Samvittighed

kon'-shens (he suneidesis):

I. EFTERFØLGENDE SAMVITTIGHED

1. Dømmende

2. Straffende

3. Forudsigende

4. Social

II. FORUDGÅENDE SAMVITTIGHED

III. INTUITIONISTISKE OG ASSOCIATIONISTISKE TEORIER

IV. SAMVITTIGHEDENS OPDRAGELSE

V. HISTORIE OG LITTERATUR

1. Tidligere opfattelser

2. Reformationen og tiden derefter

I. Efterfølgende samvittighed.

Det aspekt af samvittigheden, som tidligst blev bemærket i litteraturen og oftest omtales til alle tider, er det, der kaldes den efterfølgende samvittighed—det vil sige, den følger efter handlingen.

1. Dømmende:

Den er dømmende. Så snart en beslutning er truffet, følger der en dom, gunstig eller ugunstig, en kendelse om skyldig eller ikke skyldig. Samvittigheden er ofte blevet sammenlignet med en domstol, hvor der er en anklaget, en dommer, vidner og en jury; men alle disse findes i personens eget bryst og er i virkeligheden ham selv.

2. Straffende:

Den er straffende. I individets eget bryst findes ikke blot de allerede nævnte skikkelser fra retfærdigheden, men også bødlen; for i forlængelse af en domfældelse eller frifindelse følger straks smerten fra en såret samvittighed eller tilfredsheden fra en samvittighed, der bifalder; og af alle menneskelige elendigheder eller saligheder er dette den mest gennemtrængende. Især har angeren fra en ond samvittighed gjort indtryk på den menneskelige fantasi, i sådanne tilfælde som Kain og Judas, Saul og Herodes; og digterne, disse kendere af menneskenaturen, har fundet deres mest bevægende emner i skildringen af dette aspekt af menneskelig erfaring. De gamle digtere fremstillede samvittighedens rædsler under skikkelse af erinyerne eller furierne, som med hurtige, stille, ufravigelige skridt opsporede forbryderen og fældede ham, mens Shakespeare i dramaer som Macbeth og Richard den Tredje har brændt de samme lærdomme ind i fantasien hos alle læsere af hans værker. Tilfredsheden ved en god samvittighed kan præge sig i den sædvanlige ro på et ansigt, og anklagerne fra en ond samvittighed kan give et andet et jaget og dystert udtryk (jf. Salomos Visdom 17,11).

3. Forudsigende:

Den er forudsigende. Der findes intet instinkt i menneskets sjæl, der er mere ophøjet end forventningen om noget efter døden—om en domstol, hvor hele livet vil blive gennemgået, og gengældelse tildelt med fuldkommen retfærdighed efter de gerninger, der er gjort i legemet. Det er dette, der giver døden dens alvor; vi ved instinktivt, at vi går til regnskab. Og sådanne store naturlige instinkter kan ikke være falske.

4. Social:

Den er social. Ikke alene afsiger et menneskes egen samvittighed dom over hans adfærd, men andres samvittigheder afsiger også dom over den; og heraf kan der følge en stor forstærkelse af de efterfølgende følelser. Således kan en forbrydelse ligge skjult i erindringen, og smerten over dens skyld kan mildnes ved tidens virkning, når den pludselig og uventet bliver opdaget og afsløret for alles kendskab; og først når den offentlige samvittigheds kraft bryder frem over den skyldige og driver ham ud af samfundet, føler han sin skyld i hele dens omfang. “Dommens dag” (se denne), sådan som den fremstilles i Skriften, er en anvendelse af dette princip i stor målestok; for dér vil enhvers karakter og adfærd blive forelagt alles samvittighed. På den anden side kan en ven for et menneske være en anden samvittighed, ved hvilken hans egen samvittighed holdes levende og vågen; og denne ydre godkendelse kan i nogle tilfælde, endog mere end den indre dom, være en opmuntring til alt, hvad der er godt, eller en beskyttelse mod fristelse.

II. Forudgående samvittighed.

Fra den efterfølgende skelnes den forudgående samvittighed, som betegner en funktion af denne evne, der går forud for moralsk beslutning eller handling. Når viljen står ved vejskelettet og tydeligt ser den rette vej og den forkerte foran sig, befaler samvittigheden den at slå ind på den ene og forbyder den at vælge den anden. Dette er dens imperativ; og—for at bruge Kants sprog—det er et kategorisk imperativ. Det, samvittigheden befaler, kan tilsyneladende være imod vores interesser, og det kan være fuldstændig i strid med vores tilbøjeligheder; det kan være i modstrid med venners råd eller med fællers tilskyndelser; det kan modsige fyrstedømmers og magters bestemmelser eller mængdens stemmer; alligevel trækker samvittigheden på ingen måde sit krav tilbage eller ændrer det. Vi kan undlade at adlyde, give efter for lidenskab eller blive overmandet af fristelsens tillokkelser; men vi ved, at vi bør adlyde; det er vores pligt; og dette er et ophøjet og helligt ord. Livets store kriser opstår, når samvittigheden udsteder én befaling og egeninteresse eller lidenskab eller myndighed en anden, og spørgsmålet må afgøres, hvilken af de to der skal adlydes. Fortolkerne af menneskelivet har forstået at gøre brug af sådanne øjeblikke, og mange af de mest mindeværdige scener i litteraturen er af denne art; men menneskehedens faktiske historie er også blevet ophøjet ved talrige tilfælde, hvor bekendere og martyrer, stående på samme grund, har set døden i øjnene hellere end at handle imod den indre myndigheds bud; og der går aldrig en time, uden at den Alseendes øje ser nogen på jorden lægge bestikkelserne eller egeninteressen eller myndighedens trusler til side og hylde samvittigheden ved at gøre det rette og tage følgerne.

III. Intuitionistiske og associationistiske teorier.

Indtil dette punkt er der kun lidt vanskelighed eller meningsforskel; men nu kommer vi til et punkt, hvor meget forskellige synspunkter viser sig. Det blev bemærket ovenfor, at når nogen står ved skillevejen og klart ser den rette vej og den forkerte, befaler samvittigheden ham bydende, hvilken han skal vælge, og hvilken han skal undgå; men hvordan ved nogen, hvilket af de to alternativer der er det rette, og hvilket der er det forkerte? Er samvittigheden stadig tilstrækkelig her, eller er han afhængig af en anden evne? Her skilles den intuitionistiske og den associationistiske, eller – bredt sagt – den skotske og den engelske, den tyske og den franske skole inden for etikken; de på den ene side hævder, at samvittigheden stadig har væsentlig vejledning at give, mens de på den anden fastholder, at vejledningen nu må overtages af andre evner. Den sansebaserede eller eksperimentelle skole hævder, at vi er afhængige af samfundets autoritet eller af vores egen vurdering af handlingers følger, mens den modsatte skole lærer, at der i samvittigheden findes en klar åbenbaring af visse moralske love, som godkender visse handlingsprincipper og misbilliger andre. Det stærke punkt ved det første syn er den forskellighed, der har eksisteret blandt mennesker i forskellige tidsaldre og under forskellige himmelstrøg med hensyn til, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Det, der var dydigt i Athen, kunne være syndigt i Jerusalem; det, der beundres som heltemod i Japan, kan foragtes som dumdristighed i Storbritannien. Hertil kan der for det første svares, at forskelligheden er blevet stærkt overdrevet; den menneskelige samvittigheds enighed under alle himmelstrøg er større, end filosoffer af denne skole tillader. “Lad ethvert jævnt, ærligt menneske,” siger Butler, “før han giver sig i kast med nogen handlingsvej, spørge sig selv: Er dette, som jeg er ved at gøre, rigtigt, eller er det forkert? Er det godt, eller er det ondt? og jeg tvivler ikke det mindste på, at dette spørgsmål vil blive besvaret i overensstemmelse med sandhed og dyd af næsten ethvert redeligt menneske under næsten alle omstændigheder.” Dernæst er der mange moralske domme, som antages at være samvittighedens umiddelbare kendelser, men som i virkeligheden er logiske slutninger fra denne evnes udsagn og er udsat for alle de fejlslutninger, som ræsonnement på ethvert område af menneskelige anliggender er omgivet af. Det er kun for oversætningen, ikke for konklusionen, at samvittigheden er ansvarlig. Det stærke punkt ved den intuitionistiske skole er derimod individets magt og ret til at bryde med samfundets vaner og, trods autoritetens befalinger eller mængdens stemmer, at følge sin egen vej. Når han gør det, er det da en logisk slutning om handlingens følger, han adlyder, eller en højere intuition? Da kristendommen for eksempel forkyndte utugts syndighed i modsætning til Grækenlands og Roms slaphed, var det da et argument om følger, hvormed den virkede med held, eller et renhedens instinkt, som den anede bag hedenskabets handlinger og meninger? Den moralske lovs skrifttegn må måske fremdrages og renses for tidens ophobninger, men indskriften er der alligevel.

IV. Samvittighedens opdragelse.

Det kan dog være, at en mere nøjagtig analyse af den forudgående samvittighed er nødvendig. Mellem det kategoriske imperativ, som befaler at vælge den rette vej og undgå den forkerte, og det indikative, som erklærer, at dette er den rette vej og hint den forkerte, bør der måske antages en vished om, at én af de alternative veje er ret og må følges for enhver pris, mens den anden er forkert og må opgives, koste hvad det vil. Denne erkendelse af, at der findes moralske forskelle, adskilt fra hinanden som himmel og helvede, er samvittighedens særkende; men den udelukker ikke nødvendigheden af at tage sig tid til i hvert enkelt tilfælde at fastslå, hvilket af alternativerne der har den ene karakter, og hvilket der har den anden, eller af at anvende en stor mangfoldighed af viden for at gøre dette sikkert. De, der vil begrænse samvittigheden til den evne, som fremsiger de moralske ræsonnementers oversætninger, plejer at mene, at den aldrig kan tage fejl og ikke kan opdrages; men en sådan brug af udtrykket ligger for fjernt fra almindelig sprogbrug, og der må levnes plads til, at samvittigheden kan oplyse sig selv ved at stifte bekendtskab med sådanne objektive normer som Guds karakter, Kristi eksempel og Skriftens lære, såvel som med de vises maksimer og de godes erfaring.

Et andet spørgsmål af stor interesse om samvittigheden er, om den indebærer en intuition af Gud. Når den lider angerens smerte, hvem er det da, der påfører straffen? Er det kun samvittigheden selv? Eller er mennesket i sådanne erfaringer bevidst om eksistensen af et Væsen uden for og over sig selv? Når viljen står for at skulle handle, modtager den befalingen om at vælge det rette og afvise det forkerte; men hvem udsteder denne befaling? Er det kun den selv, eller kommer imperativet med en sanktion og højtidelighed, der vidner om en højere oprindelse? Samvittigheden er en intuition af moralsk lov – så at sige læsningen af en lysende skrift, som hænger derude på Naturens bryst – men hvem skrev den skrift? Man plejede at mene, at ordet samvittighed i selve sin opbygning indebar en henvisning til Gud, idet det bogstaveligt betød “viden sammen med en anden”, hvor den anden var Gud. Skønt denne afledning er usikker, mener mange, at den præcist udtrykker sandheden. Der er få mennesker med en etisk erfaring af nogen dybde, som ikke undertiden har været overvældende bevidste om et usynligt Væsens godkendelse eller misbilligelse; og hvis der findes noget troværdigt argument for en Guddoms eksistens forud for overnaturlig åbenbaring, er det her, det skal findes.

V. Historie og litteratur.

Kun nogle få historiske antydninger kan gives her.

1. Tidligere synspunkter:

Samvittigheden, i det mindste den efterfølgende samvittighed, blev identificeret i oldtiden, og fremkomsten af en lære om emnet hører til den periode, hvor menneskesindet, afskåret fra offentlig virksomhed gennem politiske forandringer, blev kastet tilbage på sig selv og begyndte nøje at iagttage sine egne symptomer. Ordet har en særlig fremtrædende plads i Ciceros filosofiske skrifter. Mærkeligt nok forekommer det ikke i Det Gamle Testamente; men selv om navnet ikke gør det, viser selve sagen sig der ofte nok. På åbenbaringens allerførste side høres Guds røst kalde mellem havens træer (1 Mos 3,8); og i den næste hændelse råber Abels blod fra jorden til himlen (1 Mos 4,10). I Det Nye Testamente forekommer ordet med nogenlunde hyppighed, især i Paulus' taler (ApG 24,16 osv.) og skrifter (Rom 2,15; Rom 9,1; Rom 13,5; 1 Kor 6,7-12 osv.); og man kunne have ventet, at dette ville sikre det en fremtrædende plads i kirkens lære. Men dette fik ikke straks virkning, skønt Chrysostomos allerede taler om Samvittighed og Natur som to bøger, hvori menneskesindet kan læse om Gud, forud for den overnaturlige åbenbaring. I middelalderen modtog samvittigheden fra to kilder så stærk en stimulans, at både sagen og navnet nødvendigvis måtte komme mere i forgrunden i skolernes spekulationer. Den ene af disse påvirkninger var klostervæsenets fremkomst, som ved at drive mennesker ind i ensomhed gjorde deres egne sinds bevægelser til genstand for stadig studium for dem selv; og den anden var praksissen med skriftemål for en præst, som især for mange af beboerne i ordenshusene blev livets mest interessante anliggende; for for at møde skriftefaderen gennemgik de hver tanke og vejede hver samvittighedsskruppel og blev øvede i selviagttagelse og selvdisciplin. Således kom det til at ske, at etikken tog form som samvittighedstilfælde, idet præsten måtte træne sig selv, eller trænes af lærere og gennem bøger, for at kunne besvare ethvert spørgsmål, der blev forelagt ham i skriftestolen. Den modneste frugt af denne metode viser sig i Thomas Aquinas' Summa, hvor han udførligt drøfter læren om samvittigheden og deler den i to dele--synderesis (fra sunteresis) og conscientia--hvoraf den ene leverer de store præmisser og ikke kan tage fejl, mens den anden drager slutningerne derfra og er tilbøjelig til at begå fejl. Mystikerne identificerede synderesis som det punkt i menneskets ånd, hvor den kan bringes i berøring og forbindelse med Guds Ånd.

2. Reformationen og tiden derefter:

Ved reformationen var samvittigheden meget på menneskers læber, både fordi samvittighedens rædsler udgjorde en forberedelse til at forstå retfærdiggørelse ved tro, og fordi reformatorerne, når de trådte frem for fyrstendømmer og magter til forsvar for deres handling, tog standpunkt på samvittigheden, sådan som Luther gjorde det så mindeværdigt på rigsdagen i Worms; og hævdelsen af samvittighedens rettigheder har lige siden været et iøjnefaldende vidnesbyrd i protestantismen; hvorimod romersk-katolske, især som repræsenteret ved jesuitterne, har behandlet samvittigheden som noget svagt og uvidende, der behøver at ledes af autoritet — det vil sige af dem selv. Middelalderlige former klæbede længe selv ved protestantisk litteratur om dette emne. Det er måske ikke overraskende at finde en højkirkelig mand som Jeremy Taylor i sin Ductor Dubitantium drøfte etik som et system af samvittighedstilfælde, men det er mærkeligt at finde en puritaner som Baxter (i hans Christian Directory) og en skotsk presbyterianer som David Dickson (i hans Therapeutica Sacra) gøre det samme. Deismen i England og oplysningstiden i Tyskland ophøjede samvittigheden, som de tillagde en sådan kraft til at åbenbare Gud, at enhver yderligere åbenbaring blev unødvendig; men den praktiske virkning var en verdsliggørelse og vulgarisering af det almindelige sindelag; og det var mod disse snarere end mod det system, der havde frembragt dem, at Butler i England og Kant i Tyskland måtte løfte fanen for et åndeligt syn på livet. Den førstnævnte sagde om samvittigheden, at hvis den havde magt, sådan som den havde ret, ville den fuldstændig styre verden; og Kants ophøjede ord er velkendt, ved afslutningen af hans store værk om etik: »To ting fylder sjælen med stadig ny og voksende undren og ærefrygt, jo oftere og jo længere eftertanken bliver ved med at beskæftige sig med dem — stjernehimlen over mig og den moralske lov i mig.« Fremkomsten af en associativ og udviklingsorienteret filosofi i England, repræsenteret af så stærke tænkere som Mills, far og søn, professor Bain og Herbert Spencer, havde tendens til at opløse den glorie, der omgav samvittigheden, ved at fremstille den som blot en følelsesmæssig ækvivalent til lovens autoritet og sædvanens krav, sådan indpræget i sindet gennem slægters erfaring, at den, da dens jordiske kilde var glemt, kom til at blive tillagt overnaturlige magter. Men denne skole blev med held imødegået af tænkere som Martineau og T. H. Green. R. Rothe betragtede samvittighed som et udtryk, der var for populært og af for skiftende betydning til at være til megen nytte i filosofisk spekulation; men de fleste af den store række af forfattere om kristen etik, som fulgte efter ham, har behandlet den alvorligt; Dorner anerkendte især dens betydning, og Newman Smyth gav den en grundigt moderne behandling. Blandt tyske værker om emnet fortjener Gass’ værk, som indeholder et tillæg om historien bag udtrykket synderesis, særlig opmærksomhed; Kahler’s værk er ufuldendt, ligesom også Robertsons engelske værk; The Christian Conscience af Davison er let og folkeligt. Vægtige drøftelser findes i to bøger om moralfilosofi — Calderwoods Handbook og Mezes’ Ethics. Men der er rigelig plads til en stor monografi om emnet, som ville behandle samvittigheden på en omfattende måde som den subjektive norm for adfærd, dannet ved fremadskridende fortrolighed med de objektive normer såvel som ved øvelse i overensstemmelse med dens egen autoritet og med Guds vilje.

James Stalker