Præster og levitter

(kohen, "præst"; intet vides med sikkerhed om ordets oprindelse; Lewi, "levit," om dette se LEVI):

I. FORSKELLIGE SYN PÅ HISTORIEN

1. Det gamle syn

2. Graf-Wellhausen-synet

3. Formidlende syn

4. Et alternativt syn

II. DATAENE I PRÆSTEKODEKSEN (P) I PENTATEUKEN

1. Levitterne

2. Aron og hans sønner

III. DE ANDRE DELE AF PENTATEUKEN

IV. FRA MOSES TIL MALAKIAS

1. Kilderne bortset fra Ezekiel

(1) Varetægten af arken

(2) Ved dens tilbagekomst fra filistrene

(3) I Abinadabs hus

2. Ezekiel

V. EZRA, NEHEMIAS, KRØNIKEBØGERNE

1. Vurderinger af krønikeskriveren

2. Hans data

VI. LOVBESTEMMELSER

LITTERATUR

I nogle minæiske indskrifter fundet ved El-`Ola, der dateres til omkring 1200-800 f.Kr. (Hommel i Hilprecht, Explorations in Bible Lands, 719), betegnes visse "præster og præstinder for guden Wadd med betegnelsen lawi, femininum lawi`at" (op. cit., 749). Det vides ikke, om dette skyldes israelitisk indflydelse.

I. Forskellige syn på historien.

1. Det gamle syn:

Der er store meningsforskelle blandt moderne forfattere om historiens sande forløb og dateringen af de forskellige dokumenter. Det vil derfor være bedst at skitsere disse syn i grove træk og derefter give vidnesbyrdene fra de forskellige autoriteter sammen med de grunde, der i hvert enkelt tilfælde naturligt fremkommer ved overvejelsen af dette vidnesbyrd.

Den gamle opfattelse var, at hele Pentateukens lovstof var Moses' værk, at beretningen om den efterfølgende historie i Krønikebøgerne var korrekt, at Ezekiels syn, hvis det tages bogstaveligt, ikke kunne forenes med de øvrige kendte kendsgerninger og var uforklarligt, og at harmoniserende forklaringer burde anvendes i forbindelse med alle andre uoverensstemmelser.

2. Graf-Wellhausen-synet:

Den moderne kritiske skole har modsagt hver eneste af disse læresætninger. Krønikeskriveren erklæres for at stå i stadig og uforenelig konflikt med de ældre autoriteter, harmoniserende forklaringer afvises konsekvent, Pentateuken nægtes at være Moses' værk og opdeles i en række kilder fra forskellige tider, og Ezekiel får en æresplads som repræsentant for et trin i en fortløbende og normal udvikling. Emnet er således uløseligt knyttet til Pentateukproblemet, og der må henvises til artiklen PENTATEUCH for en forklaring af de formodede dokumenter og en overvejelse af analysen med dens nomenklatur. På den anden side forklarer og drøfter nærværende artikel og artiklen SANCTUARY (se denne) den mest udbredte teori om den historiske udvikling, hvori historien om de formodede pentateukiske kilder er blevet indpasset.

Den dominerende teori er Wellhausens. Ifølge denne var "levit" oprindeligt en betegnelse for faglig dygtighed, og de tidlige levitter var ikke medlemmer af Levis stamme, men professionelle præster. Enhver kunne ofre. "Til et enkelt alter krævedes ingen præst, men kun til et hus, der indeholdt et helligt billede; dette krævede opsyn og betjening" (Wellhausen, Prolegomena, 130). Hele den levitiske lov var ukendt, og sondringen mellem præster og levitter uhørt. Der var nogle få store helligdomme og ét indflydelsesrigt præsteskab, det i Shilo (senere i Nob). Med monarkiet blev præsteskabet vigtigere. De kongelige præster i Jerusalem voksede derfor i betydning og indflydelse, indtil de overskyggede alle de andre. Femte Mosebog anerkendte alle levitters lige præstelige ret, og Josijas reform satte Zadoks sønner, som var præsterne i Jerusalem og ikke efterkommere af Aron, i en stilling med afgørende overlegenhed. Derefter drog Ezekiel en ny og tidligere ukendt sondring mellem "præsterne levitterne, Zadoks sønner", som er "dem, der tager vare på alterets tjeneste", og de øvrige levitter, som blev gjort til "dem, der tager vare på husets tjeneste" som straf for at have gjort tjeneste på offerhøjene. Præstekodeksen overtager denne sondring og fremstiller den som værende af mosaisk oprindelse, idet den gør Zadoks sønner til "Arons sønner". "På denne måde opstod som en ulovlig følge af Josijas reform sondringen mellem præster og levitter. Hos Ezekiel er denne sondring stadig en nyskabelse, der kræver begrundelse og stadfæstelse; i Præstekodeksen er den en `evig forordning,' skønt den end ikke da er absolut ubestridt, som det fremgår af den præstelige version af fortællingen om Koras flok. For hele jødedommen efter Ezra, og således for den kristne tradition, har Præstekodeksen også i denne sag været autoritativ. I stedet for den deuteronomiske formel `præsterne levitterne' har vi fremover `præsterne og levitterne,' især i Krønikebøgerne" (op. cit., 147). Fra dette tidspunkt og frem er præsterne og levitterne to skarpt adskilte klasser. Det er en væsentlig del af denne teori, at krønikeskriveren mente, at hans værk skulle tages som bogstavelig historie, der korrekt fremstillede den fuldendte lovs sande betydning.

Se CRITICISM.

3. Formidlende syn:

Der har været forskellige forsøg på at opbygge mindre vidtgående teorier på grundlag af de samme data. Som regel accepterer disse syn i en eller anden form dokumentarteorien om Pentateuken og søger at modificere Wellhausens teori i to retninger, enten ved at tilskrive et eller flere af de pentateukiske dokumenter tidligere dateringer--særlig Præstekodeksen--eller også ved at tillægge nogle af udsagnene i Krønikebøgerne (tolket bogstaveligt) større vægt. Undertiden kombineres begge disse tendenser. Ingen af disse syn har haft nogen større succes i forsøget på at vinde frem mod den dominerende Wellhausen-teori, og det vil senere ses, at de alle på samme måde lider skibbrud på visse dele af vidnesbyrdet.

4. Et alternativt syn:

De uafhængige undersøgelser, som nærværende artikel bygger på, har ført forfatteren til en opfattelse, der på vigtige punkter afviger fra enhver af disse, og det er nødvendigt kort at fremlægge den, før vi går videre til bevismaterialet. I én henseende adskiller den sig fra alle de konkurrerende ordninger, ikke blot i resultat, men også i metode, for den tager hensyn til oversættelsernes vidnesbyrd om teksternes tilstand. Med dette forbehold accepterer den den mosaiske ægthed af hele Pentateukens lovgivning og det klare og samstemmende vidnesbyrd fra Loven og Profeterne (dvs. de to tidligere og mere autoritative dele af den hebraiske kanon), mens den betragter Krønikebøgerne som udtryk for en senere fortolkning, ikke blot af historien, men også af de juridiske bestemmelser. I hovedtræk er præstedømmets historie da følgende: Moses indviede Aron og hans sønner som præster for ørkenens tabernakel. Han rensede resten af Levis stamme som et korps af hellige bærere for vandringstiden, men i Fjerde Mosebogs lovgivning traf han overhovedet ingen bestemmelse om, at de skulle udføre nogen pligter, efter at helligdommen fik et fast sted. Samtidig gav han en samling præstelig undervisning, som for at kunne administreres under bofaste forhold krævede en talrig og spredt gruppe præster, en sådan som Arons hus alene ikke kunne have leveret umiddelbart efter indgangen i Kanaan. For at imødekomme dette indeholder Femte Mosebog — Moses’ sidste lovgivningsværk — bestemmelser, der udvider levitternes rettigheder og pligter og giver dem en præstelig stilling. Den tidligere sondring blev således i vid udstrækning udvisket, skønt ypperstepræstens værdighed forblev i Arons hus indtil Salomos tid, da den blev overført fra Elis hus til Sadoks, som ifølge Ezekiels vidnesbyrd var levit (men se nedenfor, IV, 1). Sådan forholdt det sig indtil eksilet, da Ezekiel fremlagde en ordning, som sammen med mange ideale elementer foreslog reformer for at sikre en bedre anvendelse af det mosaiske princip om skellet mellem helligt og profant under stærkt ændrede omstændigheder. Med inspiration fra ørkenlovgivningen indførte han en ny opdeling i Levis stamme, gav Sadoks sønner en stilling svarende til den, Arons sønner engang havde haft, og degraderede alle andre levitter fra det præstedømme, som De havde tildelt dem, til en lavere rang. De pligter, der nu blev tildelt denne klasse af »vogtere af husets tjeneste«, var aldrig engang tænkt af Moses, men Ezekiel anvender på dem Pentateukens gamle udtryk, som han giver en ny betydning. Som følge af hans indflydelse dukker sondringen mellem præster og levitter op i tiden efter eksilet, skønt den havde været ukendt for alle forfatterne i den hebraiske kanons anden del. Samtidig blev der indlæst en betydning i Lovens bestemmelser, som deres oprindelige forfatter ikke kan have haft i tankerne, og det var denne fortolkning, der præsenteres (i hvert fald til en vis grad) i Krønikebøgerne og har givet os den gængse tradition. Mange af Krønikebogsforfatterens udsagn er dog ikke ment til at blive taget bogstaveligt og kunne heller ikke være blevet taget sådan af hans oprindelige publikum.

II. Præstekodens (P) oplysninger i Pentateuken.

1. Levitterne:

For at nå frem til en objektiv konklusion er det i første omgang nødvendigt at undersøge kendsgerningerne uden en sådan forudindtagethed, som enhver opfattelse fremsat af en anden forfatter, gammel eller moderne, hellig eller profan, kunne medføre. Enhver lovgiver har krav på at blive bedømt ud fra sit eget sprog, og hvor han så at sige har udarbejdet sin egen ordbog, er vi nødt til at lægge hans betydning ind i de anvendte udtryk. Allerede den første af de væsentlige henvisninger til levitterne indskærper denne sandhed. »Men indsæt du levitterne over vidnesbyrdets tabernakel og over alt dets udstyr« (4 Mos 1,50). Det er nødvendigt at overveje, om sådanne udtryk skal læses i bred eller snæver betydning. Vi lærer af 4 Mos 18,3, at døden ville være følgen, hvis en levit rørte ved nogen af disse genstande, og det ser derfor ud til, at disse ord er ment til at forstås snævert. »De skal bære tabernaklet og alt dets udstyr; og de skal gøre tjeneste ved det,« lyder de næste ord (1,50); men alligevel læser vi senere om kehatitterne, som skulle bære det, at »de må ikke røre ved helligdommen, for at de ikke skal dø« (4,15). Dette viser, at den omtalte tjeneste er strengt begrænset til en bæretjeneste, efter at genstandene er blevet indpakket af Aron og hans sønner. Den kunne på ingen måde omfatte en opgave som at rengøre karrene. Dernæst gives der yderligere anvisning om, at levitterne skal tage boligen ned og rejse den og slå lejr omkring den. Alt dette er ørkentjenester og kun ørkentjenester. Derefter læser vi, at »levitterne skal varetage tjenesten ved vidnesbyrdets tabernakel (bolig). Dette afslutter det første væsentlige afsnit (4 Mos 1,50-53). De øvrige afsnit i Fjerde Mosebog uddyber kun disse anvisninger; de ændrer dem aldrig. Men der bruges nogle udtryk, som må overvejes mere indgående.

(1) Tekniske udtryk.

Vi hører, at levitterne skal »udføre tjenesten ved åbenbaringsteltet«, og det kunne se ud, som om dette kunne henvise til nogle almindelige pligter, men sammenhængen og de beslægtede steder udelukker altid denne fortolkning. 4 Mos 7,5 ff er et udmærket eksempel. Seks vogne bliver dér tildelt levitterne til denne tjeneste, to til gershonitterne og fire til meraritterne. »Men til Kehats sønner gav han ingen, fordi tjenesten ved helligdommen påhvilede dem; de bar den på deres skuldre.« Her er tjeneste transport og intet andet. Igen læser vi om levitternes ansvar i åbenbaringsteltet, f.eks. 4,25 f. Hvis vi ser efter, hvad dette var, finder vi, at det bestod i at transportere dele af teltet, som var blevet pakket sammen. Det »i«, som findes i engelske bibeloversættelser, gengiver ikke det hebraiskes mening retfærdigt; for sammenhængen gør det klart, at lovgiveren mener »med hensyn til«. »Men de må ikke gå ind for at se helligdommen, end ikke et øjeblik, for at de ikke skal dø« (4,20). På engelsk kan man ikke idiomatisk tale om transporten af dele af et nedtaget telt som tjeneste i dette telt. Ét andet udtryk kræver opmærksomhed, nemlig vendingen »tage vare på det, der er betroet«, som i 8,26 skelnes fra »at gøre tjeneste«. Den nøjagtige betydning kan ikke bestemmes. Det synes at betegne noget beslægtet med tjeneste, men af mindre krævende art, måske lejren omkring teltet og opsynet med genstandene under vandringen. Vi skal senere ved sammenligning med andre bøger se, at det i P ikke har samme betydning som andre steder.

(2) Andre lovbestemmelser.

Levitterne skulle handle efter Arons og hans sønners ordrer, og de skulle tildele hver mand hans særlige opgaver (4 Mos 3; 4 Mos 4 osv.). De skulle gennemgå en særlig renselsesrite (4 Mos 8), men ikke en indvielse. De blev taget i stedet for de førstefødte (4 Mos 3). Alderen for at begynde tjenesten angives i 4 Mos 4 som 30 år, men i 4 Mos 8,24 som 25 år, hvis teksten er sund. Alderen for at ophøre med at tjene var 50. Mange steder antyder oversættelserne, at en hel del vendinger tekstkritisk er tvivlsomme, og det er sandsynligt, at når der udarbejdes en kritisk tekst af Pentateuken efter videnskabelige principper, vil en hel del overflødige udtryk vise sig ikke at være oprindelige; men der er ingen grund til at antage, at en sådan tekst ville åbenbare nogen virkelig forskel i stedernes betydning.

Fortællingen om Kora misforstås let. Det fremgår af 4 Mos 16,3, at hans egentlige mål var at stille sig selv på lige fod med Moses og Aron, og det er dette »præstedømme«, der henvises til i 16,10. 4 Mos 18 forstærker de tidligere steder. Det er værd at lægge mærke til, fordi det viser, at efter lovgiverens forestilling skulle levitterne ikke komme nær karrene eller alteret (18,3). Straffen er døden for både levitter og præster.

(3) Modsætning til Ezekiel og Krønikebøgerne.

Det indtryk af P's betydning, som kan samles ved en undersøgelse af dets udsagn, forstærkes kraftigt, når de prøves ved henvisning til Ezekiel og Krønikebøgerne. Ez 44,9-14 synes at kræve af levitterne en vis tjeneste som portvagter, slagtning af brændoffer og slagtoffer for folket og en varetagelse af »ansvaret for huset, til al dets tjeneste«, hvilket i lyset af 44,7 f i hans terminologi synes at betyde, ikke en transporttjeneste, men en indgang i huset og udførelsen af bestemte pligter dér. Præstekodeksen (P) kender derimod intet til portvagter, betragter slagtningen af brændofferet og slagtofferet som den enkelte offerbringers pligt (Ez 1; Ez 3), og – hvis den, som Wellhausen mener, henviser til templet – ville den have straffet med døden en levit, der var til stede på de steder, hvor Ezekiel kræver, at han skal gøre tjeneste. På samme måde med Krønikeskriveren. For eksempel har han levitterne som værende »til tjenesten ved .... i forgårdene og over kamrene og over renselsen af enhver hellig ting« (1 Krøn 23,28), men P kender intet til nogen kamre, ville ikke have tilladt levitterne at røre ved (langt mindre rense) mange af de hellige ting og betragtede simpelthen tjeneste som bæring. I 1 Krøn 23,31 skal levitterne ofre brændofre ved bestemte lejligheder; i P ville deres nærmen sig alteret have betydet døden både for dem selv og præsterne (4 Mos 18,3). Andre eksempler findes i PS, 238 f.

(4) Hvad det foregående beviser.

I betragtning af disse kendsgerninger er det umuligt at hævde, at levitterne i P repræsenterer en projektion af levitterne fra det andet tempel eller en hvilken som helst efter-mosaisk tidsalder tilbage til ørkenperioden. For P er de en gruppe hellige bærere. Templet kunne naturligvis ikke bæres omkring, og det kan ikke hævdes, at lovgivningen i denne henseende afspejler senere forhold. »For det andet ville nettoresultatet af en sådan ordning være at skabe en gruppe levitter til brug i vandringstiden og aldrig siden. Så snart ørkentiden var forbi, ville hele stammen opleve, at deres beskæftigelse var væk. Hvordan kan vi forestille os, at nogen lovgiver bevidst satte sig ned og opfandt en sådan ordning århundreder efter den epoke, den vedrører, vel vidende at for så vidt hans ordning foregav at være en beretning om begivenheder, var den fiktiv fra begyndelse til ende, og for så vidt den kunne betragtes som en lovgivning, der kunne anvendes på hans egen eller en fremtidig tid, var der ikke en linje i den, som tænkeligt kunne føres ud i praksis? Hvis man kan forestille sig, at en teoretiker handlede på denne måde, hvordan skal vi da antage, at hans værk ville blive accepteret? .... For det tredje rummer P hverken Ezekiels synspunkter eller finder en nøjagtig afspejling i Krønikebøgerne. Kendsgerningerne er sådan, at de sætter os i stand til bestemt at sige, at P ikke er på linje med dem. Det er umuligt at antage, at han fastsatte dødsstraf for visse handlinger, hvis de blev udført af levitter, fordi han i virkeligheden ønskede, at levitterne skulle udføre disse handlinger« (PS, 241 f).

2. Aron og hans sønner:

Præster og levitter taler også om præsten Aron og om præsten Arons sønner. Det er tvivlsomt, om udtrykket "præsterne Arons sønner", som forekommer hyppigt i den massoretiske tekst, nogensinde er oprindeligt; det massoretiske udtryk støttes intetsteds af alle autoriteterne. "Udtrykket `ypperstepræsten Aron' er helt ukendt for Præster og levitter. Hvor ypperstepræstens navn nævnes, er den eneste kvalificerende apposition, der er mulig i hans sprogbrug, `præsten.' " Aron og hans sønner blev, i modsætning til levitterne, indviet, ikke blot renset.

På dette punkt behøver kun to træk ved lovgivningen at bemærkes: personalets utilstrækkelighed i forhold til forholdene efter erobringen og tegnene på datering. For eksempel forudsætter lovene om spedalskhed (3 Mos 13), at præster er til stede for at undersøge og isolere patienten. "Når vi husker, at P ifølge den kritiske teori tager hovedstaden i Jerusalem for givet som en selvfølge, må vi spørge, hvordan sådanne bestemmelser skulle fungere efter erobringen. I ørkenperioden kunne intet have været enklere, men hvad skulle der ske, når israelitterne boede over hele Kanaan fra Be'ersheba til Dan?" (PS, 246). Vanskeligheden bliver umådeligt forøget, hvis vi forudsætter en datering til eksilet eller tiden efter eksilet, da det jødiske tyngdepunkt lå i Babylonien, og der var store kolonier i Egypten og andre steder. Og "Hvad skal vi sige, når vi læser om spedalske klæder (3 Mos 13,47)? Skulle en mand foretage pilgrimsrejsen fra Babylonien til Jerusalem for at rådføre sig med en præst om et tvivlsomt klædningsstykke? Og hvad med den spedalskes ofre i 3 Mos 14? Kan de tænkes at have været ment til at gælde under sådanne omstændigheder?" (PS, 247). Sagen står ikke bedre med loven om spedalske huse, som udtrykkeligt gælder perioden efter erobringen (3 Mos 4,33-5). Meddelelsen til præsten og hans undersøgelser kræver et præsteskab spredt over hele landet, dvs. en skare langt talrigere end Arons hus på erobringens tid. Sådanne eksempler kunne let mangfoldiggøres fra lovgivningen; kun ét mere skal anføres på grund af dets betydning for præsteskabets historie. Ifølge Tredje Mosebog skal den enkelte offerbringer dræbe offerdyrene og flå brændofrene. Hvordan kunne en sådan fremgangsmåde anvendes på sådanne ofre som Salomos (1 Kong 8,63)? Med luksusens vækst ville ofrene nødvendigvis blive for store til et sådant ritual, og de velstående ville blive mere forfinede og modsætte sig personligt at udføre sådanne opgaver. Dette antyder grunden til senere misbrug og til Ezekiels ændringer og Krønikebogsforfatterens fremstillinger.

Resultatet af vidnesbyrdet.

Således er vidnesbyrdet fra P ugunstigt både for Wellhausens og for de formidlende synspunkter. Dateringstegnene er konsekvent mosaiske, og det synes umuligt at indpasse lovene i nogen anden tidsalders ramme uden at læse dem i en betydning, som det kan påvises, at lovgiveren ikke har haft i tankerne. På den anden side er P en torso. Den tilvejebringer en stor skare levitter, som ikke ville have noget at gøre efter erobringen, og et lovkompleks, som ikke kunne være blevet administreret under faste bosættelsesforhold af Arons hus alene.

III. De øvrige dele af Pentateuken.

I 2 Mos 19,22; 2 Mos 19,24 læser vi om præster, men en note er overleveret til os om, at Aquila i det første af disse vers havde "ældste", ikke "præster", og dette synes at være den rette læsemåde begge steder, som det fremgår af de ældstes fremtrædende rolle i den tidlige del af kapitlet. På hebraisk adskiller ordene sig kun ved to bogstaver. Wellhausen siger, at Josva i 2 Mos 33,7-11 (E) har ansvaret for arken. Dette hviler på en fejloversættelse af 2 Mos 33,7, som bør gengives (med rettelse af English Versions of the Bible): `Og Moses plejede at tage et (eller teltet) telt og slå det op for sig selv uden for lejren.' Det er utænkeligt, at Moses skulle have taget arkens telt og flyttet det et stykke fra lejren til sin private brug og efterladt arken blottet og ubevogtet. Desuden, hvis han havde gjort det, kunne Josva ikke have haft ansvaret for arken, eftersom han var i dette telt, mens arken (ex hypothesi) forblev i lejren. Arken var heller ikke endnu blevet fremstillet. Ej heller var Josva faktisk præst eller arkens vogter i E:

(1) i Josvabogen kender E til præster, som bærer arken og er helt forskellige fra Josva (3 ff);

(2) i 5 Mos 31,14 (E) bor Josva ikke i åbenbaringsteltet;

(3) i E er Aron og Eleazar præster (5 Mos 10,6), og det levitiske præsteskab er det eneste, der anerkendes (5 Mos 33,10);

(4) der findes intet som helst antydning nogetsteds af, at Josva udførte nogen præstelig pligt.

Hele sagen hviler på hans tilstedeværelse i teltet i 2 Mos 33,7-11, og som vist i artiklen PENTATEUCH (se denne), bør dette afsnit stå efter 2 Mos 13,22.

Dernæst siges det, at "levit" i 2 Mos 4,14; Dom 17,7 betegner erhverv, ikke afstamning. I det sidstnævnte afsnit var den unge mand, som Mika gjorde til præst, af levitisk afstamning, idet han var Moses' sønnesøn (Dom 17,13), og sagen hviler på udtrykket "af Judas slægt." Ingen af Septuaginta-oversættelserne havde denne tekst (Field, Hexapla, på stedet), som derfor ikke kan støttes, eftersom det ikke kan hævdes, at Moses tilhørte Judas stamme. Hvad angår 2 Mos 4,14, er udtrykket "Aron, din bror, levitten" blot en tilpasning af det mere sædvanlige "Aron, Amrams søn, levitten", nødvendiggjort af den kendsgerning, at hans bror Moses er den, der tiltales. Wellhausen-teorien viser sig her at være uholdbar i PS, 250 og RE3, XI, 418.

2 Mos 32,26-29 foregriber Levis hellige karakter, og 5 Mos 10,6 (E) kender det arvelige aronitiske præstedømme. I D er det vigtigste sted 5 Mos 18,6-8. I 18,7 udelader tre Septuaginta-håndskrifter ordene "levitterne", og hvis dette er en glosse, ændres hele stedets historiske mening. Det indeholder nu en bestemmelse om, at enhver levit, der kommer til den religiøse hovedstad, må gøre tjeneste dér, "som alle hans brødre gør, der står dér," osv., dvs. ligesom Arons efterkommere. "Levitterne" vil da være forklaringen fra en glossator, som var gennemsyret af de seneste eftereksilske ideer og mente, at "hans brødre" måtte betyde de af hans medlevitter, som ikke nedstammede fra Aron. Stedet suppleres af 21,5, som giver levitterne retlige beføjelser, og 24,8, som pålægger dem pligten at undervise i reglerne om spedalskhed. Sammen med 33,10 (E), "de skal lære Jakob dine domme og Israel din lov; de skal lægge røgelse i dine næsebor og heloffer på dit alter," fuldender disse steder P's bestemmelser ved at give levitterne en beskæftigelse i stedet for deres transportopgaver og ved at skaffe det nødvendige personale til at administrere lovgivningen, når israelitterne ikke længere var samlet i én enkelt lejr, men spredt over landet. Vi skal i næste afsnit se, at dette syn på lovens betydning blev anlagt af enhver forfatter i kanonens anden del, som berører emnet. Overalt møder vi legitimiteten af et levitisk præstedømme; ingen steder nævnes en eksklusiv aronitisk ret. Mindre punkter, som ikke kan drøftes her, undersøges i PS. Det står kun tilbage at bemærke, at disse bestemmelser fuldt ud forklarer den hyppige deuteronomistiske vending, "præsterne, levitterne." Endnu én bemærkning må gøres. Skønt det ikke siges udtrykkeligt, kan vi antage, at indvielse ville være nødvendig i tilfældet med enhver levit, der handlede efter bestemmelserne i 5 Mos 18,6-8, og at den ikke blev nævnt, fordi det i hebraisk oldtid var en selvfølge, at enhver præst måtte indvies (sammenlign Dom 17).

IV. Fra Moses til Malakias.

1. Kilderne bortset fra Ezekiel:

Josva føjer kun lidt til vor viden. I 18,7 kaldes præstedømmet levitternes arv, og det er ejendommeligt, at Wellhausen-kritikerne tilskriver dette en præstelig redaktør, skønt en sådan forfatter ex hypothesi skulle have været nidkær for at tilbageholde præstedømmet fra levitterne. Det er meget interessant at se, at i Dom 3; Dom 4 taler alle de forskellige kritiske dokumenter i nøjagtig de samme vendinger om "præsterne, som bar arken." Den præstelige forfatter burde, ifølge Wellhausens teori, have sagt "levitterne." Udtrykket "præsterne, levitterne" findes vekslende med udtrykket "præsterne." Alt dette peger på den forståelse, som blev lagt i lovens bestemmelser i det foregående afsnit, og finder ny bekræftelse i Dommerbogen, hvor vi ser Mika glæde sig over at have en levit som præst (Dom 17,13), hvilket således viser, at stammens hellige karakter blev anerkendt i den tidligste tid efter Moses. Lægofrene i denne og de følgende bøger forklares under SANCTUARY; SACRIFICE (se disse).

De tidlige kongers periode viser os konger, der velsigner folket (f.eks. 2 Sam 6,18). Det hævdes, at dette er den præstelige velsignelse, men uden bevis, og der synes ikke at være mere grund til at se særlige præstelige rettigheder her end i Davids velsignelse af sit hus (2 Sam 6,20), eller Bibelens hyppige velsignelser (f.eks. Første Mosebog passim, især "i dig skal Israel velsigne," 1 Mos 48,20), mens vi i 1 Kong 8,55 ff. faktisk har ordene i den velsignelse, der ved en af disse lejligheder blev udtalt af Salomo, og den er helt forskellig fra præsternes velsignelse (4 Mos 6,22 ff.).

Tekstkritikken gør op med det formodede præstedømme hos visse ikke-levitiske personer. I 2 Sam 8,18 gør den masoretiske tekst Davids sønner til "præster," men denne læsemåde var ukendt for Septuaginta, Symmachus og Theodotion (Field, ad. loc.). Septuaginta har "aularches," dvs. kammerherrer. At dette repræsenterer et andet hebraisk ord, bevises af Septuagintas liste i 3 Ki 2,46 (ikke bevaret på hebraisk), hvor vi læser, at Benaja, Jojadas søn, var "over aularkiet og over teglfremstillingen." Det kan ikke foreslås, at dette repræsenterer en oprindelig hebraisk tekst "over præstedømmet og over teglfremstillingen," og følgelig må vi indrømme eksistensen af et verdsligt hofembede, som blev gengivet med denne græske vending. Hitzig og Cheyne formoder, at tsokhenim bør læses i stedet for kohanim. Dette ord giver den nødvendige mening (se Es 22,15) Revised Version margin "forvalter"). I 2 Sam 20,26 læser vi, at Ira, ha-ya'iri ("jairitten"), var præst, men den syriske version, støttet af Lucian og 23,38, læser ha-yattiri ("jattiritten"). Jattir var en præsteby. I 1 Kong 4,5 beskrives Natans søn som `præst, kongens ven,' men Septuaginta læser kun "kongens ven" (sammenlign især 1 Krøn 27,33 f.; 2 Sam 15,32), og i en anden periode beklædte Natans søn det beslægtede verdslige embede som kongens rådgiver (Septuaginta 3 Ki 2,46, en kendsgerning, der bestemt taler imod den opfattelse, at han nogensinde beklædte et præsteligt embede). Der kan derfor ikke være nogen tvivl om, at ordet "præst," kohen, er opstået ved dittografi af det foregående ord nathan, Natan.

Forskellige forhold vedrørende arken og Samuels tid kræver opmærksomhed. Som dreng bliver Samuel selv givet til tjeneste hos Eli. Det er blevet hævdet, at han i virkeligheden gjorde tjeneste som præst, skønt han sandsynligvis (hvis Krønikebogsforfatterens oplysninger forkastes) ikke var af levitisk afstamning. Svaret findes i hans alder. Afvænning fandt undertiden sted så sent som i treårsalderen, og derfor kan drengen have været helt op til fire år gammel, da han blev ført til Shilo (1 Sam 1,24). Hans mor plejede hvert år at bringe ham en lille kappe (1 Sam 2,19), og denne oplysning viser også hans meget unge alder. I lyset af dette kan det ikke for alvor hævdes, at han udførte nogen præstelig tjeneste. Han må have været noget i retning af en page, og han udførte nogle opgaver som dørvogter, idet han åbnede dørfløjene til templet i Shilo (1 Sam 3,15).

(1) Vogtningen af arken

Da arken blev taget af filistrene, var den under præsternes opsyn. Da David bragte den til Jerusalem, blev den igen sat under præsteligt opsyn, men der er et mellemrum på omkring 20 år (1 Sam 7,2).

Man må huske, at hvad der end kan være sket i denne periode med stor national forvirring, er praksis i hele den øvrige historie, der strækker sig over omkring 600 eller 700 år, ensartet og ville langt opveje eventuelle uregelmæssigheder i en så kort og urolig periode.

(2) Ved dens tilbagekomst fra filistrene

Den første vanskelighed opstår ved 1 Sam 6,14; 1 Sam 6,15. I det andet af disse vers kommer levitterne til, efter at bet-sjemitterne er færdige, og, med Wellhausens ord, “går frem, som om intet var sket, løfter arken ned fra den nu ikke længere eksisterende vogn og sætter den på den sten, hvorpå offeret allerede brænder” (Prolegomena, 128). Det foreslås derfor, at 6,15 er en gloss. Men der er en vanskelighed i 6,14, som fortæller om, at vognen hugges i stykker osv., uden at forklare, hvad der skete med arken. Problemet kan løses ved en lille omstilling, således: ‘14a og vognen kom ind på marken, .... og blev stående der, og dér var der en stor sten: 15a og levitterne tog arken ned osv. og satte dem på den store sten: 14b og de kløvede vognens træ,’ osv., efterfulgt af 15b. Dette giver fuldkommen mening.

(3) I Abinadabs hus

Den anden vanskelighed skabes af 1 Sam 7,1, hvor vi læser, at arken blev bragt til Abinadabs hus, ‘og hans søn Eleazar helligede de til at vogte’ den. Dens gamle opholdssted, huset i Shilo, var tilsyneladende blevet ødelagt (Jer 7,12; Jer 7,14; Jer 26,6; Jer 26,9). Dér nød den betydelig anseelse, for Poels har uden tvivl ret i at identificere Guds Gibea (1 Sam 10,5) med arkens Gibea (høj). Således var der et offersted dér og en filistisk garnison (sammenlign 1 Sam 13,3, hvor Septuaginta og Targum har “Gibea”). Tilbage står vanskeligheden, som skyldes Eleazars vogteropgave. Poels kan have ret i at læse we'eth bene' El'azar, “og Eleazars sønner,” for we'eth 'El`azar beno, “og hans søn Eleazar”; men i fuldstændig mangel på oplysninger, både om Eleazars funktioner og om hans stamme, kan intet bestemt siges. Fortællingerne om nedslagtningen blandt bet-sjemitterne og Uzzas skæbne gør det sikkert, at Eleazars vogtning af arken holdt ham i ærbødig afstand fra den.

Da David ved slutningen af denne periode flyttede arken, blev den først taget på en vogn. Dette blev skæbnesvangert for Uzza, og arken blev sat i huset hos Obed-Edom fra Gat. Samuelsteksten ved intet om nogen vogtning af arken ved Obed-Edom. Sandsynligvis sørgede han meget omhyggeligt for ikke at komme i nærheden af den i lyset af Uzzas skæbne. Derefter blev den transporteret til Jerusalem af bærere (2 Sam 6,13)--formodentlig af levitisk afstamning. Der fremføres ikke yderligere uregelmæssigheder.

Vigtigere er ændringen i præstedømmet; 1 Sam 2,27-36 truer tydeligt Eli, hvis hus var blevet udvalgt i Egypten, med en overførsel af ypperstepræstedømmet til en anden linje. Omhyggelig sammenligning med 1 Kong 2,27 gør det sikkert, at profetien blev opfyldt, da Sadok af Salomo blev sat i Ebjatars sted. Hvem var Sadok? Ifølge Krønikebøgerne (1 Krøn 6,8; 1 Krøn 6,53; 1 Krøn 24,3; 1 Krøn 27,17) nedstammede han fra Aron gennem Eleazar, og dette accepteres af Orr, Van Hoonacker og mange andre, som tager Krønikebøgerne i bogstavelig forstand. Ifølge Ezekiel var han levit (40,46 osv.). Det er bemærkelsesværdigt, at vi gennem hele de profetiske bøger altid hører om det levitiske præstedømme, ikke det aronitiske (se især 1 Kong 12,31; Jer 33,18-22; Jer 33,2), og “fædrenehuset” i 1 Sam 2,27-36, som blev udvalgt i Egypten, kunne kun være huset

Aron, ikke Itamars, hvis afsnittet skal tages i sin naturlige betydning. Efter denne opfattelse kunne Sadoks udnævnelse kun have opfyldt profetien, hvis den afsluttede den aronitiske arvefølge. Det synes derfor, at ypperstepræstedømmet blev overført til en familie af ikke-aronitiske levitter. For den alternative opfattelse se ZADOK.

Profetens tale i 1 Sam 2,27-36 er også vigtig for det lys, den kaster over præstedømmets organisation. Ypperstepræsten råder over en række præstelige embeder med økonomiske og andre indtægter. Dette forudsætter et langt mere udviklet hierarki end Præsts.

Henvisningen til "præsterne og levitterne" i 1 Kong 8,4 var ukendt for Septuaginta, men i andre passager viser Kongebøgerne yderligere fremskridt i hierarkisk organisering. Der er ikke blot ypperstepræsten--almindeligvis, ligesom Aron i Præsteskriftet (P), kaldt "præsten", men undertiden ypperstepræsten--men også den næstøverste præst (2 Kong 25,18; Jer 52,24; 2 Kong 23,4, ifølge Targum), tre tærskelvogtere (samme sted som ovenfor, og 2 Kong 12,10) og "de ældste blandt præsterne" (2 Kong 19,2; Es 37,2; måske også Jer 19,1). Se også Jer 20,1 f.; 29,26 om præstelig organisering og jurisdiktion på tempelområdet. Alt dette står i skarp kontrast til enkelheden i den pentateukiske organisering.

2. Ezekiel:

Ezekiel står helt på linje med de andre kilder til denne periode, men han søger at indføre visse reformer. Han skriver: "Hendes præster har øvet vold mod min lov og vanhelliget mine hellige ting; de har ikke gjort forskel på det hellige og det almindelige, og de har heller ikke fået mennesker til at skelne mellem det urene og det rene," osv. (Ez 22,26). Hvis disse ord har nogen betydning, betyder de, at han kendte en lov, som fulgte selve ordlyden i 3 Mos 10 og andre passager i Præsteskriftet (P), og som var bestemt til at nå folket gennem præsternes undervisning. I Ezekiel 40-48 findes en vision om fremtiden, som står i det tætteste forhold til Pentateuken. Der har været tre opfattelser af dette. Den gamle opfattelse var, at Ezekiel slet ikke kunne forenes med Pentateuken, og at de vanskeligheder, der forelå, var uløselige. Wellhausen og hans tilhængere hævder, at profeten går forud for Præsteskriftet (P), og at han her indfører skellet mellem præster og levitter for første gang. Det tredje alternativ er at hævde, at Ezekiel kendte P og derfra hentede inspiration til at foretage en ny inddeling blandt levitterne, idet han gav Sadoks sønner en stilling, der svarede til den, Arons sønner havde i ørkenperioden, og genindførte lovgivningen for Arons sønner med små ændringer, denne gang anvendt på Sadoks sønner. Det afgørende sted er 44,6-16, hvoraf det klart fremgår, at fremmede i Salomos tempel havde udført forskellige opgaver, som burde have været udført af mere hellige personer, og at Ezekiel foreslår at nedværdige levitter, som ikke nedstammer fra Sadok, til at udføre sådanne opgaver i fremtiden som straf for deres tjeneste for afguder på offerhøjene. Hver af de to sidstnævnte opfattelser ville forklare den nære forbindelse, der tydeligvis findes mellem de afsluttende kapitler i Ezekiel og Præsteskriftet (P), og når læseren derfor skal vælge mellem dem, må han overveje fire hovedpunkter: (1) Viser det indre vidnesbyrd, at P er tidligt eller sent? Er det ørkenlovgivning, eller afspejles det nøjagtigt i Krønikebøgerne? Dette punkt er allerede delvist blevet drøftet og behandles yderligere i PENTATEUCH (se denne).

(2) Er teorien om P's sene tilblivelse psykologisk og moralsk sandsynlig? Herom se PENTATEUCH og POT, 292-99.

(3) Er det tilfældet, at den tidligere historie bevidner eksistensen af institutioner fra P, som Wellhausen og hans tilhængere anser for sene--f.eks. flere nationale ofre, end kritikerne tillader? Herom se EPC 200 ff., og passim; POT, 305-15, og passim; SBL og OP passim, og artiklen PENTATEUCH.

(4) Viser Ezekiel selv kendskab til P (f.eks. i 22,26), eller gør han ikke? Herom se også SBL, 96; PS, 281 f.

Med hensyn til den manglende omtale af ypperstepræstedømmet og visse andre institutioner i Ezekiels vision er den naturlige forklaring, at profeten i disse tilfælde ikke ønskede at indføre nogen ændringer. Det bør bemærkes, at Ezekiel ikke kodificerer og samler al eksisterende lov. Tværtimod supplerer og reformerer han snarere. I hans idealtempel skal fyrsten sørge for de lovbestemte nationale ofre (45,17), dvs. dem i 3 Mos 28; 3 Mos 29. Tilsyneladende havde kongen tidligere sørget for disse (2 Kong 16,13). Men ud over disse var der opstået et "kongens offer", og det er sandsynligvis kun dette, som Ez 45,22 ff.; 46,2-15 handler om. I 46,13 bevarer Septuaginta, syrisk, Vulgata og nogle hebraiske håndskrifter læsemåden "han" i stedet for "du".

V. Ezra, Nehemias, Krønikebøgerne.

Uanset hvordan den tidligere historie er forløbet, er der almindelig enighed om, at der i disse bøger er etableret et skel mellem præster og levitter (se f.eks. Neh 10,37 f. (38 f.); 12,1 f.). Vi finder også sangere og portvagter (Neh 13,5, osv.), netinim og sønnerne af Salomos tjenere (Ezra 7,7; Ezra 7,24; Ezra 10,23; Neh 10,28); 11,3 osv.). Man må ikke antage, at disse klasser var nye. Fortællingen om gibeonitterne (Jos 9) giver os oprindelsen til nogle af disse grader, og den manglende omtale af dem i mange af de tidligere bøger forklares let ved disse bøgers karakter. Vi ved fra steder som Am 5,23, at der fandtes musikalske gudstjenester i langt tidligere tider (sammenlign Neh 12,42). 1. Vurderinger af krønikeskriveren:

Krønikebøgerne fremlægger en beretning om præsternes og levitternes tidligere historie, som på mange punkter ikke stemmer med de ældre kilder. Mange moderne forfattere mener, at forfatterens syn på fortiden var farvet af forholdene på hans egen tid, og at han havde en tendens til at føre senere forhold tilbage til en tidligere periode. På den anden side er det umuligt retfærdigt at nægte, at han brugte nogle kilder, som ikke er bevaret for os andre steder. Desuden er der vidnesbyrd, der viser, at hans værk ikke var tænkt som historie og ikke ville være blevet opfattet sådan af hans samtidige. Talmudiske autoriteter havde omtrent dette syn. Den historiske værdi af hans værk mangler endnu at blive vurderet i en mere kritisk og upartisk ånd, end man finder i nogen af de nuværende diskussioner. I den foreliggende sammenhæng er det kun muligt at bemærke virkningen af nogle af hans udsagn, hvis de tolkes bogstaveligt. Da der er passager, hvor han tydeligt har sat levitter ind i stedet for de mindre hellige personer i de ældre kilder (sammenlign f.eks. 2 Kong 11,4-12 med 2 Krøn 23,1-11), kan det være, at levitter også af ham er sat ind i stedet for andre personer i meddelelser, som ingen anden version er bevaret af.

2. Hans oplysninger:

David og Salomo anerkendte hierarkiet. Den førstnævnte konge indførte de musikalske tjenester (1 Krøn 6,3; 1 Krøn 16,4; 1 Krøn 16,25). Levitterne blev inddelt i skifter (1 Krøn 23,6) og blev ved hans bestemmelse gjort tjenestepligtige fra tyveårsalderen (1 Krøn 23,27). Der var også 24 skifter eller afdelinger af præster, 16 af Eleazars sønner og 8 af Itamars sønner (1 Krøn 23,24). Skifterne blev fordelt ved lodkastning. I Neh 12,1-7 læser vi om “præsternes overhoveder”, men disse er kun 22 i antal, mens 12,12-21 giver os 21 på Jojakims tid (12,26). Men sådanne lister kan ikke tillægges særlig stor betydning, da navne let kunne falde ud under overleveringen. Ifølge 1 Krøn 9,26 var de fire øverste portvagter levitter, og levitter havde også opsyn med det, der blev bagt på pander, og med skuebrødet (9,31 f). Dette er naturligvis ikke i overensstemmelse med loven, men findes andre steder i Krønikebøgerne. I 1 Krøn 1 udgør levitterne fra 30 år og opefter 38.000; af dem fører 24.000 tilsyn med arbejdet ved Herrens hus, 6.000 var embedsmænd og dommere, 4.000 var dørvogtere, og 4.000 var musikere. David ændrede alderen for tjenestens begyndelse til 20 år, og en redegørelse for deres funktioner gives i 1 Krøn 23,27-32 (se videre MUSIK). Alle disse ordninger blev stadfæstet og håndhævet af Salomo (2 Krøn 8,14). Der er ofte usikkerhed om, hvorvidt Krønikebogsforfatteren i bestemte tilfælde identificerer præster og levitter eller ej; f.eks. i 2 Krøn 30,27 velsigner “præsterne, levitterne” folket ifølge den almindelige tekst, men mange autoriteter læser “præsterne og levitterne”. Hizkija synes at have foretaget en vis omorganisering (2 Krøn 2; 2 Krøn 30; 2 Krøn 31), men detaljerne er ikke klare. Joshafat oprettede i Jerusalem en domstol, der delvis bestod af levitter og præster (19,8-11). Tidligere havde han sendt præster og levitter og andre ud for at undervise i loven i Juda (2 Krøn 2). I 2 Krøn 29,34 er det tydeligt præsternes pligt at flå brændofrene (sammenlign 3 Mos 1). Det er umuligt at tegne et sammenhængende billede ud fra Krønikebogsforfatteren, fordi han giver forskellige oplysninger for forskellige perioder; det er tvivlsomt, om han mente, at hans udsagn skulle tages som historiske. F.eks. finder vi i 1 Krøn 1 levitter, hvis navne Giddalti (= “jeg har gjort stor”) osv. i virkeligheden er ord, der udgør en del af en bøn, og det er vanskeligt at tro, at enten Krønikebogsforfatteren eller hans publikum havde til hensigt, at dette kapitel skulle tolkes på anden måde end i åndelig betydning (se PS, 284-86).

I Ezra 2,40 angives antallet af levitter, der vendte tilbage med Zerubbabel, til 74, over for 973 præster (2,36), 128 sangere (2,41), 139 af portvagternes børn (2,42), 392 tempeltjenere og børn af Salomos tjenere (2,58), og tallene er de samme i Neh 7, bortset fra at sangerne dér tæller 148 (7,44) og portvagterne 138 (7,45). Da Ezra drog op, sluttede der sig i første omgang ingen levitter til ham (8,15), men siden samlede han 38 levitter og 220 tempeltjenere (8,18-20). Vi får glimt af organiseringen i Neh 12,44-47 og 13,10 ff. Det ser ud til, at man i denne periode omhyggeligt undersøgte slægtsregistre i tilfælde af tvivlsomme krav på præstelig afstamning (Ezra 2,61; Neh 7,63). I Ezra 6,19 ff fremstilles levitterne som dem, der slagter påskelammet.

Om disse bøger kan der på tekstkritikkens og bibelvidenskabens nuværende stadium i almindelighed ikke gives nogen tilfredsstillende redegørelse. Nogle forfattere hævder f.eks., at Krønikebogsforfatteren havde en kilde foran sig, som slet ikke kendte til levitterne; andre, at han frit opfandt; andre igen, at han gengiver pålidelige oplysninger fra tiden før eksilet. Den studerende har kun et udvalg af teorier at vælge imellem. Den grundlæggende kendsgerning er, at disse bøgers udsagn, hvis de tages i deres naturlige betydning, giver et helt andet indtryk end de tidligere bøgers udsagn, når de forstås på samme måde. Moderne forskning har endnu ikke for alvor taget fat på spørgsmålet om, hvorvidt alle udsagnene virkelig var ment til at tolkes som blot og bar historie.

VI. Lovbestemmelser.

Aron og hans sønner gennemgik indvielse for at blive egnede til deres pligter. 2 Mos 28 f foreskriver deres klæder og indvielse (se KLÆDEDRAGT; BRYSTSKJOLD; EFOD; KAPPE; KJORTEL; HUE; BÆLTE; URIM OG TUMMIM), og beretningen om den sidstnævnte kan læses i 3 Mos 8 f. Ved individuelle ofre, der blev bragt til den religiøse hovedstad, udførte præsterne den del af ritualet, som vedrørte alteret (bestænkning, brænding osv.) (3 Mos 1-4). Se OFFER. En hovedfunktion var pligten til at undervise folket i Guds lov (3 Mos 10,11; 3 Mos 14,54-57; 5 Mos 24,8; 5 Mos 33,10; sammenlign Ez 44,23; Hos 4,1-6; Hag 2,11 ff og mange passager hos profeterne).

Præsterne var underlagt særlige love, der skulle bevare deres renhed (3 Mos 21$ f; jf. Ez 44). Reglerne sigter mod at forhindre besmittelse gennem sorg (undtagen, for almindelige præsters vedkommende, ved en nær slægtning) og mod at forhindre dem, der fysisk var uegnede, i at udføre visse funktioner, samt dem, der af en eller anden grund var urene, i at nærme sig de hellige ting. Se videre FREMMED OG TILFLYTTER. De udførte flere halvretslige funktioner (4 Mos 5,5 ff,11 ff, osv.; se DOMMER). De velsignede også folket (4 Mos 6,22; jf. 5 Mos 10,8, osv.).

Se VELSIGNELSE. Om deres tilgodehavender, se OFFER; TIENDE; FØRSTEFØDTE; FØRSTEGRØDE; LEVITBYER; LANDBRUGSLOVE; se videre KEMARIM; NETINIM; SALOMOS TJENERE; SANGERE; DØRVOGTER; TJENENDE KVINDER; DOMMER.

LITTERATUR.

Wellhausen, Prolegomena, kapitel iv, for Graf-Wellhausen-synet; Wiener, Wiener, Pentateuchal Studies, 230-89, for det syn, der er anlagt ovenfor; S.I. Curtiss, Levitical Priests, for det konservative syn. Denne forfatter skiftede senere til det kritiske syn. James Orr, POT; A. Van Hoonacker, Le sacerdoce levitique (vigtig); W. Baudissin, artiklen "Priests and Levites" i HDB, IV, for formidlende synspunkter. Den bedste engelske fremstilling af detaljerne i præsternes pligter findes i Baudissins artikel, hvor man også finder en yderligere bibliografi.

Harold M. Wiener