, omfatter hendes fuldstændige befrielse til lige muligheder med manden. I åndelig begavelse, i praktisk evne, i alle livets højere tjenester og endog i statskunst har hun vist sig mandens lige. Kristendommen tenderer altid mod at stille kvinden side om side med manden i alle de store bedrifter inden for uddannelse, kunst, litteratur, humaniora, social tjeneste og mission. Hele det moderne samfunds bevægelse hen imod hendes fuldkomne myndiggørelse er det tydelige og uundgåelige produkt af Jesu lære. Kvindens voksende ønske om stemmeret, hvad enten det er fejlagtigt eller ej, er en sidevirkning af denne nye frigørelse. De første stadier af denne evolutionære proces ledsages af mange unormale ønsker, umodne forsøg og former for adfærd, men til sidst vil kvinden, under Guds Ånds og det kristne ideals vejledning, med indsigt tilpasse sig sin nye mulighed og sit nye miljø, idet hun anerkender enhver forskel i funktion, som Gud har ordnet, og ethvert komplementært og samarbejdende forhold mellem kønnene. Resultatet af denne seneste udvikling af kristendommen vil ikke blot blive en ny kvindelighed for menneskeslægten, men, gennem hendes oplysning, kultur og åndelige lederskab, en ny menneskehed.

Dwight M. Pratt