Omvendelse

kon-vur'-shun:

I. Ordene »omvendelse«, »omvende« i bibelsk brug.

1. I den engelske Bibel:

Substantivet »omvendelse« (epistrophe) forekommer kun ét sted i Bibelen: »De drog gennem både Fønikien og Samaria og fortalte om hedningernes omvendelse« (ApG 15,3). Afledte former af verbet »omvende« bruges i Revised Version (British and American) i Jak 5,19, »omvende«, »omvender« (5,20), »omvendte« (Sl 51,13, randnote »vende tilbage«), »omvendte« (Es 1,27, randnote »de, der vender tilbage«). I andre tilfælde, hvor King James Version bruger former af verbet »omvende«, anvender Revised Version (British and American) »vende om igen« (Es 6,10; Luk 22,32; ApG 3,19) eller »vende om« (Es 60,5; Matt 13,15; Matt 18,3; Mark 4,12; Joh 12,40; ApG 28,27). I Sl 19,7 er King James Versions læsemåde, »Herrens lov er fuldkommen, den omvender sjælen«, blevet ændret af revisorerne til »genopretter sjælen«. De ord, der almindeligvis bruges i den engelske Bibel som ækvivalenter til de hebraiske og græske udtryk, er »vende«, »vende tilbage«, »vende tilbage igen«, »vende om igen« (jf. 5 Mos 4,30; Es 55,7; Jer 3,12; Jer 25,5; Jer 35,15; Ez 18,21-23; Ez 33,11; Mal 3,7). Således er »omvende« synonymt med »vende om«, og »omvendelse« med »vending«.

2. I Det Gamle Testamente:

Det vigtigste hebraiske ord er :shubh; andre ord er panah, haphakh, cabhabh, i Hiphil. De bruges

(1) i bogstavelig betydning, for eksempel 1 Mos 14,7; 5 Mos 17,16; Sl 56,9; Es 38,8.

(2) I de senere profetiske skrifter henviser verbet shubh, både i Qal- og Hiphil-formerne, til hjemkomsten fra fangenskabet (Es 1,27; Jer 29,14; Jer 30,3; Ez 16,53; Zak 2,7).

(3) I overført, etisk eller religiøs betydning

(a) fra Gud (4 Mos 14,43; 1 Sam 15,11; 1 Kong 9,6);

(b) hyppigere: at vende tilbage til Gud (1 Sam 7,3; 1 Kong 8,33; Es 19,22; Joel 2,12; Am 4,6; Hos 6,11; Hos 7,10).

3. I Det Nye Testamente:

De ord, der bruges i Septuaginta og Det Nye Testamente, er strephein og dets sammensætninger, apostr., anastr., epanastr., hupostr., og især epistrephein. Det sidstnævnte ord forekommer 39 gange i Det Nye Testamente. Det bruges

(1) i bogstavelig betydning i Matt 9,22; Matt 10,13; Matt 24,18; ApG 9,40; ApG 15,36 osv.;

(2) i overført betydning, i transitiv form. (Luk 1,16; Jak 5,19). I Gal 4,9 og 2 Pet 2,21 betegner det at vende sig fra den rette vej til den forkerte. Den modsatte betydning, at vende sig fra den forkerte vej til den rette, finder vi i Luk 22,32; ApG 9,35; ApG 11,21; ApG 14,15; ApG 15,19; ApG 26,18; 2 Kor 3,16; 1 Thess 1,9; 1 Pet 2,25. I forbindelse med metanoein, »angre«, bruges det i ApG 3,19; ApG 26,20. Rodordet strephein bruges i overført betydning i Matt 18,3; Joh 12,40. Septuaginta og Textus Receptus til Det Nye Testamente har her epistrephein.

II. Læren.

Selv om ordene »omvendelse« og »omvende« ikke forekommer hyppigt i vores engelske Bibel, er den lære, der ligger deri, grundlæggende i kristen lære. Ud fra selve ordene er det ikke muligt at udlede en klart afgrænset lære om omvendelse; materialet til opbygningen af læren må samles ud fra hovedlinjen i Bibelens undervisning.

1. Uklar brug af ordet:

Der er en hel del uklarhed i den moderne brug af udtrykket. Af nogle forfattere bruges det på »en meget generel måde som betegnelse for hele rækken af ytringer, der går umiddelbart forud for, ledsager og straks følger de tilsyneladende pludselige karakterforandringer, der er involveret« (E. D. Starbuck, The Psychology of Religion, 21). »›At blive omvendt‹, ›at blive genfødt‹, ›at modtage nåde‹, ›at erfare religion‹, ›at opnå en vished‹ er lige så mange udtryk, der betegner den proces, gradvis eller pludselig, hvorved et selv, der hidtil har været splittet og bevidst forkert, ringere og ulykkeligt, bliver samlet og bevidst rigtigt, overlegent og lykkeligt som følge af dets greb om religiøse realiteter. Dette er i det mindste, hvad omvendelse betyder i almindelige vendinger« (William James, The Varieties of Religious Experience, 189). På denne generelle, uklare måde bruges udtrykket ikke blot af psykologer, men også af teologiske forfattere og i almindelig religiøs sprogbrug. En omvendt mand er en kristen, en troende, en mand, der har religion, som har erfaret genfødelse.

2. Særlig betydning:

I sin mere begrænsede betydning betegner ordet menneskets handling i frelsens indledende proces, til forskel fra Guds handling. Retfærdiggørelse og genfødelse er rent guddommelige handlinger; anger, tro og omvendelse er menneskelige handlinger, om end under indflydelse af og ved kraften fra den guddommelige virken. Således betegner omvendelse den menneskelige viljesbeslutning og handling, hvorved mennesket i lydighed mod det guddommelige kald beslutter at ændre sit livs retning og vender sig til Gud. Standset af Guds kald holder mennesket op for at tænke, vender om og går i den modsatte retning. Dette forudsætter, at den tidligere kurs ikke var rettet mod Gud, men bort fra ham. De eksempler på omvendelse, der berettes om i Bibelen, viser, at det objektive mål, som menneskets liv var rettet mod, enten kan være tjeneste for afguder (1 Thess 1,9) eller et liv i religiøs ligegyldighed, et selvcentreret liv, hvor materielle ting opsluger opmærksomheden og sløver sansen for det åndelige (den rige unge rådsherren, Luk 18,22), eller et liv i sanselighed, i åbenlys synd og skam (den fortabte søn, Luk 15,13), eller endog en fejlagtig måde at tjene Gud på (Saulus, ApG 26,9). Følgelig kan enten det religiøse eller det etiske element være fremherskende i omvendelsen. Det moralske menneske, som vender sig fra selvet til Gud, eller, som Saulus gjorde, fra en fejlagtig opfattelse af Guds vilje til en klar forståelse af sit forhold til Gud, er mere bevidst om den religiøse faktor. Omvendelsen bringer ham ind i et levende, bevidst fællesskab med Gud gennem Jesus Kristus. Det umoralske menneske, som vækkes til erkendelse af Guds hellighed, af hans lovs krav og af sin egen synd og skyld, er mere bevidst om den ydre forandring i sin livsførelse. Den etiske forandring er den mest fremtrædende kendsgerning i hans erfaring, selv om den aldrig kan adskilles fra den religiøse erfaring af det ændrede forhold til Gud.

3. Måde:

Omvendelsens måde varierer meget efter den tidligere livskurs. Den kan være en pludselig krise i det moralske og intellektuelle liv. Dette er meget ofte tilfældet i erfaringen hos hedninger, som vender sig fra tilbedelsen af afguder til tro på Jesus Kristus. En pludselig krise ses ofte hos personer, som efter at have levet et liv i åbenlys synd opgiver deres tidligere liv. For dem betyder omvendelse en fuldstændig revolution i deres tanker, følelser og ydre livsførelse. I andre tilfælde synes omvendelsen at være højdepunktet i en langvarig kamp om overherredømmet mellem modstridende motiver; og igen kan den være målet for en gradvis vækst, fuldendelsen af en proces, hvor man stadig klarere skelner og stadig mere bestemt giver efter og derved stadig mere levende erfarer sandheder, som er blevet indplantet og næret gennem kristen oplæring. Denne proces resulterer i den bevidste modtagelse af Jesus Kristus som den personlige frelser og i livets indvielse til hans tjeneste. Således kan omvendelse være en øjeblikkelig handling eller en proces, der er mere eller mindre langvarig. Det sidste ses oftere hos børn og unge, som er vokset op i kristne familier og har fået gavn af kristen oplæring. Ingen omvendelser af denne art er nedskrevet i Det Nye Testamente. Dette kan forklares ved, at de fleste af vore nytestamentlige skrifter er rettet til den første generation af kristne, til mænd og kvinder, som blev opdraget i jødisk lovfromhed eller hedensk afgudsdyrkelse, og som vendte sig til Kristus, efter at de havde passeret ungdomsårene. Deres børns religiøse liv, adskilt i sin måde og sine manifestationer fra de voksnes, synes ikke at have været et emne for drøftelse eller en kilde til forvirring, så det fremkaldte særlig undervisning.

4. Omvendelse og psykologi:

Omvendelse omfatter både angerens og troens kendetegn. Anger er omvendelse set fra dens udgangspunkt, vendingen bort fra det tidligere liv; tro angiver omvendelsens objektive mål, vendingen til Gud.

I den senere tid er omvendelsens psykologi blevet nøje undersøgt og udførligt behandlet af psykologer. Meget værdifuldt materiale er blevet samlet. Det vises, at visse perioder i ungdomslivet er særlig modtagelige for religiøse påvirkninger (sammenlign G. Stanley Hall, Adolescence, II, kapitel xiv; E. D. Starbuck, Psychology of Religion, osv.). Alligevel kan omvendelse ikke forklares som en naturlig proces, betinget af fysiologiske forandringer hos den unge, især af den nærmende pubertet. Psykologiens love er visselig Guds love lige så meget som alle andre naturlove, og hans Ånd virker i harmoni med hans egne love. Men i ægte omvendelse er Guds Ånd altid på direkte og umiddelbar måde i virksomhed, og mennesket, hvad enten det er ungt eller voksent, svarer bevidst på den. Ethvert forsøg på at forklare omvendelse ved at udelukke den guddommelige Ånds direkte virken rammer ved siden af.

Se genfødelse; anger.

LITTERATUR.

Se genfødelse.

J. L. Nuelsen

re-pen'-tans:

I. GAMMELTESTAMENTLIGE UDTRYK

1. At angre--"at gispe," "at sukke"

2. At angre--"at vende om" eller "vende tilbage"

II. NYTESTAMENTLIGE UDTRYK

1. At angre--"at bekymre sig," "at være optaget af"

2. At omvende sig--"at ændre sind"

3. At omvende sig--"at vende om," "at vende sig imod," "at vende sig til"

III. DE PSYKOLOGISKE ELEMENTER

1. Det intellektuelle element

2. Det emotionelle element

3. Det viljesmæssige element

LITTERATUR

For at få en nøjagtig forståelse af den præcise nytestamentlige betydning af dette meget vigtige ord er det nødvendigt at overveje dets omtrentlige synonymer på det oprindelige hebraisk og græsk. De psykologiske elementer i omvendelsen bør betragtes i lyset af Skriftens samlede lære.

I. Gammeltestamentlige udtryk.

1. At angre--"at gispe," "at sukke":

Det hebraiske ord naham er et onomatopoietisk udtryk, som indebærer vanskelighed ved at trække vejret, derfor "at gispe," "at sukke," "at stønne." Naturligt kom det til at betyde "at klage" eller "at sørge," og når følelsen blev frembragt af ønsket om det gode for andre, gik den over i medlidenhed og sympati; og når den blev vakt ved overvejelse af ens egen karakter og gerninger, betyder det "at fortryde," "at angre." For at tilpasse sproget til vores forståelse fremstilles Gud som den, der angrer, når udsatte straffe til sidst skal fuldbyrdes, eller når truende onder er blevet afværget ved ægte forbedring (1 Mos 6,6; Jon 3,10). Dette ord oversættes med "angre" omkring 40 gange i Det Gamle Testamente, og i næsten alle tilfælde henviser det til Gud. Hovedtanken er ikke et personligt forhold til synden, hverken i oplevelsen af sorg eller i at vende sig fra en ond kurs. Alligevel er syndens følger tydelige i brugen af ordet. Guds hjerte bedrøves over menneskets uret, og i kærlighed skænker han sin nåde, eller i retfærdighed bringer han sin barmhjertighed til ophør. Det betegner Guds vakte følelser, som får ham til at følge en anden handlemåde over for folket. Tilsvarende når ordet bruges med henvisning til mennesket, blot er bevidstheden om personlig overtrædelse i dette tilfælde tydelig. Denne forskel i anvendelsen af ordet er tilsigtet i sådanne erklæringer som at Gud "ikke er et menneske, så han skulle angre" (1 Sam 15,29; Job 42,6; Jer 8,6).

2. At angre--"at vende om" eller "vende tilbage":

Udtrykket shubh anvendes mest almindeligt til at udtrykke den bibelske tanke om ægte omvendelse. Det bruges i vid udstrækning af profeterne og fremhæver tanken om en radikal ændring i ens holdning til synden og til Gud. Det indebærer en bevidst, moralsk adskillelse og en personlig beslutning om at forlade synden og træde ind i fællesskab med Gud. Det anvendes i vid udstrækning med henvisning til menneskets venden sig bort fra synd til retfærdighed (5 Mos 4,30; Neh 1,9; Sl 7,12; Jer 3,14). Det henviser ret ofte til Gud i hans forhold til mennesket (2 Mos 32,12; Jos 7,26). Det anvendes til at betegne den gennemgribende åndelige forandring, som Gud alene kan bevirke (Sl 85,4). Når udtrykket oversættes med "vende tilbage," henviser det enten til mennesket, til Gud eller til Gud og mennesket (1 Sam 7,3; Sl 90,13 (begge udtryk, nacham og shubh; Es 21,12; Es 55,7). Begge udtryk anvendes også undertiden, når den dobbelte tanke om sorg og ændret forhold udtrykkes, og de oversættes med "angre" og "vende tilbage" (Ez 14,6; Hos 12,6; Jon 3,8).

II. Nytestamentlige udtryk.

1. At angre--"at bekymre sig," "at være optaget af":

Udtrykket metamelomai betyder bogstaveligt at have en følelse eller omsorg, bekymring eller fortrydelse; ligesom nacham udtrykker det omvendelsens emotionelle side. Den følelse, som ordet betegner, kan munde ud i ægte omvendelse, eller den kan udarte til blot angerfuld fortvivlelse (Matt 21,29; Matt 21,32; Matt 27,3). Judas angrede kun i betydningen fortrydelse, angerfuld fortvivlelse, og ikke i betydningen at opgive synden. Ordet bruges med henvisning til Paulus' følelse angående en bestemt handlemåde og med henvisning til Gud i hans holdning til sine nådige formål (2 Kor 7,8 King James Version; Hebr 7,21).

2. At omvende sig--"at ændre sind":

Ordet metanoeo udtrykker den sande nytestamentlige tanke om den åndelige forandring, der ligger i en synders tilbagevenden til Gud. Udtrykket betyder "at have et andet sind," at ændre mening eller hensigt med hensyn til synden. Det svarer til det gammeltestamentlige ord "vende om." Således anvendes det af Johannes Døber, Jesus og apostlene (Matt 3,2; Mark 1,15; ApG 2,38). Den tanke, som ordet udtrykker, er nært forbundet med forskellige sider af åndelig forvandling og af kristent liv, med den proces, hvor menneskets medvirken er fremtrædende, som tro (ApG 20,21), og som omvendelse (ApG 3,19); også med de erfaringer og velsignelser, som Gud alene er ophav til, som eftergivelse og tilgivelse af synd (Luk 24,47; ApG 5,31). Det forbindes undertiden med dåb, som i en ydre offentlig handling forkynder et ændret forhold til synden og til Gud (Mark 1,4; Luk 3,3; ApG 13,24; ApG 19,4). Som en livsvigtig erfaring skal omvendelsen vise sin virkelighed ved at frembringe gode frugter, der svarer til det nye åndelige liv (Matt 3,8).

3. At omvende sig--"at vende om," "at vende sig imod," "at vende sig til":

Ordet epistrepho bruges til tydeligere at fremhæve den bestemte forandring, der virkes i omvendelsen. Det anvendes ret hyppigt i ApG til at udtrykke den positive side af den forandring, der er indeholdt i nytestamentlig omvendelse, eller til at betegne den tilbagevenden til Gud, hvor det at vende sig fra synden er den negative side. De to begreber er uadskillelige og supplerer hinanden. Ordet bruges til at udtrykke den åndelige overgang fra synd til Gud (ApG 9,35; 1 Thess 1,9); til at styrke tanken om tro (ApG 11,21); og til at fuldende og understrege den forandring, som nytestamentlig omvendelse kræver (ApG 26,20).

Der er stor vanskelighed ved at udtrykke den sande idé om en ændring i tanke med henblik på synd, når vi oversætter Det Nye Testamentes »repentance« til andre sprog. Den latinske version gengiver det med »udøve bod« (poenitentiam agere). Men »penitence« betyder etymologisk smerte, sorg, nød, snarere end en ændring i tanke og hensigt. Således er den latinske kristendom blevet fordærvet af den skadelige fejl at fremstille sorg over synd snarere end opgivelse af synd som den primære idé i Det Nye Testamentes omvendelse. Det var let at gå fra anger til bodsøvelse; følgelig fremstiller romerne Jesus og apostlene som nogle, der opfordrer folk til at gøre bod (poenitentiam agite). Det engelske ord »repent« er afledt af det latinske repoenitere og arver latinens fejl, idet det gør sorg til hovedideen og holder den grundlæggende nytestamentlige forestilling om en sindets ændring med henblik på synd i baggrunden, hvis ikke helt ude af syne. Men de gamle profeters, Jesu og apostlenes formaninger viser, at sindets ændring er den dominerende idé i de ord, der bruges, mens den ledsagende sorg og den deraf følgende forbedring indgår i ens erfaring ud fra selve sagens natur.

III. De psykologiske elementer.

1. Det intellektuelle element:

Omvendelse er den ændring i en synders sind, som får ham til at vende sig fra sine onde veje og leve. Den ændring, der frembringes i omvendelsen, er så dyb og radikal, at den påvirker hele den åndelige natur og omfatter hele personligheden. Forstanden må fungere, følelserne må vækkes, og viljen må handle. Psykologien viser, at omvendelsen er dyb, personlig og altgennemtrængende. Det intellektuelle element er tydeligt ud fra menneskets natur som et fornuftigt væsen og ud fra Guds krav, han som kun ønsker fornuftig tjeneste. Mennesket må erkende synden som ubeskriveligt afskyelig, den guddommelige lov som fuldkommen og ubøjelig, og sig selv som den, der ikke slår til eller falder under en hellig Guds krav (Job 42,5; Job 42,6; Sl 51,3; Rom 3,20).

2. Det følelsesmæssige element:

Der kan være en erkendelse af synd uden at man vender sig fra den som noget forfærdeligt, der vanærer Gud og ødelægger mennesket. Ændringen i synspunkt kan kun føre til frygt for straf og ikke til had til og opgivelse af synden (2 Mos 9,27; 4 Mos 22,34; Jos 7,20; 1 Sam 15,24; Matt 27,4). Et følelsesmæssigt element er nødvendigvis involveret i omvendelsen. Selv om følelse ikke er det samme som omvendelse, kan den ikke desto mindre være en stærk impuls til en ægte vending bort fra synden. En angrende kan i sagens natur ikke være sløv og ligeglad. Den følelsesmæssige holdning må ændres, hvis nytestamentlig omvendelse skal erfares. Der findes en slags sorg, som munder ud i omvendelse, og en anden, som styrter ned i samvittighedsnag. Der findes en gudfrygtig sorg og også en verdens sorg. Den første bringer liv; den sidste død (Matt 27,3; Luk 18,23; 2 Kor 7,9; 2 Kor 7,10). Der må være en bevidsthed om synden i dens virkning på mennesket og i dens forhold til Gud, før der kan ske en hjertelig vending bort fra uretfærdighed. Den følelse, der naturligt ledsager omvendelsen, indebærer en overbevisning om personlig synd og syndighed og en alvorlig appel til Gud om at tilgive efter sin barmhjertighed (Sl 51,1; Sl 51,2; Sl 51,10-14).

3. Det viljesmæssige element:

Det mest fremtrædende element i omvendelsens psykologi er det frivillige eller viljesmæssige. Dette aspekt af den angrendes erfaring udtrykkes i Det Gamle Testamente med »vende« eller »vende tilbage« og i Det Nye Testamente med »omvende sig« eller »vende sig«. De ord, der bruges på hebraisk og græsk, lægger hovedvægten på viljen, sindets eller hensigtens ændring, fordi en fuldstændig og oprigtig vending til Gud indebærer både forståelsen af syndens natur og bevidstheden om personlig skyld (Jer 25,5; Mark 1,15; ApG 2,38; 2 Kor 7,9; 2 Kor 7,10). Kravet om omvendelse forudsætter fri vilje og individuelt ansvar. At mennesker opfordres til at omvende sig, kan der ikke være nogen tvivl om, og at Gud fremstilles som den, der tager initiativet i omvendelsen, er lige så klart. Løsningen på problemet hører den åndelige sfære til. De psykiske fænomener har deres oprindelse i de gådefulde relationer mellem den menneskelige og den guddommelige personlighed. Der kan ikke være nogen ydre erstatning for den indre forandring. Sækklæde for kroppen og samvittighedsnag for sjælen må ikke forveksles med en beslutsom opgivelse af synden og en tilbagevenden til Gud. Ikke materielt offer, men en åndelig forandring er Guds ubøjelige krav i begge ordninger (Sl 51,17; Es 1,11; Jer 6,20; Hos 6,6).

Omvendelse er kun en betingelse for frelse og ikke dens fortjenstfulde grund. Motiverne til omvendelse findes især i Guds godhed, i guddommelig kærlighed, i det indtrængende ønske om at få syndere frelst, i syndens uundgåelige følger, i evangeliets universelle krav og i håbet om åndeligt liv og medlemskab i himmeriget (Ez 33,11; Mark 1,15; Luk 13,1-5; Joh 3,16; ApG 17,30; Rom 2,4; 1 Tim 2,4). De første fire saligprisninger (Matt 5,3-6) danner en himmelsk stige, ad hvilken angrende sjæle går fra Satans herredømme ind i Guds rige. En bevidsthed om åndelig fattigdom, der styrter stoltheden fra tronen, en følelse af personlig uværdighed, der frembringer sorg, en villighed til at overgive sig til Gud i ægte ydmyghed og et stærkt åndeligt begær, der udvikler sig til hunger og tørst, indgår i erfaringen hos den, der helt opgiver synden og hjerteligt vender sig til ham, som skænker omvendelse til liv.

LITTERATUR.

Forskellige teologiske værker og kommentarer. Bemærk især Strong, Systematic Theology, III, 832-36; Broadus om Matt 3,2, American Comm.; artiklen »Busse« (Penance). Hauck-Herzog, Realencyklopadie fur protestantische Theologie und Kirche.

Byron H. Dement