Guds retfærdighed

Den fuldkommenhed i hans natur, hvorved han er uendeligt retfærdig i sig selv og i alt, hvad han gør; den guddommelige naturs retfærdighed udøvet i hans moralske styre. Først pålægger Gud sine skabninger retfærdige love og håndhæver dem retfærdigt. Retfærdighed er ikke et valgfrit produkt af hans vilje, men et uforanderligt princip i selve hans natur. Hans lovgivende retfærdighed er, at han kræver af sine fornuftige skabninger, at de i alle henseender retter sig efter moralloven. Hans styrende eller fordelende retfærdighed er, at han handler med sine ansvarlige skabninger efter lovens krav ved at belønne eller straffe dem (Sl 89,14). I belønnende retfærdighed uddeler han belønninger (Jak 1,12; 2 Tim 4,8); i hævnende eller straffende retfærdighed påfører han straf på grund af overtrædelse (2 Thess 1,6). Fordi han er uendeligt retfærdig, kan han ikke gøre andet end at betragte og hade synden som i sig selv hadefuld og strafværdig. “Han kan ikke fornægte sig selv” (2 Tim 2,13). Hans væsentlige og evige retfærdighed bestemmer ham uforanderligt til at hjemsøge enhver synd som sådan med fortjent straf.