Rød kvie

I 4 Mos 19 beskrives et ritual, hvor asken af en "rød kvie" og af bestemte genstande blandes med rindende vand for at få det såkaldte "vand mod urenhed". (Dette er den korrekte oversættelse i American Standard Revised Version i 4 Mos 19,9; 4 Mos 19,13; 4 Mos 19,10; 4 Mos 19,21; 4 Mos 31,23. I disse passager har King James Version og English Revised Version, på grund af en misforståelse af et temmelig vanskeligt hebraisk udtryk, "adskillelsens vand"; Septuaginta og Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) har "bestænkelsens vand". English Revised Versions randnote, "urenhedens vand", er rigtig, men tvetydig.) Dette vand blev brugt til at fjerne urenheden fra en person eller ting, der havde været i berøring med et lig, og også til at fjerne rituel besmittelse fra krigsbytte.

1. Ritualets oprindelse og betydning:

Ritualets almindelige oprindelse er klar nok, ligesom det er klart, at denne oprindelse ligger forud for Israels officielle offersystem. Til fjernelse af urenhed, rituel såvel som fysisk, er vand, helst rindende vand (4 Mos 19,17; jf. 3 Mos 14,5 ff; 3 Mos 15,13), det naturlige middel, og det bruges overalt. Men hvor urenheden var usædvanlig stor, blev vand alene ikke anset for tilstrækkeligt, og forskellige stoffer blev blandet i det for at øge dets virkning. Således bruges (blandt andet) blod i 3 Mos 14,6; 3 Mos 14,7, og støv i 4 Mos 5,17 (se WATER OF BITTERNESS). Brugen af aske i 4 Mos 19,17 er imidlertid enestående i Det Gamle Testamente, selv om paralleller andre steder fra kan anføres. Således f.eks. hos Ovid, Fasti, iv.639-40, 725, 733; i den sidste af disse henvisninger ligger ordene: "En hests blod skal være en renselse, og kalves aske," bemærkelsesværdigt tæt på Det Gamle Testamente. Asken blev frembragt ved at brænde kvien helt op, "dens hud og dens kød og dens blod sammen med dens gødning" (indvoldenes indhold) (4 Mos 19,5; jf. 2 Mos 29,14). Kun her i Det Gamle Testamente brændes blod til et ceremonielt formål, og kun her er brændingen en indledende handling; andre steder er den enten en hovedhandling eller tjener til at fortære resterne af et afsluttet offer--3 Mos 4,12 og 4 Mos 19,3 er noget helt andet.

Kvien er et hundyr. Til det regelmæssige syndoffer for menigheden var kun et handyr tilladt (3 Mos 4,14), men hundyret blev brugt i renselsesceremonien i 5 Mos 21,3 (et ritual, der har flere lighedspunkter med det i 4 Mos 19). Et individuelt syndoffer fra en af folket krævede dog et hundyr (3 Mos 4,28), men sandsynligvis kun for at give større vægt til de mere højtidelige ofre, hvortil handyret var forbeholdt. Et hundyr kræves igen i de tilfælde, der opregnes i 3 Mos 5,1-6, hvoraf de fleste er rituelle besmittelser, der kræver renselse; et hundyr krævedes ved renselsen af en spedalsk (foruden to handyr, 3 Mos 14,10), og et hundyr sammen med et handyr blev ofret, når en nasiræer afsluttede sine løfter (4 Mos 6,14). En vis forbindelse mellem renselse og ofringen af et hundyr kan fastslås ud fra denne liste, for selv i nasiræerens tilfælde kan tanken være fjernelsen af indvielsestilstanden. Men grunden til en sådan forbindelse er alt andet end indlysende, og de forskellige forklaringer, der er blevet tilbudt, er næppe mere end gætterier. Den mest sandsynlige er, at renselsesritualer opstod på et meget primitivt stadium, da hundyret blev anset for at være det mere hellige dyr på grund af dets større nytte. Af de øvrige krav til kvien skulle den være "rød", dvs. rødbrun (4 Mos 19,2). Lighed i farve med blod er ved første øjekast den mest naturlige forklaring, men lighed i farve med modent korn er næsten lige så sandsynlig. Det kan bemærkes, at visse egyptiske ofre også krævede rødt kvæg som offerdyr (Plutarch, De Isid. 31). Kvien skal være "uden plet" ("fejlfri"), "uden nogen lyde", det sædvanlige krav til ofre. (De jødiske eksegeter læste dette forkert som "helt rød, uden nogen lyde", med usædvanlige følger; se nedenfor.) Men et skridt videre end offerkravene er, at den skal være en, "som der aldrig er kommet åg på". Dette krav findes ellers kun i 5 Mos 21,3 og i 1 Sam 6,7 (at dyrene i det sidste tilfælde til sidst blev ofret, er dog ikke relevant). Men i andre religioner var dette krav meget almindeligt (jf. Iliaden x.293; Vergil, Georg. iv.550-51; Ovid, Fasti iv.336).

2. Brugen af cedertræ og isop:

Mens kvien blev brændt, blev "cedertræ og isop og skarlagen" (dvs. skarlagenrød uld eller tråd) kastet ind i flammerne. Den samme kombination af genstande (skønt anvendt på en anden måde) findes ved renselsen af en spedalsk (3 Mos 14,4), men deres betydning er helt ukendt. De forklaringer, der er blevet fremsat, er næsten utallige. Det er ganske klart, at isop blev særligt værdsat ved renselser (Sl 51,7), men brugen af isop som bestænkningsredskab og brugen af aske af isop kan være helt uden indbyrdes forbindelse. Isop og cedertræ blev antaget at have medicinske egenskaber (se CEDAR; HYSSOP). Eller pointen kan være brugen af aromatiske træsorter. For en blanding af cedertræ og andre stoffer i vand som renselsesmiddel, jf. Fossey, Magie Assyrienne, 285. Den skarlagenrøde uld frembyder endnu større vanskeligheder, bortset fra farven, men det kan bemærkes, at skarlagenrød uld spiller en rolle i nogle af de babyloniske besværgelser (Assyrian Bibl., XII, 31). Men det er indlysende, at intet af dette fører særlig langt, og det kan alt sammen være i den forkerte retning. Alt, hvad der med sikkerhed kan siges, er, at 3 Mos 14,4 og 4 Mos 19,6 viser, at kombinationen af genstande blev anset for at have stor rensende værdi.

3. Anvendelse og askens hellighed:

Asken blev, når den var fremstillet, brugt til at fjerne de værste urenheder. Derfor blev asken selv anset for at have en ekstraordinær "helliget" karakter, og den måtte ikke håndteres skødesløst. Dens helligelse strakte sig til den rituel, gennem hvilken den blev fremstillet, således at enhver person, der deltog i det, blev gjort ureen (4 Mos 19,7; 4 Mos 19,8; 4 Mos 19,10), et udmærket eksempel på, hvordan begrebet "hellighed" og "urenhed" blandes i oprindelig religiøs tankegang. Det var nødvendigt at udføre hele ceremonien "uden for lejren" (4 Mos 19,3), og asken blev, når den var fremstillet, også opbevaret uden for lejren (4 Mos 19,9), sandsynligvis for at sikre, at dens berøring ikke kunne gøre nogen ureen (og også for at holde den selv fri for urenhed). Når den blev brugt, blev den blandet med løbende vand, og blandingen blev sprøjtet med ysop på personen eller genstanden, der skulle renses (4 Mos 19,17-19). Det samme vand blev brugt til at rense bytte (4 Mos 31,23), og det kan også være det, der menes med "soningsvodet" i 4 Mos 8,7.

4. Af ikke-præstelig og ikke-israelitisk oprindelse:

Ud over de lighedspunkter, der allerede er påpeget mellem 4 Mos 19 og 5 Mos 21,1-9, ligner ritualerenealso hinanden derved, at lægfolk i begge tilfælde er de vigtigste funktionærer, og præsterne har lidt at gøre (i 5 Mos 21,1-9 er de blot passive vidner). Dette tyder på en ikke-præstelig oprindelse. Betegnelsen "syndoffer" i 4 Mos 19,9; 4 Mos 19,17 (medmindre den bruges i en særegen betydning) peger på en oprindelig offerrituel betydning, selvom kvieen i 4 Mos 19 omhyggeligt holdes væk fra alteret. Igen peger lighederne med ritualer i andre religioner på en ikke-israelitisk oprindelse. En sådan ceremoni kan meget vel være gået blandt israelitterne og være blevet værdsat af dem. Den indeholdt intet forkert og syntes at have meget af dybde værdi, og få små tilføjelser – hovedsageligt sprøjtningen (4 Mos 19,4; jf. 3 Mos 4,6; 3 Mos 4,17) – gjorde den egnet til at blive optaget i det højeste system. Nogle ældre træk kan også være blevet fjernet, men om det er tilfældet, er der selvfølgelig ingen information. Men under alle omstændigheder er ceremonien dannet af adskilte ritualer, der er ekstremt gamle, og som findes i stor variation blandt religioner, så enhver udførlig symbolsk fortolkning af detaljer ville virke uden begrundelse. Det samme resultat kan nås ved at sammenligne de utallige symbolske fortolkninger, der er blevet forsøgt tidligere, for de adskiller sig helt håbløst. Som en sag af faktum har det enormt fremskridt, der er opnået i forståelsen af betydningen af Det Gamle Testamentes ritualer gennem den komparative religionsstudium, vist forgæveligheden af meget af det, der er blevet skrevet om symbolisme. At en bestemt ritual er vidt praktiseret, kan blot betyde, at den hviler på en sand instinkt. Det er rigtigt, at symbolismen i fremtiden vil blive skrevet på bredere linjer og vil være mindre prætensiøs i sine påstande, men netop af disse grunde vil den hvile på et mere solidfundament. For tiden er hovedopgaven imidlertid indsamlingen af materiale og dets korrekte historiske fortolkning.

5. Uklarhed i senere historie:

Den senere historie for ritualen er helt uuklarhedfuld. Eftersom der i 4 Mos 19 ikke var forudsætning for at sende asken til forskellige steder, kunne renselsen kun være blevet praktiseret af dem, der boede tæt ved helligdommen. Rabbinsk kasuistik indviklede imidlertid sagen yderligere ved at bestemme, at to sorte eller hvide hår fra samme follikel ville diskvalificere kvieen (se ovenfor), og at en, som selv havde haft en klud lagt på sig, ikke kunne bruges. Som følge heraf blev det praktisk talt eller helt umuligt at skaffe et ordentligt dyr, og Mishnas erklæring om, at kun ni var nogen sinde fundet (Parah, iii.5) betyder sandsynligvis, at ritualen havde været forældet længe før Ny Testamentes tid. Ikke desto mindre viser eksistensen af Parah-traktaten og omtalen i Hebr 9,13, at bestemmelserne var vel i hukommelsen.

Se også OFFER.

LITERATUR.

Baentsch (1903), Holzinger (1903) og (især) Grey (1903) om 4. Mosebog; Kennedy i HDB; Edersheim, Temple and Ministry, kapitel xviii (rabbinsk traditioner. Edersheim giver det bedste af "typologiske" forklaringer).

Burton Scott Easton