Præstedømme

prest'-hood:

1. Præstedømmet er et embede

2. I Det Gamle Testamente

3. Arveligt præstedømme

4. I Det Nye Testamente

5. Konklusioner

LITTERATUR

Al gudsdyrkelse bygger på præstedømme, for præsteembedet er en væsentlig del af frelsen. Kristendommen selv har sin herlige Præst, Herren Jesus Kristus, og det er gennem hans ene, højeste offer, at vi føres ind i et frelst forhold til Gud og nyder fællesskab med ham. Kristi præstedømme og dets mægtige virkninger i offer og forbøn på Guds folks vegne er det vigtigste og grundlæggende tema i Hebræerbrevet.

1. Præstedømmet som embede:

Præstedømme er et virkeligt embede, bestemt og særligt. Det er nødvendigt at fastholde denne kendsgerning, for det ædle ord »præst« er blevet tilegnet uretmæssigt og anvendt forkert, så dets egentlige betydning er blevet svækket. Der findes en vis litterær slang, som nogle hengiver sig til, når de taler om »videnskabens præster«, »kunstens præster« og lignende urimeligheder. Tanken om præstedømme, hvis præstedømme skal have nogen bestemt betydning, kan ikke have nogen plads i litteratur eller videnskab eller kunst eller noget af den slags. For det hører til nådens område, idet det forudsætter synd og Guds hensigt om at fjerne den. Hugh Martin skriver, at han »lige så snart ville tænke på at overføre geometriens og algebraens sprog til botanikken og tale om en blomsts hypotenuse og et træs kvadratrod eller en snerles differentialkoefficient, som at tale om naturens eller litteraturens præstedømme.« Præstedømme er et embede, der omfatter meget bestemte pligter og funktioner.

2. I Det Gamle Testamente:

Præstedømme i en eller anden form synes at have eksisteret fra de tidligste tider, ja fra begyndelsen af vor slægts historie. I patriarkernes tid blev embedet varetaget, og dets pligter udført, af dem, der indtog en form for lederstilling, især af faderen eller overhovedet for familien og stammen. Således »byggede Noa et alter for Jahve« i sin egenskab af præst og på vegne af sit hus, »og han tog af alle rene dyr og af alle rene fugle og bragte brændofre på alteret« (1 Mos 8,20). Abraham ofrede vædderen »som brændoffer i stedet for sin søn« (1 Mos 22,13). På samme måde bragte Job brændofre for sine børn, og ligeledes, efter Guds anvisning, for de tre »trøstere«, da den store prøvelse var overstået (Job 1,5; Job 42,8). I disse og lignende tilfælde var der præstelig handling lige så sikkert som hos Aron eller hos enhver regelmæssigt indsat præst i Israel. Melkisedek var »præst for Gud den Højeste« (1 Mos 14,18). Isak »byggede et alter dér og påkaldte Jahves navn« (1 Mos 26,25), ligesom Jakob gjorde (1 Mos 33,20). I disse tilfælde blev præstelige handlinger udført af patriarkerne i deres egenskab af familiefædre eller klanoverhoveder. Fra begyndelsen blev præstedømmet med dets sonings- og gudsdyrkelseshandlinger således anerkendt som et guddommeligt indstiftet embede. Men i tiden før Moses fandtes der ingen anerkendt særskilt præsteklasse.

3. Arveligt præstedømme:

Regelmæssig præstelig arvefølge i én familie blev indført af Moses (2 Mos 28,1-3). Fra dette tidspunkt og frem var præstedømmet i Israel begrænset til Arons familie. Intet arveligt præstedømme synes at have været gældende i patriarkernes tid. Ifølge Hebræerbrevet havde Melkisedek, en præst af højeste rang, hverken forgænger eller efterfølger i sit store embede. Efter Guds anvisning udpegede Moses den aronitiske familie som præstefamilien i Israel, og han foreskrev de klæder, de skulle bære, de ofre, de skulle bringe både for sig selv og for menigheden, deres underhold, deres huslige forhold og deres optræden over for deres hebraiske landsmænd.

I indsættelsen af præstedømmet er der intet spor af egyptisk indflydelse. Dog ved vi, at Josef giftede sig med datteren af præsten i On (1 Mos 41,50). Men denne kendsgerning havde ingen betydning for udvælgelsen af Israels præstefamilie. Det aronitiske præstedømme havde intet til fælles med Egyptens; det hævdede at være af guddommelig oprindelse, og dets pligter, funktioner og beføjelser modsiger på ingen måde denne påstand. Vidnesbyrdet fra en egyptisk arkæolog (Dr. M.G. Kyle) kan her anføres vedrørende ét væsentligt element i præsteembedets pligter, nemlig offeret: »Det fuldstændige fravær i ofringerne i den gamle egyptiske religion af nogen af de store pentateukiske offerideer: stedfortrædelse, soning, indvielse, fællesskab, og i virkeligheden af næsten enhver væsentlig idé i egentligt offer, sådan som det klart er fastslået ved nyere, meget udtømmende undersøgelser af offerscenerne, taler for åbenbaringselementet i det mosaiske system ved at afgrænse området for rationalistisk spekulation på den egyptiske side. Egypten gav intet til dette system, for det havde intet at give.« Det samme kan siges om præstedømmet; Israel hentede kun lidt eller intet af dets beføjelser og funktioner fra egyptiske kilder.

Selv om embedet var begrænset til den aronitiske familie, bragte andre end den regelmæssige præst dog i visse nødsituationer og kriser ofre til Herren og blev modtaget af ham. Sådan gjorde Gideon i en tid med stor nød i Israel (Dom 6,24; Dom 6,26); sådan gjorde mændene i Bet-Shemesh (1 Sam 6,14; 1 Sam 6,15); profeten Samuel (1 Sam 7,9); David (2 Sam 6,13; 2 Sam 6,17); Elias (1 Kong 18,23; 1 Kong 18,32-38) osv. Det udvalgte folk synes at have følt sig frit til at bringe ofre og udføre præstelige funktioner, når lejligheden krævede det, indtil den centrale helligdom blev etableret på Morija bjerg. Da templet blev bygget og indviet, blev præstelig handling begrænset til Jerusalem og til den regelmæssige præsteslægt. Da farisæismen med sin stive lovtrældom og sine utålelige byrder blev dominerende, forsvandt i vid udstrækning al frihed i gudsdyrkelsen og spontan tjeneste. Israels religiøse liv stivnede til en frygtelig ensformighed.

4. I Det Nye Testamente:

Alt præstedømme når sit højdepunkt i Herren Jesu Kristi præstedømme. Det er på grund af hans præstedømmes fuldkommenhed, at embedet, sådan som det var repræsenteret ved Melkisedek og Aron, var virksomt og opfyldte det mål, det var indstiftet til. Det ene svarer til det andet som forbillede og modbillede, som forudsigelse og opfyldelse. Kristi præstedømme åbnes for os i Hebræerbrevet (2,14-18; 4,14-16; 5,1-10; 7,9.10.18). To grundlæggende sandheder vedrørende hans præstedømme fremhæves meget tydeligt i Hebræerbrevet. Det er dets orden og dets pligter. Med orden menes præstens rang eller grad, og med pligter de forskellige funktioner i hans tjeneste. Kristi orden som præst er Melkisedeks, slet ikke Arons; Hebr 7 gør dette helt klart. Ligesom Melkisedek, og uendeligt højt over Melkisedek, er han præst uden nogen forgænger i det store embede og uden nogen efterfølger; her står han helt alene, uden lige og fuldkommen for evigt. Han udfører dets pligter eller funktioner efter Arons mønster, sådan som Hebr 9 klart viser. Disse to præstedømmer, Melkisedeks og Arons, er herligt fuldbyrdet i Jesu Kristi person og gerning.

Spørgsmålet rejses og drøftes med nogen skarphed i vor tid: Udøvede Kristus præsteembedet under sit ophold på jorden, eller udøver han embedet kun i himlen? En fuldstændig drøftelse af dette interessante emne ville være upassende her. Lad det dog bemærkes (1), at Herren Jesus blev indsat som præst lige så sikkert som Aron (Hebr 5,4; Hebr 5,5). I ordene: »Du er min Søn, i dag har jeg født dig,« synes der at være en henvisning både til hans inkarnation (Luk 1,32; Hebr 1,5) og også til hans opstandelse (ApG 13,33). I Hebr 2,17 får vi at vide, at det »sømmede sig for ham i alle ting at blive gjort lig sine brødre, for at han kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst i det, der angår Gud, for at skaffe soning for folkets synder.« Antagelsen af menneskelig natur var nødvendig, for at han kunne være en sådan præst. Johannes Døber så denne sandhed og sagde: »Se, Guds lam, som tager verdens synd bort« (Joh 1,29).

Der var bestemt præstelig handling i hans død. To gange får vi at vide, at han »ofrede sig selv« (Hebr 7,27): »For dette gjorde han én gang for alle, da han ofrede sig selv.« Dette stærke udtryk, »ofrede«, er offerkultisk og peger på hans død som et offer, der blev bragt for folkets synder. Hans egen handling i dette må ikke overses; det var ham selv, der frembar offeret; han var derfor ikke et kæmpende offerdyr, en martyr, som ikke kunne undslippe den skæbne, der kom over ham—nej, han ofrede frivilligt sig selv.

I Hebr 9,14 finder vi disse betydningsfulde ord: »Hvor meget mere skal da Kristi blod, han som ved den evige Ånd ofrede sig selv uden lyde til Gud, rense jeres samvittighed fra døde gerninger til at tjene den levende Gud?« Det var som præst, han bragte dette overvældende offer, og dette gjorde han, mens han endnu var på jorden. Han var på én gang både offer og præst. Aldrig var han mere virksom, end da han ofrede sig selv til Gud.

Det er værd at minde os selv om, at de ord, som Skriften bruger til at udtrykke handlingen i hans død, aldrig bruges til at betegne en skabnings, et menneskes, død. Matthæus har, at han »opgav (sendte bort) sin ånd« (Matt 27,50). Johannes har, at han »opgav sin ånd« (Joh 19,30); Mark 15,37 og Luk 23,46 har begge de samme ord: Han »opgav ånden.« Han døde ikke, fordi han var dødelig, som vi er, eller fordi han ikke kunne befri sig selv, men fordi han gav sig selv for vore synder, for at vi kunne få tilgivelse og blive frelst (Joh 10,17; Joh 10,18). Frivilligheden i hans offer er selve kernen i hans præstelige forsoning.

Se CHRIST, OFFICES OF, V; PRIESTHOOD IN THE NEW TESTAMENT.

5. Konklusioner:

Præstedømmet udspringer af den menneskelige sjæls dybeste behov. Mennesker føler overalt, at de på en eller anden måde har krænket den Magt, som de er ansvarlige over for, og som de må aflægge regnskab for deres gerninger over for. De længes efter at formilde deres krænkede Herre, og de tror, at en, som er bemyndiget og kvalificeret til at handle på deres vegne, kan sikre dem straffens ophævelse og den tilgivelse, de søger. Derfor knytter præstedømmet sig allernærmest til synd, til skyld og dens fjernelse. Hjertet længes efter indgriben og forbøn på deres vegne fra en, som har fri adgang til Gud, og hvis tjeneste er antagelig. Kort sagt er præsten synderens repræsentant i det, der angår Gud. Han er mellemmanden, hvis embede det er at møde og tilfredsstille Guds krav på vegne af dem, han handler for, og som sikrer den tilgivelse og gunst, som overtræderen må have, hvis han skal nyde fællesskab med Gud. Og dette, og mere end dette, har vi i vor store ypperstepræst, Herren Jesus Kristus.

LITTERATUR.

P. Fairbairn, Typology of Scripture, II; Soltau, Exposition of the Tabernacle, the Priestly Garments and the Priesthood; Martin, Atonement; Moorehead, Mosaic Institutions, artikel »Priest.«

William G. Moorehead