Ptolemæus

tol'-e-mi (Ptolemaios, men som regel kaldt Ptolemæus--"den krigeriske"): Navnet Ptolemæus er ret almindeligt fra Alexander den Stores dage, men er bedst kendt som dynastisk navn for de 13 (14) makedonske konger af Egypten (323-43 f.Kr.) (som Farao i Det Gamle Testamente). De, der har interesse for bibellæseren, er:

(1) Ptolemæus I, med tilnavnet Soter (Soter, "Frelser"), også kaldt Ptolemæus Lagi, blev født omkring 366 f.Kr., søn af Lagus og Arsinoe, en medhustru til Filip af Makedonien. Han var fremtrædende blandt Alexander den Stores officerer og fulgte ham på hans østlige felttog. Ved Alexanders død tog Ptolemæus satrapiet Egypten som sin del (1 Makk 1,6 ff). Nu begyndte de langvarige fjendtligheder mellem Egypten og Syrien, hvor Ptolemæus mere end én gang invaderede Syrien. I 316 sluttede han sig til en krig mod Antigonus, hvorunder Koilesyrien og Fønikien gik tabt, men i 312 genvandt han dem fra Demetrius, Antigonus' søn. Det var højst sandsynligt i dette år (312), at Ptolemæus indtog Jerusalem på en sabbatsdag (Josefus, Ant, XII, i, 1), og ved magt eller overtalelse fik mange jøder til at følge ham til Egypten som kolonister eller lejesoldater. Hans venlige behandling af dem fik andre til at forlade Syrien og drage til Egypten. I 306 blev Ptolemæus besejret i det store søslag ud for Salamis på Cypern, hvorved Cypern gik tabt for Egypten. Omkring dette tidspunkt antog Ptolemæus titlen "konge", efter forbillede fra den syriske hersker. I 305-304 forsvarede han rhodierne mod Demetrius Poliorketes og tvang denne til at ophæve belejringen--deraf titlen "Frelser". I 285 f.Kr. abdicerede Ptolemæus til fordel for sin yngste søn Filadelfos--søn af hans yndlingshustru Berenike--og døde i 283 f.Kr. Ifølge den sædvanlige fortolkning er denne Filadelfos "Sydens konge" i Dan 11,5. Denne Ptolemæus deler med sin søn og efterfølger æren for at have grundlagt det berømte museum og bibliotek i Alexandria.

(2) Ptolemæus II, med tilnavnet Filadelfos (Philadelphos, "broder-/søsterelskende"), den yngste søn af Ptolemæus I; født 309 f.Kr. på Kos; efterfulgte sin far i 285 f.Kr. og døde 247. Ligesom sin far var han aktivt engageret i to syriske krige, indtil der blev sluttet fred omkring 250 f.Kr., idet Berenike, Filadelfos' datter, blev givet til ægte til Antiokus II. Denne Ptolemæus anlagde talrige kolonier i Egypten, Syrien og Israels land, blandt hvilke flere bar navnet Arsinoe (hans søster-hustru), Filadelfia på ruinerne af det gamle Rabba, Filotera syd for Galilæas Sø og Ptolemais på Akkos sted. Han viede stor opmærksomhed til den indre administration af sit rige, begavede museet og biblioteket i Alexandria, som hans far havde interesseret sig meget for; i det hele fulgte han sin fars eksempel som en gavmild beskytter af kunst, videnskab og litteratur. Ifølge en tradition var det Filadelfos, der medvirkede til at sætte Septuaginta-oversættelsen i gang (se SEPTUAGINT). I hvert fald var han velvilligt indstillet over for sine jødiske undersåtter, og i hans regeringstid begyndte jødisk visdom og græsk filosofi at smelte sammen. Filadelfos antages at være "Sydens konge" i Dan 11,6, hvis datter "skal komme til Nordens konge for at slutte en aftale".

(3) Ptolemæus III, med tilnavnet Euergetes (Euergetes, "Velgører"), søn af Filadelfos, som han efterfulgte i 247 f.Kr. I 246 blev han provokeret til en syrisk krig for at hævne mordet på sin søster Berenike i Antiokia; under dette felttog havde han bemærkelsesværdig fremgang, løb Syrien over ende, plyndrede Susa og Babylonien, trængte frem til Indiens kyster og indtog det vigtige fæstningsværk Seleukia (1 Makk 11,8). Euergetes blev dog forhindret i at høste frugterne af sine sejre, fordi han blev kaldt tilbage af indre uroligheder i Egypten. Han bragte fra Østen de egyptiske guder tilbage, som Kambyses havde ført bort 300 år tidligere, og vandt derved hos egypterne titlen "Velgører". Der findes to overleveringer om hans død: den mere sandsynlige er Polybios' (ii.71), ifølge hvilken han døde en naturlig død (222 f.Kr.), eller, ifølge en anden (Justin xxix.1), blev han myrdet af sin søn. Nogle betragter denne konge som den Euergetes, der nævnes i Siraks prolog, men henvisningen må snarere være til Euergetes II (Ptolemæus VII). Det "skud", som "skal trænge ind i Nordens konges fæstning" og sejre, er Euergetes I (Dan 11,7-9), idet Dan 11,8 henviser til den handling, hvorved han vandt sin titel.

(4) Ptolemæus IV, med tilnavnet Filopator (Philopator, "den, der elsker sin far"), eller Tryfon (Truphon), Euergetes' ældste søn, som han efterfulgte i 222 f.Kr. Antiokus den Store af Syrien erklærede Egypten krig omkring 219 f.Kr., men efter at have erobret Koilesyrien og Fønikien blev han besejret af Filopator i slaget ved Rafia nær Gaza (217 f.Kr.). Da Filopator sejrrig vendte tilbage til Alexandria, indtog han en meget antijødisk holdning og forårsagede i det hele taget utilfredshed blandt sine undersåtter. Trods sejren ved Rafia begyndte Egypten at gå tilbage under hans svaghed. Han var lige så udsvævende som Nero, mens hans hjemlige tragedier er lige så mørke som Herodes den Stores. Han døde i 205 f.Kr. Dan 11,10-12 henviser til Filopators regeringstid. Han var højst sandsynligt undertrykkeren i 3 Makk.

(5) Ptolemæus V, med tilnavnet Epifanes (Epiphanes, "den strålende"). Han var kun 5 år gammel, da hans far Filopator døde. Antiochos den Store udnyttede kongens mindreårighed og sluttede forbund med Filip af Makedonien mod Egypten. Filip tog Kykladerne og nogle byer i Thrakien, mens Antiochos besejrede den egyptiske general Skopas ved Paneas ved Jordan i 198 f.Kr., og således gik Israels land over til seleukidedynastiet. Romerne greb nu ind for at få Antiochos til at opgive sine erobringer. Da Antiochos ikke vovede at trodse Rom, indgik han et kompromis ved at slutte fred med Ptolemæus og forlove ham med sin datter Kleopatra, som i medgift skulle modtage indtægterne fra de erobrede provinser Koile-Syrien, Israels land og Fønikien (Josephus, Ant, XII, iv, 1; Polyb. xxviii.17), men kontrollen over disse provinser synes at være blevet beholdt af Antiochos. Ægteskabet fandt sted i 193 f.Kr. Efter afskedigelsen af hans trofaste minister, Aristomenes, forfaldt Epifanes' karakter og regering. Til sidst tog han sig sammen for at genvinde de tabte provinser fra Seleukos, Antiochos' efterfølger, men blev forgiftet, før hans planer blev virkeliggjort, i 182 (181) f.Kr. (Josephus, Ant, XII, iv, 11). Dan 11,14-17 skal forstås som en henvisning til forholdet mellem Ptolemæus V og Antiochos III, "den Store."

(6) Ptolemæus VI, med tilnavnet Filometor (Philometor, "den, der holder af sin mor"), ældste søn af Ptolemæus V, som han efterfulgte i 182 (181) f.Kr. I de første 7 år af hans regering fungerede hans mor Kleopatra som dronningeregent, og freden med Syrien blev bevaret indtil 173 f.Kr. Antiochos IV Epifanes invaderede da Egypten, besejrede egypterne ved Pelusium og fik Filometor i sin magt; ham skånede han i håb om at bruge ham som redskab til at få overherredømmet over Egypten. Filometors bror blev nu udråbt til konge af alexandrinerne med titlen Euergetes (II). Da Antiochos trak sig tilbage, sluttede Filometor fred med sin bror og indrømmede ham del i regeringen (170 f.Kr.). Dette mishagede Antiochos, som drog mod Alexandria, men blev standset under murene af en romersk delegation (168 f.Kr.), og i lydighed mod den trak han sig tilbage. Brødrene blev igen uenige, og Filometor, der var blevet fordrevet af Euergetes, drog til Rom for at søge hjælp (164 f.Kr.). Romerne satte ham igen på hans trone og tildelte Euergetes Kyrenaika. Den næste strid gjaldt Cypern. Denne gang fik Filometor sin bror som fange, men sendte ham tilbage til hans provins. Filometor blev senere draget ind i syrisk politik i konflikten mellem Alexander Balas og Demetrios. Den egyptiske konge tog den førstes parti og forlovede ham også med sin datter Kleopatra. Men da han opdagede Balas' forræderi, tog han sin datter fra ham og gav hende til hans modstander, Demetrios Nikator, som han nu støttede mod Balas. Balas blev besejret i et afgørende slag ved Oenoparas og dræbt, men Ptolemæus selv døde i 146 f.Kr. som følge af et fald fra sin hest i slaget (1 Makk 1,18; 10,51 ff; 2 Makk 1,10; 4,21). Dan 11,25-30 henviser til begivenhederne i denne regeringstid. Filometor synes at have indtaget en venlig holdning over for jøderne. I hans regeringstid blev det jødiske tempel i Leontopolis nær Heliopolis grundlagt i 154 f.Kr. (Josephus, Ant, XIII, iii, 1 f), og to jødiske generaler, Onias og Dositheus, stod i spidsen for hans hære og havde en stor andel i regeringen (Josephus, Apion II, 5). Den jødisk-alexandrinske filosof Aristobulos levede sandsynligvis i denne regeringstid.

(7) (Ved Filometors død blev hans unge søn udråbt til konge som Ptolemæus Eupator ("af en ædel far"), men efter kun at have regeret nogle få måneder blev han dræbt af sin onkel Euergetes II (Just. xxxviii.8). Da hans regering var så kort, behøver han næppe at blive regnet med blandt ptolemæerne.)

(8) Ptolemæus VII (VIII), med tilnavnet Euergetes (II) og også kaldet Fyskon (Phuskon, "stormavet"), blev enehersker efter sin bror Filometor (eller efter sin myrdede nevø) i 146 f.Kr. og regerede indtil 117 f.Kr. Hans regering var præget af grusomhed, tyranni og last, så han var hadet af sine undersåtter, især af befolkningen i Alexandria, som ved én lejlighed fordrev ham under et oprør. Det er usikkert, om Fyskon var jødernes fjende og forfølger eller deres beskytter. Nogle autoriteter henfører de forfølgelser, der nævnes i 3 Makkabæerbog, til denne regeringstid, men de fleste moderne autoriteter er tilbøjelige til at datere dem til den antijødiske Ptolemæus IV Filopators regering. Udsagnet "i kong Euergetes' 38. år" i prologen til Siraks Bog henviser til Fyskon Euergetes II og = 132 f.Kr., eftersom han daterede sin regering fra året for fælleskongedømmet med sin bror (170 f.Kr.).

De øvrige ptolemæere i Egypten kræver ingen omtale her.

Følgende er de apokryfe ptolemæere:

(1) Ptolemæus Makron.

Se MACRON.

(2) Ptolemæus, søn af Abubus, svigersøn til Simon Makkabæeren. Han snigmyrdede forræderisk Simon og to af hans sønner i fæstningen Dok nær Jeriko, 135 f.Kr. (1 Makk 16,15).

(3) Ptolemæus, far til Lysimachus (Apokryferne) (Tilføjelser til Ester 11,1).

(4) Ptolemæus, søn af en Dositheus; han og hans far var bærere af "brevet fra Phrurai" (Tilføjelser til Ester 11,1).

LITTERATUR.

J. P. Mahaffy, Empire of the Ptolemies, er den bedste fremstilling for engelske læsere. En lang liste over ptolemæere findes f.eks. i Smith's Classical Dictionary. De antikke kilder er Josephus, Polybios, Justin, Pausanias, Plutarch (Cleom.), Livius, Diodorus, Hieronymus (kommentar til Dan 11).

S. Angus