Koilesyrien

se-le-sir'-i-a (KJV Celosyria; Koile Suria, "hult Syrien"): Sådan kaldte grækerne efter Alexander den Stores tid dalen, der ligger mellem de to bjergkæder, Libanon og Anti-Libanon. Den omtales i Det Gamle Testamente som Biq`ath ha-Lebhanon, "Libanons dal" (Jos 11,17), et navn hvis ekko stadig høres i el-Buqa`, betegnelsen der i dag bruges om dalens sydlige del. Denne sænkning, som strækker sig omkring 100 miles i længden, er den nordlige fortsættelse af Jordandalen. De vigtigste fysiske træk beskrives under LIBANON (se denne). Navnet betegnede dog ikke altid det samme landområde. Hos Strabon (xvi.2) og Ptolemæus (v.15) dækker det det frugtbare land mellem Jebel esh-Sharqy og ørkenen under Damaskus' herredømme. I 1 Esdras 2,17; 2 Makk 3,8 osv. betegner det landet syd og øst for Libanonbjerget, og sammen med Fønikien udgjorde det hele det seleukidiske herredømme, som lå syd for floden Eleutherus. Josefus indbefatter i Cølesyrien landet øst for Jordan sammen med Scythopolis (Beisan), som lå mod vest, adskilt af floden fra de andre medlemmer af Dekapolis (Ant., XIII, xiii, 2 osv.). I XIV, iv, 5 siger han, at "Pompejus overdrog Cølesyrien indtil floden Eufrat og Egypten til Scaurus." Udtrykket er derfor ret elastisk.

W. Ewing