Rekab; rekabitterne

re'-kab, rek'-a-bits (rekhabh, rekhabhim): Rekab er navnet på to mænd af en vis betydning i Det Gamle Testamentes beretninger:

(1) En benjaminit fra byen Beerot, søn af Rimmon (2 Sam 4,2); han og hans bror Ba'ana var »anførere« i Ishboshets hær. Efter Abners død (2 Sam 3,30) trængte de to brødre forræderisk ind i Ishboshets hus, da han ved middagstid hvilede og var hjælpeløs, halshuggede ham og flygtede med hovedet til David i Hebron (2 Sam 4,6-8). De ventede at få belønning og ære af David for den skændige gerning, som efterlod ham uden rival til tronen over hele Israel. Men den retfærdige og ædelsindede konge beordrede, at de straks skulle henrettes (2 Sam 4,9-12), ligesom i tilfældet med amalekitten, der påstod, at han havde dræbt Saul (2 Sam 2). Af en eller anden grund forlod beerotitterne deres egen by og flygtede til Gittajim, en anden by i Benjamin, hvor de stadig boede, da Samuelsbøgerne blev skrevet (2 Sam 4,3).

(2) Den mere fremtrædende af de mænd, der bar dette navn, var en kenit (se KENITES), en efterkommer af Hammat (1 Krøn 2,55). En del af kenitterstammen sluttede sig til israelitterne under ørkenvandringerne (4 Mos 10,29-32; Dom 1,16; Dom 4,17) og blev knyttet til Judas stamme, selv om Heber og hans hustru Jael havde bosat sig i det nordlige Israels land (Dom 4,17). Rekab var stamfar til eller grundlægger af en familie, eller orden, i Israel, kendt som rekabitterne, der til forskellige tider trådte tydeligt frem i folkets religiøse liv. Det mest bemærkelsesværdige medlem af denne familie var Jonadab (2 Kong 10,15; 2 Kong 10,23), eller Jonadab, som han kaldes i Jer 35. Jonadab var en nidkær Jahve-tilbeder og deltog sammen med Jehu i udryddelsen af Ba'alsdyrkelsen og Akabs hus. Han pålagde sine efterkommere et asketisk løfte: at de ikke måtte drikke vin, heller ikke anlægge marker eller vingårde, heller ikke bygge eller bo i huse gennem alle deres slægter (Jer 35,6; Jer 35,7). Det må have været et ejendommeligt træk i livet i landet: denne families enkle, nomadiske liv fra slægt til slægt midt i fastboende landbrugs- og erhvervsforhold! De fulgte dette enkle liv for at værne sig mod sanselighedens svækkende tendenser og som en troskabspagt mod Jahve, som de helt havde viet sig til, da de sluttede sig til Israel. Jeremias brugte rekabitterne, der var blevet drevet ind i Jerusalem af Nebukadnesars belejring af landet, som en anskuelsesundervisning for det pagtbrudne Juda. Rekabitterne, sultne og tørstige, afviste vin, da den blev sat frem for dem, på grund af deres stamfar Jonadabs befaling (Jer 35,8-10); men Juda nægtede at høre på Jahves befalinger eller at holde hans pagt (Jer 35,14; Jer 35,15).

Hvis Rekab i Neh 3,14 er den samme som denne kenit, kan hans efterkommer Malkija, som hjalp Nehemias med at genopbygge Jerusalems mur, have opgivet sine forfædres løfte, for han var »hersker over distriktet Bet-Hakkerem« (dvs. »vingårdens hus«).

Edward Mack