Skibe og både

|| I. HEBRÆERNE OG HAVET

II. SKIBE I DET GAMLE TESTAMENTE OG APOKRYFERNE

1. Blandt hebræerne

(1) I tidlige tider

(2) Under monarkiet

(3) I senere tider

2. Blandt nabofolk

(1) Egypten

(2) Assyrien og Babylonien

(3) Fønikien

3. Almindelige henvisninger

III. SKIBE I DET NYE TESTAMENTE

1. I evangelierne

2. I Apostlenes Gerninger

3. I andre bøger

LITTERATUR

I Det Gamle Testamente findes følgende ord:

(1) Det ord, der oftest bruges på hebraisk om »et skib«, er 'oniyah (Ordsp 30,19; Jon 1,3; Jon 1,4), hvoraf flertalsformen 'oniyoth forekommer hyppigst (Dom 5,17; 1 Kong 22,48 og mange andre steder).

Den kollektive betegnelse for »en flåde af skibe« er 'oni (1 Kong 9,26; 1 Kong 10,22, 'oni Tharshish, »en flåde (af skibe) fra Tarshish«; men Es 33,21, 'oni shayit, en »galej med årer«).

(2) tsi (4 Mos 24,24; Ez 30,9; Es 33,21), tsi 'addir, »prægtigt skib«; Dan 11,30, tsiyim Kittim, »skibe fra Kittim«.

(3) cephinah, »skibets inderste dele« i Revised Version (British and American), »skibets sider« i King James Version (Jon 1,5, det eneste sted hvor ordet findes).

I apokryferne er ploion det sædvanlige ord (Visdommens Bog 14,1; Siraks Bog 33,2 osv.), oversat »fartøj« i Visdommens Bog 14,1, men »skib« andre steder. For »skib« har Visdommens Bog 5,10 naus. »Båd« i 2 Makk 12,3.6 står for skaphos, og »flåde« i 1 Makk 1,17; 2 Makk 12,9; 14,1 for stolos. I Visdommens Bog 14,6 kaldes Noas ark en schedia, et »klodset skib« (den bogstavelige oversættelse »flåde« i Revised Version (British and American) er umulig).

I Det Nye Testamente er der fire ord i brug:

(1) naus (ApG 27,41, det eneste sted hvor det forekommer, og betegner det store søgående fartøj, som Paulus led skibbrud med).

(2) ploiarion, »en lille båd« (Mark 3,9 og to andre steder, Joh 6,22; Joh 21,8).

(3) ploion, »båd« (Matt 4,21; Matt 4,22 og mange andre steder i evangelierne – den almindelige fiskerbåd på Galilæas Sø, gengivet konsekvent med »boat« i Revised Version (British and American) i stedet for »ship« i King James Version), »skib« (ApG 20,13 og alle andre steder hvor det skib, der fører Paulus, nævnes, undtagen ApG 27,41, som ovenfor). I Jak 3,4; Åb 8,9; Åb 18,17 ff gengives det med »skib«.

(4) skaphe, »båd« (ApG 27,16; ApG 27,30; ApG 27,32, hvor det betyder den lille båd til det skib, som Paulus blev ført i som fange til Rom).

Beslægtede udtryk er: »skibsfolk«, 'anshe 'oniyoth (1 Kong 9,27); nautai (ApG 27,27; ApG 27,30 King James Version, »sømænd« i Revised Version (British and American)); »søfolk«, mallachim (Jon 1,15; Ez 27,9; Ez 27,27; Ez 27,29), shaTim (Ez 27,8 King James Version, »roere« i Revised Version (British and American); Ez 27,26, King James Version og Revised Version (British and American)); »styrmand«, chobhel (Jon 1,6; Ez 27,8; Ez 27,27; Ez 27,28; Ez 27,29); »sejlads«, »rejse«, plous (ApG 21,7; ApG 27,9; ApG 27,10, Revised Version (British and American) har »voyage« i alle vers).

I. Hebræerne og havet.

Hebræerne var et hyrde- og agerbrugsfolk og havde ingen tilskyndelse til at følge et søfarende liv. De rådede over en betydelig kyststrækning langs Middelhavet, men deres kysts karakter gav kun ringe opmuntring til søfart. Kystlinjen i Israels land fra Karmel og sydpå havde ingen bugter og ingen flodmundinger, der kunne yde ly mod storm eller være havne for skibe. Salomo landsatte sit tømmer og andre materialer til templet i Joppe, og traditionen har overleveret, hvad der dér kaldes »Salomos havn«. Byggerne af det andet tempel fik også tømmer fra Libanon og førte det til Joppe. Det var dog Simon Makkabæeren, der byggede dens havn, og havnen ved Joppe var »jødernes første og eneste havn« (G. A. Smith, HGHL, 136). Cæsarea var i nytestamentlig tid et sted for skibsfart og havde en havn, som Josefus erklærede for større end Piræus, men den var herodiansk og mere græsk og romersk end jødisk. Den var for det meste beboet af grækere (Josefus, BJ, III, ix, 1). Nu er Cæsarea forsvundet; og Joppe har kun en åben red, hvor fartøjer ligger uden ly og modtager og losser last og passagerer ved hjælp af både, der sejler mellem dem og kysten. Det var i andre retninger, at Israel gjorde bekendtskab med havets aktiviteter. Af indre sejlads, bortset fra fiskerbådene på Galilæas Sø, som udelukkende hører Det Nye Testamente til, nævnes kun færgebåden på Jordan (2 Sam 19,18, `abharah), og selv dette er ikke helt klart (Revised Version randnote: »konvoj«, men der menes uden tvivl et »vadested«). Det er fra Tyrus og Egypten og endda Assyrien og Babylonien, snarere end fra deres egne farvande, at de hebraiske profeter og salmister hentede deres billeder af søfartslivet.

II. Skibe i Det Gamle Testamente og apokryferne.

1. Blandt hebræerne:

(1) I tidlige tider.

I de tidlige bøger i Det Gamle Testamente findes der henvisninger, som forbinder visse af stammerne, og disse nordlige stammer, med havets aktiviteter. I "Jakobs velsignelse" og i "Moses' velsignelse" forbindes Zebulon og Issakar på denne måde (1 Mos 49,13; 5 Mos 33,19); og i Deboras sang, som anerkendes som et meget tidligt fragment af hebraisk litteratur, omtales Dan og Asher også som forbundet med havets liv og arbejde (Dom 5,17). Bileams orakel (4 Mos 24,24) ser frem til en dag, hvor en flåde fra Kittim skulle gå til søs for at ødelægge Assyrien. "Kittims skibe" nævnes i Daniel (11,30). Kittim omtales hos de tre større profeter (Es 23,1; Es 23,12; Jer 2,10; Ez 27,6). Kittims land er Cypern, og i henvisningerne hos Esajas forbindes det med Tyrus og Tarshish-skibene.

(2) Under kongedømmet.

Det er først på kongedømmets tid, at hebræerne begynder at træde frem som et handelsfolk. Allerede på Davids tid var der etableret handelsforbindelser mellem Israel og Tyrus (2 Sam 5,11). Det venlige samarbejde blev fortsat af Salomo, som ikke blot benyttede sig af cedertræet og cyprestræet, som Hiram rådede over på Libanon, men også af den kyndige tjeneste fra Hirams mænd til at bringe tømmeret fra bjergene til havet. Hiram påtog sig også at gøre cedertræet og cyprestræet til flåder (1 Kong 5,9, dobheroth, KJV "floats"; 2 Krøn 2,16, raphcodhoth, "flotes" i KJV, "floats" i RV (britisk og amerikansk)) for at lade dem gå ad søvejen og aflevere dem til Salomos mænd på det bestemte sted, som Krønikebogens forfatter fortæller os var Joppe. Af dette samarbejde ved opførelsen af templet voksede der en større forbindelse frem i bestræbelsen på søbåren handel. Det var ved Esjon-Geber nær Elot ved Det Røde Hav, i Edoms land, som David havde erobret, at Salomo byggede sin flåde, "en flåde af skibe" (1 Kong 9,26-28). Hiram sluttede sig til Salomo i disse foretagender, som havde deres centrum ved Det Røde Hav, og således fik fønikerne vandforbindelse med Arabiens og Afrikas kyster, ja endog med Indiens. Det samme partnerskab fandtes for handelen mod vest. "For kongen (Salomo) havde på havet en Tarshish-flåde sammen med Hirams flåde: én gang hvert tredje år kom Tarshish-flåden og bragte guld og sølv, elfenben og aber og påfugle" (1 Kong 10,22).

Tarshish er navnet på den fønikiske koloni ved floden Tartessus, også kaldet Baetis, den moderne Guadalquivir. Det var den yderste grænse for den vestlige verden, sådan som hebræerne kendte den. Der er gjort forsøg på at identificere den med Tarsus i Kilikien, men de er ikke overbevisende. I hebraisk litteratur opfattes den som fjern (Es 66,19; Jon 1,3; Jon 4,2), som rig (Sl 72,10; Jer 10,9), som mægtig i handel (Ez 38,13). Tarshish-skibe var uden tvivl skibe, der faktisk var bygget til Tarshish-handelen (2 Krøn 20,36; Jon 1,3), men udtrykket blev en almindelig betegnelse for store søgående fartøjer til enhver egn. Tarshish-skibe gjorde et dybt indtryk på det hebraiske folks fantasi. Salmisten tager det som et bevis på Jahves magt, at han knuser Tarshish-skibene med en østenvind (Sl 48,7). Esajas medregner dem blandt de store og ophøjede genstande for magt og herlighed, som Herrens rædsel med sikkerhed ville indhente (Es 2,16). Ezekiel betragter dem som de karavaner, der bar havets herskerindes handelsvarer (Ez 27,25). Det er i Tarshish-skibe, at hjemkomstens profet ser de landflygtige båret i skarer til Jerusalem som deres naturlige hjem (Es 60,9).

Fra Salomos tid og fremefter bevarede Judas konger deres greb om Elot (1 Kong 22,48; 2 Krøn 20,35-37), indtil det blev erobret af aramæerne i Akaz' dage (2 Kong 16,6).

(3) I senere tider.

Ligesom Salomo havde Hirams samarbejde med henblik på at skaffe materialer og håndværkere til opførelsen af det første tempel, således fik Josva og Zerubbabel ved Kyros' gunst tømmer fra Libanon og murere og tømrere fra Sidon og Tyrus til opførelsen af det andet. Igen blev cedertræer bragt fra Libanon ad søvejen til Joppe og derfra ført til Jerusalem (Ezra 3,7).

Fra Joppe flygtede Jonas for at undgå at efterkomme Guds befaling om at tage til Nineve og prædike omvendelse dér (Jon 1,1). Han fandt et skib med kurs mod Tarshish, lige så langt mod vest som Nineve lå mod øst. Den betaling (cakhar), han betalte som passager, skibets lastrum, hvor han gemte sig (cephinah), besætningen (mallachim), kaptajnen eller skibsføreren (rabh ha-chobhel), stormen, det vrede hav, de rædselsslagne søfolk og deres råb til deres guder, og det at kaste Jonas over bord for at formilde de rasende vande--alt dette danner et livagtigt billede.

Det var på Simons tid, den sidste overlevende af makkabæerbrødrene, at Joppe blev en havneby med en havn for skibsfart--"Midt i al sin herlighed tog han Joppe som havn og gjorde den til en indgang for havets øer" (1 Makk 14,5). Da Simon rejste sit mindesmærke over sin fars og sine brødres grav i Modin, opstillede han syv pyramider med søjler, hvorpå der var udskåret figurer af skibe, som skulle "ses af alle, der sejler på havet" (1 Makk 13,29). Omkring denne periode hører vi om skibe i søkrig. Da Antiochus IV Epifanes planlagde sit felttog mod Egypten, havde han sammen med andre rustninger "en stor flåde", formodentlig krigsskibe (1 Makk 1,17); og på et senere tidspunkt taler Antiochus VII udtrykkeligt om "krigsskibe" (1 Makk 15,3).

2. Blandt nabofolk:

(1) Egypten.

Egypterne havde, ligesom andre folk i oldtiden, en stor rædsel for det åbne hav, selv om de var dygtige nok til at håndtere deres fartøjer på Nilen. Farao Neko opbyggede en stærk flåde, der skulle tjene ham både i handel og i krig.

Se Farao Neko.

Der er kun få udtrykkelige henvisninger til egyptiske skibe i Det Gamle Testamente. Esajas taler om "fartøjer af papyrus på vandene" i den øvre Nil, om bord på hvilke sendebudene fra Kush eller Etiopien er på vej tilbage for at fortælle indbyggerne i disse fjerne lande nyheden om Assyriens fald (18,2; KJV har "siv" i stedet for "papyrus"). Også Ezekiel taler, da han forudsiger Egyptens fald, om sendebud, der rejser med nyheden på hurtige Nil-både for at slå skræk i hjertet på de "sorgløse etiopiere" (30,9). Når Job sammenligner sine dage med "de hurtige skibe" ("rørskibene" i RV's randnote), sigtes der sandsynligvis til Egyptens; disse var småbåde med en køl af træ og resten af siv, tilstrækkelige til at bære én person, eller højst to, og lette, så de kunne sejle hurtigt (9,26).

(2) Assyrien og Babylonien.

Assyrerne og babylonierne var hovedsagelig et indlandsfolk, men deres floder gav dem betydelige muligheder for sejlads. De assyriske monumenter indeholder fremstillinger af søslag og af operationer ved havkysten. Når Esajas skildrer Jahve som et bedre forsvar for Juda, end Assyriens og Egyptens floder og strømme er for deres folk, siger han: "Der vil Jahve være hos os i majestæt, et sted med brede floder og strømme, hvor ingen galej med årer ('oni shayiT) skal gå, og intet prægtigt skib (tsi 'addir) skal fare forbi. .... Dine taklinger (reb, kabler) er løsnede; de kunne ikke styrke foden af deres mast, de kunne ikke brede sejlet ud" (Es 33,21; Es 33,23). Idet profeten taler om de undere, Jahve vil gøre for sit folk, efter at Babylon er blevet styrtet, erklærer han: "Så siger Jahve, jeres Genløser, Israels Hellige: For jeres skyld har jeg sendt til Babylon, og jeg vil føre dem alle ned som flygtninge, ja kaldæerne, i deres jubelskibe" (Es 43,14). I dette tilfælde er skibene dog ikke krigsskibe, men snarere handelsskibe eller lystskibe, der sejlede på Eufrat.

(3) Fønikien.

Det var fra fønikierne, at Middelhavets folk lærte sømandskab og dygtighed i navigation. Det er derfor passende, at Ezekiel i sin klagesang over havets herskerindes fald fremstiller Tyrus som et prægtigt skib, velbygget, veludrustet og velbemandet, knust af havene i de dybe vande, faldet ned i havenes hjerte på sin undergangs dag. Ezekiels beskrivelse (kapitel 27, med Davidsons noter) samler flere træk fra oldtidens skib end nogen anden beskrivelse, der er overleveret til os. Hendes byggere har gjort hende fuldkommen i skønhed med planker af gran eller cypres, mast af ceder, årer af Bashans eg, bænke eller dæk af elfenben indlagt med buksbom, sejl af fint linned med broderet arbejde fra Egypten og et solsejl af blåt og purpur fra Elishas kystlande (muligvis Sicilien). Hun er bemandet med roere fra Sidon og Arvad, lodser af Tyrus' vise mænd, kalfatrere fra Gebal til at stoppe revnerne og fugerne i hendes tømmer, søfolk og krigsmænd fra andre lande, som forøgede hendes skønhed ved at hænge skjold og hjelm op i hende. Hun er lastet med den mest forskelligartede last, produkter fra landene omkring hende; hendes kunder, eller som de kaldes, hendes handelsfolk, er Tarshish i det fjerne vest, Sheba og Arabien i syd, Haran og Asshur i øst, Javan, som er Grækenland, og Togarma, som er Armenien, i nord. En eller to af enkelthederne i denne beskrivelse kan kommenteres.

(a) Hvad rigningen angår, havde fønikiske skibe på Ezekiels tid, sådan som de ses på assyriske fremstillinger, én mast med én rå og førte et firkantet sejl. Egyptiske skibe på Det Røde Hav omkring udvandringens tid havde, ifølge relieffer fra det 19. dynasti, én mast og to råer og førte også ét stort firkantet sejl. Masterne og råerne var lavet af gran eller fyr, og sejlene af linned, men papyrusfiber blev anvendt såvel som hør ved fremstillingen af sejldug. Sejlet skulle også tjene "som et mærke" (lenes, Ez 27,7). "Det egentlige flag," siger Davidson (ad loc.), "synes ikke at have været brugt i oldtidens sejlads; dets formål blev opfyldt af sejlet, som for eksempel ved slaget ved Actium, hvor Antonius' skib blev kendetegnet ved sit purpursejl."

(b) Hvad besætningen angår, arbejder roerne på den første bænk i det tobænkede fønikiske skib med deres årer over rælingen, og roerne på den anden gennem årehuller længere nede, så hver kan have frit spil for sin åre. Kalfatrerne var dem, der fyldte fuger eller revner i tømmeret med blår og dækkede dem med tjære eller voks, efter mønster af den instruktion, der blev givet til Noa om arken: "Du .... skal begtjære den indvendigt og udvendigt med beg" (1 Mos 6,14).

(c) Hvad lasten angår, skal det bemærkes, at "menneskers personer", det vil sige slaver, udgjorde en handelsvare, som Javan, Tubal og Meshek, lande mod nord, handlede med Tyrus med.

3. Almindelige henvisninger:

Af almindelige henvisninger til skibsfart og sømandsliv er der forholdsvis få i Det Gamle Testamente. I sin store række af naturbilleder i Sl 104 finder salmisten plads til havet og skibene (104,25 ff.), og i Sl 107 findes der et billede af stormen, der overmander dem, som farer ned til havet i skibe, og af den udfrielse, der kommer til dem, når Gud »fører« dem ind i deres ønskede havn (107,23 ff.). I Ordsprogenes Bog er den ideelle kvinde, som henter sin mad langvejsfra, som »købmandsskibene« (31,14). I samme bog sammenlignes drukkenbolten, på grund af sin unaturlige ufølsomhed over for fare, med en mand, »der lægger sig midt ude på havet, eller som den, der lægger sig øverst på en mast« (23,34); og blandt de uudgrundelige ting i verden medtager forfatteren »et skibs vej midt ude på havet« (30,19). I Visdommens Bog beskrives menneskelivet »som et skib, der sejler gennem det bølgende vand; når det er sejlet forbi, findes der intet spor, heller ikke kølens sti i bølgerne« (Visd 5,10). Den samme bog nævner det som et slående eksempel på et guddommeligt og velgørende forsyn, at »mennesker betror deres liv til et lille stykke træ og, idet de passerer gennem brændingen på en flåde, bringes sikkert i land« (Visd 14,1-5). Jøderne havde ligesom egypterne og assyrerne en naturlig skyhed over for havet, og Siraks Bog tolker deres følelse, når den siger: »De, der sejler på havet, fortæller om dets fare; og når vi hører det med vore ører, undrer vi os« (43,24).

III. Skibe i Det Nye Testamente.

1. I evangelierne:

Det er fiskerbådene på Galilæas Sø, som udelukkende optager opmærksomheden i evangelierne. På den tid, da vor Herre virkede i Galilæa, var søens bredder tæt befolkede, og der må have været mange både beskæftiget i fiskeriet. Betsajda ved søens nordlige ende og Tarikea ved dens sydlige ende var store centre for handelen. Bådene var sandsynligvis af en størrelse og konstruktion, der lignede de få, som bruges på søen i dag, og som er mellem 20 og 30 fod lange (ca. 6-9 m) og 7 fod brede (ca. 2 m). Ordet »launch«, om at sætte en båd eller et skib i søen, er forsvundet fra Revised Version (British and American), undtagen i Luk 8,22, hvor det passer bedre til en indsø. De blev drevet frem med årer, men benyttede uden tvivl også sejlet, når vinden var gunstig (Luk 8,23), skønt de billeder, vi har i evangelierne, for det meste viser bådfolkene, der slider med at ro mod en storm (Mark 6,48) og kæmper med de truende bølger (Matt 14,24). I den båd, som Jesus og disciplene krydsede søen i efter bespisningen af de 5.000, lå Jesus i agterstavnen »og sov på puden« (Mark 4,38, King James Version »en hovedpude«; græsk proskephalaion, »hovedstøtte«). Mere end én gang gjorde Jesus særlig brug af en båd. Da han var ved søbredden, gjorde en stor menneskemængde fra alle egne det ønskeligt, at »en lille båd« (ploiarion) skulle ligge rede ud for bredden til at modtage ham, hvis der blev brug for det, skønt det ikke synes, at han fik behov for den (Mark 3,9). Ved en anden lejlighed, da skarerne var endnu større, gik han om bord i en båd og sad »på søen« med mængden foran sig på den skrånende strand (Mark 4,1; Luk 5,3). Denne båd siges i Lukas' beretning at have tilhørt Simon, og det synes af henvisninger til den som »båden« ved andre lejligheder, at den almindeligvis stod til Jesu rådighed.

2. I Apostlenes Gerninger:

Det er Paulus' sørejser, der giver os den viden, vi har fra bibelske kilder om skibe på Det Nye Testamentes tid. De er nedskrevet for os i Apostlenes Gerninger af Lukas, som, som Sir William Ramsay udtrykker det, havde den ægte græske sans for havet (St. Paul the Traveler, 21). I Lukas' skrifter findes der mange nautiske udtryk, særegne for ham, brugt med stor nøjagtighed og præcision.

Da Paulus havde appelleret til kejseren og var på vej til Rom under opsyn af officeren Julius sammen med andre fanger, førte et skib fra Adramyttium, et kystfartøj, selskabet fra Cæsarea langs den syriske kyst, nord om Cypern, forbi Kilikien og Pamfylien, til Myra i Lykien. Dér fandt officeren et skib fra Alexandria, som sejlede mod Italien, et af den store kornflåde, der førte korn fra Egypten til Roms folkemasser. (Efter erobringen af Jerusalem vendte kejser Titus tilbage til Italien i et sådant fartøj, lagde til ved Rhegium og gik i land ved Puteoli.) Fartøjets størrelse fremgår af, at der var 276 personer om bord, besætning og passagerer medregnet (ApG 27,37). Lukas har ikke noteret navnet på dette eller på de tidligere fartøjer, som Paulus havde rejst med. Om det formentlig større fartøj, også et alexandrinsk kornskib på vej til Rom, som havde overvintret på Melita, og som senere tog det skibbrudne selskab om bord (ApG 28,11), angives »mærket« (parasemon), og det kaldes »Tvillingebrødrene«. Udtrykket viser, at det var i maleri eller relief; en galionsfigur, hvor Tvillingebrødrene var fremstillet, ville være angivet med episemon. Lasten (phortion, ApG 27,10, King James Version og Revised Version (British and American) »ladning«) var i dette tilfælde hvede (ApG 27,38), men et andet ord bruges, gomos, af Lukas om et skibs last af forskellige varer (ApG 21,3; sammenlign Åb 18,11).

Blandt dem, der var beskæftiget med at håndtere skibet, finder vi (ApG 27,11) styrmanden (kubernetes), ejeren (naukleros, skønt dette udtryk ikke synes helt foreneligt med ejerskabet af et kornskib i kejserlig tjeneste, og Ramsays skelnen mellem ordene, hvor han gør det første til »sejlmester« og det sidste til »kaptajn«, kan være bedre), søfolkene (ApG 27,30, som forræderisk søgte at sænke skibets båd under påskud af at lægge ankre ud fra »forskibet« eller stævnen og komme bort fra det dødsdømte fartøj).

Af operationer, der hørte til fartøjets navigation i stormen, var der

(1) at tage skibets båd om bord og sikre den med reb (ApG 27,16, en handling som Lukas synes at have deltaget i; jf. ApG 27,32),

(2) at omspænde skibet (ApG 27,17, idet man brugte hjælpemidler, det vil sige traf nødforanstaltninger og tog det middel i brug, som man kun greb til i yderste nød: at føre kabler under skibets køl for at holde skroget sammen og hindre tømmeret i at give sig),

(3) at sænke riggen (ApG 27,17, mindske sejl, tage storsejlet og storraaen ned),

(4) at kaste lasten over bord og senere kaste skibets redskaber ud (ApG 27,19),

(5) at lodde dybden (ApG 27,28),

(6) at lade fire ankre gå fra agterstavnen (ApG 27,29, agterankring var meget usædvanlig, men under omstændighederne en nødvendighed),

(7) yderligere at lette skibet ved at kaste hveden i havet (ApG 27,38),

(8) at kappe ankertovene, løse rorene, hejse forsejlet for vinden og holde lige ind mod stranden (ApG 27,40).

Af delene i skibets udstyr nævnes »loddet« (bolis, skønt det her er verbet, der bruges), »ankrene« (agkurai, som hvert skib førte flere af, og som i skiftende perioder er blevet lavet af sten, jern, bly og måske andre metaller, hver med to flige og fastholdt af et tov eller en kæde), »rorene« (pedalia, som hvert skib havde to af til styring, og som i dette tilfælde var blevet løftet op af vandet og fastgjort med »bånd« til skibets side og blev løst, da det kritiske øjeblik kom), »forsejlet« artemon, ikke storsejlet, men det lille sejl ved skibets forstavn, som i det rette øjeblik blev hejst for vinden for at lade skibet løbe på grund), og »båden« (skaphe, som havde været slæbt efter skibet, efter en skik der stadig er udbredt i disse farvande--kystfartøjer kan undertiden blive liggende i vindstille, hvorefter besætningen går ned i den lille båd og tager skibet på slæb, idet de bruger årerne til at få det rundt om et forbjerg eller ind i en stilling, der er gunstigere for vinden). Sejladsperioden i disse farvande var i oldtiden fra april til oktober. Om vinteren blev fartøjerne lagt op eller blev liggende i ly af en passende havn. Grunden til dette var ikke blot vejrets stormfulde karakter, men at himlen var skjult, hvilket forhindrede observationer til styring af skibet (ApG 27,20).

3. I andre bøger:

I 2 Kor 11,25 nævner Paulus blandt de lidelser, han havde udholdt for Kristi skyld, at han tre gange havde lidt skibbrud, og at han havde været »et døgn i dybet«, hvilket antyder, at han havde været i livsfare, klamrende sig til en rundholt eller båret af en hastigt sammenføjet tømmerflåde. Det kan være en erindring fra havet, når Paulus i det allertidligste af sine breve (1 Thess 4,16), idet han taler om Herrens komme, siger: »Herren selv skal stige ned fra himlen med et råb« en keleusmati), hvor billedet er keleustes, der angiver takten for roerne om bord på et skib. Skønt huperetes var »en underroer« og huperesia »et skibs mandskab« i modsætning til kubernetes, »styrmanden«, har den afledte betydning »tjener« eller »embedsmand« i Det Nye Testamente mistet ethvert spor af sin oprindelse (Matt 5,25; Luk 1,2 og mange steder; jf. stellein og sustellein, hvor tanken om at »bjerge« eller »skifte et sejl« er helt forsvundet: 1 Kor 7,29; 2 Kor 8,20).

Billedligt:

I Hebræerbrevet fremstilles evangeliets håb som »et anker .... sikkert og fast, og som går ind bag forhænget« (6,19, især med Ebrards note hos Alford på stedet). Jakob, der viser de små tings magt, anfører skibene, store som de er og drevet af voldsomme vinde, men drejet omkring af et meget lille »ror« (pedalion), sådan som »styrmandens tilskyndelse vil« (Jak 3,4). I Åbenbaringen findes en skildring af Babylons fald i et sprog, der minder om Tyrus’ fald (Ez 27), hvor klagesange lyder fra jordens købmænd, som ikke længere kan købe hendes mangfoldige varer (ton gomon, »last«, RV's randnote), og skibsførere og passagerer og søfolk ser med rædsel og sorg på røgen fra hendes brand (Åb 18,12-18).

LITTERATUR.

De sædvanlige bøger om græske og romerske oldtidsforhold giver beskrivelser og illustrationer. Værker om monumenterne, såsom Layard, Nineveh, II, 379 ff.; Maspero, Ancient Egypt and Assyria; Ball, Light from the East, og Reissner, Cairo Museum Catalogue, »Models of Ships and Boats«, 1913, indeholder beskrivelser og billedlige fremstillinger, som er belærende. Om skibsfart og navigation i den klassiske oldtid er Smith of Jordanhill, Voyage and Shipwreck of Paul, stadig standardværket.

T. Nicol