Slange

(Hebr. nahash; gr. ophis), ofte omtalt i Skriften. Mere end fyrre arter findes i Syrien og Arabien. Slangens giftige natur hentydes der til i Jakobs velsignelse over Dan (1 Mos 49,17; se Ordsp 30,18, 19; Jak 3,7; Jer 8,17).

Dette ord bruges symbolsk om en dødelig, snu og ondskabsfuld fjende (Luk 10,19).

Slangen nævnes første gang i forbindelse med beretningen om fristelsen og vore første forældres fald (1 Mos 3). Det er med rette blevet bemærket om denne fristelse: “En virkelig slange var fristelsens redskab, som det fremgår af det, der siges om slangens naturlige kendetegn i kapitlets første vers (3,1), og af den forbandelse, der udtales over selve dyret. Men at Satan var den egentlige frister, og at han blot brugte slangen som sit redskab, er tydeligt (1) ud fra handlingens natur; for selv om slangen kan være den snedigste af alle markens dyr, har den dog ikke de høje intellektuelle evner, som fristeren her viste.

I Det Nye Testamente siges det både direkte og forudsættes i forskellige former, at Satan forførte vore første forældre til synd (Joh 8,44; Rom 16,20; 2 Kor 11,3, 14; Åb 12,9; 20,2).” Hodges System. Theol., ii. 127.