Helliggørelse

Indebærer mere end blot en moralsk forandring af karakteren, frembragt ved sandhedens kraft: det er Helligåndens værk, hvorved hele naturen mere og mere bringes ind under indflydelsen af de nye nådefulde principper, som er indplantet i sjælen ved genfødelsen. Med andre ord er helliggørelse det at føre det værk, der begyndte i genfødelsen, videre mod fuldendelse, og det omfatter hele mennesket (Rom 6,13; 2 Kor 4,6; Kol 3,10; 1 Joh 4,7; 1 Kor 6,19). Det er Helligåndens særlige embede i frelsesplanen at føre dette værk videre (1 Kor 6,11; 2 Thess 2,13). Troen er et middel til at sikre helliggørelsen, for så vidt som den (1) sikrer foreningen med Kristus (Gal 2,20), og (2) bringer den troende i levende kontakt med sandheden, hvorved han ledes til at vise lydighed “mod budene, skælve for truslerne og gribe Guds løfter for dette liv og det, som skal komme.”

Fuldkommen helliggørelse kan ikke opnås i dette liv (1 Kong 8,46; Ordsp 20,9; Præd 7,20; Jak 3,2; 1 Joh 1,8). Se Paulus’ beretning om sig selv i Rom 7,14-25; Fil 3,12-14; og 1 Tim 1,15; også Davids bekendelser (Sl 19,12, 13; 51), Moses’ (90,8), Jobs (42,5.6) og Daniels (9,3-20). “Jo helligere et menneske er, desto mere ydmygt, selvfornægtende og selvafskyende bliver det, og desto mere følsomt bliver det over for enhver synd, og desto tættere klynger det sig til Kristus. De moralske ufuldkommenheder, der hænger ved det, føler det som synder, som det sørger over og stræber efter at overvinde. Troende erfarer, at deres liv er en stadig krig, og de må tage himmeriget med storm og våge, mens de beder. De er altid underlagt den stadige tugt fra deres Faders kærlige hånd, som kun kan have til hensigt at rette deres ufuldkommenheder og styrke deres nådegaver. Og det har været en velkendt kendsgerning, at de bedste kristne har været dem, der har været mindst tilbøjelige til at hævde, at de selv havde nået fuldkommenhed.”, Hodge’s Outlines.