Sammenlignende religion

kom-par'-a-tiv:

I. EMNET I ALMINDELIGHED

1. Religionens universalitet

2. Teorier om dens oprindelse og religionens vækst

3. Evolution

II. KRISTENDOMMENS FORHOLD TIL ETNISKE TROSRERETNINGER OG DERES LÆRESÆTNINGER

1. Karma

2. Gud

3. Det højeste gode

4. Guds selvåbenbaring

5. Inkarnation

6. Frelse

7. Tro

8. Adgang til Gud

III. ALMINDELIGE KENDETEGN VED ETNISKE TROSRERETNINGER

1. Læresætninger fælles for alle religioner

2. Tendens til forfald, ikke til fremskridt, i etniske trosretninger

3. Mytologi og religion

4. Religion og moral i etniske trosretninger

IV. FORMÅEDE LIGHEDER MED ÅBENBARET RELIGION

1. Riter

2. Dogmer

3. Påståede paralleller til evangeliehistorien

4. Jomfrufødsel

5. Hedenske længsler og ubevidste profetier

6. Lærdomme fra sammenlignende religion

LITTERATUR

I. Emnet i almindelighed.

Videnskaben om sammenlignende religion er måske den senest fødte af alle videnskaber. I vid udstrækning som følge af dette er vores viden om, hvad den egentlig beviser, stadig langt fra bestemt, og mennesker drager de mest modstridende konklusioner på dette punkt. Som i tilfældet med alle nye videnskaber i fortiden har ikke så få mennesker forsøgt under dens beskyttelse at angribe kristendommen og al åbenbaret religion. Disse angreb viser allerede tegn på at mislykkes — som i lignende tilfælde tidligere — og et nyt vidnesbyrd om kristendommen træder frem af konflikten. Det er kun »lidt lærdom«, der efter ordsproget er farlig. Det emne, som videnskaben om sammenlignende religion beskæftiger sig med, er religion i almindelighed og alle de kendsgerninger, som kan læres om alle religioner, gamle og moderne, hvad enten de bekendes af vilde eller er udbredte blandt højt civiliserede samfund, hvad enten de skal studeres i hellige bøger eller læres mundtligt af folket.

1. Religionens universalitet:

På denne måde lærer vi først og fremmest, at religion er et universelt fænomen, som findes blandt alle folkeslag, under alle forhold, skønt den adskiller sig umådeligt i sine læresætninger, ceremonier og virkninger fra sted til sted. Den er måske den mægtigste, til godt eller ondt, af alle de instinkter (for den er et instinkt), som påvirker menneskeheden.

2. Teorier om religionens oprindelse og vækst:

For at forklare religionens oprindelse og vækst er forskellige teorier blevet fremsat:

(1) »Humanisme«, som er genoplivelsen af Euhemeros' gamle opfattelse (circa 400 f.Kr.) om, at al religion opstod af frygt for genfærd, og at alle guderne blot var mennesker, som var døde;

(2) »Animisme«, som fører religionen tilbage til det tidlige menneskes forestilling om, at enhver genstand i naturen havde en personlighed som hans egen;

(3) astralteorien, som antager, at religionen udsprang af tilbedelsen af himmellegemerne.

Det er klart, at der er kendsgerninger, som støtter hver af disse hypoteser, men ingen af dem opfylder alle sagens betingelser. Til (1) er det blevet svaret, at de fleste stammer fra de tidligste tider klart skelnede mellem de guddomme, som havde været mennesker, og de egentlige guder, som aldrig havde været mennesker og aldrig var døde. Angående (2) bør det bemærkes, at den indrømmer, at menneskets bevidsthed om sin egen personlighed og dets forestilling om, at den også findes i andre skabninger, ikke forklarer, at det tilbeder dem, medmindre vi medgiver eksistensen af sensus numinis i det: hvis det er sådan, så forklarer, retfærdiggør og nødvendiggør dette religion. (3) Astralteorien står i direkte modsætning til euhemerisme eller humanisme. Den tilskriver himmellegemerne personlighed i menneskets tidlige forestilling; men også den må forudsætte sensus numinis, uden hvilken religion ville være umulig, ligesom videnskaben om optik ville være det, hvis mennesket ikke havde synssansen.

3. Evolution:

Det hævdes ofte, at religion skyldes evolution. Hvis det er tilfældet, må dens evolution, som ex hypothesi resulterer i kristendommen som sit højdepunkt, være udfoldelsen af et guddommeligt »evigt formål« (prothesis ton aionon, Ef 3,11), ligesom evolutionen af en amøbe til et menneske har været det ifølge evolutionsteorien. Dette ville være et yderligere bevis på kristendommens sandhed. Men selv om der uden tvivl har været evolution — eller gradvist fremskridt under guddommelig vejledning — i religionen, er Kristus-faktum tilstrækkeligt til at vise, at der også findes en guddommelig selvåbenbaring. Heraf kristendommens krav på at være den absolutte religion. »De førkristne religioner var den årelange bøn, inkarnationen var svaret« (Illingworth). Kristendommen, sådan som den er åbenbaret i Kristus, tilføjer det, som ingen af de etniske trosretninger kunne bevise deres krav på — autoritet, hellighed, åbenbaring.

II. Kristendommens forhold til etniske trosretninger og deres læresætninger.

Det er meget bemærkelsesværdigt, at kristendommen — skønt den tydeligvis ikke er en filosofi, men en religion, der er opstået under historiske omstændigheder, som udelukker muligheden for at antage den for et produkt af eklekticisme — alligevel sammenfatter i sig alt det gode i alle religioner og filosofier, uden det dårlige, de frygtelige forvanskninger og fordærvelser af moralsansen, som alt for ofte findes i dem. Jo mere studiet af sammenlignende religion føres videre, desto tydeligere bliver dette klart. Den supplerer også på vidunderlig måde de halve sandheder, der i andre systemer, hvad enten de er religiøse eller filosofiske, snarere er skjult end åbenbaret. Vi tilføjer nogle få eksempler på dette.

1. Karma:

Karma betones stærkt i hinduisme og buddhisme. Disse lærer, at enhver gerning, god eller ond, må få sit resultat, at »dens frugt må spises« her eller herefter. Det gør kristendommen også, lige så kraftigt (Gal 6,7; Gal 6,8). Men ingen af de indiske trosformer forklarer, hvordan synd kan tilgives, hvordan ondt kan vendes til godt, eller hvordan mennesker ved at træde deres laster under fode kan stige højere op (Aug., Sermo iii, De Ascensione). De anerkender i en vis forstand det ondes eksistens og lærer ulogisk, at riter og visse asketiske øvelser hjælper til at overvinde det. De kender ingen forsoning, skønt moderne hinduisme søger at formilde guddommene ved ofre, sådan som det faktisk blev gjort i vedisk tid. Samvittigheden kan de ikke forklare. Kristendommen, der viser syndens afskyelighed som intet andet system gør, og således supplerer de andre, supplerer dem endnu mere ved forsoningen, idet den viser, at Gud er retfærdig, og lærer, hvordan netop hans retfærdighed kan bringes til at »retfærdiggøre« synderen (Rom 3,26).

2. Gud:

Mahayana-buddhismen forkynder et immanent, men ikke transcendent væsen (Dharma-kaya), som er »den endelige virkelighed, der ligger til grund for alle særlige fænomener« (Suzuki), som vil og reflekterer, skønt ikke fuldt personligt. Han er ikke verdens skaber, men en slags Animus mundi. Han er summen af alle sansende væsener, og de har ingen individuel eksistens, ingen »jeg-sjæl«. Materiens verden har ingen virkelig eksistens, men er hans selvåbenbaring. Kristendommen supplerer og korrigerer dette ved at lære Skaberens transcendens såvel som immanens (ApG 17,28), han som i det mindste er personlig, hvis ikke noget højere, som er kilden til virkeligheden, skønt han ikke selv er den eneste virkelighed, og kilden til vores personlighed og liv, og »som alene har udødelighed« (1 Tim 6,16).

3. »Summum Bonum«:

Vedantisme og Cuffiisme forkynder, at den endelige opslugelse i det upersonlige »Det« er summum bonum, og Chandogya Upanishad siger: »Der er kun én ting, uden en anden« (Bog VI, 2 1, 2). Af denne ene ting er alt, så at sige, en del, idet der ikke er nogen endelig forskel mellem det menneskelige og det guddommelige. Således benægtes synd, og uvirkelighed forkyndes (Maya, illusion). Længslen efter forening med Gud, som ligger under alt dette, tilfredsstilles i kristendommen, som giver forsoning med Gud og viser, hvordan mennesker ved ny åndelig fødsel kan blive Guds børn (Joh 1,12; Joh 1,13) og »delagtige i den guddommelige natur« (2 Pet 1,4), uden at blive opslugt deri som en regndråbe i havet; foreningen er åndelig og ikke materiel.

4. Guds selvåbenbaring:

Ortodoks (sunnitisk) muslimsk teologi erklærer, at Gud er skilt fra mennesket ved en uoverstigelig kløft og derfor er ukendelig. Filosofisk fører dette til agnosticisme, skønt det er imod polyteisme. Blandt jøderne ender Maimonides' filosofi i den samme manglende evne til at nå frem til kundskab om det guddommelige eller til at beskrive Gud undtagen ved negationer (Cepher Ha-madda`, 1 11). Bibelen taler på den anden side om ham som usynlig og som ukendelig ved blot menneskelig anstrengelse (Job 11,7; Job 11,8; Joh 1,18), men åbenbarer ham dog i Kristus, som er Gud og menneske. Jødisk mystik forsøgte at løse skabelsens problem ved opfindelsen af 'Adham qadhmon (arketypisk menneske), og tidligere ved Filons Logos-lære og targumernes Memra'. Men disse abstraktioner har hverken virkelighed eller personlighed. Den kristne Logos-lære fremstiller ikke en teoretisk, men den faktiske historiske, evige Kristus (jf. Joh 1,1-3; Hebr 1,2).

5. Inkarnation:

Hedenskab søger at give en forestilling om den usynlige ved hjælp af afguder; vaishnavisme har sin lære om avataras; babisme og bahaisme deres dogme om »manifestationer« (mazhar) i mennesker; `Ali-ilahierne kaldes sådan, fordi de betragter `Ali som Gud. I stedet for disse uværdige teorier og guddommeliggørelser giver kristendommen den hellige, syndfri, fuldkomne inkarnation i Kristus.

6. Frelse:

Hinduisme tilbyder mukti (moksha), »befrielse« fra en elendig tilværelse; kristendommen tilbyder i Kristus tilgivelse, befrielse fra synd og forsoning med Gud.

7. Tro:

Krishnaisme lærer en ureflekteret »hengivenhed« (bhakti) med »sind, legeme, ejendom« over for visse formodede inkarnationer af Krishna (Vishnu), ganske uden hensyn til deres umoralske adfærd; kristendommen indskærper en mandig, fornuftig »tro« på Kristus, men først efter at have »prøvet alt«.

8. Adgang til Gud:

Pilgrimsrejser i islam og hinduisme peger på, men tilfredsstiller ikke, et behov for at nærme sig Gud; kristendommen lærer en vækst i nåde og i lighed med Kristus og dermed en åndelig nærmen sig Gud.

III. Almindelige kendetegn ved etniske trosformer.

1. Læresætninger fælles for alle religioner:

I alle religioner finder vi, om end i mange forskellige former, visse fælles trosforestillinger, såsom:

(1) eksistensen af en eller flere åndelige magter, gode eller onde, som er mennesket overlegne og i stand til at påvirke dets nuværende og fremtidige liv;

(2) at der er forskel på ret og uret, selv om den ikke er klart defineret;

(3) at der findes en eller anden form for liv efter døden, hvor lykke eller elendighed ofte i nogen grad anses for afhængig af adfærd eller af overholdelsen af visse riter her.

I det store og hele beviser den kendsgerning, at religioner næsten universelt er enige om disse punkter, at de i det væsentlige er sande. Selv en så agnostisk filosofi som den oprindelige buddhisme var, er af menneskelig nødvendighed blevet tvunget til at udvikle deistiske eller teistiske elementer af sig selv eller optage dem udefra, og således er Buddha selv blevet guddommeliggjort af Mahayana-skolen. Alligevel tilfredsstiller ingen etnisk tro den »menneskesjæl, der af natur er kristen«, som Tertullian kalder den (Liber Apologeticus, kap. 17), for ingen af dem åbenbarer én Gud, personlig, hellig, kærlig, retfærdig, barmhjertig, alvidende og almægtig. Selv islam kommer til kort her. Etniske religioner er enten

(1) polyteistiske, idet de dyrker mange guder, alle ufuldkomne og nogle onde, eller

(2) mystisk, idet den så at sige lader Guds personlighed fordampe og derved gør ham til en mental abstraktion, som i de hinduistiske filosofiske systemer og i mahayana-buddhismen. Kristendommen, sådan som den er åbenbaret i Kristus, gør netop det, som alle andre trosretninger ikke formår: den forsoner disse to tendenser og korrigerer dem begge.

2. Tendens til forringelse, ikke til fremskridt, i etniske trosretninger:

Som hovedregel gælder det, at jo nærmere deres kilde vi kan spore religioner, desto renere finder vi dem. I de fleste tilfælde viser der sig en forringelse og ikke en fremadskridende forbedring, efterhånden som tiden går, og dette drives undertiden så vidt, at religionen, sådan som Lucretius fandt det i Rom og Grækenland, bliver en forbandelse og ikke en velsignelse. Således siger for eksempel professor Renouf om det gamle Egypten: “De mere ophøjede dele af den egyptiske religion er ikke det forholdsvis sene resultat af en udviklingsproces. De mere ophøjede dele er påviseligt gamle, og det sidste stadium af den egyptiske religion var langt det groveste og mest fordærvede” (Hibbert Lectures, 91). Moderne hinduisme står igen uforligneligt lavere i sine religiøse forestillinger end Vedaernes religion. I Polynesien gælder den samme regel, som det fremgår af myterne om Tangaroa. På Samoa sagdes han at være søn af to væsener, “den skyfri himmel” og “den udstrakte himmel.” Han eksisterede oprindeligt i det åbne rum. Han skabte himlen til at bo i. Derefter skabte han jorden. Noget senere mente man, at han kunne ses i månen! Men et endnu lavere dyb blev nået. På Hawaii er Tangaroa sunket ned til at være et ondt væsen, lederen af et oprør mod en anden gud, Tane, og er nu dømt til at opholde sig i mørkets laveste dyb og være dødens gud. I Sydafrika, Australien og andre steder lever der stadig overleveringer om en Skaber af alle ting, men dyrkelsen af ham er helt blevet lagt til side til fordel for lavere og mere onde guddomme.

3. Mytologi og religion:

Næsten overalt er mytologi opstået og har fordrejet religionen til noget helt andet, end den engang var. Den samme tendens har mere end én gang vist sig i den kristne kirke og har således gjort en tilbagevenden til Kristi lære nødvendig. Som et eksempel kan man sammenligne den moderne folkelige religion i Italien med Det Nye Testamentes. Det er bemærkelsesværdigt, at ingen religion bortset fra den kristne har vist sin evne til reform.

4. Religion og moral i etniske trosretninger:

For det meste findes der i etniske religioner ingen anerkendt forbindelse mellem religion og moral. Den vide udbredelse af falliske ritualer og eksistensen af hierodoulai og hierodouloi i mange lande viser, at religion ofte har helliget grov umoral. Mytologien bidrager til denne forringelse. Derfor siger Seneca, efter at have nævnt mange onde myter fortalt om Jupiter osv.: “Ved dette blev intet andet opnået end at fjerne menneskers skam over at synde, hvis de anså sådanne væsener for guder” (L. A. Seneca, De beata vita kap. 26). Med den muligvis tvivlsomme undtagelse af visse vilde stammers religion læres Guds hellighed ikke i nogen religion undtagen i kristendommen og dens indledende stadium, jødedommen. Etniske guddomme er for det meste født af himmel og jord, hvis de da ikke delvis identificeres med dem, og de betragtes sjældent som deres skabere. Anderledes var det dog med Ahura Mazda i zoroastrismen og med visse sumeriske guddomme, og der findes også andre undtagelser. “Naturreligionerne” har i almindelighed frembragt grov umoral, som blev fremmet og endog krævet som en del af deres ritual; sammenlign Mylitta-dyrkelsen i Babylon og dyrkelsen af “Mater deum,” Venus, Anahita osv.

IV. Formodede ligheder med åbenbaret religion.

1. Ritualer:

Der er blevet rettet megen opmærksomhed mod reelle eller formodede fællestræk i ritualer og “myter,” især når en etnisk trosretning sammenlignes med kristendommen. Offer er for eksempel en væsentlig del af enhver religion. I kristendommen frembæres der nu ingen ofre, bortset fra den troendes “levende offer,” skønt Kristi offer, frembåret én gang for alle, anses for at være den virkelighed, som de jødiske ofre forudskyggede. Renselsesbade findes næsten overalt, og det er ganske naturligt på grund af samvittighedens almenhed og en eller anden følelse af synd.

2. Dogmer:

Troen på verdens flammende ende fandtes hos stoikerne og findes i Skandinaviens Eddaer og Indiens Puranaer. Overleveringer om en tidsalder, før synd og død kom over menneskeheden, forekommer i mange forskellige lande. Mange af disse overleveringer kan let forklares. Men i nogle tilfælde findes den formodede lighed med åbenbaret religion ikke, eller den er stærkt overdrevet. Yoga-filosofien i Indien antages populært at sigte mod forening med Gud, ligesom kristendommen gør; men (forstået sådan) indebærer Yoga-systemet, som allerede sagt, tab af personlighed og opslugelse i det upersonlige, ubevidste “Det” (Tat). Læren om en treenighed findes ingen steder, kun triader af adskilte guddomme. Tro på en opstandelse findes kun i meget sene dele af de persiske (zoroastriske) skrifter, der blev til efter århundreders forbindelse med jøder og kristne. I den tidligere Avesta nævnes kun en “genoprettelse” af verden (sammenlign ApG 3,21). Oprindelig (Hinayana-)buddhisme lærer “udødelighed” (amata), men hermed menes Nirvana (“udslettelse”). Det er blevet sagt, at mithraismen lærer “legemets opstandelse,” men ifølge Eubulus og Porfyrios lærte den snarere sjælens vandring.

3. Påståede paralleller til evangeliehistorien:

Det hævdes ofte, at mange af de vigtigste evangeliske begivenheder i vor Herres liv har paralleller i andre religioner. Det siges for eksempel, at Adonis', Osiris' og Mithras' opstandelse blev troet af deres tilhængere. Det er sandt, at man nogle steder sagde, at Adonis var kommet til live dagen efter, at han havde mødt sin død ved stødtanden fra et vildsvin (vinterens kulde); men overalt anerkendte man, at han ikke var et menneske, der var blevet dræbt, men en repræsentant for jordens afgrøde, slået ihjel eller døende bort i det kolde vejr og voksende frem igen om foråret. Hvad Osiris angår, blev hans grav vist mere end ét sted i Egypten, og man mente aldrig, at hans legeme var kommet til live igen, skønt hans ånd levede og var hersker over underverdenen. Mithras blev anerkendt som solens genius. Man sagde, at han var sprunget frem af en klippe (på oldpersisk og sanskrit betyder det samme ord »himmel«, »sky« og »klippe«), men ikke at han var blevet inkarneret eller var død, langt mindre at han var opstået fra de døde. Den moderne fejlagtige forestilling om, at mithrasdyrkere troede på hans opstandelse, hviler alene på ét eller højst to steder hos kristne forfattere, som i virkeligheden henviser til Osiris' begravelse og til, at hans legeme blev fjernet fra graven af hans fjendtlige bror Tyfon (Set). Den høje moral, der tilskrives mithraismen og endda Isis-dyrkelsen, hviler ikke på noget bedre grundlag end den forkerte gengivelse af nogle få passager og den bevidste tilsidesættelse af mange, som modsiger teorien.

4. Jomfrufødsel:

Jomfrufødsel, har man fortalt os, er en lære i mange religioner. Faktisk findes den næppe i én eneste etnisk tro. Intet af den art blev troet om Osiris, Adonis, Horus, Mithras, Krishna eller Zarathustra. Om Buddha benægtes det helt i alle bøgerne i den sydlige kanon (pali), og det findes kun vagt udtrykt i et eller to sene, ikke-kanoniske værker fra den nordlige (sanskrit) skole. Det var uden tvivl lånt fra kristendommen. Overnaturlig fødsel af en helt anden (og meget frastødende) art findes i mange mytologier, men det er noget ganske andet.

5. Hedenske længsler og ubevidste profetier:

Hedenskabet rummer nogle vage længsler og ubevidste profetier, hvis bedste eksempel findes i Vergils fjerde ekloge, hvis dette da ikke snarere skyldes jødisk indflydelse. Alle sådanne forglimt af det kommende lys, som er virkelige og ikke blot indbildte, såsom for eksempel den indiske lære om Vishnus avataras eller »nedstigninger«, må forklares som en del af Guds opdragelse af menneskeslægten. Den »falske daggry«, så velkendt i Østen, er ikke et bevis på, at solen ikke står i begreb med at stå op, og dens eksistens kan heller ikke retfærdiggøre nogen i at lukke øjnene for og afvise dagslyset, når det kommer. Det er kun et forvarsel om det virkelige daggry.

6. Lærdomme fra sammenlignende religion:

Sammenlignende religion lærer os, at religion er væsentlig for og kendetegnende for menneskeheden. De etniske trosformers nederlag, ikke mindre end deres længsler, viser, hvor stort menneskets behov for Kristus er, og hvor fuldstændig ude af stand fantasien altid har vist sig at være, endog til at forestille sig en sådan ideel karakter som ham, der åbenbarede sig for os i historiens fulde lys og i de undergørende virkninger, hans karakter havde på livet og hjertet hos dem, der dengang og i alle tider siden har modtaget liv og lys i ham.

LITTERATUR.

Tylor, Anthropology; Jordan, Comparative Religion, Its Genesis and Growth; Falke, Zum Kampfe der drei Weltreligionen; Gould, Origin and Development of Religious Belief; Jevons, Introduction to the History of Religion; Reville, Prolegomena to the History of Religions; Max Muller, Introduction to the Science of Religion; Hardwick, Christ and Other Masters; Kellogg, The Light of Asia and the Light of the World; Farrar, The Witness of History to Christ; A. Lung, Magic and Religion; The Making of Religion; Johnson, Oriental Religions and Their Relation to Universal Religion; Farnell, The Evolution of Religion; Howitt, The Native Tribes of Southeast Australia; Smith, Religion of the Semites; Reinach, Cultes, mythes et religions; Dilger, Erloschen des Menschen nach Hinduismus und Christentum; Rhys Davids, Origin and Growth of Religion; Kuenen, National Religions and Universal Religion (Hibbert Lectures, 1882); Dollinger, The Gentile and the Jew in the Courts of the Temple of Christ (1862); Dodson, Evolution and Its Bearing on Religion; MacCulloch, Comparative Theology; Baumann, Uber Religionen und Religion; Waitz, Anthropologie der Naturvolker; Hastings, Encyclopedia of Religion and Ethics; Frazer, Adonis, Attis, Osiris; Dufourcq, Hist. comparee des rel. paiennes et de la religion juive; Oesterley, Evolution of Religious Ideas; Martindale, Bearing of Comp. Study of Religions on Claims of Christianity; W. Clair Tisdall, Comparative Religion.

W. St. Clair Tisdall