Samaritanere

Navnet på de nye og blandede indbyggere, som Esarhaddon (677 f.Kr.), Assyriens konge, førte fra Babylon og andre steder og bosatte i Samarias byer i stedet for de oprindelige indbyggere, som Sargon (721 f.Kr.) havde ført bort i fangenskab (2 Kong 17,24; jf. Ezra 4,2, 9, 10). Disse fremmede (jf. Luk 17,18) blandede sig med de jøder, der stadig var tilbage i landet, og opgav gradvist deres gamle afgudsdyrkelse og antog delvis den jødiske religion.

Efter hjemkomsten fra fangenskabet nægtede jøderne i Jerusalem at lade dem deltage sammen med sig i genopbygningen af templet, og deraf opstod et åbent fjendskab mellem dem. De opførte et rivaliserende tempel på Garizim-bjerget, som dog blev ødelagt af en jødisk konge (130 f.Kr.). Derefter byggede de et andet i Sikem. Det bitre fjendskab mellem jøderne og samaritanerne fortsatte på vor Herres tid: jøderne havde “ingen omgang med samaritanerne” (Joh 4,9; jf. Luk 9,52, 53). Vor Herre blev i foragt kaldt “en samaritaner” (Joh 8,48). Mange af samaritanerne tog tidligt imod evangeliet (Joh 4,5-42; ApG 8,25; 9,31; 15,3). Af disse samaritanere findes der stadig en lille befolkning på omkring hundrede og tres, som alle bor i Sikem, hvor de omhyggeligt overholder deres fædres religiøse skikke. De er “den mindste og ældste sekt i verden.”