Rense

klenz: »Gøre ren«, »rense« er en hyppig gengivelse af grundtekstens ord. Det findes ofte (American Revised Version) i stedet for »udrense«, »rense« (King James Version), gengiver næsten de samme rødder og har de samme overlappende betydningsnuancer som »ren«.

1. Fysisk:

Fysisk renselse, ofte brugt billedligt: »Slag, der sårer, renser det onde bort« (tamriq) (Ordsp 20,30); »En hed vind .... ikke til at rense korn og ikke til at rense« (barar, Jer 4,11); »Straks blev hans spedalskhed renset« (katharizo, Matt 8,3).

2. Ceremoniel:

I ceremoniel betydning:

(1) Med et meget stærkt religiøst aspekt: at rense for synd ved at skaffe soning (chaTe); f.eks. alteret ved syndofferet (2 Mos 29,36); det spedalske hus (3 Mos 14,48-53); folket ved offeret på forsoningsdagen (3 Mos 16,30); helligdommen ved syndofferets blod (Ez 45,18).

(2) At sone (kaphar, »dække«, »skjule«); synd (i dette tilfælde blodskyld): »Landet kan ikke renses for blodet« (King James Version 4 Mos 35,33; American Standard Revised Version: »der kan ikke gøres soning for landet«).

(3) At fjerne ceremoniel urenhed, den vigtigste brug; her er hovedroden Taher: »Tag levitterne .... og rens dem« (4 Mos 8,6); »og hun skal renses (efter fødsel) fra sit blods kilde« (3 Mos 12,7); »Rens det og hellig det (alteret) fra Israels børns urenheder« (3 Mos 16,19), osv. Denne brug er sjælden i Det Nye Testamente, undtagen billedligt. Klare eksempler er Mark 1,44: »Bring offer for din renselse (katharismos) .... som et vidnesbyrd for dem« (også Luk 5,14); Hebr 9,22; Hebr 9,23: »derfor var det nødvendigt, at afbillederne af de ting, som er i himlene, blev renset med disse.« Fysiske, rituelle og billedlige anvendelser er kombineret i Matt 23,25: »I renser ydersiden af bægeret og fadet.« ApG 10,15: »Hvad Gud har renset, må du ikke gøre urent« bruger ritualets billede til at erklære den fuldstændige afskaffelse af ceremoniel urenhed og dermed af ceremoniel renselse. Om det udførlige system af ceremoniel renselse, se især 3 Mos 12-17, også artiklerne urenhed; renselse. Dets vigtigste midler var vand, alene, som ved mindre eller indirekte urenheder, såsom dem der fremkom ved berøring med det urene (3 Mos 15,5-18, osv.); eller kombineret med et syndoffer og et brændoffer, som hos en kvinde efter fødsel (3 Mos 12,6-8); ild, som med hedningers krigsbytte (4 Mos 31,23; med vand, når det ikke kunne tåle ilden); asken af en lydefri rød kvie, blandet med rindende vand, for dem der var blevet urene ved berøring med de døde (4 Mos 19,2). Om den sammensatte ceremoni i tilfælde af spedalskhed, hvor vand, cedertræ, isop, karmoisinrød tråd, fugles blod og frigivelse, skyldofferet, syndofferet og brændofferet kombineres, se 3 Mos 14. Blod, livets bærer og symbol, spiller en stor rolle i de større renselser, hvor soning for synd, såvel som fjernelse af ceremoniel urenhed, står fremtrædende, som ved templet, alteret osv.: »Efter loven, kan jeg næsten sige, bliver alle ting renset med blod« (Hebr 9,22).

3. Etisk og åndelig:

I etisk og åndelig betydning, idet symbolikken hovedsagelig fra 2 bruges. Dette rummer to sider: (1) den faktiske fjernelse af synd ved personens egen handling: »Hvorved skal en ung mand rense (zakhah) sin vej?« (Sl 119,9); »Rens jeres hænder, I syndere« (Jak 4,8); »Lad os rense os selv fra al besmittelse« (2 Kor 7,1);

(2) Guds fjernelse af syndens skyld og magt, som ved tugt eller straf: »Han renser den« (Joh 15,2, King James Version »udrenser«); »Jeg har renset dig« (Ez 24,13); eller i tilgivelse, retfærdiggørelse, helliggørelse. I disse sidstnævnte tilfælde er den frikendende tanke undertiden den fremtrædende, selv om den anden ikke er fraværende: »Jeg vil rense (Taher) dem for al deres skyld, hvormed de har syndet mod mig; og jeg vil tilgive alle deres synder« (Jer 33,8); »Vask mig grundigt fra min skyld, og rens (Taher, »erklær mig ren«) mig fra min synd« (Sl 51,2). »Rens (naqqeh; American Standard Revised Version »frikend«) mig fra skjulte fejl« (Sl 19,12), skal formelt forstås som »hold uskyldig«, men medbetegner i virkeligheden tilgivelse. I Ef 5,26 er det vanskeligt at afgøre, om tilgivelse eller den hellighed, Gud giver, er dominerende: »For at han kunne hellige den (kirken), idet han havde renset den ved vandbadet med ordet.« I 1 Joh 1,7 synes den helliggørende betydning næsten helt at opsluge den anden: »Jesu, hans Søns, blod renser os (»er ved at rense, hellige«) fra al synd«; men i 1 Joh 1,9 er det igen vanskeligt at afgøre, hvad der dominerer: »Han er trofast og retfærdig, så han tilgiver os vor synd og renser os fra al uretfærdighed.« Usikkerheden ligger i, at den anden sætning måske ikke, som i vores sprogbrug, tilføjer en særskilt tanke, men kan være hebraisk synonym parallelisme. Måske er det ikke klogt at søge alt for nysgerrigt at skille de to tanker ad, eftersom de ikke kan adskilles. Gud »frikender« aldrig, hvor han ikke er begyndt at »rense«, og han »renser« aldrig ved Ånden uden at »frikende« ved blodet.

Philip Wendell Crannell