Ægteskabsbrud

a-dul'-ter-i: I Skriften betegner det en mands seksuelle omgang, hvad enten han er gift eller ugift, med en gift kvinde.

1. Straffen for det:

Det forbydes kategorisk i Dekalogen (det syvende bud, 2 Mos 20,14; 5 Mos 5,18): »Du må ikke begå ægteskabsbrud.« Med mere præcise ord læser vi: »Og du må ikke ligge kødeligt med din næstes hustru, så du gør dig uren med hende« (3 Mos 18,20). Straffen er døden for begge skyldige parter: »Og den mand, der begår ægteskabsbrud med en anden mands hustru, ja, den, der begår ægteskabsbrud med sin næstes hustru, ægteskabsbryderen og ægteskabsbrydersken skal visselig lide døden« (3 Mos 20,10). Dødsmåden angives ikke nærmere; ifølge rabbinerne (Siphra' på stedet; Sanhedhrin 52b) er det kvælning. Det synes, at dødsmåden på Jesu tid blev forstået som stening (»Men i loven har Moses befalet os at stene sådanne,« Joh 8,5, sagt om kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud). Ikke desto mindre kan det siges, at kvinden i det omtalte tilfælde kan have været en jomfru, der var trolovet med en mand; loven (i 5 Mos 22,23 f) foreskriver, at en sådan person sammen med sin elsker skal stenes til døde (modsat 5 Mos 22,22, hvor der tales om en kvinde, der er gift med en mand, og hvor dødsmåden igen lades ubestemt). Ez 16,40 (sammenlign 23,47) nævner ligeledes stening som straffen for ægteskabsbrydersken; men det forbinder også blodsudgydelse med hendes synd; derfor modsiges den rabbinske fortolkning ikke nødvendigvis af profeten. Naturligvis kan man også antage, at der kan have været forskel i skik til forskellige tider, og at udviklingen gik i retning af mildhed, idet kvælning blev betragtet som en mere human henrettelsesform end stening.

2. Prøve ved gudsdom:

De skyldige personer bliver kun hjemfaldne til dødsstraf, når de gribes »på selve gerningen« (Joh 8,4). Vanskeligheden ved at skaffe direkte juridisk bevis omtales af rabbinerne (se Makkoth 7a). I tilfælde af blot mistanke fra mandens side, som ikke er underbygget af juridisk bevis, tvinges kvinden af loven (4 Mos 5,11-30) til at underkaste sig en prøve, eller Guds dom, som består i, at hun drikker bitterhedens vand, det vil sige vand fra det hellige bækken blandet med støv fra helligdommens gulv og med den afvaskede blæk fra en skrift, der indeholder den ed, kvinden er blevet pålagt at gentage. Vandet kaldes bittert med henblik på dets virkninger, hvis kvinden er skyldig; når der derimod ikke følger nogen skadelige virkninger, er kvinden bevist uskyldig, og mandens jalousi er ubegrundet. Ifølge Mishna (SoTah 9) blev denne gudsdom over kvinden, der var mistænkt for ægteskabsbrud, afskaffet af Johanan ben Zaccai (efter 70 e.Kr.) med den begrundelse, at mændene i hans generation ikke var hævet over mistanke om urenhed.

Se artiklen bitter, bitterhed.

3. En afskyelig forbrydelse:

Ægteskabsbrud blev betragtet som en afskyelig forbrydelse (Job 31,11). Profeterne og lærerne i Israel irettesatte gentagne gange mændene og kvinderne i deres generationer for deres løsagtighed i moral, som ikke veg tilbage for ægteskabeligt utroskab. Hvor man naturligt hengav sig til luksuriøse livsvaner, især i de store byer, indfandt der sig en letfærdig tone: i aftenmørket ventede mænd, med tilslørede ansigter, ved deres næsters døre (Job 24,15; Job 31,9; sammenlign Ordsp 7), og kvinder, der glemte deres Guds pagt, brød troskaben mod deres ungdoms mænd (Ordsp 2,17). Profeten Natan trådte frem for David efter hans synd med Batseba, Urias’ hustru, med sin strenge irettesættelse (»Du er manden,« 2 Sam 12,7); bodssalmen (Sl 51) – »Miserere« – blev sunget af den kongelige skjald som en bøn om guddommelig tilgivelse. Jeremias lægger seksuel omgang på kryds og tværs med deres næsters hustruer de falske profeter på sin tid til last (Jer 23,10; Jer 23,14; Jer 29,23).

4. Strafferetlige og moralske skel:

Mens straffeloven kun tager kendskab til ægteskabsbryderiske forhold, er det unødvendigt at sige, at moralloven misbilliger enhver form for ulovlig seksuel omgang og enhver form for ukyskhed hos mand og kvinde. Mens udtrykkene »utugt«, »bedrive utugt« i Skriften betegner brud på ægteskabet (fra en kvindes side), skelnes der i de rabbinske skrifter på det juridiske plan klart mellem ægteskabsbrud og hor. Det sidste fordømmes moralsk i utvetydige vendinger; det syvende bud gøres til at omfatte enhver form for hor. Øjet og hjertet er syndens to mellemled (Talmud fra Israels land, Berakhoth 6b). En syndig tanke er lige så ond som en syndig handling (Niddah 13b og andre steder). Job slutter en pagt med sine øjne, for at han ikke skal se på en jomfru (31,1). Og således gør Jesus, som kom »ikke for at ødelægge, men for at opfylde« (Matt 5,17), i fuld overensstemmelse med jødedommens etiske og religiøse undervisning, hensigten med det syvende bud tydelig, når han erklærer, at »enhver, der ser på en kvinde for at begære hende, allerede har begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte« (Matt 5,28). Og i Hoseas (Hos 4,15) og Johanan ben Zaccais ånd (se ovenfor) har Jesus kun foragt tilovers for dem, der er rede til at dømme juridisk, skønt de selv ikke er fri for synd! »Den af jer, der er uden synd, skal først kaste en sten på hende« (Joh 8,7). Mens samfundet har behov for dødsstraffen for at sikre hjemmelivets ukrænkelighed, byder Jesus den vildfarne kvinde at gå sin vej og ikke synde mere. Hvor let hans ord kunne opfattes af de uåndelige som en billigelse af kvindens syndbarhed, ses af den kendsgerning, at hele afsnittet (Joh 7,53-8) udelades af »de fleste gamle autoriteter« (se Augustins bemærkning).

5. En grund til skilsmisse:

Ægteskabsbrud som grundlag for skilsmisse. -- Betydningen af udtrykket "noget usømmeligt" (5 Mos 24,1) var uklar, og der var derfor stor forskel på rabbinernes opfattelser af, på hvilke grunde en mand kunne skille sig fra sin hustru. Mens Hillels skole, i hvert fald juridisk, tillod enhver ubetydelig grund som skilsmissegrund, fandtes den strengere fortolkning, som begrænsede den til ægteskabsbrud alene, i Shammais skole. Jesus var enig i det strengere syn (se Matt 5,32; Matt 19,9 og kommentarerne). Fra et moralsk synspunkt frarådede rabbinerne ligeledes skilsmisse, naturligvis med undtagelse af den ene grund, som virkelig gør det fortsatte forhold mellem mand og hustru moralsk umuligt.

Se også forbrydelser; skilsmisse i Det Nye Testamente; skilsmisse i Det Gamle Testamente.

Max L. Margolis