Raddaj

rad'-a-i, ra-da'-i (radday, "nedslående"(?)): Den 5. af Isajs 7 sønner, Davids far, ifølge 1 Krøn 2,14 Septuaginta, Codex Alexdrinus, "Rhaddai"; Lukian, "Rhedai"; andre, "Zaddai". gravmonument, er for længst forsvundet, men stedet er markeret den dag i dag, og kristne, jøder og muslimer forenes i at ære det. Den nuværende grav, som tilsyneladende ikke er ældre end det 15. århundrede, er bygget i stil med de små kuppelbygninger, som muslimer rejste til ære for deres hellige. Det er en grov bygning med fire kvadratiske mure, hver ca. 23 fod lang og 20 fod høj; kuplen, der hæver sig 10 fod højere, bruges af muslimer til bøn, mens jøderne om fredagen beder foran den tomme grav indeni. Det er usikkert, men sandsynligt, at den markerer det nøjagtige sted, hvor Rakel blev begravet. Der findes tilsyneladende to traditioner om stedets beliggenhed. Den ældste tradition, baseret på 1 Mos 35,16-20; 1 Mos 48,7, peger på et sted en mil nord for Betlehem og 4 mil fra Jerusalem. Matt 2,18 taler for dette sted, eftersom evangelisten, da han beretter om drabet på de uskyldige i Betlehem, fremstiller Rakel som grædende over sine børn fra sin nærliggende grav. Men ifølge 1 Sam 10,2 ff, som tilsyneladende repræsenterer en anden tradition, lå stedet for Rakels grav ved "Benjamins grænse", nær Betel, omkring 10 mil nord for Jerusalem, ved et andet ukendt Efrat. Denne beliggenhed, mener nogle, bekræftes af Jer 31,15, hvor profeten, idet han fortæller om bortførelsen i fangenskab af folket fra Rama, som lå i Benjamin, indfører Rakel, denne stammes mor, som den der begræder sine efterkommeres skæbne. De, der mener, at denne nordlige beliggenhed er stedet for Rakels grav, opfatter ordene "det samme er Betlehem" i 1 Mos 35,19; 1 Mos 48,7 som en ukorrekt gloss; men det er blot en antagelse, der mangler tilstrækkeligt bevis. o, efter J. P. Peters, omordner teksten ved at flytte sætningen "og den, der siger til sin bror: Raka, skal være skyldig for rådet" til slutningen af det foregående vers (Encyclopaedia Biblica, IV, sp. 4001 f). Der synes bestemt ikke at være pålideligt ydre vidnesbyrd til at bevise, at udtrykkene "dommen", "rådet", "ildens Gehenna" står i et gradationsforhold til hinanden som lavere og højere retsinstanser, eller at de ville blive forstået sådan af Kristi tilhørere. Hvad der er hævet over tvivl, er, at Kristus fordømmer brugen af nedsættende og fornærmende tilnavne som en yderst alvorlig forbrydelse mod menneskelighedens lov, der hører til samme kategori som mordet selv. Det bør dog tilføjes, at det er den underliggende følelse og ikke det verbale udtryk som sådant, der udgør synden. Derfor kan vor Herre uden nogen virkelig inkonsekvens tiltale to af sine efterfølgere som "uforstandige mænd" (Luk 24,25, anoetoi, praktisk talt svarende til Raka, ligesom også Jakobs udtryk "O tomme menneske", Jak 2,20).