Det nye bud

nu (entole kaine): Ordet "bud" bruges i de engelske oversættelser af Det Gamle Testamente til at gengive flere hebraiske ord, især dem der betyder "ord" (dabhar), som i Guds ti ord (2 Mos 34,28) eller en konges "befaling" (Est 1,12); "forskrift" (mitswah) fra Gud (5 Mos 4,2), fra en konge (2 Kong 18,36); "mund" eller "tale" (peh) fra Gud (2 Mos 17,1), fra farao (2 Kong 23,35). De udtrykker den teokratiske forestilling om moral, hvor Guds vilje eller lov pålægges mennesker som deres lov for adfærd (2 Kong 17,37).

1. Kristus og det gamle bud:

Denne tanke afvises ikke i Det Nye Testamente, men suppleres eller ændres indefra ved, at kærligheden gøres til budets væsen. Jesus Kristus kom, sådan som det berettes hos synoptikerne, ikke "for at nedbryde loven eller profeterne .... men for at opfylde" (Matt 5,17). Han lærte, at "den, der derfor bryder blot ét af disse mindste bud og lærer mennesker sådan, skal kaldes den mindste i himlenes rige" (Matt 5,19). Han fordømte farisæerne for at forkaste Guds bud, sådan som de var givet ved Moses (Mark 7,8-13). Der er en betydning, hvori det er sandt, at Kristus ikke fremsatte noget nyt bud, men det nye i hans undervisning var den vægt, der blev lagt på det gamle bud om kærlighed, og omfanget og hensigten med dets anvendelse. Det store bud er: "Du skal elske Herren din Gud, .... (og) din næste som dig selv. På disse to bud hænger hele loven og profeterne" (Matt 22,34-40; Mark 12,28-34; jf. 5 Mos 6,5; 3 Mos 19,18).

2. Princip i stedet for lov:

Når loven virkeliggør sig som kærlighed til Gud og mennesker i menneskers hjerter, ophører den med at have karakter af et bud. Autoritetens kraft og den underordnedes aktive modstand eller træghed forsvinder; loven bliver et princip, en drivkraft, en glædesfyldt harmoni mellem menneskets vilje og Guds vilje; og idet den bliver indre, bliver den universel og overskrider alle skel mellem race eller klasse. Selv dette var ikke en helt ny tanke (jf. Jer 31,31-34; Jer 31,51); og Kristi samtidige og disciple mente heller ikke, at den var det.

3. Kristi kærlighed, opfyldt i døden, bliver menighedens lov:

Den revolutionerende faktor var Kristi død, hvori Guds kærlighed blev eksemplificeret og gjort åbenbar som grundlaget og princippet for alt åndeligt liv (Joh 13,34). Paulus sammenfatter derfor al førkristen moral som et system af lov og bud, der står i modsætning til den nåde og kærlighed, som er gennem Jesus Kristus (Rom 5-7). Troende på Kristus oplevede deres erfaring og indre liv som så forandret og nyt, at der var brug for et nyt ord (agape = "kærlighed") til at udtrykke deres ideal for adfærd (se kærlighed). En anden forandring, som voksede frem i den kristne bevidsthed efter Kristi opstandelse og himmelfart, var tanken om, at han var den varige kilde til livsprincippet. "Jesus er Herre" (1 Kor 12,3). Derfor forbindes det princip, der beskrives med det nye ord agape, i de johannæiske skrifter med Kristi herredømme og beskrives højtideligt som hans "nye bud." "Et nyt bud giver jeg jer, at I skal elske hinanden; ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden" (Joh 13,34). For de kristne ved slutningen af det 1. århundrede var det allerede et gammelt bud, som de havde haft fra begyndelsen af den kristne undervisning (1 Joh 2,7; 1 Joh 2,2); men det var også et nyt bud, som stadig kom med ny kraft til mennesker, der var på vej fra hadets mørke til kærlighedens lys (1 Joh 2,8-11).

4. Den nye åbenbaring:

Udtrykket i evangeliet skylder vi måske evangelisten, men det fremhæver et element i Jesu bevidsthed, som forfatteren til det fjerde evangelium havde forstået mere fuldt ud end synoptikerne. Jesus var sig bevidst, at han var bærer af et særligt budskab fra Faderen (Joh 12,49; Matt 11,27), at han opfyldte sin mission i sin død i kærlighed og selvopofrelse (Joh 10,18), og at den opfyldte mission gav ham myndighed over menneskers liv: "ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden." Den fulde betydning af Kristi lære blev først virkelig forstået, da mennesker havde erfaret og erkendt betydningen af hans død som årsag til og princip for ret adfærd. Synoptikerne så Kristi lære som en udvikling af Det Gamle Testamentes profetiske lære. Paulus og Johannes følte, at Guds kærlighed i Kristus var noget nyt:

(a) ny som en åbenbaring af Gud i Kristus,

(b) ny som et livsprincip i menigheden, og

(c) ny som en forening af troende med Kristus. Selv om den er kærlighed, er den også et bud fra Kristus, som fremkalder de troendes glædesfyldte lydighed.

Se også broderkærlighed.

T. Rees