Samaria, landet

(shomeron; he Samareitis chora): Byens navn blev overført til det land, som den var hovedstad for, således at Samaria blev synonymt med Nordriget (1 Kong 13,32; Jer 31,5 osv.). Omfanget af det område, der dækkedes af denne betegnelse, varierede stærkt i forskellige perioder. Først omfattede det det land, som Israel havde øst for Jordan, Galilæa og Efraims bjergland, sammen med den nordlige del af Benjamin. Det blev berøvet den østlige del ved Tiglat-Pilesers erobring (1 Krøn 5,26). Juda optog sandsynligvis snart Dans område i Samaria. På Det Nye Testamentes tid var Samaria skrumpet ind til endnu mindre mål. Da var landet vest for Jordan delt i tre dele: Judæa i syd, Galilæa i nord og Samaria i midten. Grænserne angives i almene vendinger af Josefus (BJ, III, iii, 1, 4, 5). Den sydlige kant af Jizre'elsletten og landområderne omkring Skythopolis, Dekapolis-byen vest for Jordan, dannede den nordlige grænse. Det nåede mod syd så langt som toparchiet Akrabatta (nutidens `Aqrabeh), mens landsbyerne Annath og Borceos, det nuværende Khirbet `Aina og Berqit, lå ved grænsen mellem Samaria og Judæa, omkring 15 miles syd for Nablus. Jordan dannede naturligvis den østlige grænse. Mod vest hørte kystslettten helt op til Akko til Judæa. Det land, der således er angivet, var langt mere åbent for adgang end Judas høje plateau med dets stejle klippekanter og vanskelige pas. Vejen fra nord var ganske vist forholdsvis let at forsvare, idet den fulgte vandskellets linje ret nøje. Men landets gradvise fald mod vest, med lange, brede dale, tilbød indbydende adgangsveje fra sletten. De store handelsruter, den til Jordans vadesteder og mod øst, som gik gennem kløften i bjergene ved Sikem, og de ruter, der forbandt Egypten med nord og nordøst, gennemskar samaritansk område og bragte det i stadig forbindelse med de omgivende folk. Indflydelsen fra de hedenske religioner, som landet således blev udsat for, gjorde hurtigt indtryk på det og førte til de fordærvelser af tro og liv, der varslede dets undergang (Jer 23,13; Hos 7,1 osv.). Assyrerne kom som Guds svøbe (2 Kong 17,5-23). Deres angreb samlede sig om hovedstaden. Shalmaneser begyndte belejringen, og efter tre år faldt byen til hans efterfølger Sargon II. Med Samarias fald kom riget til sin ende. I overensstemmelse med den sædvanlige assyriske politik blev store dele af befolkningen ført bort fra det erobrede land, og deres pladser blev overtaget af mænd, der blev hentet fra »Babylon og fra Kuta og fra Avva og fra Hamat og Sefarvajim«, byer som allerede havde bøjet sig for den assyriske magt (2 Kong 17,24).

Det fremgår af de assyriske indskrifter, at antallet af bortførte var 27.290. Det antal, der senere blev deporteret fra Juda, var 200.000, og da blev de fattigste i landet tilbage som vingårdsfolk og agerdyrkere (2 Kong 25,12). Det er tydeligt, at en lignende politik må være blevet fulgt i Samaria, da 27.290 bestemt ikke kunne omfatte hele befolkningen i byerne og landet. Men det ville omfatte de højere klasser og især præsterne, som sejrherrerne havde mest at frygte fra. Befolkningen efter erobringen indeholdt derfor en stor andel israelitter. Det var uden tvivl blandt disse, at Josija udfoldede sin reformiver (2 Kong 23,19; 2 Krøn 34,6). Her må også have været den »rest af Israel«, Manasse og Efraim, som bidrog til istandsættelsen af Guds hus (2 Krøn 34,9). Disse mennesker, der var efterladt uden deres religiøse vejledere og blandede sig med hedningerne, som havde bragt deres guder og formodentlig deres præster med sig, var tilbøjelige til at blive vendt bort fra deres tros renhed. En yderligere indførsel af hedenske bosættere fandt sted under Esar-Haddon og Osnappar (Ezra 4,9; Ezra 4,10). Den sidstnævnte skal identificeres med Assur-bani-pal. Hvilke forhold der var mellem de forskellige elementer i befolkningen, er der nu ingen måde at vide på. At der forekom nogen indgiften, er sandsynligt; men når man tager hensyn til racemæssig eksklusivitet, kan vi antage, at det ikke var almindeligt. Når jøderne nægter dem enhver forbindelse med Israel og kalder dem kutæere, som om de udelukkende var efterkommere af de hedenske bosættere, bør de netop nævnte kendsgerninger holdes for øje.

Efter den assyriske erobring får vi at vide, at folket led under løver (2 Kong 17,25). Josefus (Ant., IX, xiv, 3) siger, at »en plage greb dem«. I overensstemmelse med tidens forestillinger mente de fremmede, at dette skyldtes vrede fra landets skytsguddom, fordi de dyrkede andre guder på hans område, mens de forsømte ham. Uvidende om hans særlige ritual (»skik«) henvendte de sig til den assyriske konge, som sendte en (Josefus siger »nogle«) af de præster, der var blevet ført bort, for at lære dem, »hvordan de skulle frygte Herren«. Hvor meget der ligger i denne »frygt for Herren«, er ikke klart. De fortsatte samtidig med at dyrke deres egne guder. Der er intet, der viser, at israelitterne iblandt dem faldt ind i deres afgudsdyrkelse. Deres interesse for templet i Jerusalem, hvis brug de nu kan have delt med jøderne, bevises af 2 Krøn 34,9. Et andet sted får vi at vide, at 80 mænd »fra Sikem, fra Shilo og fra Samaria«, tydeligvis israelitter, var på vej op med deres offergaver til Herrens hus (Jer 41,5). Én gang kaldes landets folk samaritanere (2 Kong 17,29). Andre steder har dette navn en rent religiøs betydning.

Se SAMARITANS.

Om Samarias historie under assyriske og babyloniske herskere ved vi intet. Det dukker op igen ved jødernes tilbagevenden under persisk beskyttelse. Jøderne afslog samaritanernes tilbudte hjælp til at genopbygge templet og Jerusalems mure (Ezra 4,1; Ezra 4,3). Dybt fornærmede søgte de sidstnævnte at forpurre jødernes hensigt (Ezra 4,4; Neh 4,7; 1 Thess 2,16). At samaritanerne havde for vane at tilbede i Jerusalem, antydes måske af en vending i brevet, der blev sendt til den persiske konge: “De jøder, som drog op fra dig, er kommet til os til Jerus” (Ezra 4,12). Måske kan der også være henvist til dem i Ezra 6,21. Afgudsdyrkelse anføres ikke som anklage mod “modstanderne”. Vi tager næppe fejl, hvis vi i nogen grad tilskriver afslaget det gamle modsætningsforhold mellem Nord og Syd, mellem Efraim og Juda. Hvad årsagen end var, førte det til en større fremmedgørelse og en dybere bitterhed. Om folkets historie og deres tempel på Gerizim, se SAMARITANS.

Samaria faldt sammen med Israels land til Alexander efter slaget ved Issos. Antiochus den Store gav det til Ptolemaios Epifanes som medgift for sin datter Kleopatra (Josefus, Ant, XII, iv, 1). Johannes Hyrkanos undertvang og ødelagde landet (Josefus, BJ, I, ii, 6 f). Efter skiftende skæbner blev Samaria en del af Herodes’ kongerige; ved hans død blev det givet til Arkelaos (Josefus, Ant, XVII, xi, 4; BJ, II, vi, 3). Da Arkelaos blev forvist, blev det lagt til den romerske provins Syrien (Josefus, Ant, XVII, xiii, 5; BJ, II, viii, 1).

Samaria er et land, smukt afvekslende med bjerge og høje, dale og sletter. Oliventræet vokser i rigelige mængder, og andre frugttræer findes i overflod. Der er megen udmærket jord, og der høstes årligt gode afgrøder af byg og hvede. Også vinstokken dyrkes i stort omfang på bjergskråningerne. Rester af gamle skove findes nogle steder. Som Josefus sagde, bliver landet ikke naturligt vandet af mange floder, men får sin vigtigste fugtighed fra regnvand, som der ikke er mangel på (BJ, III, iii, 4). Han taler også om det udmærkede græs, på grund af hvilket køerne giver mere mælk end dem noget andet sted.

Der er en god vej, som forbinder Nablus med Jaffa; og ad en vej, der ikke er helt så god, er det nu muligt at køre i vogn fra Jerusalem til Nazaret, idet man passerer gennem Samaria.

W. Ewing