Parfume; parfumør

pur'-ium, per-fum' (qeToreth qaTar bogstaveligt "røgelse"): Oldtidens mennesker holdt af søde dufte af enhver art (Ordsp 27,9), og dette træk gælder stadig især for folkene i Bibelens lande. Duftende olier blev gnedet på kroppen og fødderne. Ved et festmåltid i det gamle Egypten blev en gæst salvet med vellugtende olier, og en sødtduftende åkande blev lagt i hans hånd eller hængt på hans pande. I deres religiøse gudsdyrkelse var egypterne ødsle med deres røgelse. Små kugler af tørrede, blandede krydderier og harpikser eller harpiksagtige træsorter blev brændt i særlige røgelseskar. Ved forberedelsen af legemer til begravelse brugte man duftende olier og krydderier. Mange bibelske henvisninger viser den udbredte brug af parfumer. Højs 7,8 antyder, at ånden med vilje blev gjort vellugtende; tøj såvel som kroppen blev parfumeret (Sl 45,8; Højs 3,6; Højs 4,11); sofaer og senge blev stænket med liflige dufte (Ordsp 7,17); salver blev brugt ved de sidste riter til ære for de døde (2 Krøn 16,14; Luk 24,1; Joh 19,39). Forfatteren har i sin samling en klump tilberedte krydderier og harpikser, taget fra en grav dateret til det 1. eller 2. århundrede e.Kr.; den var åbenbart blevet smeltet og løbet ind i brysthulen, eftersom et aftryk af ribbenene er blevet afsat på parfumen. Dens lugt ligner den røgelse, der bruges i dag, og den parfumerer hele den montre, hvor den opbevares. Den ovennævnte samling indeholder også et lille glasflakon, hvori en bronzeske sidder fast i noget størknet salve, sandsynligvis tidligere duftende olie. Parfumer blev almindeligvis opbevaret i forseglede alabastkrukker eller -flasker (Luk 7,38). Tusinder af disse flasker er blevet gravet frem i Israels land og Syrien.

Parfumer blev blandet af personer, der var kyndige i faget. I KJV kaldes disse "apothecaries" (raqqach). RV's "perfumer" er sandsynligvis en mere korrekt gengivelse, da den, der udførte blandingen, ikke var en apoteker i samme betydning som den person, der nu betegnes sådan (2 Mos 30,25; 2 Mos 30,35; 2 Mos 37,29; Præd 10,1).

I dag bruges røgelse i forbindelse med alle religiøse gudstjenester i de orientalske kristne kirker. Selv om der ikke er nogen direkte omtale af brugen af røgelse i Det Nye Testamente, synes hentydninger som Paulus' "et offer til Gud som en sød dufts vellugt" (Ef 5,2; Fil 4,18) at vise, at den blev brugt af de tidlige kristne.

Folkene i Syriens glæde ved behagelige dufte er omtalt i deres litteratur. Rosenattar (fra arabisk `iTr, "en sød duft") var et velkendt produkt fra Damaskus. Gæsten i et moderne syrisk hjem bliver ikke bogstaveligt salvet med olie, men får ofte kort efter sin ankomst en buket aromatiske urter eller en sødtduftende blomst at holde og dufte til. I en betydelig del af året er landluften fyldt med duften af aromatiske urter, såsom mynte og salvie. Det arabiske udtryk for at gå en tur er shemm el-hawa', bogstaveligt "duft til luften."

Se RØGELSE; OLIE; SALVE.

James A. Patch