Gaza

ga'-za (`azzah, "stærk"; Septuaginta Gaza; arabisk Ghazzeh):

En af Filisteas fem vigtigste byer og sandsynligvis den ældste, beliggende nær kysten på breddegrad 31 grader 30' og omkring 40 miles syd for Joppe. Den ligger på en høj, der stiger 60 til 200 fod over sletten, med sanddynger mellem den og havet, som ligger omkring 2½ miles væk. Sletten rundt omkring er frugtbar og broende er talrige, og da den ligger ved grænsen af ørkenen mellem Syrien og Egypten og ligger i sporet af karavaner og hære, der passerer fra den ene til den anden, var den i oldtiden et vigtigt sted. De tidligste omtaler af den findes i Egyptens optegnelser.

Thutmosis 3. henviser til den i beretningen om hans ekspedition til Syrien i 1479 f.Kr., og den optræder igen i optegnelserne fra Sethos 1.'s ekspedition i 1313 f.Kr. (Breasted, History of Egypt, 285, 409).

Den forekommer også i det tidlige katalog over byer og stammer, der beboede Kanaan i de tidligste tider (1 Mos 10,19). Josva nåede den i hans erobringer, men tog den ikke (Jos 10,41; Jos 11,22).

Juda erobrede den (Dom 1,18), men holdt den ikke længe, for vi finder den i filistæernes hænder i Samsons dage, hvis bedrifter har gjort den bemærkelsesværdig (16,1-3.11.30). Højen, som han bar byens port af sted til, var sandsynligvis den, der nu kaldes el-Muntar ("vagttårn"), som ligger sydøst for byen og kan være henvist til i 2 Kong 18,8, "fra vagterens tårn til den fæstningsby Gaza". Gaza sendte sammen med de andre vigtigste byer en skadesløserhing til Jahve, da arken blev ført tilbage (1 Sam 6,17).

Hizkija besejrede og forfulgte filistæerne til Gaza, men ser ikke ud til at have taget den. Den blev taget af Sargon i 720 f.Kr. i hans krig mod Egypten, da Khan, kongen af Gaza, sluttede sig til egypterne og blev taget til fange ved slaget ved Raffia (Rawlinson, Ancient Monarchies, II, 142). Den blev sandsynligvis ødelagt (se Am 1,7). Den blev bestemt sløjfet af Alexander den Store i 332, da den turde modstå ham. Den var på dette tidspunkt usædvanlig stærk, hvilket bekræfter sit navn, og blev forsvaret med største tapperhed, således at det tog Alexander to måneder at tvinge den til overgivelse. Han slog alle mændene ihjel og solgte kvinderne og børnene som slaver (Grote, History of Greece, XI, 467 ff). Den blev dog genopbygget, og vi får at vide, at Jonathan tvang den til at underkaste sig ham (Josephus, Ant, XIII, v, 5; 1 Makk 11,62), og Alexander Jannæus tog den og dræbte befolkningen, der slap gennem belejringens rædsler (Josephus, Ant, XIII, xiii, 3). Pompejus gengav Gaza sin frihed (ibid., XIV, iv, 4), og Gabinius genopbyggede den i 57 f.Kr. (ibid., XIV, v, 3).

Gaza nævnes kun én gang i Det nye Testamente (ApG 8,26), i beretningen om Filip og hofnuden. I det 2. og 3. århundrede e.Kr. blev den et centrum for græsk handel og kultur, og pagant indflydelse var stærk, mens menigheden der blev kæmpet for sin eksistens. Mange martyrer vidnede der om troen, indtil den endelig under Theodosios fik kristendommen til at sejre (HGHL, 12. udgave, 188). Den faldt i arabernes hænder i 634 e.Kr., og blev og er siden disse dage forblevet en muslimsk by siden Saladins tid, som genvandt den fra korstogene i 1187 efter slaget ved Hattin. Den er nu en by med omkring 20.000 indbyggere, blandt hvem der er nogle få hundrede kristne.

Se også AZZAH.

H. Porter