Slave; slaveri

slav, slav'-er-i:

1. Erhvervelse af slaver

2. Hebræere som krigsfanger

3. Slavers frigivelse

4. Slavers rettigheder

5. Slaveejeres rettigheder

6. Det nytestamentlige syn

LITTERATUR

Oprindelsen til ordet "slave" føres tilbage til det tyske sklave, der betyder en fange af slavisk folk, som var blevet tvunget i trældom (sammenlign slav); fransk esclave, nederlandsk slaaf, svensk slaf, spansk esclavo. Ordet "slave" forekommer kun i Jer 2,14 og i Åb 18,13, hvor det antydes af sammenhængen og ikke er udtrykt i grundsprogene (hebraisk yelidh bayith, "en, der er født i huset"; græsk soma, "legeme"). Dog kunne det hebraiske ord `ebhedh i Det Gamle Testamente og det græske ord doulos i Det Nye Testamente mere korrekt have været oversat med "slave" i stedet for "tjener" eller "træl", idet man dog må forstå, at slaveriet i jødedommen ikke var det grusomme system, man fandt i Grækenland, Rom og senere folkeslag. Grundtanken er tjeneste; tjeneren kan yde fri tjeneste, slaven tvungen, begrænset tjeneste.

Udsagn i Skriften snarere end filologisk undersøgelse må danne grundlaget for denne artikel. Vi skal bemærke, hvordan slaver kunne skaffes, sælges og løskøbes; også deres rettigheder og deres herrers rettigheder, idet undersøgelsen begrænses til Det Gamle Testamentes Skrift, og til sidst noteres det nytestamentlige syn. Ordet "slave" i denne artikel henviser til den hebraiske slave, medmindre andet er angivet.

1. Erhvervelse af slaver:

Slaver kunne erhverves på følgende måder, nemlig:

(1) Købt.

Der er mange eksempler på køb af slaver (3 Mos 25,39). Hebraisk slaveri greb ind i alle menneskelige relationer: en far kunne sælge sin datter (2 Mos 21,7; Neh 5,5); en enkes børn kunne sælges for at betale deres fars gæld (2 Kong 4,1); en mand kunne sælge sig selv (3 Mos 25,39; 3 Mos 25,47); en kvinde kunne sælge sig selv (5 Mos 15,12; 5 Mos 15,13; 5 Mos 15,17), osv. De betalte priser var noget ubestemte. Ifølge 2 Mos 21,32 var tredive sekel en standardpris, men 3 Mos 27,3-7 giver en skala fra 3 til 50 sekel efter alder og køn, med bestemmelse om appel til præsten i tilfælde af usikkerhed (27,8). Tyve sekel er den pris, der fastsættes for en ung mand (27,5), og dette svarer til det beløb, der blev betalt for Josef (1 Mos 37,28).

Men i 2 Makk 8,11 er gennemsnitsprisen 90 for en talent, dvs. 40 sekel hver. Løsesummen på en hel talent for en enkelt mand (1 Kong 20,39) betyder, at der blev sat en usædvanlig værdi (langt mere end en slaves) på netop denne fange.

Der var visse begrænsninger i retten til at sælge (2 Mos 21,7).

(2) Bytte.

Slaver, dvs. ikke-hebraiske slaver, kunne byttes for andre slaver, kvæg eller forsyninger.

(3) Gældsafvikling.

Det er sandsynligt, at en skyldner, der var bragt i yderste nød, kunne tilbyde sig selv som betaling for sin gæld (3 Mos 25,39), selv om dette var forbudt i Torath Kohanim; sammenlign 'Otsar Yisra'el, vii.292b. At en kreditor kunne sælge en skyldner eller nogen af hans familie som slave eller gøre dem til sine egne slaver, har et vist grundlag i den fattige enkes udsagn, hvis rørende råb nåede profeten Elisas ører: "Din tjener, min mand, er død; .... og kreditoren er kommet for at tage mine to børn til trælle for sig" (2 Kong 4,1).

(4) Gave.

Den ikke-hebraiske slave, og muligvis den hebraiske slave, kunne erhverves som gave (1 Mos 29,24).

(5) Arv.

Børn kunne arve ikke-hebraiske slaver som deres egne ejendele (3 Mos 25,46).

(6) Frivillig overgivelse.

I tilfælde af en slaves frigivelse i det syvende år var der mulighed for et frivilligt valg af ubestemt slaveri. Ceremonien ved en sådan lejlighed er interessant: "Da skal hans herre føre ham hen til dommerne (randnote) og føre ham til døren eller til dørstolpen; og hans herre skal gennembore hans øre med en syl; og han skal tjene ham for altid" (2 Mos 21,6). Et gennemboret øre betød sandsynligvis lydighed mod herrens stemme. Historien omtaler dog ikke et eneste tilfælde, hvor noget sådant skete.

(7) Anholdelse.

"Hvis tyven findes, mens han bryder ind, .... skal han betale erstatning; hvis han intet har, skal han sælges for sit tyveri" (2 Mos 22,2; 2 Mos 22,3).

(8) Fødsel.

Børn af slaver, født i herrens hus af en hustru, der dér var givet til slaven, blev slaver og kunne holdes tilbage, selv om faderen gik fri (2 Mos 21,4; sammenlign 3 Mos 25,54).

(9) Tilfangetagelse i krig.

Tusinder af mænd, kvinder og børn blev taget som fanger i krig og undertiden gjort til den mest ringeagtede form for slaveri. Et sådant slaveri var dog mere humant end nedslagtning i massevis efter tidligere tiders skikke (4 Mos 31,7-35). Mænd blev som regel slået ihjel, og kvinder blev holdt til slaveri og medhustruer (5 Mos 21,10; 5 Mos 21,11; 5 Mos 21,14). Tilfangetagne slaver og købte slaver, "fra folkene omkring", tvang moralsk fordærv ind i Israels tidlige civilisation.

Se SIEGE, 3.

De to vigtigste kilder til slavetilførsel var fattigdom i fredstid og bytte i krig.

2. Hebræere som krigsfanger:

Hebræerne selv blev holdt som fangne slaver på forskellige tidspunkter af

(1) fønikere (oldtidens største slavehandlere),

(2) filistre,

(3) aramæere (2 Kong 5,2),

(4) egyptere og

(5) romere.

Der må have været tusinder, som blev underkastet det hårdeste slaveri.

Se også EGYPT; ISRAEL; PHARAOH; SERVANT, osv.

3. Slavers frigivelse:

Slavers frigivelse var mulig på følgende måder:

(1) Ved løskøbelse.

Frigivelse ved løskøbelse var almindelig blandt hebræerne. Slavens frihed kunne købes, og prisen afhang af

(a) hvor nær det syvende år eller jubelåret var,

(b) den oprindelige købspris, og

(c) personlige forhold med hensyn til den trælbundnes alder og evne.

En slave kunne løskøbes således:

(a) af sig selv,

(b) af sin onkel,

(c) af sin nevø eller fætter,

(d) eller af en hvilken som helst nær slægtning (3 Mos 25,48-55).

Prisen afhang af visse betingelser som angivet ovenfor.

(2) Ved tidens udløb.

Det syvende tjenesteår medførte frigivelse fra trældom. "Hvis du køber en hebraisk tjener (randnote: 'træl'), skal han tjene i seks år; men i det syvende skal han gå fri ud uden betaling" (2 Mos 21,2-4).

(3) Ved loven om jubelåret.

Jubelåret var det store år, hvor trælle ikke længere var trælle, men frie. "Han skal tjene hos dig indtil jubelåret; da skal han gå bort fra dig, han og hans børn .... vende tilbage til sin egen slægt og til sine fædres ejendom" (3 Mos 25,40).

(4) Ved legemsskade.

En tjener, hvis herre lemlæstede ham (eller hende), især ved at forårsage tabet af et øje eller blot en tand, blev derved frigivet (2 Mos 21,26).

(5) Ved flugt.

(5 Mos 23,15; 1 Kong 2,39). Se "Code of Hammurabi" i HDB (ekstra bind, s. 600) og sammenlign Filem 1,12 ff.

(6) Ved ligegyldighed.

I tilfælde af en bestemt slags kvindelig træl gav herrens forsømmelse eller mishag i sig selv hende ret til frihed (2 Mos 21,7-11; 5 Mos 21,14).

(7) Ved godtgørelse.

En pågrebet tyv, som var blevet træl, blev sat fri, efter at han gennem sin tjeneste som træl havde ydet fuld godtgørelse (2 Mos 22,1-4).

(8) Ved herrens død.

"Og Abram sagde: .... Jeg går barnløs bort, og den, der skal blive ejer af mit hus, er Eliezer fra Damaskus .... og se, en, der er født i mit hus, er min arving" (1 Mos 15,2). Dette sted er fejlagtigt blevet antaget at angive, at en herre uden børn kunne give en træl frihed ved at indsætte trællen som arving til sine ejendele. Men tværtimod synes Abram med rædsel at overveje den mulighed, at Eliezer vil overtage hans gods i mangel af en arving. I betragtning af at adoption, den romerske rets adrogatio, var ukendt både i bibelsk og talmudisk ret (se Jewish Encyclopedia under ordet), synes udsagnet i 1 Mos 15,2 ikke at angive nogen sådan skik som adoption af trælle. Hvis der her antydes nogen metode til frigivelse, er det ved herrens død uden arving, en metode der drøftes grundigt i Talmud (mithath ha-'adhon).

(9) Ved direkte befaling fra Jahve.

"Det ord, der kom til Jeremias fra Jahve, .... at enhver skulle lade sin træl og .... sin trælkvinde, som var hebræer eller hebræerinde, gå fri; at ingen skulle gøre dem til trælle .... de adlød og lod dem gå" (Jer 34,8-10).

De ni metoder, der her er opregnet, kan klassificeres således:

A. Ved lovens virkning:

1. Ved tidens udløb.

(a) Efter at have tjent seks år eller en anden aftalt periode. Se (2) ovenfor.

(b) Når jubelåret nærmede sig. Se (3) ovenfor.

2. Ved herrens død uden arvinger. Se (8) ovenfor.

B. Ved parternes handling:

1. Ved en handling fra herrens side.

(a) Frivillig frigivelse, herunder (9) ovenfor.

(b) Ligegyldighed i visse tilfælde. Se (6) ovenfor.

(c) Lemlæstelse af tjeneren. Se (4) ovenfor.

2. Ved en handling fra tjenerens side.

(a) Frikøbelse. Se (1) ovenfor.

(b) Godtgørelse. Se (7) ovenfor.

(c) Flugt. Se (5) ovenfor.

3. Ved en tredjeparts handling.

Frikøbelse—(1) ovenfor.

4. Trælles rettigheder:

Som bemærket i begyndelsen af denne artikel havde de hebraiske trælle langt bedre kår end græske, romerske og andre trælle i senere år. I almindelighed gjorde den behandling, de fik, og de rettigheder, de kunne gøre krav på, deres lod forholdsvis god. Naturligvis var en træl en træl, og der var herrer, som var ulydige mod Gud og endog mishandlede deres "brødre i lænker". Som sædvanlig fik den ulykkelige kvindelige træl det fulde mål af umenneskelig grusomhed. Visse rettigheder beroede ganske vist på skøn, men mange hebraiske trælle nød værdifulde individuelle og sociale privilegier. Så vidt Skriftens udsagn kaster lys over dette emne, kunne trællene i Det Gamle Testamentes tid gøre krav på følgende rettigheder, nemlig:

(1) Frihed.

Frihed kunne opnås på en hvilken som helst af de ovennævnte måder eller efter herrens vilje. Den ikke-hebraiske kunne holdes som træl for bestandig (3 Mos 25,44-46).

(2) God behandling.

"Du må ikke herske over ham (den hebraiske træl) med hårdhed, men du skal frygte din Gud. .... I må ikke herske over hinanden med hårdhed" (3 Mos 25,43; 3 Mos 25,46). Den ikke-hebraiske syntes at være efterladt uden beskyttelse.

(3) Retfærdighed.

En gammel forfatter rejser spørgsmålet om retfærdighed over for trælle. "Hvis jeg har foragtet min træls eller min trælkvindes sag, når de stredes med mig, hvad skal jeg da gøre, når Gud rejser sig?" (Job 31,13). Uden tvivl tog den sande hebraiske herre hensyn til sine trælles rettigheder. Men netop det forhold, at den hebraiske herre kunne straffe en hebraisk træl "til lige før døden", gav rig lejlighed til skinretfærdighed. "Og hvis en mand slår sin træl eller sin trælkvinde ('træl eller trælkvinde') med en stok, og han dør under hans hånd, skal han visselig straffes. Dog, hvis han lever en dag eller to, skal han ikke straffes; for han er hans penge" (2 Mos 21,20).

(4) Familie.

Før sin frigivelse kunne trællen have sin hustru og sine børn (2 Mos 21,5).

(5) Frivillig trældom.

Selv når det syvende år kom, havde trællen ret til, med øret gennemboret med en syl, at forpligte sig til livsvarig tjeneste for sin herre (2 Mos 21,5; 5 Mos 15,16). Den traditionelle fortolkning af "for evigt" på disse steder er "indtil det næste jubelår" (sammenlign Kiddushin 21).

(6) Penge eller ejendom.

I det mindste nogle tilfælde viser, at trælle kunne have deres egne penge. Således kunne en fattig træl, hvis han "blev rig", frikøbe sig selv (3 Mos 25,49). Sammenlign 1 Sam 9,5-10, hvor hebraisk dog hele vejen igennem kalder "tjeneren" na`ar, "en ung mand", aldrig `ebhedh.

(7) Børn.

Hvis trællen var gift, mens han var fri, kunne han tage hustru og børn med sig, når friheden kom; men hvis han blev gift efter at være blevet træl, måtte hans hustru og børn forblive i hans herres eje. Denne lov førte ham ofte ind i livsvarig trældom (2 Mos 21,3).

(8) Ophøjelse.

En mulighed for at stige i rang var i nogle tilfælde tilladt, f.eks. Eliezer, en fremmed slave i et hebraisk hus, og Josef, en hebraisk slave i et fremmed hus. Begge steg til en stilling med ære og nytte (1 Mos 15,2; 1 Mos 39,4).

(9) Religiøs gudsdyrkelse.

Efter at være blevet omskåret fik slaver lov til at deltage i påskeofferet (2 Mos 12,44) og ved andre religiøse lejligheder (5 Mos 12,12).

(10) Gaver.

Når slaver fik friheden, fik de efter deres herrers skøn forsyninger af kvæg, korn og vin (5 Mos 15,13).

5. Slaveherrers rettigheder:

En slaveherres rettigheder kan kort angives således:

(1) at eje sine ikke-hebraiske slaver som løsøre (3 Mos 25,45);

(2) at efterlade sådanne slaver som arv til sine børn (3 Mos 25,46);

(3) at eje som sin egen ejendom hustruen og børnene til alle slaver, der var ugifte på det tidspunkt, da de blev slaver (2 Mos 21,4);

(4) at forfølge og få løbske slaver tilbage (1 Kong 2,39-41);

(5) at give enhver slave frihed når som helst. Dette er underforstået snarere end direkte udtalt. Frigivelse på andre tidspunkter end i sabbats- og jubelårene var tydeligvis herrernes ret;

(6) at omskære slaver, både jøder og hedninger, i sin egen husstand (1 Mos 17,13; 1 Mos 17,23; 1 Mos 17,27);

(7) at sælge, give bort eller bytte slaver (1 Mos 29,24. Ifølge Torath Kohanim kunne en hebraisk tjener kun sælges under visse begrænsninger. Se 1, (1));

(8) at tugte mandlige og kvindelige slaver, dog ikke til døde (2 Mos 21,20);

(9) selv at gifte sig med en slave eller give sine kvindelige slaver i ægteskab til andre (1 Krøn 2,35);

(10) at give en datter i ægteskab til en slave (1 Krøn 2,34);

(11) at købe slaver på udenlandske markeder (3 Mos 25,44);

(12) at beholde, dog ikke som slave, den løbske slave fra en fremmed herre (5 Mos 23,15; 5 Mos 23,16. Se 3, (5));

(13) at gøre en pågrebet tyv til slave eller sælge ham (1 Mos 44,8-33; 2 Mos 22,3);

(14) at eje ikke-hebraiske slaver for altid (3 Mos 25,46);

(15) at søge råd hos slaver (1 Sam 25,14 ff; men henvisningen her er tvivlsom. Se 4, (6));

(16) at kræve tjeneste (1 Mos 14,14; 1 Mos 14,24).

Gennem hele Det Gamle Testamentes tid varierede både slavernes og herrernes rettigheder, men i almindelighed kan ovenstående kaldes den anerkendte kodeks. I senere tider sluttede Sidkija en pagt med hebræerne om aldrig igen at gøre deres egne brødre til slaver, men de brød pagten (Jer 34,8).

6. Det Nye Testamentes opfattelse:

Der fandtes slaver i Det Nye Testamentes tid. Kirken udstedte ikke noget dekret, der fejede denne skik fra den gamle jødedom bort, men Kristi evangelium med dets varme, gennemtrængende kærlighedsbudskab mildnede hårdheden fra oldtiden og smeltede grusomhed om til venlighed. Ligheden, retfærdigheden og kærligheden i Kristi lære ændrede hele menneskets holdning til mennesket og herrens til tjeneren. Denne broderskabets ånd vakte tidens samvittighed, sprang over jødedommens mure og trængte ind i de fjerneste egne. Den store apostel forkyndte denne sandhed: “Der kan hverken være jøde eller græker, der kan hverken være træl eller fri, .... I er alle ét menneske i Kristus Jesus” (Gal 3,28). De kristne slaver og herrer formanes begge i Paulus' breve til at leve gudfrygtige liv og gøre deres indbyrdes forhold Kristus-lignende—lydighed mod herrer og overbærenhed med slaver. “Trælle (m), vær lydige mod .... jeres herrer, .... som Kristi trælle (m) .... Og I herrer .... lad være med at true: .... deres Herre og jeres er i himlen, og der er ingen personsanseelse hos ham” (Ef 6,5-9).

Kristus var en reformator, men ikke en anarkist. Hans evangelium var dynamisk, men ikke dynamitisk. Det var surdej, elektrisk af kraft, men gennemtrængt af kærlighed. Kristi liv og lære var imod jødedømmens slaveri, romersk slaveri og enhver form for menneskeligt slaveri. Hans evangeliums kærlighed og hans livs lys var bestemt til med tiden at gøre menneskelig frigørelse verdensomspændende og menneskeligt broderskab lige så universelt som hans egen milde nærhed.

LITTERATUR.

Nowack, Hebrew Arch.; Ewald, Alterthumer, III, 280-88; Grunfeld, Die Stellung des Sklaven bei den Juden, nach bibl. und talmud. Quellen, 1886; Mielziner, Die Verhaltnisse der Sklaven bei den alter Hebrdern, 1859; Mandl, Das Sklavenrecht des Altes Testament, 1886; Kahn, L'esclavagedans la Bible et le Talmud, 1867; Sayce, Social Life among the Assyrians and Babylonians; Lane, Manners and Customs of Modern Egyptians, 205; Arabian Nights, I, 64 ff; Thomson, LB; McCurdy, HPM, 1894; Trumbull, Studies in Oriental Social Life, 1894. Der findes et væld af materiale i den talmudiske traktat Kiddushin (s. 17-22).

William Edward Raffety