Samaria, byen

sa-ma'-ri-a, (shomeron; Samareia, Semeron, og andre former):

(1) Sikem var Nordrigets første hovedstad (1 Kong 12,25). Jeroboam synes senere at have flyttet den kongelige residens til Tirsa (1 Kong 14,17). Efter Elas og Zimris korte regeringer kom Omris; han regerede 6 år i Tirsa, derefter købte han Samarias bjerg og byggede en by dér, som fra da af var kongeriget Israels hovedstad (1 Kong 16,24). Her siges bjerget og byen at være opkaldt efter Shemer, landets oprindelige ejer. Der er intet i dette, som i sig selv er usandsynligt. Navnet kunne naturligt være afledt af shamar, og navnet i betydningen "udsigtspunkt" ville passende kunne anvendes om en by med en sådan dominerende beliggenhed. Den var residens for Israels konger, og den var også deres begravelsessted (1 Kong 16,28; 1 Kong 22,37; 2 Kong 10,35; 2 Kong 13,9; 2 Kong 13,13; 2 Kong 14,16).

Hen imod den vestlige kant af Efraims højland ligger en bred, frugtbar lavning kaldet Wady esh-Sha`ir, "bygdalen". Fra dens midte rejser der sig en aflang bakke til en højde af over 300 fod (ca. 90 m), med en jævn top. Siderne er stejle, især mod Samaria. Den største længde går fra øst til vest. De omgivende bjerge på tre sider er langt højere og er godt dækket af olivenlunde og vinmarker. Mod vest er bakkerne lavere, og fra højderyggen får man en vid udsigt over Sharonsletten med det gule bånd af sand, der markerer kystlinjen, og det hvide skum på de væltende bølger; mens Middelhavets blå vand strækker sig langt derude. På den østlige ende af bakken, omgivet af oliven og kaktus, ligger den moderne landsby Sebastiyeh; under den forbinder en lav landtange bakken med de østlige skråninger. Beliggenheden er både meget indtagende og smuk; og i oldtidens krigsførelse var den et sted med bemærkelsesværdig styrke. Selv om den kunne overses fra tre sider, lå brystværnene, der kronede de stejle skråninger, for langt borte til at kunne nås af projektiler fra det eneste artilleri, man kendte dengang--slyngen og kastemaskinen. For belejrere ville et forsøg på et væbnet stormangreb kun være at indbyde til ulykke. De metoder, hendes fjender anvendte, viser, at de stolede på, at hungersnød skulle gøre arbejdet for dem (2 Kong 6,24, osv.). Omri viste fremragende smag og god dømmekraft i det valg, han traf.

Bymuren kan spores i næsten hele sin længde. Nylige udgravninger udført af amerikanske arkæologer har afdækket fundamenterne til Omris palads, med rester af Akabs og Herodes' arbejder (sandsynligvis lå Akabs elfenbenspalads her), på bakkens vestlige ende, mens den gigantiske port på den vestlige skråning, flankeret af massive tårne, er blevet blotlagt.

Under Jezabels indflydelse blev Samaria naturligt et centrum for afgudsdyrkelse. Akab "rejste et alter for Ba'al i Ba'als hus, som han havde bygget i Samaria. Og Akab lavede Asheraen" (1 Kong 16,32). Hans søn Joram fjernede Ba'als støtte (2 Kong 3,2), og inde i templet gjorde Jehu på én gang ende på afgudsdyrkelsens redskaber og præsterne (2 Kong 10,19). Der findes mange profetiske henvisninger til de uhyrligheder, der blev begået her, og til deres uundgåelige følger (Es 8,4; Es 9,9; Es 10,9; Es 28,1; Es 36,19; Jer 23,13; Ez 23,4; Hos 7,1; Hos 13,16; Am 3,12; Mika 1,6, osv.).

Under pres fra Damaskus indrømmede Omri aramæerne retten til at "anlægge gader i Samaria" (1 Kong 20,34).

Ben-Hadad II belejrede byen, men led et vanærende nederlag (1 Kong 20,1-21; Josefus, Ant, VIII, xiv, 1 f). Vedholdende forsøg fra aramæernes side på at nå byen i Jorams tid blev forpurret af Elisa (2 Kong 6,8; Josefus, Ant, IX, iv, 3). Til sidst indesluttede Ben-Hadad dog igen byen, og de belejrede blev bragt i yderste nød; drevet af hungersnød udspillede der sig scener af forfærdelig rædsel (2 Kong 6,24). En gådefuld panik greb aramæerne. Deres forladte lejr blev opdaget af fortvivlede spedalske, som bragte de udsultede borgere den gode nyhed om den overflod, der fandtes dér. Sandsynligvis var det i åbningen ved den store vestport, at trængslen fandt sted, hvor den vantro kaptajn blev trampet ihjel (1 Kong 7; Josefus, Ant, IX, iv, 5).

Her blev Akabs 70 sønner dræbt af Jehu under den almindelige ødelæggelse af Akabs hus (2 Kong 10,1). I Samaria, fortæller Krønikebøgernes forfatter os, skjulte Akazja sig forgæves for Jehu (2 Krøn 22,9; jf. 2 Kong 9,27). Peka førte meget bytte hertil fra Jerusalem og mange fanger, som han, på profeten Odeds foranledning, løslod (2 Krøn 2). Belejringen af Samaria blev påbegyndt af Shalmaneser i Hoseas 7. år, og byen blev endelig indtaget af Sargon II efter 3 års forløb, 722 f.Kr. (2 Kong 17,5; 2 Kong 18,9; Ant, IX, xiv, 1). Dette markerede Nordrigets fald, idet folket blev bortført af erobreren. At dette ikke blev gjort fuldstændigt, fremgår af den kendsgerning, som er nedskrevet i indskrifterne, at landet to år senere måtte undertvinges igen. Kolonister blev hentet fra andre egne for at tage de landflygtiges plads (2 Kong 17,24; Ezra 4,10). Alexander den Store indtog byen i 331 f.Kr., dræbte mange af indbyggerne og bosatte andre i Sikem, idet han erstattede dem med en koloni af syrisk-makedonere. Han gav det tilstødende land til jøderne (Apion, II, 4). Byen led under Ptolemaios Lagi og Demetrios Poliorketes, men den var stadig et stærkt sted (Josefus, Ant, XIII, x, 2), da Johannes Hyrkanos drog imod den i 120 f.Kr. Den blev indtaget efter et års belejring, og sejrherren forsøgte at ødelægge byen fuldstændigt. At han ledte vandet ind i grøfter for at underminere fundamenterne, kan kun sigte til forstæderne neden for højen. Fra de eneste to kilder, `Ain Harun og 'Ain Kefr Rima, øst for byen, kunne vandet ikke stige op til højen. De »mange vandkilder«, som Benjamin af Tudela siger, at han så på toppen, og hvorfra der kunne skaffes nok vand til at fylde grøfterne, er bestemt ikke at se i dag; og de har ikke efterladt sig noget spor. Byen blev genopbygget af Pompejus og, efter at den igen var blevet ramt af ulykke, genoprettet af Gabinius (Josefus, Ant, XIV, iv, 4; v, 3; BJ, I, vii, 7; viii, 4). Den skyldte Herodes hovedglansen i sine senere dage. Han udvidede, befæstede og udsmykkede den i en meget storslået målestok og kaldte den Sebaste (= Augusta) til ære for kejseren, et navn som lever videre i det moderne Sebastiyeh. Også et tempel blev viet til Cæsar. Dets sted er sandsynligvis markeret af den imponerende trappeflugt med soklen, hvorpå den gigantiske statue af Augustus stod, som nyere udgravninger har bragt for dagen. Statuen, noget beskadiget, kan også ses. Et andet af Herodes' templer vest for den nuværende landsby blev ryddet af de samme udforskere. Resterne af den store gade med dobbelte søjlerækker, som løb rundt om højens øvre terrasse, vidner yderligere om prægten i denne store bygmesters værk (Josefus, Ant, XV, vii, 3; viii, 5; BJ, I, xxi, 2). Det var her, Herodes dræbte måske det eneste menneske, han nogensinde virkelig elskede, sin hustru Mariamne. Her omkom også hans sønner ved hans hånd (Josefus, Ant, XV, vii, 5-7; XVI, iii, 1-3; xi, 7).

Det antages almindeligvis, at denne by var skuepladsen for Filips forkyndelse og de efterfølgende begivenheder, der er nedskrevet i ApG 8, men fraværet af den bestemte artikel i 8,5 gør dette tvivlsomt. En romersk koloni blev anlagt her af Septimius Severus. Fra den tid ved man kun lidt om byens historie; og vi ved heller ikke, hvad den endelige katastrofe skyldtes. Den blev sæde for et bispedømme og var repræsenteret ved koncilerne i Nikæa, Konstantinopel og Kalkedon. Dens biskop deltog i synoden i Jerusalem i 536 e.Kr.

Johanneskirken, en korsfarerbygning ved siden af den moderne landsby, er nu en muslimsk moské. Den er det traditionelle gravsted for Johannes Døbers legeme.

(2) he Samareia: En by nævnt i 1 Makk 5,66 som liggende på den rute, Judas fulgte fra Hebron-egnen til filistrenes land. Navnet er sandsynligvis en afskriverfejl. Randnoten læser Marisa, og det sted, der menes, er sandsynligvis Maresha, hvis sted er ved Tell Sandachannah, omtrent en mil syd for Belt Jibrin.

W. Ewing