Rabba

rab'-a:

(1) (rabbah; Rhabba, Rhabbath, Rhabban. Det fulde navn er rabbath bene `ammon; he akra ton huion Ammon, Rhabbath huion Ammon, "Rabba for Ammons børn"): Denne alene af ammonitternes byer nævnes i Skriften, så vi kan betragte den som den vigtigste. Den nævnes første gang i forbindelse med Ogs, kongen af Bashans, "seng" eller sarkofag, som man sagde fandtes her (5 Mos 3,11). Den lå øst for det område, der blev tildelt Gad (Jos 13,25). Hvad dens historie end kan have været i mellemtiden, optræder den ikke igen i Skriften før Davids tid. Denne monark sendte en delegation med kondolence til kong Hanun, da hans far Nahash døde. Venligheden blev mødt med grov fornærmelse, hvilket førte til krigsudbrud. Ammonitterne, styrket af aramæiske allierede, blev besejret af israelitterne under Joab og søgte tilflugt i Rabba. Efter Davids nederlag over aramæerne ved Helam et år senere stod ammonitterne alene udsat for Israels fulde styrke, idet pagtens ark blev båret med tropperne. Landet blev hærget, og Rabba blev belejret. Det var under denne belejring, at hetitten Urias efter Davids ordre blev udsat "forrest, hvor kampen var hårdest" (2 Sam 11,15), hvor han, forræderisk forladt af sine kammerater, blev dræbt. Hvor længe belejringen varede, ved vi ikke; sandsynligvis nogle år; men enden var i sigte, da Joab erobrede "vandbyen" (2 Sam 12,27). Det kan betyde, at han havde sikret sig kontrollen over vandforsyningen. I det foregående vers kalder han den "kongebyen". Ved sin generals ridderlighed fik David mulighed for personligt at nyde æren ved at indtage byen. Blandt byttet, der blev sikret, var Melkoms krone, ammonitternes gud. De af indbyggerne, der overlevede, behandlede han med stor strenghed (2 Sam 12,26-31; 1 Krøn 20,1).

I profeternes udsagn mod Ammon står Rabba for folket, som deres vigtigste, eller måske deres eneste vigtige, by (Jer 49,2; Jer 49,3; Ez 21,20; Ez 25,5; Am 1,14). Jer 49,4 taler om den "strømmende dal"--måske en henvisning til overfloden af vand og frugtbarhed--og de skatte, som hun pralede af. Ez 21,21 fremstiller Babylons konge ved "hovedet af de to veje", hvor han ved hjælp af spådomspilene afgør, om han skal marchere mod Jerusalem eller mod Rabba. Amos synes at have været imponeret over Rabbas paladser.

Byen bevarede sin betydning i senere tider. Den blev indtaget af Ptolemaios Filadelfos (285-247 f.Kr.), som kaldte den Filadelfia. Den var medlem af forbundet af ti byer. Antiochos den Store indtog den ved hjælp af forræderi (Polyb. v.71). Josefus (BJ, III, iii, 3) nævner den som beliggende øst for Peræa. I det 4. århundrede e.Kr. blev den regnet sammen med Bostra og Gerasa som en af de store befæstede byer i Koile-Syrien (Ritter, Erdkunde, XV, ii, 1154 f). Den blev sæde for en biskop. Abulfeda (1321 e.Kr.) siger, at Rabba lå i ruiner på tidspunktet for den muslimske erobring.

Rabba repræsenteres af det moderne `Amman, et ruinområde med omfattende levn, hovedsagelig fra romersk tid, omkring 14 miles nordøst for Heshbon og omkring 22 miles øst for Jordan. Det ligger på den nordlige bred af Wady `Amman, en biflod til den øvre Jabbok, i en vandrig og frugtbar dal. Muligvis er den strøm, der udspringer her, "vandene", der henvises til i 2 Sam 12,27. Det gamle Rabba kan have ligget på den høj, der nu optages af citadellet, en stilling, der var let at forsvare på grund af dens stejle sider. Citadellets ydre mure synes at være meget gamle; men det er helt umuligt at sige, at noget ammonitisk nu er over jorden. Citadellet er ved hjælp af en underjordisk passage forbundet med en stor cisterne eller beholder mod nord, hvorfra det sandsynligvis fik sin vandforsyning. Dette kan være den passage, der nævnes i beretningen om Antiochos' erobring af byen. "Den er," siger Conder (Heth and Moab, 158), "en af de fineste romerske byer i Syrien, med bade, et teater og et odeum samt flere store private murede grave, bygget i dalen sandsynligvis i det 2. århundrede. Fæstningen på højen, der nu omgiver et anseligt tempel, er sandsynligvis også fra samme tid. Kirken med to kapeller længere mod nord, og måske nogle af gravene, må høre til en senere tidsalder, måske det 4. århundrede. Den fine moské og den fine muslimske bygning på citadelhøjen kan ikke være tidligere end det 7. århundrede og er måske så sen som det 11. århundrede; og vi har således levn fra hver byggeepoke undtagen korsfarertiden, som der ikke synes at være noget spor af."

Stedet er nu beboet af arabere og tjerkessere, som drager fordel af jordens rigdomme. Det er bragt i kontakt med omverdenen ved hjælp af Damaskus-Hejaz-jernbanen, som har en station her.

(2) (ha-rabbah; Codex Vaticanus Sotheba; Codex Alexandrinus Arebba): En uidentificeret by i Juda, nævnt sammen med Kirjat-Jearim (Jos 15,60).

W. Ewing