Ægteskabsbrud

Ægteskabelig utroskab. En ægteskabsbryder var en mand, der havde ulovligt samkvem med en gift eller trolovet kvinde, og en sådan kvinde var en ægteskabsbryderske. Samkvem mellem en gift mand og en ugift kvinde var utugt. Ægteskabsbrud blev betragtet som en stor social uret såvel som en stor synd.

Moseloven (4 Mos 5,11-31) foreskrev, at den mistænkte hustru skulle prøves ved prøven med “skinsygens vand.” Der findes dog intet nedskrevet tilfælde, hvor denne lov blev anvendt. I senere tider udarbejdede rabbinerne forskellige bestemmelser med henblik på at afsløre den skyldige part og få en skilsmisse i stand. Ud fra Joh 8,1-11 har man sluttet, at denne synd blev meget almindelig i tiden før Jerusalems ødelæggelse.

Afgudsdyrkelse, begærlighed og frafald omtales åndeligt som ægteskabsbrud (Jer 3,6, 8, 9; Ez 16,32; Hos 1,2:3; Åb 2,22). En frafalden kirke er en ægteskabsbryderske (Es 1,21; Ez 23,4, 7, 37), og jøderne kaldes “en ægteskabsbrydende slægt” (Matt 12,39). (Jf. Åb 12.)