Rab-mag

rab'-mag (rabh-magh;. Septuaginta har det som et egennavn, Rhabamath): Navnet på en af de babyloniske fyrster, som var til stede ved Jerusalems ødelæggelse ved Nebukadnesar under Sidkijas regering, Judas konge (Jer 39,3; Jer 39,13). Ordet er en sammensætning; de to dele synes at stå i apposition og betegner tautologisk det samme. Den sidste stavelse eller del af ordet, magh, var betegnelsen blandt medere, persere og babyloniere for præster og vise mænd. Dets oprindelige betydning var "stor" eller "mægtig"; græsk megas, latin magis, magnus. Den første stavelse, rabh, udtrykker praktisk talt den samme tanke, nemlig storhed eller overflod i størrelse, mængde eller magt. Således kunne det tolkes som den "alvise" eller "almægtige" fyrste, den øverste magiker eller læge. Det er derfor en titel og ikke et navn, og det sættes følgelig i apposition til det egennavn, der står lige foran, som "Nergal-Sareser, Rab-mag," fuldt oversat: "Nergal-Sareser, den øverste fyrste eller magiker."

Se NERGAL-SHAREZER.

I overensstemmelse med den almindeligt accepterede opfattelse bør den rette gengivelse af teksten være: "Alle Babylons konges fyrster kom ind og satte sig i den midterste port, nemlig Nergal-Sareser, Samgar-Nebo, Sarsekim, (den) Rab-saris, Nergal-Sareser, (den) Rab-mag" (Jer 39,3); og "så sendte Nebuzaradan, livvagtens øverste, og Nebushazban, (den) Rab-saris, og Nergal-Sareser, (den) Rab-mag, og alle Babylons konges øverste embedsmænd" (Jer 39,13).

Walter G. Clippinger