Præstedømmet i Det Nye Testamente

1. Det jødiske præstedømme

2. Jesu Kristi præstedømme og ypperstepræstedømme

3. De troendes præstedømme

1. Det jødiske præstedømme:

I Det Nye Testamente findes hierateuma (1 Pet 2,5; 1 Pet 2,9), »præstedømme«, ikke med henvisning til det jødiske præstedømme, men hiereus og archiereus, »ypperstepræst«, forekommer ofte. Da præsternes virksomhed indtil Jerusalems fald blev udført i nøje overensstemmelse med Det Gamle Testamentes forskrifter, er der naturligvis intet nyt eller slående i de talrige nytestamentlige henvisninger til deres arbejde. Måske findes den mest interessante oplysning i Luk 1,5-9, nemlig at Zakarias hørte til Abijas skifte, det 8. af de 24 skifter, som præsterne var inddelt i (sammenlign 1 Krøn 24,7-18), og at præsterne i disse skifter fordelte deres arbejde ved lodtrækning. I evangelierne nævnes archiereis oftere end hiereis, idet præstedømmets magt synes at være blevet opslugt af en slags præstelig aristokrati. Da ypperstepræstens embede under den tids politiske pres sjældent kunne beholdes indtil indehaverens død, kunne der endog være flere levende på samme tid, som i længere eller kortere tid havde haft dette embede, der gjorde en mand til folkets overhoved, ikke blot rituelt, men også politisk, eftersom ypperstepræsten i kraft af sit embede var Sanhedrinets præsiderende leder. Ikke alene ville disse tidligere ypperstepræster naturligt beholde den titel, der hørte til deres tidligere værdighed, men navnet var sandsynligvis også kommet til at omfatte andre medlemmer af de samme familier eller af familier med tilsvarende stilling, således at »ypperstepræster« synes at være en mere præcis oversættelse af archiereis end ypperstepræster i snæver forstand. I ental henviser archiereus dog som regel, hvis ikke altid, til den person, der på det givne tidspunkt beklædte det særlige embede som ypperstepræst. Ordet hiereus bruges naturligvis i sin almindelige betydning ved de sjældne lejligheder, hvor der i Det Nye Testamente henvises til tilsvarende tjenere i andre religioner, såsom Zeus’ præst (ApG 14,13), og også til Melkisedek (Hebr 7,1).

2. Jesu Kristi præstedømme og ypperstepræstedømme:

Kun i Hebræerbrevet fremstilles Jesu virksomhed som præstelig og ypperstepræstelig, men i dette brev lægges der stor vægt på disse sider af hans gerning. Fortolkere skelner sjældent mellem disse to sider af hans gerning, og det er tydeligt, at forfatteren selv i hvert fald undertiden ikke gjorde noget forsøg på skarpt at skelne mellem dem. Men visse overvejelser gør det sandsynligt, at de i virkeligheden ikke var forvekslet eller sammenblandet i forfatterens eget sind. For eksempel bør det bemærkes, at Jesu præstedømme erklæres at være efter Melkisedeks orden og derfor er radikalt forskelligt fra de levitiske præsters. På den anden side betragtes det aronitiske ypperstepræstedømme som analogt med Jesu, sådan at der, trods dets underlegenhed, ofte sammenlignes med det. Det ses let, at ypperstepræstens gerning, både på grund af hans indtræden i Det Allerhelligste og fordi han bar navnene på Israels børn i domsbrystskjoldet som et minde for Jahve til stadighed, langt mere passende end de almindelige præsters gerning forbilledligt fremstillede Jesu sonende og forbønsbærende gerning (2 Mos 28,12; 2 Mos 28,15).

Når vi således forsøger at behandle Jesu præstelige og ypperstepræstelige funktioner hver for sig, bemærker vi, at det meste af det, der siges om de præstelige funktioner, ligger i erklæringen om, at han er præst efter Melkisedeks orden, og denne tanke behandles i Hebr 7 på en måde, der tydeliggør overlegenheden ved et præstedømme efter Melkisedeks orden og dermed bekræfter kristendommens overlegenhed over jødedommen, bogens store tema. Historisk beviser den velsignelse, der blev givet Abraham, og modtagelsen af tiende fra ham, Melkisedeks overlegenhed over Levi og endnu mere over Levis præstelige efterkommere (7,4-10). Endvidere blev Jesus præst ikke på grundlag af et »kødeligt bud«, dvs. i en orden baseret på afstamning og arv, men ved »kraften af et uendeligt liv« (7,16), hvilket Melkisedek minder os om, eftersom Skriften tier både om hans fødsel og hans død. Igen indsættes Kristus, i modsætning til de levitiske præster, i sit embede ved Guds ed (7,20.21; sammenlign Sl 110,4). Endelig, mens præsterne af den levitiske linje blev hindret i at forblive i embedet ved deres død, har Jesus sit præstedømme uden at det overdrages eller kan overdrages (7,23.14). Denne drøftelse af Kristi præstedømme »efter Melkisedeks orden« optager næsten hele Hebr 7, men i 7,26 indføres hans ypperstepræstedømme pludseligt, og efter dette punkt henvises der ikke længere på nogen måde til Melkisedek, selv om hans gerning mere end én gang stilles i kontrast til tempelpræsternes (8,4.5; 9,6; 10,11 f).

Efter to gange blot at have givet Jesus titlen ypperstepræst (Hebr 2,17; Hebr 3,1) begynder Hebræerbrevets forfatter i 4,14 en fremstilling af ligheden mellem Jesus og den jødiske ypperstepræst, en sådan »som Aron var«, og finder ligheden i

(1) hans guddommelige udnævnelse til sin gerning (5,4.5), (2) hans erfaring af lidelse (5,7.8; sammenlign 4,15; 5,2), og (3) hans frelsende gerning, antydet ved den almindelige ypperstepræsts offerhandling (5,9), som den dog langt overgår i værdi og virkning. Men

(4) senere stilles ypperstepræstens gerning og Jesu gerning i kontrast med hensyn til stedet, hvor den udføres: ypperstepræsten går ind i det andet tabernakel, dvs. Det Allerhelligste (9,7), mens Kristus går gennem det større og mere fuldkomne tabernakel, »selve himlen« (9,11.24). En lignende kontrast er

(5) der drages mellem de ofre, der henholdsvis blev bragt, idet de gamle ofre var blodet af bukke og kalve (9,12), mens Kristi offer var »ham selv« (9,14), »hans eget blod« (9,12), »Kristi blod, han som ved den evige Ånd frembar sig selv uden lyde for Gud« (9,14). Forfatteren accepterer og fremhæver også uden argumentation eller endog forklaring

(6) den virkelig offermæssige karakter af denne Jesu selvhengivelse. Dette forhold ophæves heller ikke af den vægt, der én gang lægges på at gøre Guds vilje i en modsætning hentet fra Salmerne (10,5-9; sammenlign Sl 40,6 ff), for her drages modsætningen ikke mellem offer på den ene side og lydighed på den anden, men snarere mellem ofringen af dyr, der dør ufrivilligt og helt uden bevidsthed om den offermæssige betydning af deres død, og Jesu frembærelse af sig selv med bevidst hensigt om at udføre Guds vilje; ved denne vilje er Jesu Kristi legeme det eneste antagelige offer (Hebr 10,10). Videre fremhæver forfatteren

(7) den faktiske virkning af Kristi gerning, idet hans argument er, at den allerede ville være blevet udført gentagne gange, hvis dette ene offer ikke havde været tilstrækkeligt for al tid, »én gang for alle« (Hebr 7,27; Hebr 9,26). Til sidst hævdes

(8) Kristi forbønsgerning, som, skønt den ikke forklares, synes at være en billedlig fremstilling af hans tanke om, at mennesker velsignes, fordi Kristus døde, dvs. at dette var en uundværlig betingelse for Guds åbenbaring af sin barmhjertige kærlighed, og at den nåde, der følger af Kristi død, ikke blot udspringer af en kendsgerning, men at den guddommelige kærlighed og omsorg for de troende udøves, hverken automatisk eller upersonligt, men i kraft af en stadig personlig medfølelse med skiftende fristelser og behov, en medfølelse, der er blevet intensiveret gennem den jordiske erfaring, fristelse og lidelse hos ham, som havde været og er, ikke alene den guddommelige Søn, men også Menneskesønnen. Således er den troendes frelse sikker og fuldkommen, og Jesu præstelige og ypperstepræstelige gerning når sin fuldendelse.

3. De troendes præstedømme:

De troendes præstedømme er en tanke, som finder formelt udtryk mindre hyppigt i Det Nye Testamente, end det har været tilfældet i protestantisk teologi. Men deraf følger ikke, at der har været en tilsvarende afvigelse fra apostlenes tanke. Det viser kun, at en tanke, som efter apostolisk opfattelse var et af enhver kristens uforanderlige privilegier, og som, om ikke bestandigt, dog fandt tilstrækkeligt klart udtryk på denne billedlige måde, som følge af de vildfarelser, der har udviklet sig, i senere århundreders stridigheder er kommet til at få stærkere betoning, end den havde i begyndelsen. Det kan først bemærkes, at denne opfattelse af de troendes præstedømme, betragtet for sig selv, på ingen måde står i forbindelse med de forskellige præstelige aktiviteter, som også billedligt tilskrives dem. Forfatteren til Hebræerbrevet, som ikke taler om de troendes præstedømme og ikke kender noget kristent præstedømme andet end Jesu eget, kalder dog »lovprisning«, »at gøre godt og dele med andre«, for ofre (13,15.16). Således byder Paulus romerne at fremstille deres legemer som »et levende offer« (Rom 12,1), og Peter kalder kristne »et helligt præsteskab, til at bringe åndelige ofre« (1 Pet 2,5). Men denne billedlige brug er helt forskellig fra emnet for dette afsnit. Desuden knytter forestillingen om det kristne præstedømme sig aldrig i Det Nye Testamente blot til tjenesten i den kristne kirke, hvad man end måtte mene om dens embeder eller opgaver. I ingen forstand har kirken eller nogen kirke et officielt præstedømme. Det er heller ikke nogen del af Det Nye Testamentes opfattelse af de troendes præstedømme, at et enkelt menneske i nogen henseende skulle handle på en andens vegne. Skønt de troendes forbøn for andre personer i den senere tid ofte er blevet fremstillet som en præstelig handling, ja som den aktivitet, der er væsentlig for ethvert virkeligt præstedømme blandt troende, er Det Nye Testamentes tanke ganske anderledes og skal forstås således: I oldtiden mente man, at mennesker i almindelighed ikke kunne have direkte adgang til Gud, at enhver tilgang til ham måtte formidles af et medlem af præsternes klasse, som alene kunne nærme sig Gud, og som derfor måtte benyttes af andre mennesker til at repræsentere dem for ham. Hele denne forestilling forsvinder i kristendommens lys. I kraft af deres forhold til Kristus har alle troende direkte adgang til Gud, og følgelig, eftersom denne adgangsret tidligere var et præsteligt privilegium, kan præstedømme nu udsiges om enhver kristen. At ingen behøver en anden til at træde imellem hans sjæl og Gud; at ingen således kan træde imellem for en anden; at hver sjæl kan og må stå for sig selv i et personligt forhold til Gud – dette er de enkle elementer i Det Nye Testamentes lære om alle troendes præstedømme. (Se afhandlinger om nytestamentlig teologi og kommentarer til Hebræerbrevet.)

David Foster Estes