Slettens byer; Ciccar

sit'-iz, plan, (kikkar ha-yarden): Omfattede Sodoma, Gomorra, Adma, Sebojim og Soar. Stedet omtales første gang i 1 Mos 13,10, hvor det siges, at Lot "løftede sine øjne og så hele Jordansletten, at den overalt var vandrig, før Jahve ødelagde Sodoma og Gomorra, som Jahves have, som Egyptens land, når man kommer til Soar." Ordet, der oversættes med slette, er kikkar, "cirkel." I dette vers og i det 11. såvel som i 1 Kong 7,46 og Matt 3,5 har vi det fulde udtryk "Jordans cirkel." Andre steder (1 Mos 13,12; 1 Mos 19,17; 1 Mos 19,29; 5 Mos 34,3; 2 Sam 18,23) bruges ordet for "cirkel" alene med artiklen. Indtil for nylig fastholdt man almindeligvis den traditionelle opfattelse, at denne Jordans cirkel lå ved den sydlige ende af Det Døde Hav. Argumenterne for denne opfattelse er:

(1) Navnet Sodoma er bevaret i Jebel Usdum--Usdum har de samme konsonanter som Sodoma; desuden ved man, at navnet allerede på Galens tid henviste til et sted i dette område (De Simpl. medic. Facult., 4,19), hvor han beskriver visse "Sodomas salte" fra bjergene omkring søen, som kaldes Sodoma.

(2) Soar synes i middelalderen at have været repræsenteret af et sted, som korsfarerne kaldte Segore, og arabiske forfattere Zoghar. Under navnet Zughar eller Sughar omtales stedet ofte af middelalderlige arabiske geografer som beliggende 1� syd for Jeriko "ved enden af Det Døde Hav" og som en station på ruten mellem Akababugten og Jeriko, to dagsrejser fra Jeriko. Ptolemæus (v.17,5) regner Soar for at høre til Arabia Petrea. Eusebius (Onom., 261) beskriver Det Døde Hav som liggende mellem Jeriko og Soar. Josefus (Ant., I, xi, 4) lader Det Døde Hav strække sig 580 stadier "så langt som til Soar i Arabien" (Wars, IV, viii, 4). Disse henvisninger ville placere Soar ved foden af bjergene lige sydøst for Det Døde Hav, og da det lå inden for let rækkevidde af Sodoma, hvorfra Lot flygtede, ville de fastlægge Slettens byer til dette område. Hieronymus (Comm. on Es 15,5) siger, at Soar lå ved Moabs grænser.

På den anden side hævdes det, at "Jordans kikkar" lå nord for Det Døde Hav, af følgende grunde:

(1) Det er det område, som er synligt fra Betels højder, hvorfra Abraham og Lot så ned over det (1 Mos 13,10), mens søens sydlige ende ikke er synlig. Men man kan svare, at udtrykket ikke behøver at være begrænset til det område, der faktisk kunne ses, men kan have omfattet hele den kendte udstrækning af dalen.

(2) Soar blev sagt at ligge inden for rækkevidde af Moses' syn fra Pisgas top (5 Mos 34,1-3), hvorimod den sydlige ende af Det Døde Hav ikke kan ses fra dette punkt på grund af mellemliggende bjerge. Men denne beskrivelse i Femte Mosebog er tydeligvis ikke tænkt begrænset til de punkter, der faktisk er synlige, men bør forstås som en beskrivelse af landets ydergrænser, hvoraf nogle punkter er synlige i deres nære omegn. Synet omfattede bestemt ikke alle dele af Dan eller Juda "indtil havet mod vest." Udtrykket fra Jeriko til Soar er som "fra Dan til Be'ersheba." Bjerghøjderne med udsigt over Soar var bestemt synlige.

(3) I 1 Mos 14 angreb de fire konger, der kom op fra Kadesh, amoritterne, "som boede i Hazezon-tamar," før de nåede Sodoma, og Hazezon-tamar skal identificeres med En-Gedi. På den anden side er det muligt, at det skal identificeres med Tamar i Ez 47,19; Ez 48,28, og at dette sted lå sydvest for Det Døde Hav. Eller, hvis den forklaring ikke accepteres, er det passende at bemærke, at denne ekspeditions rute først førte et betydeligt stykke syd for Det Døde Hav gennem Se'irs bjergland til El-Paran, da "de slog hele amalekitternes land og også amoritterne." For at gøre dette ville de naturligt blive ført langs højlandet til Hebron, hvorfra de let kunne stige ned til En-Gedi, og derfra kunne de uden vanskelighed fortsætte til den sydlige ende af Det Døde Hav. Desuden er det på ingen måde sikkert, at der ikke på den tid fandtes en let passage langs hele Det Døde Havs vestlige bred. Se Det Døde Hav.

(4) Det hævdes, at området ved den sydlige ende af Det Døde Hav ikke kunne beskrives som »Herrens have« osv. For den sags skyld kunne området omkring den nordlige ende heller ikke beskrives sådan i sin nuværende tilstand. Men på den anden side er området syd for havet på ingen måde så blottet for vegetation, som det undertiden fremstilles, og der findes overbevisende argumenter for at vise, at det tidligere var langt mere omfattende og frugtbart end nu. Der findes ikke noget mere kompetent vidne om dette områdes frugtbarhed end professor Hull, skønt han er en ivrig fortaler for at placere disse byer ved søens nordlige ende. Dette fremgår både af hans oprindelige dagbog og af hans mere modne og sammentrængte fremstilling i hans artikel om Det Døde Hav i Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind), hvor han skriver: »Da forfatteren i december 1883 stod på kanten af terrassen med udsigt over Ghor, så han for sine fødder en vid slette, der strakte sig nordpå mod randen af Det Døde Hav, og som i vid udstrækning var grøn af vegetation og krat af små træer. Til højre, på en åben plads, sås flere store beduinlejre, hvorfra råb fra vilde mænd, hundes gøen og kamelers brølen steg op. Talrige flokke af sorte geder og hvide får blev vogtet af kvinder i lange blå kapper; og da rejseselskabet blev bemærket, kom grupper af glade børn trippende op mod stien, ledsaget af nogle få af de ældre, og idet de stillede sig på række, gengældte de høfligt hilsnerne. Her bliver araberne og nyder slettens varme, indtil sommersolens tiltagende hede kalder dem bort til deres højtliggende græsgange på Edoms og Moabs højslette. I kort afstand længere fremme mod søens bred ligger landsbyen Es-Safieh, beboet af en stamme fellahin kaldet Ghawarneh, som ved hjælp af kunstvanding fra Wady el-Hessi med held dyrker marker med hvede, majs, dhurah, indigo og bomuld, mens de opdrætter hjorde af kameler og flokke af får og geder. Af disse markers afgrøde er araberne i høj grad afhængige for deres forsyninger af føde og klæder, som de skaffer sig ved en slags rå, ofte tvungen, byttehandel.«

LITTERATUR.

Autoriteter, der støtter den sydlige ende af Det Døde Hav: Dillmann, Genesis, 111 f; Robinson, BRP2, II, 187 ff; G. A. Smith, Smith, Historical Geography of the Holy Land, 505 ff; Baedeker-Socin, Palestine, III, 146; Buhl, Buhl, Geographic des alten Palastina, 117, 271, 274; se også især Samuel Wolcott, »Site of Sodom,« Bibliotheca Sacra, XXV, 112-51. Til støtte for den nordlige ende: Sir George Grove i forskellige artikler i Smith, Dictionary of the Bible; Canon Tristram, Land of Moab, 330 ff; Selah Merrill, East of the Jordan, 232-39; W. M. Thomson, The Land and the Book.

George Frederick Wright